Den nedenstående kronik taget fra dagens JP (19-04-06) taler nærmest
for sig selv. Jeg er enige med forfattteren i det følgende: "Legenden
siger, at den middelalderlige islam var tolerant, mens kristendommen
ikke var det. Historien om arabernes erobring af Sicilien fortæller
noget andet, skriver dagens kronikør" :
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3681036."
Til dem der så som modargunebt vil fremføre at kristendommen sandelig
heller ikke var særlig fredelig (korstogene osv.) vil jeg blot sige at
det ved vi ganske udmærket.
Kronik: En muslimsk erobring
Af David Gress, historiker, ph.d., Århus
Legenden siger, at den middelalderlige islam var tolerant, mens
kristendommen ikke var det. Historien om arabernes erobring af Sicilien
fortæller noget andet, skriver dagens kronikør:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3681036.
Som klassisk filolog læste jeg på universitetet Thukydids beretning
om den athenske ekspedition mod Sicilien. Med den håbede athenerne i
415 f. Kr. at få overtaget i krigen mod Sparta ved at underlægge sig
Syrakus, én af de rigeste byer i den antikke græske verden.
Ekspeditionen endte i katastrofe, og de græske byer på Sicilien nød
frihed i endnu 200 år, indtil romerne i 212 f. Kr. indtog Syrakus og
gjorde hele øen til romersk provins. Det vedblev den med korte
afbrydelser at være i 1000 år. Mens verden omkring den ofte stod i
flammer, levede Sicilien sin fredelige tilværelse som Romerrigets
kornkammer, en rolle, der fortsatte, også efter Romerriget fra 476 e.
Kr. fik sit nye centrum i Konstantinopel. Det græsktalende romerske
eller byzantinske rige varede, indtil tyrkerne indtog byen i 1453.
I 827 ophørte freden for Sicilien, da Asad ibn al-Furat ibn Sinan gik
i land ved Mazzara med 10.000 krigere. Asad var ingen almindelig
krigsherre. Han var retslærd og elev af Malik ibn Anas, der grundlagde
én af de fire klassiske retsskoler i islam. Takket være Asad blev
Malik-skolen den fremherskende i Maghreb, det muslimske Nordafrika.
I 670 var den arabisk-muslimske erobringsbølge nået til Tunis. På 30
år havde ørkenkrigerne opildnet af Muhammeds nye tro erobret mere
land end nogen magt før dem. Fra 703 sendte de muslimske emirer fra
Tunis plyndringstogter mod det rige Sicilien. Ingen fik dog fodfæste,
hvilket allerede var et signal. Sicilien var ikke som andre provinser,
der var faldet som modent korn for indtrængernes krumsabler.
I 827 besluttede Asad imidlertid, at tiden var kommet til at angribe
Rum, som araberne kaldte de kristne indbyggere i Romerrigets gamle
provinser, og »fremme Koranen og Sunna«. Sunna er den levevis, som
profeten ifølge overleveringen fulgte og anordnede, og som for en
muslim er en lige så forpligtende og hellig ledetråd som Koranen
selv. På det tidspunkt havde muslimerne taget Syrien, Egypten,
Nordafrika og Spanien fra Rum. Sicilien var blevet frontlinjeland. Nu
kom dets tur.
Den muslimske historieskriver al-Waqidi beretter, at den kristne
guvernør på øen bad om forhandling med de fremmede. Asad sendte en
gesandt, som forklarede:
»Vi er af de arabere, hvis ry har nået verdens ende, bjergenes tinder
og havets vidder. Den almægtige gud sendte os en profet, som var det
mest veltalende, sanddru og ædelsindede menneske blandt os. Han kaldte
os til den rette tro, og de uvillige lod han bekæmpe, indtil alle
arabere forherligede gud, og han lod os vide, at gud vil give os sejr
over alle andre religioner. Den eneste grund til, at vi er her, er for
at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret
vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og
ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og
betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse.
Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun
sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord,
at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i
helvede, som profeten har lovet«.
Guvernøren svarede: »Sig til jeres emir, at Sicilien ikke er som de
andre af Rums lande, som I har erobret. Ingen har nogensinde påført
os krig uden at blive besejret.« Muslimen svarede: »Vi er folk, som
ikke frygter kamp eller skammer os over døden. Vi vil hellere dø i
kamp end leve i sløvhed«.
Kampen begyndte, men til forskel fra de andre muslimske lynkrige endte
den ikke med hurtig sejr for de rettroende. Asad selv døde to år
efter, mens han forgæves angreb Syrakus. Først i 878 faldt Syrakus
efter ni måneders belejring. »Borgerne kæmpede side om side med
garnisonens folk, med lejesoldater fra Peloponnes og Tarsos, en hær af
skeletter, lasede, sultne og desperate«, skrev munken Theodosius. Den
28. maj holdt modstanden op, og Syrakus' 1.500-årige historie som
græsk-romersk kulturby var slut.
Da byen ikke havde underkastet sig frivilligt, var den efter muslimsk
skik frit bytte for sejrherrerne. Våbenføre mænd blev hugget ned,
øvrige samt kvinder og børn bortført som slaver. Theodosius
fortæller, at byens kommandant »gik i døden med hovedet højt
hævet, frygtløs, rolig, så selv den krigsherre, der dødsdømte ham,
så på ham med forbavselse«. Muslimske kilder angiver, at få
overlevede, herunder en håndfuld, som slap afsted i skib til
Grækenland. Syrakus blev herefter grundlagt på ny af arabere.
Den sicilianske modstand var dog stadig ikke brudt. I 902 indtog den
frygtede krigsherre Ibrahim ibn Ahmad den hidtil uindtagelige fæstning
Taormina. »Herpå lod han ikke blot mændene, men også kvinderne,
børnene og de gejstlige hugge ned, satte ild til byen og gjorde jagt
på dem, der var flygtet op i bjergene. Da man havde samlet en stor hob
flygtninge foran ham, hvoriblandt biskoppen Procopius, kaldte Ibrahim
denne til sig og sagde: "Dine hvide hår bør gøre dig klog. Afsværg
den kristne tro og du vil redde dit og de andres liv, som står her."
Bispen smilede. Ibrahim spurgte, om Procopius vidste, hvem der talte
til ham. "Jo, det er djævelen, som taler ud af din mund, derfor ler
jeg". Ibrahim befalede da, at hans krop skulle levende splittes ad og
hjertet udrives«.
Den muslimske erobring var ikke fuldført før 965, da fæstningen
Rometta faldt efter voldsomme kampe, hvortil kejseren fra
Konstantinopel havde sendt 40.000 mand til undsætning.
Historieskriveren Ibn al-Atir fortæller, at »muslimerne beredte sig
til døden, som forekom dem den eneste vej til frelse, og begyndte at
fremsige digterens ord: "Jeg gik tilbage for at redde livet, men
sjælen lever ikke, hvis man ikke går fremad"«. Således inspireret
fattede de mod og besejrede de kristne. Da byen faldt, gentog scenerne
fra Syrakus sig. »Alle mænd blev dræbt, kvinder og børn gjort til
slaver, alt løsøre plyndret. Muslimer drog ind i byen, tog den i eje
og befolkede den«.
For de overlevende besejrede gjaldt de regler, der var indeholdt i
Umars traktat, som i muslimsk tradition er forbilledet for alle aftaler
mellem muslimer og bogens folk, altså kristne og jøder. Umars
traktat, som efter overleveringen første gang blev anvendt af Umar,
den anden af de fire retledede kaliffer efter profeten selv, da han i
638 erobrede Jerusalem, foreskriver blandt andet, at de kristne til
gengæld for liv og ejendele skal love ikke at bygge nye kirker eller
klostre og ikke at vedligeholde dem, der er; ikke at døbe nogen muslim
eller hindre nogen i at blive muslim; at give enhver muslim, der beder
om det, mad og husly i tre døgn; ikke at bære våben; ikke at
fremvise kors eller gå i kristne optog; ikke at holde offentlige
klager over døde; ikke at forsøge at kigge ind i muslimers boliger;
ikke at ride med sadel; ikke at gå klædt så fornemt som muslimer.
Sicilien forblev under muslimsk herredømme, indtil normannerne i
først pavelig og dernæst egen interesse erobrede øen i årene
1060-1091. Det normanniske kongedømme på Sicilien, som herefter
varede til 1192, anses for det absolutte højdepunkt i Siciliens
historie. Politisk og administrativt var normannerriget Europas mest
udviklede stat. Som uovertrufne monumenter af kristen religiøs kunst
minder domkirkerne i Palermo og Cefalù, de gyldne mosaikker i Monreale
og snesevis af andre kunstværker om den normanniske guldalder.
Hvordan kunne denne rigdom af politisk og åndelig skaberkraft udvikle
sig på så kort tid? Mange har ment, at det arabisk-muslimske element
må have spillet en afgørende rolle, men de har ikke været i stand
til at forklare hvordan. Denne tese tager sig desuden noget besynderlig
ud på baggrund af de muslimske erobreres barbariske adfærd 200 år
tidligere.
Svaret er at finde i de samme forhold, der gjorde Sicilien til så
hård en nød at knække for de fromme arabere, der var vant til
anderledes hurtige sejre. Det, der skete efter den blodige erobring,
var, at det besejrede Sicilien i en vis forstand besejrede sine vilde
erobrere.
En nøgle til, hvordan det skete, ligger i selve erobringens forløb.
Da araberne stormede frem gennem Mellemøsten, Nordafrika og Spanien,
blev de ikke forsinket af byer, der skulle indtages, for der var
næsten ingen. Sicilien derimod havde i over 1000 år været et land af
mange byer. For hver by, der som Syrakus led den totale ødelæggelse,
var der flere, der slap nådigere, og det gik op for sejrherrerne, at
hvis de skulle have noget stort materielt udbytte af deres nye ejendom,
gjorde de klogt i at lade byerne stå. De kunne se, at hvis de
ødelagde alle byerne, ville de ødelægge selve den rigdom, de i
profetens navn havde taget med deres krumsabler.
Der skete derfor efter de første blodige generationer det, der
tidligere var sket for romerne, da de erobrede det mere civiliserede
Grækenland. Et besejret, men kulturelt overlegent folk betager,
fortryller og formilder den stærkere sejrherre. Ligesom araberne
tidligere i Bagdad og Damaskus havde overtaget den græske filosofi og
videnskab, som de senere gav videre til Europa, så overtog araberne
på Sicilien øens urgamle kulturmønstre og organisationsformer.
Kun således kunne de opretholde den produktion, som gav dem udbytte,
men efterhånden blev integrationen af araberne på Sicilien mere end
blot opportunistisk. De blev, ligesom i øvrigt i Spanien, integreret i
den lokale udgave af den gamle middelhavskultur med dens olivenlunde,
hvedemarker og de mange, mange byer og havne, hvortil de selv førte
nye afgrøder såsom citrusfrugter, dadler og bomuld.
Dog forblev de kristne under hele det muslimske herredømme andenrangs
folk, dhimmi'er. Kilderne viser, at muslimerne under det normanniske
herredømme havde bedre kår, end de kristne havde haft under
muslimerne. Det er endnu et forhold, der strider mod én af de mest
hårdføre historiske legender, som vore dage hylder, nemlig at den
middelalderlige islam var tolerant, mens kristendommen ikke var det.
Normannerkongen Vilhelm I (1154-1166) talte arabisk, og under ham var
ifølge den muslimske rejsende ibn Jubair »alle de store i riget
muslimer«. Ibn Jubair beklagede sig imidlertid over, at muslimerne
under de kristne konger ikke længere havde magten over deres kvinder
og børn og ikke for eksempel kunne hindre, at de blev kristne. "Gid
Gud må udrydde de vantro" for denne og andre ydmygelser af muslimerne,
skrev han.
Ikke alle var så utilfredse. Digteren ibn Umar, som jeg vil slutte
med, skrev under Vilhelms far, normannerkongen Roger II, at »ingen i
sandhed lever, som ikke lever på det lykkelige Sicilien. Lad os
beundre dette land, som Gud har begavet med al overflod«.
Ikke et ord om analogier til vore dage, ikke et ord. Jeg har fundet
denne historie som forberedelse til mit eget første besøg på øen,
hvorom jeg vil berette i andre artikler her i bladet.
Af David Gress, historiker, ph.d., Århus
link til kronik i dagens JP:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3681036
(De citerede kilder er alle hentet hos Francesco Renda: "STORIA DELLA
SICILIA DALLE ORIGINI AI GIORNI NOSTRI". Sellerio, Palermo 2003).