1944-farcen var IKKE en "sjette storm på København", som stats-TV
forskere antyder.
Et videnskabeligt historieprogram på monopol-TV beskriver de gange
hvor "københavnerne forsvarede deres by" ved byhistoriker Allan Mylius
Thomsen.
Spændende og sande detaljer oplyses om vedr plyndringen af byen v.
Jaromer , som Jarmersplads tårnet er opkaldt efter i Valdemar-tiden og
1536-belejringen, hvor nogle af byens borgere (eller slum-tabere?)
døde af sult, før vi overgav os til hanseater-tyskerne(så vidt jeg
husker?)
1659 modstod vi let svenskernes storm og Palle Lauring vurderer den
hollandske forsyningsflådes hjælp som uvæsentlig og adelens
overgivelse i provinsen som uundgåelig og enevældens indførsel som et
længe forberedt solkonge-plagiat, der ikke stod i gæld til "københavnske
borgeres og studenters heroiske skyttekorps" .
Vedr Slaget på Reden 1801 påstås "Uafgjort" selvom Nelson ved
forhandlingerne efter vor overgivelse bemærkede, hvor let hans
congrevske raketter kunne have antændt træbygningerne, som kongen
boede i, og vedr briternes bombardement 1807 påstås, at man frygtede
vor flåde. I begge tilfælde frygtede den almægtige Nelson-flåde(der
smadrede al anden europæisk flåde ved Abukir og Trafalgar) vel kun,
at en 80% effektiv blokade af Napoloens Europa mht luksusvarer ikke
kunne blive 90% effektiv, og briterne ønskede triumfer og en for
Napoleon skræmmende afprøvning af sine congrevske raketter - samt at
straffe, at vi fra 1801-neutralitet var overgået til direkte alliance
med Napoleons EU - og at det var bekvemt med alibi til at erobre
oversøiske koloni-markeder fra os.
Vedr Folkestrejken juni-juli 1944 var der tale om, at vi ved den længe
før 9 april 1940 aftalte fredsbesættelse af os(Staunings Lundtale,
Churchills fodre-tiger-tale og måske Rostock-møde) , havde lovet ingen
modstand mod den krigsmagt, som kongens ven og talerør, minister
Scavenius udtrykte extrem respekt og sympati for.
Et næsten enigt folk havde overladt alle de væsentligeste militære
installationer til tyskerne (og udlånt til nazierne de vigtige
torpedobåde osv osv) og selvom vi efter at have gjort os magtesløse,
fandt på symbolsk systemskifte, fortsatte en Scavenius regering at
sidde sikkert i sadlen (omend ret passivt og uforpligtende) under
hele systemskifteperioden fra 29 aug 43 til 5 maj 1945, hvor Scavenius
gik til kongen og bad sig fritaget for sine
statsminister-forpligtelser og i fredstid omsider fik sin afsked.
Jeg lærte på Metropolitanskolen af folkestrejken havde allerstørst
lighed med de gennem århundreder årligt gennemførte militære
øvelser, hvor man lod "Kongens mænd" vinde og lagde mere vægt på
bespisning og især bedrikning end våbenafprøvning - og at Sct Hans -
farcen i 1944 var den eneste gang, hvor Estrups befæstning af
hovedstaden (som Estrup selv var imod) havde en vis militærbetydning,
idet Best lod kanonerne på voldanlæggene rundt om storbyen svinge 180
grader ind mod centrum og brokvartererne, således at hvis
modstandsbevægelsens mange attentater imod de venlige tyske soldater,
som ChrX havde overladt landet til, skulle blive præget af alt for
mange svinske snigmord, kunne man med nogle kanonskud have lagt alle
københavnske huse ned og gjort os så flad som en pandekage, som
Bruxelles gjordes af Solkongen 1695 og Vicksburg gjordes af
Nordstaterne 1863, hvor man dog kun i det sidste tilfælde overgav sig,
idet man jo kan leve fint i kældre trods granatchok (vor overgivelse
af flåden til briterne 1807 viser extrem pacifisme og dygtig
dobbeltmoral, havde vi ville beholde flåden, havde det været let) .
Jeg mener ikke, at det er sagligt korrekt at påstå at folkestrejken
havde militær gavn for vort land - eller bidrog til, at vi blev
anerkendt som allierede og kom i NATO og FN, hvilket jo Italien gjorde
præcis lige så hurtigt, selvom de i lidt højere grad end vi havde
været allieret med National-Socialismens rædselsstyre.
Briternes skammede sig i sommeren 1944 over, at de havde lovet
polakker støtte til at befri deres hovedstad og tillod, at Hitler med
Stalins samtykke smadrede Warzawa på tres hårde dage - og derfor
søgte de allierede at overdøve denne skandale ved at gøre værdiløs
dansk pjat-sadisme mod værnemagere og tyskertøse til en kæmpesejr for
det Frihedsråd, som Best lod køre i stilling for at have
forhandlingsmuligheder ved snarlig befrielse af vort land. Tyskerne
sendte fly lavt over byen, selvom bombning havde været utænkelig, da
vore egne kanoner og vor egen ammo stod parat rettet mod centrum hele
vejen rundt og med Bests værnemagt ved aftrækkeren.
Tyskerne skød konsekvent op i luften ved de såkaldte gadekampe, og de
knap hundrede døde danskere var måske alle dræbt af vort eget
splittede folk og ikke af Bests tropper.
Siden Absalon forbedrede byen har vi registrerbart tre gange brugt
voldene til forsvar, der ikke var rituel krig. Måske mange gange før
Absalon. Men derefter har den stået på besyndelig falsk patriotisme a
la Sønderjyllandskrigenes og indenrigspolitik og symbolik har
formodentlig vejet tungest. At påstå at folkestrejken var værre end et
myggestik for Hitler, er historieforfalskning og det er tragisk at man
lagde David Irving i håndjern og gav ham 3 års ubetinget fængsel for
at udføre den slags banal revisionisme, som kræves, hvis vi vil andet
end krigspropaganda Churchill-1944-style og vi vil noget, der kan
kaldes kildekritisk historievidenskab. Måske vi opnår fordele a la
Mærsk-forkælelse ved at undlade revision så skidt pyt. Men ærlighed
varer længst.
|