---

<<<<<<
Alex Wittendorff:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3666338

Farlige kræfter bør bekæmpes af alle demokrater. Værdifulde kampfæller
her er dem, der har frigjort sig for de mellemøstlige religioners
autoritære, fascistiske sider

I slutningen af juni 1937 var der en tysker i Danmark, der blev dybt
krænket i sin tro. Han passerede kunsthandelen Tidens Malere nær
Vesterport i København, og her så han i vinduet et stort maleri, der
viste et elskende par i højre side i forgrunden, og i forgrundens
centrum stod en lille figur, Adolf Hitler, der heilede på sin
karakteristiske måde med bøjet højrearm.

Billedet, der nu hænger på Nordjyllands Kunstmuseum, var malet af
Wilhelm Freddie. Det bar titlen "Meditation over den anti-nazistiske
kærlighed" og har noget at gøre med overvejelser om menneskesindets
splittelse mellem eros og fortrængning af destruktive kræfter som dem,
man finder i nazisme og fascisme.

Det var næppe tanker af den art, der vakte tyskerens forargelse. Han
så sin fører anbragt i en ydmygende sammenhæng og blev krænket i sin
nazistiske tro. Han gik til det tyske gesandtskab, der igen henvendte
sig til de danske myndigheder. Billedet blev afhentet af politiet og
skulle så indgå i den sag om pornografi, der på denne tid verserede
mod Freddie. Den var begyndt med, at nogle medlemmer af KU med skrårem
og udtalte nazistiske sympatier mødte op på en af Freddies
udstillinger, rev billederne ned fra væggene og truede ham med tæv. De
følte sig krænkede i deres tro på den kristne, nationale stat, som
skulle være ren og sund.

Domprovst Johannes Hygen havde sagt det så fint i forbindelse med en
Freddie-udstilling to år tidligere: »Det er et spørgsmål, hvor længe
vort folk, og især den endnu formodentlig ganske talrige kristne
almenhed vil finde sig i, at en lille klike af perverse kunstnere frit
skal få anledning til med sine rådne fantasier at tilsvine ungdommens
sind og nedbryde den moral, uden hvilken et samfund ikke kan bestå og
et folk ikke bevare sin sundhed og sin lykke. Det er at håbe, at den
opvoksende ungdom, som i vor tid har vist adskillige tegn på en
nyvågnet idealisme, vil reagere kraftigt.«

Freddie blev kaldt ind på Politigården og fik oplæst en bekendtgørelse
om, at han livsvarigt var uønsket som gæst i Tyskland. Retssagen mod
ham endte i Østre Landsret i september 1937. Han fik en bøde, der
kunne konverteres til 10 dages fængsel. Freddie valgte det sidste.


Stærke, sorte kræfter
Når der i dag kan være grund til at mindes Freddies problemer med
ytringsfriheden, er det naturligvis, fordi vi igen har den slags
problemer, og der stadig er stærke, sorte kræfter, der peger i vores
retning. Salman Rushdie og de 11 andre europæiske intellektuelle, der
har udsendt deres manifest imod totalitær islamisme, skriver: »Efter
at have vundet over fascismen, nazismen, stalinismen står verden over
for en ny global og totalitær trussel, islamismen. Vi forfattere,
journalister og intellektuelle opfordrer til modstand mod den
religiøse totalitarisme og kamp for frihed, lige muligheder og
sekulære samfund for alle.«

Underskriverne er alle folk, der ved, hvad de taler om, og der er
grund til at lytte mere til dem, end til de islameksperter, der i
deres forskning lever af at have gode forbindelser til den islamiske
verden. Fascisme og nazisme optrådte i mange skikkelser, men fælles
for dem var, at de hyldede uligheden. Det var føreren, partiet, racen,
herrefolket, de stærke mænd, der bar værdierne. Og det var føreren,
partiet og dets ideologer, der definerede den rette lære.

»Gud ved alt, men I ved intet,« står der i Koranen. Man finder det
samme totalitære budskab i Bibelen. Teologer fra begge de
mellemøstlige religioner har i hele deres historie insisteret på, at
det er dem, der skal tolke, hvad det er, Gud ved og vil. Man skaber
sin gud i sit eget billede. Den religiøse fascisme opstår, når
tolkernes værdier går i retning af fascismens: ulighed, ikke som
forskel på kvalitet, for der er altid noget, der er bedre end andet,
men som grundlæggende for behandling af mennesker: ulighed mellem en
bestemt bog og alle andre historiske litterære frembringelser, der
deler mennesker op i dem og os, ulighed mellem kønnene, ulighed mellem
"det hellige" og alt det andet. Den slags er stærke magtmidler, der
altid er blevet udnyttet af dem, der har bragt sig i en position, hvor
det er dem, der tolker "det hellige". De, der påstår at have en
alvidende gud i ryggen, gør i praksis sig selv til gud.

Fascisme er ikke nødvendigvis koncentreret i bestemte bevægelser eller
personer. Den er til stede som en tendens, en mulighed i alle de
tilfælde, hvor magt folder sig ud. Det gælder også den religiøse
fascisme. Den er f.eks. den side af islam, som vi kalder islamismen,
og den kan let tage over, når den skrøbelige religiøse identitet
kommer i krise.

Det er derfor helt afgørende ikke at tale om muslimer under ét. Vi ser
en voksende tendens til, at muslimer bliver påvirkede af demokratiske
tanker og bliver "kulturmuslimer" i en eller anden grad eller direkte
"demokratiske muslimer". Det er stadier på den vej, kristendommen har
gennemløbet. Den stod stærkest her i landet i 1600-tallet, og da
udøvede den det, der i den nye store "Den danske filosofis historie"
med rette betegnes som et "rædselsregimente". Nu er den blevet
omformet til ukendelighed i humanistisk retning. Det samme kan ske for
islam.


Demokratisk kamp
Der er dem, der tærsker langhalm på den kendsgerning, at ytringsfrihed
er under ansvar for domstolene. Andre mener, at den nuværende krise
slet ikke handler om ytringsfrihed. Det hævdes i en situation, hvor
nogle tegnere må leve under jorden på grund af mordtrusler, hvor en
kvindelig stand-up komiker må opgive at optræde, hvor folkevalgte
politikere konstant må beskyttes af politiet, hvor folkene bag
Maribo-Revyen ifølge pressen umiddelbart før premieren fjernede en
Muhammed-sketch fra showet osv. Det har sin baggrund i, hvad der
faktisk er sket, f.eks. mordet på van Gogh. Ikke siden Freddies tid og
Besættelsen har det handlet så meget om ytringsfrihed.

Sorte kræfter af den slags, der fik Wilhelm Freddie i fængsel, er der
stadig, selv om de har antaget en anden form. Nogle synes, de skal
mødes med tolerance og forståelse. Nogle mente det samme i 1930'erne.
Farlige kræfter bør bekæmpes af alle demokrater. Værdifulde kampfæller
her er dem, der har frigjort sig for de mellemøstlige religioners
autoritære, fascistiske sider.
<<<<<<<<<






--
Det handler ikke for fem øre om den i øvrigt hidsige tone i udlændingedebatten i Danmark
Det handler om, at vi aldrig må acceptere, at hensynet til politiske, kulturelle og
religiøse dogmer lægger begrænsninger på ytringsfriheden. Giver vi køb på det,
giver vi samtidig køb på at være et åbent og demokratisk samfund.