---

»NOGET TYDER på, at han er kriminel og under alle omstændigheder
vanvittig.« Så præcist beskriver det radikale folketingsmedlem Elsebeth
Gerner Nielsen imam Ahmed Akkari.

http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3636136


Jeg tror nu ikke at han er specielt kriminel, han er bare en muhamedaner,
der kæmper Allahs sag.

Kun Mogens Glistrup kender og siger sandheden om muhamedanerne, men ham
lytter I jo alligevel ikke til.
--
NoTrabajo

*** Free account sponsored by SecureIX.com ***
*** Encrypt your Internet usage with a free VPN account from http://www.SecureIX.com ***

---

NoTrabajo skrev:

> »NOGET TYDER på, at han er kriminel og under alle omstændigheder
> vanvittig.« Så præcist beskriver det radikale folketingsmedlem Elsebeth
> Gerner Nielsen imam Ahmed Akkari.
>
> http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3636136
>
>
> Jeg tror nu ikke at han er specielt kriminel, han er bare en muhamedaner,
> der kæmper Allahs sag.
>
> Kun Mogens Glistrup kender og siger sandheden om muhamedanerne, men ham
> lytter I jo alligevel ikke til.

Sidst jeg hørte din profet ytre sig var han skuffet over at et
ministerium ikke havde svaret på et brev. Det viste sig at "brevet"
var 10 cm tykt. LOL

Mvh
Martin

---

Martin skrev:

> NoTrabajo skrev:
>
>> »NOGET TYDER på, at han er kriminel og under alle omstændigheder
>> vanvittig.« Så præcist beskriver det radikale folketingsmedlem Elsebeth
>> Gerner Nielsen imam Ahmed Akkari.
>>
>> http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3636136
>>
>>
>> Jeg tror nu ikke at han er specielt kriminel, han er bare en muhamedaner,
>> der kæmper Allahs sag.
>>
>> Kun Mogens Glistrup kender og siger sandheden om muhamedanerne, men ham
>> lytter I jo alligevel ikke til.
>
> Sidst jeg hørte din profet ytre sig var han skuffet over at et
> ministerium ikke havde svaret på et brev. Det viste sig at "brevet"
> var 10 cm tykt. LOL

Ja, det store problem med Glistrups forfatterskab er, at han ikke
kan fatte sig i korthed. I 1973 kunne han ellers godt finde ud af
at præsentere sine tanker, så menigmand kunne og orkede at følge
med; men siden har han udviklet en skrivekløe, der ligger helt
oppe omkring den, Grundtvig havde. Grundtvig er den dansker, der
har skrevet suverænt mest; men det ser ud som om Glistrup har
tænkt sig at skrive en bog, der tager rekorden i omfangsrighed.
Sidst jeg hørte noget om den, havde den paseret de elleve tusinde
sider - og det er nogen år siden. Hvem regner Mogens dog med vil
vove sig ombord i en bog, der er flere gange større end Biblen?

Men ellers skal der lyde et "leve" til Glistrup herfra. Man kan i
hvert fald ikke anklage ham for ikke at elske sit land.

---

"HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
news:fkxs4jown7tn$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
> Ja, det store problem med Glistrups forfatterskab er, at han ikke
> kan fatte sig i korthed.

Muhamedanerfrit Danmark er da et nogenlunde kortfattet budskab. På internet
og i bøger er der dog ofte brug for at prioritere nuancering frem for
kortfattethed.

Her nogle svar fra Glistrup, som lever op til ønsket om at fatte sig i
korthed:
http://web.archive.org/web/19990209050041/www.befri.dk/arkiv/02-05-98.html


--
Det muhamedanske førerskab hertillands er forlængst overtaget af høge, som
er repræsentative for Islam.
(Glistrup-citat)

---

Per Hagemann skrev:

> "HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
> news:fkxs4jown7tn$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>> Ja, det store problem med Glistrups forfatterskab er, at han
>> ikke kan fatte sig i korthed.
>
> Muhamedanerfrit Danmark er da et nogenlunde kortfattet
> budskab. På internet og i bøger er der dog ofte brug for at
> prioritere nuancering frem for kortfattethed.
>
> Her nogle svar fra Glistrup, som lever op til ønsket om at
> fatte sig i korthed: http://web.archive.org/web/19990209050041/www.befri.dk/arkiv/02-05-98.html

Ja ok, han kan forfatte sig i korthed. Det skulle han bare gøre
meget mere i. Så ville flere få udbytte af hans virke.

---

"HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
news:1vim0m8dwh3hy$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>
> Ja ok, han kan forfatte sig i korthed. Det skulle han bare gøre
> meget mere i. Så ville flere få udbytte af hans virke.

I 1998 lavede jeg selv en superforkortet klipning af Glistrups 1994-bog,
med følgende resultat:

citater start

Det Store Mareridt skyldes, at EF's sydflanke er blød: Lige
øst for ligger Mellemøstens inferno. Og lige syd for Afrika
med ungdomsårgange fire gange så store som Europas.
For os, der ønsker Fort Europas vindebro trukket op for
muhamedanere m.fl., er det stærkeste trumfkort aftaler
indgået på en pram på Moselfloden ved Schengen 14. juni
1985.
New York-protokollen af 31. januar 1967 udvidede den
beskyttede kreds fra alene at omfatte europæere, der var
blevet flygtninge før 1951, til at gælde Alverden uden
antydning af begrænsning i tid eller steder, der har
tilknytning til indrejselandet.
Hvis man ville holde sig strikt til flygtningedefinitionen
ville eneste gedigne flygtningegruppe under de i Danmarks
omegn p.t. rådende forhold være Stasifolk fra det forna DDR.
Og går man helt ud i periferien ville man møde de forkætrede
serbere.
At 1951-konventionen var håbløs, fordi den var så nær bundet
til sine specielle historiske forudsætninger, erkendtes, da
justitsministeriet i sit daværende frie skøn fra 1965
begyndte at godkende »de facto-flygtninge«
I konfrontationen mellem jura og vælgerfølelser, sejrer de
sidste altid hos de genvalgscentrerede politikere. Derfor
særlove, de facto flygtningebegreb, humanasyl og andre
filihutstreger med juraen for at komme vælgerne imøde.
Følgelig er indvandringsstoppet fra 1970/73 et fortrinligt
instrument. Med dets ubestridt overordnede position havde
Danmark hver eneste dag mulighed for styr på sagerne.
Debatten forud for 1983-loven anførtes af den nuværende
ombudsmand. Med Dansk Flygtningehjælp, Socialministeriets
Indvandrerkonsulent og Advokatrådet som væbnere. De og deres
skulle jo profitere på landets ulykke.
Tydeligvis er danske myndigheder ikke gearet til at imødegå
den systematiske udnyttelse, som er det dominerende indhold
af den moderne tilstrømning af folk, der har valgt at kalde
sig flygtninge.
Supplerende eller alternativt til falske pas og visa indgår
i pakkerejserne vejledning til den emigrerende om, hvordan
han inden indgivelse af asylanmodning til Danmark skal
bortsmide identifikationspapirer og rejsebilletter og
derefter oplyse forkert hjemland.
Den største principforringelse i den udlændingelov, som
trådte i kraft den første oktober 1983, var at massevis af
fremmede som enkeltpersoner fik forærende retskrav på at
bosætte sig i Danmark
Temaet for øjebliksbestemte tåreperser-hulkekampagner uden
langtidsperspektiv er tit, at det ikke kan udelukkes, at
vedkommende vil blive skudt eller i al fald tortureret, når
han på den umenneskelige, hensynsløse ministers kolde ordre
ankommer til sit hjemland.
Danske politikeres forpligtelser over for landets nuværende
indbyggere og disses i forvejen gældstyngede efterkommere,
må gå forud for hensynet til sværmeriske kuller om, at den
tredie verdens utallige konflikter og uhæmmede
befolkningstilvækst også skal foregå her i landet.
Da statens pengemidler er begrænsede, betyder det, at når
udlændingelobbyen tager grådigt for sig af statskassens
indhold, levnes der så meget mindre til de mere sagtmodige
C-holds-placerede.
Kraftigste modpol og dermed trussel mod vor lyslette
toleranceuhøjtidelighed er muhamedanismen. Dens værdisæt og
kulturbaggrund er så fjern fra vort helt anderledes samfunds
1990'er væremåde, at det er overmodigt russisk roulettespil
rettet mod danskernes fremtid, når folketinget søger at
integrere islamitterne.
Man fastlægger sine standpunkter ud fra, hvordan den
interessegruppe, man selv hører til, i nærmeste fremtid, kan
rage mest til sig selv fra de offentlige kasser. Bagefter
går man i gang med at opstille en argumentation, som
opfinder og styrker et alibi for at snabelsuge til egen
fordel i medborgernes lommer.
Grundlaget for Fremtidens velbefindende i Danmark hentes nu
engang ikke hos vor menneskenaturstridige offentlige sektor,
men fra de selvbjergede, opfindsomme, flittige,
sparsommelige dygtigheder.
Den af Forlaget Kommuneinformation udsendte »Håndbog for
Indvandrere og Flygtninge« (1991) supplerer, »at livet som
flygtningemedarbejder er en oplevelse af meningsfyldthed. De
sagsbehandlere, som plejer at møde ressourcefattige danske,
møder nu inspirerende klienter med samme sociale status og
uddannelsesniveau som dem selv. Mange behandlere siger, at
for første gang i deres professionelle liv har de oplevet,
at de havde lyst til at lave det professionelle forhold om
til et egentligt venskab. En del kvinder beretter at de
bliver seksuelt tiltrukket af disse mænd, som har en
holdning og en seksuel udstråling, som er yderst pirrende
for dem.« Tilmed er deres politiske holdninger som
sagsbehandlernes.
Når de fremmede har så let ved at skaffe midler til at købe
grønthandlerbutikker o.l. er pengemaskinen ofte
revalideringsreglen.
Et andet almindeligt typetilfælde på favorisering
foreligger, når de fremmede deltager i voksenundervisning.
Her kan de eksempelvis få gebyrfrihed
Den særlige lave ungdomssats, som socialkontorerne opererer
med over for danske, benyttes ikke i forhold til unge
flygtninge. Deres socialhjælp udmåles efter fuld voksensats

Allerede mens flygtningene er i Dansk Flygtningehjælps
regi, er der forskel på dem og danske. De får to
sagsbehandlere, nemlig en almindelig sagsbehandler og en
boligsagsbehandler, hvis primære formål er at putte dem ind
før andre i boligkøen.
Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed udgiver
brugsanvisninger (såsom »Sagsbehandlerhåndbogen«, »Gratis
Glæder« og »Indvandrerhåndbogen«), om, hvordan de fremmede
til det yderste kan kraftmalke danske offentlige kasser.
Mellemfolkeligt Samvirke har med statsstøtte produceret
hundredevis af sider om det samme.
Det samlede resultat af sagsbehandlermafiaens godgørenhed
over for de fremmede, forties af det mangehovedede uhyre,
som offentligsektoren er med socialministerium,
finansministerium, kommuner, inden-og udenrigsministerium,
Socialforskningsinstituttet, Flygtningehjælpen, Danmarks
Radio osv. osv.
Sammenstykning heraf godtgør, at fjerne landes landsbyer
får levestandarden markant forbedret gennem de
overflødighedsbeløb, som det danske socialsystem udbetaler
herboende fremmede, og som fra dem vandrer hjem til
slægtninge. Endnu farligere er det, at muhamedanerne i
Danmark - til dels under afpresning - yder penge, som
direkte eller indirekte kommer deres trosfællers
terrororganisationer til gode.
.. Også i EF-sammenhæng er Danmark her skævt placeret. Det
skyldes vort i andre forbindelser sagligt overlegne system
med, at socialydelser bør gå over de offentlige kasser.
Men i Danmark er staten julemand hver dag, uden at man selv
skal gøre nogensomhelst indsats. Hvor kan man da drage anden
konklusion end, at danskerne er umådeligt rige og/eller
umådeligt dumme.
De store integreringsudgifter er særligt urentable i
forhold til udlændinge, som hurtigt skal forlade Danmark
igen. Blandt andet derfor var det en selvfølge ikke at
integrere Tyskerne 1945-49. Men i nutidens
sagsbehandlersamfund er udgangspunktet modsat: De
flygtningerubricerede trakteres ofte mest indgribende.
De stakkels forfulgte skal pinedød tvangslære det danske
sprog. Ikke blot Pidgin dansk, men også beherskelse af
abstrakte begreber og nutidens myriademylder af
specialindsigter.
Angiveligt skulle det være menneskeretsuværdigt, hvis ikke
meget store skattemidler afsættes til at imødekomme de
fremmedes dødsfølelser. For eksempel foreskriver
muhamedanernes kodex, at begravelsessteder skal ligge på
jomfruelig jord, og at gravfreden skal vare evigt.
Derfor er det ren godgørenhed mod os, hvis de, som vil
rejse hjem blot ville have 4.000 kr. månedligt, til at
begynde med plus jævnlige ferierejser til månedlange besøg
hos deres børn og børnebørn i Danmark (Samspil 3. juni 1992,
side 9).
De nye sprogskabte udgifter er en af de mangfoldige
udlændingeopvartninger, som i det offentliges bogholderi
mestendels forsvinder under et tusindtal af
kontobetegnelser, der ser ud som rent dansknationale. I
regnskabsafsnittene om politi, socialvæsen, administration,
skoledrift osv. osv.
Ydermere har den fremmede intet incitament til at klynge
sig til den for ham væmmelige, højtrationaliserede,
tempostressskabende arbejdsplads. Den danske stat aflønner
ham jo så gigantfyrsteligt for ikke at bestille noget.
Velfærdssamfundets indkomstoverførsler er overdådige
sammenholdt med den levestandard, han er vokset op med.
Meget er i årenes løb blæst med den kolde østenvind til os
fra Sverige. Derfor er det ufornuftigt at overhøre, at den
særdeles folkekære stockholmske socialdemokrat, den kurdiske
muhamedaner Nalia Baksi, i sin 1994-valgkamp kræver, at
staten skal tvinge svenskere til at bosætte sig i
»indvandrartäta områder«.
Under devisen »Jeg er dansk statsborger, bor i Danmark«
fylder folk som Bashi Quraishy fra Pakistan danske aviser
med forhånelser mod dansk mentalitet og dansk adfærd. Men
langt farligere er de danskhedsfjender, som i det skjulte
bekæmper det Danmark, hvis folketing, ved at være dummere
end det burde tillades, på må og få strør om sig med danske
statsborgerskaber. De naturaliseredes børn følger med i
indfødsreterhvervelsen. Familiernes senere tilkommere er i
juridisk forstand ganske almindelige danskere fra fødslen.
Uanset om de opdrages i muhamedansk krigertradition.
Den Store Åndsformørkelse brød endeligt sammen i 1980'ernes
sidste halvdel. Da havde 1968-snylterne imidlertid forlængst
bidt sig fast i Danmarksherskerpositionen. Den frygtelige
inertiens lov (og deres indbyrdes sammenspisthed) har
muliggjort, at de - i stedet for at komme på frilandsmuseum
- usvækket fremturer med fædrelandssabotage. De har skabt ny
medgang for sig selv i miljøhysteri, flygtningeindustri og
tredie verdensbistand. Samt iøvrigt underlødighedsgørelse af
næsten alt, hvad de befatter sig med.
Flygtningevennernes LO-lignende mammut-paraplyorganisation
hedder Dansk Flygtningehjælp. Der er 18
medlemsorganisationer. Heraf tilkom 29. maj 1994: Dansk
Arbejdsgiverforening, SiD, Arbejderbevægelsens
Internationale Forum, Care Danmark, De Etniske Mindretals
Sammenslutning IND-SAM og Landsforeningen for Bøsser og
Lesbiske. Flygtningehjælpens mange ansatte - navnlig dem i
topjobs - får fede hyrer plus tjenestemandsgoder.
Finansieringen sker i hovedsagen ved, at alle grabberne er
nede i skatteydernes lommer.
Principielt set har vi i de penge, der således siver ud til
indvandrerbranchens propaganda, den værste del af de 33
årlige skatteydermilliarder, som ofres til ulændinge. Under
den igangværende kamp mellem flygtningevenner og den
folkelige modviljes Danskhedsbeskyttere, er det forvridning
af folkestyrets grundlag, som er, at staten skal være
neutral.
I de seneste århundreder er kristendommen udvandet. Så det
nu er et alment syn i Danmark, at religion er en privatsag.
Derimod vil udsagnet »Islam er en privatsag« fortsat ikke
have nogen mening i muhamedanismen. Hos dem er det absurd
nonsens med adskillelsen af religion og det timelige
hverdagstrivielle samfund. De læner sig ikke tilbage og
siger, at enhver bliver salig i sin tro, og at det står
enhver frit for at være kristen eller muslim. At forny Islam
ved tiltag af den art vil føre ud i Muhamedanismens
Undergang. Det vil resultere i et stadigt pres og debatter
om bestandig at skulle ændre endnu mere muslimsk identitet
for at følge med tiden. Svagheden og svigten er den sikre
vej til tilbagegang, der i sig bærer kimen til tommere og
tommere moskeer. I deres skråsikre overbevisning om eget
bedreværd, nærer korandisciplene foragt for de slappe
dumriandanskere. Vor ligegyldighed til hverdag overfor
Vorherre bestyrker dem i, at vi ikke fortjener at bevare
livet. At vi uegennyttigt overvælder dem med store gaver,
overbeviser dem om, at de ved at gøre sig vanskelige med
vold, sultestrejker, grådselvmedlidenhedsscener osv., kan
tilrane sig meget mere.
Selvsagt har de aldersstegne skrifter fra primitive,
fremmede samfund, Biblen og Koranen, det tilfælles, at mangt
og meget er aldeles uplausibelt for Nudanskerne. Men det 20.
århundredes kirkefolk er så tolerante og selvbegrænsende, at
tillidsfuldt fællesskab er praktisabelt mellem de erklæret
kristne og de andre danske. I den milliardstærke
muhamedanermenighed findes derimod den dag i dag, så
fanatiske bogstavtroende (fundamentalistiske) indslag om
reguleringer af dagligdagens adfærdsnormer, at et
styrkefyldt muhamedanerislæt vil ulykkeliggøre de danskes
fremtidsliv. De blåøjede 1968-naivister vil nok endnu en
stund postulere, at de muhamedanske ikke er nær så slemme,
som Dansk Ydre Mission. Også i denne omgang får de bratte
opvågninger fra deres sommerfuglestøvstroskyldighed, når de
opnår syn for sagn for, at muhamedanismen ikke er nogen
religion, men en militant aggressiv kadre. Men selvfølgelig
er der ikke inden for denne bogs rammer plads til ud i alle
detaljer at dokumentere den erkendelse, jeg er nået til af
muhamedanismens virkelige indhold. Vil nogen have flere
enkeltheder, er en givtig nutidig bog »De I'Islam en général
et du monde moderne en particulier« (1991).
Når man i debatten ofte hører, at Djihad alene skal rettes
mod den tidligere polyteisme og ikke mod skriftfolkene
(jøder og kristne), er det fup og svindel. Den baseres enten
på de betydningsblottede Ahmadiya-afvigere eller på kilder
fra før 624, da Muhamed endnu ikke have styrke til at
bekæmpe Biblens Folk. Så sent som ved Valfarten 631 lod
Muhamed oplæse Sura 9 vers 55, der behandler Polyteisme en
bagatel mildere end Bogfolkene, hvorfor det er absurd at
påstå, at disse skulle være uden for Djihadforfølgelsen.
Tværtimod udtværer vers 29-33 specielt i relation til
kristne og jøder alle de hårdeste behandlingsformer,
startende med befaling om jødernes totale udslettelse. »Oh,
I troende, hav ingen forbindelse med jøden eller den
kristne. Den, der betragter dem som ven, bliver som de« (5.
Sura, vers 56). Sura 48 og flere andre Koranskriftsteder
supplerer: »Angrib dem fra baghold. Hug hovedet af dem,
indtil I har anrettet et stort blodbad blandt dem«.
Udryddelseslysten er selvsagt ikke svækket af den udbredte
tro i den muslimske eftertid om, at årsagen til Muhameds død
632 var, at en jødinde forgiftede den lammesteg, han spiste.
Auschwitz-gaskamrenes ældste forløber er Muhameds
henrettelser af Quraiza-jøderne. Alt dette er ikke
historiske kuriositeter. Nutidens muslimer er overalt
forpligtede til at følge Profetens handlemåde. Størst
almenkendskab er der vist til Algiers henrettelse 30. maj
1957 (overensstemmende med Muhameds nedslagtning i 626) af
ca. 700 jøder over en grav. Med deres familier som
tvangsindlagte tilskuere.
Det er ikke nudanskerens stil at førsteprioritere en
verdensanskuelse og derefter bruge sit liv i denne eneste
ene storsags tjeneste ved med flammende øjne at fastklamre
sig ubrydeligt og selvfornægtende til den.
Beskyttelseslovgivningen må rettes mod folk fra de områder,
hvor muhamedanismen dominerer. Skitsemæssigt kan et første
udkast hertil definere territoriet som landene fra Marokko i
vest til Indonesien i øst med undtagelse af Israel, Indien,
Ceylon, Singapore, og Laos. Omvendt skal medtages områder
uden for det nordafrikanske/sydasiatiske bælte. For eksempel
visse regioner i (Nord)nigeria, på Balkan syd for Slovenien
og på Philippinerne. Et af hjælpemidlerne kan være den til
stadighed ajourførte liste fra USA's udenrigsministerium
over farlige lande. Den koncentrerer sig om netop det nævnte
geografiske bælte og omfattede primo maj 1991 74 stater.
.. Sålænge fremtidsudsigterne er så risikomættede som nu, må
beskyttelsesloven udstrækkes til enhver, der ikke kan
tilvejebringe en større grad af sandsynlighed for, at han
ikke er fra et muhamedanerland.
De muhamedanere, som Folketinget har tildelt dansk
indfødsret, vil det endda volde ganske store - tildels
uoverkommelige - folkeretlige besværligheder at få ud igen.
Begrebsnødvendig er næsten al jura diskrimination, som
skaber forskel for loven. Altså en opdeling af mennesker i
forskellige grupper, så nogle mennesker behandles anderledes
end andre.
Dag efter dag, måned efter måned, årti efter årti afslører
de brede folketingsflertals magtbrynde uafladeligt, at de er
blottet for statsmandsevne til varigt at gavne landet. I
stedet tyer de til kortsigtet stemmekøbspolitik og
selvhøjtidelig tilfredsstillelse af egen forfængelighed.
Stivnakkede og påståelige som eneste forsvarsattitude,
hvortil deres evner strækker (med Erling Olsen som
forfriskende undtagelse). Hvervet som MF'er opfattes kynisk
som »det politiske spil«. Den aparte verden bag
Christiansborgs tykke mure er først og sidst opslugt af at
overholde »de politiske spilleregler« - dvs. hinandens
indbyrdes forhold. Med en Marie Antoinettes uvidenhedsforagt
for livet udenfor.
Folketingspolitikerne er totalt umulige til deres job,
sålænge de ikke frigør sig fra det medietyranni, som de i
deres svaghed har underkastet sig.
Hvor bedrøveligt, at Z-folketingsgruppen (momentant?) fra
og med 1991 mistede sin eksistensberettigelse.
Jo mere uenig man er med et andet menneske, des mere
intenst og loyalt skal man hellere med åbent sind lytte til
hans synspunkter. Derved gavnes det danske samfund mest.
Såvel i princippet som i praksis. Et virkeligt godt råd er
derfor, at vi alle bruger størstedelen af vor
samfundsdebattid på indgående og fordomsfrit at beskæftige
os med det, vore modstandere siger og skriver. Her lærer man
mest nyt og udvikler mest rationelt den debathøjnende
åndelige spændstighed, hvor andre ikke tillægges
synspunkter, som de ikke har.
Den forlængst totalafsluttede 1933-1945 parentes rummede
kun brøkdele af de dansker-udslettelsesfarer, som er
hovedindholdet i de foreløbigt over 1.300 år fastholdte
muhamedideologiske bestialske kvindeundertrykkelser,
straffe, Helligkrigsførelser og andre terrorvoldsudåder.
Nazister var nationale socialister, hvis hæmningsløshed gik
ud på at ændre opdelingen af det internationale samfund, som
skete ved Versaillestraktatkomplekset 1919/20. Dette har fra
1945 været åbenbart meningsløst.
Uanset hvor mange bureaukrater staten ansætter, er det
totalumuligt blandt de 3,5 milliarder at udskille een
eneste, som har større rimelighedskrav på dansk asyl end de
fleste af de 3.499.999.999 andre. Så meget kan blot siges,
at den, der har overskud til at komme til Danmark, hører til
i gruppen, som har det mindst svært.
Vi har ikke brug for befolkningstilførsel af klynkere,
krævere og nassere, men af selvhjulpne, der smøger ærmerne
op og vedholdende sætter tæring efter næring i uegennyttig
disciplineret slidsomhed.
En hård, barsk løsning er derfor påkrævet.
Bliver det ikke så slemt, er det let at sadle om, så snart
og såvidt der er fast grund herfor under danske fødder. Går
det som nærværende bog spår - eller endnu styggere - vil det
danske folketing ingen fortrydelsesret have.
Alt for længe har finkultureliten imidlertid undertrykt, at
ildebrand, rovdyr og giftdræbere vokser i Europas kælder. I
stedet for at bekæmpe dette har magthaverne
beskæftigeterapibehandlet nationen med at flytte lidt rundt
med nipsgenstande i stuerne mellem kommode og reol. Den
slags idyllerisk hyggen sig er glimrende. Men først skal
faren fjernes.
Nuværende landsstyre er så forstokkenhedsforkalket og
selvsupplerende, at det mest sandsynligt er selvbedrag at
bygge på, at folketinget løser problemet.
I en aktuel sag om præsters hjælp til muhamedanere på flugt
fra dansk politi skrev Peter Neerup Buhl i Berlingske 10.
februar 1994: »Det kunne tænkes, at danske nationalister
bryder loven og »handler efter deres samvittighed«, hvilket
jo er blevet svært populært på det sidste.


Sejrherrerne skriver historien. Derfor blev eftermælet
positivt for Niels Ebbesen, Svend Gønge og Churchill-
gruppen. Men enhver, der har studeret Muhamedanismen vil
vide, at den nuværende invasion af Danmark er langt
farligere end Grev Gerts, Karl X Gustavs og Adolf Hitlers.
Fastholdes nuværende folketingskurs, så danskheden ender med
at blive udslettet, får nutidens Holger Danske-grupper ikke
samme helteplacering som deres bedsteforældres.


citater slut

---

"HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
news:1vim0m8dwh3hy$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
> Per Hagemann skrev:
>
>> "HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
>> news:fkxs4jown7tn$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>>> Ja, det store problem med Glistrups forfatterskab er, at han
>>> ikke kan fatte sig i korthed.
>>
>> Muhamedanerfrit Danmark er da et nogenlunde kortfattet
>> budskab. På internet og i bøger er der dog ofte brug for at
>> prioritere nuancering frem for kortfattethed.
>>
>> Her nogle svar fra Glistrup, som lever op til ønsket om at
>> fatte sig i korthed:
>> http://web.archive.org/web/19990209050041/www.befri.dk/arkiv/02-05-98.html
>
> Ja ok, han kan forfatte sig i korthed. Det skulle han bare gøre
> meget mere i. Så ville flere få udbytte af hans virke.

Glistrup spørges ( i linket) om hans mening om en række personer, bl.a. Pia
Kjærsgaard:
>Pia Kjærsgaard?

>Mogens Glistrup: Forfærdelig uvidende

Jeg oplever ikke PK som forfærdelig uvidende. Måske nok en kende unuanceret
til tider.

Hvad mener I om PK's uvidenhed?



Venligst

Kert Rats

---

Kert Rats skrev:

> "HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
> news:1vim0m8dwh3hy$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>> Per Hagemann skrev:
>>
>>> "HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
>>> news:fkxs4jown7tn$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>>>> Ja, det store problem med Glistrups forfatterskab er, at han
>>>> ikke kan fatte sig i korthed.
>>>
>>> Muhamedanerfrit Danmark er da et nogenlunde kortfattet
>>> budskab. På internet og i bøger er der dog ofte brug for at
>>> prioritere nuancering frem for kortfattethed.
>>>
>>> Her nogle svar fra Glistrup, som lever op til ønsket om at
>>> fatte sig i korthed:
>>> http://web.archive.org/web/19990209050041/www.befri.dk/arkiv/02-05-98.html
>>
>> Ja ok, han kan forfatte sig i korthed. Det skulle han bare gøre
>> meget mere i. Så ville flere få udbytte af hans virke.
>
> Glistrup spørges ( i linket) om hans mening om en række personer, bl.a. Pia
> Kjærsgaard:
>>Pia Kjærsgaard?
>
>>Mogens Glistrup: Forfærdelig uvidende
>
> Jeg oplever ikke PK som forfærdelig uvidende. Måske nok en kende unuanceret
> til tider.
>
> Hvad mener I om PK's uvidenhed?

Pia er god nok. Mogens sammenligner bare med sig selv og sin
ekstreme paratviden; men hvor Mogens på områder er et geni, så
når han ikke Pia til sokkeholderne, når det kommer til social
intelligens og følelse for det passende.

---

"HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
news:1sahkyi894qc0.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
> Kert Rats skrev:
>
>> "HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
>> news:1vim0m8dwh3hy$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>>> Per Hagemann skrev:
>>>
>>>> "HrSvendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
>>>> news:fkxs4jown7tn$.dlg@hrsvendsen.fqdn.th-h.de...
>>>>> Ja, det store problem med Glistrups forfatterskab er, at han
>>>>> ikke kan fatte sig i korthed.
>>>>
>>>> Muhamedanerfrit Danmark er da et nogenlunde kortfattet
>>>> budskab. På internet og i bøger er der dog ofte brug for at
>>>> prioritere nuancering frem for kortfattethed.
>>>>
>>>> Her nogle svar fra Glistrup, som lever op til ønsket om at
>>>> fatte sig i korthed:
>>>> http://web.archive.org/web/19990209050041/www.befri.dk/arkiv/02-05-98.html
>>>
>>> Ja ok, han kan forfatte sig i korthed. Det skulle han bare gøre
>>> meget mere i. Så ville flere få udbytte af hans virke.
>>
>> Glistrup spørges ( i linket) om hans mening om en række personer, bl.a.
>> Pia
>> Kjærsgaard:
>>>Pia Kjærsgaard?
>>
>>>Mogens Glistrup: Forfærdelig uvidende
>>
>> Jeg oplever ikke PK som forfærdelig uvidende. Måske nok en kende
>> unuanceret
>> til tider.
>>
>> Hvad mener I om PK's uvidenhed?
>
> Pia er god nok. Mogens sammenligner bare med sig selv og sin
> ekstreme paratviden; men hvor Mogens på områder er et geni, så
> når han ikke Pia til sokkeholderne, når det kommer til social
> intelligens og følelse for det passende.

Jeg vil ikke frakende Mogens Glistrup sin evt. genialitet, men jeg vurderer
Pia Kjærsgaard som en langt mere socialiseret og nuanceret person end Mogens
Glistrup. Hendes kompetence i kommunikation er efter mine begreber langt
bedre.
Hun har gennemslagskraft - det havde og har Mogens Glistrup ikke.


Venligst

Kert Rats

---

"Kert Rats" <stendod@gravklar.dk> wrote in message
news:yB%Uf.3217$UF2.3173@news.get2net.dk...
>>>>> Her nogle svar fra Glistrup, som lever op til ønsket om at
>>>>> fatte sig i korthed:
>>>>> http://web.archive.org/web/19990209050041/www.befri.dk/arkiv/02-05-98.html

>> Pia er god nok. Mogens sammenligner bare med sig selv og sin
>> ekstreme paratviden; men hvor Mogens på områder er et geni, så
>> når han ikke Pia til sokkeholderne, når det kommer til social
>> intelligens og følelse for det passende.

> Jeg vil ikke frakende Mogens Glistrup sin evt. genialitet, men jeg
> vurderer Pia Kjærsgaard som en langt mere socialiseret og nuanceret
> person end Mogens Glistrup. Hendes kompetence i kommunikation er
> efter mine begreber langt bedre.
> Hun har gennemslagskraft - det havde og har Mogens Glistrup ikke.

At gøre sig på skærmen - det har han folk til.
Jvf replikskiftet i ovenstående fine link

www.befri.dk: Hvad regner du som din største politiske succes?

Mogens Glistrup: At være den første advarer.





Klæbehjerne er ikke den vigtigste af hans mange kvaliteter. Dømmekraft
og spåmandsevne er noget, hvor ingen når ham til sokkeholderne.



Små ånder sætter popularitet i top og går op i "det passende" . Tsk
tsk



"En statsmand ser 100 år frem i tiden, en politiker ser en valgperiode
frem!



HAN ER MERE TÆNKER END LEDER, ide-giver og ikke pop-star. Dem går der
tolv af på dusinet

Og Pia kunne let erstattes af fx Søren Espersen

True genius resides in the capacity for evaluation of uncertain,
hazardous, and conflicting information Winston Churchill
(1874-1965)British Statesman, Soldier, and Author.


"Een Poulsgaard opvejer kvalitativt - men ikke
kvantitativt - hele
seminaristflokken, som skæmmer Christiansborg med deres
skidtvigtigheder.
Deres position er katastrofesvanger i vor tid, hvor alle udviklinger
har
større dimensioner og foregår lynhurtigere end i nogen anden
tidsalder.
Gold mundhuggeriplapren træder i stedet for sagligt dybtgående,
fordomsfri
statsmandsindsats til forbedring af Trivselsklimaet i Danmark.
Glistrup



En vis grad af charlatanisme er absolut nødvendig for effektiv
ledelse. Eric Hoffer




We must not let ourselves be seduced by blue eyes and heaving breasts.
Greateness of soul has nothing romantic about it. An unfortunately
nothing amiable either. Nietzsche



Politicians are the same all over. They promise to build a bridge even
were there is no river. Nikita S. Khrushchev 1894 - 1971

Ordener hænger man på idioter. P.A. Heiberg



Hemmeligheden bag demagogens succes er at lade, som om han
er lige så indskrænket som sine tilhørere, for at få folk til at tro,
at de er lige intelligente som ham. Karl Kraus

Man skal elske dem, man giver ordrer, men man skal ikke sige det til
dem. Antonie de Saint-Exupéry

At en konge er simpel, smigrer størstedelen af nationen. Bernard Shaw

---

"Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i en meddelelse
news:0G1Vf.16156$br2.16054@fe66.usenetserver.com...
> "Kert Rats" <stendod@gravklar.dk> wrote in message
> news:yB%Uf.3217$UF2.3173@news.get2net.dk...
>
> Og Pia kunne let erstattes af fx Søren Espersen

>
Dine citater beriger lidet, selv om nogle er fine nok - dog ofte ret
fyldagtige! Ikke sandt?

Hvordan kunne Søren Espersen gøre fyldest i stedet for Pia?

Svar gerne uden citater.


Venligst

Kert Rats

---

"Kert Rats" <stendod@gravklar.dk> skrev i en meddelelse
news:dP1Vf.3225$jA4.1686@news.get2net.dk...
>
> Hvordan kunne Søren Espersen gøre fyldest i stedet for Pia?
>

Det er Søren Espersen der lægger strategien for hvad Pia Kjærsgaard skal
sige.

Der holdes møder mellem Pia, Thulesen-Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen.
Når det handler om muhamedanerspørgsmålet, er det Søren Espersen af dem som
sidder inde med viden om emnet. Jeg tror dog der er gode grunde til at Pia
Kjærsgaard er leder, idet man har valgt at se på, hvad der mediemæssigt
giver bonus.

I øvrigt tror jeg ikke du har boet i Danmark før 1991, da der fra den tid er
masser af eksempler på at Glistrup har haft gennemslagskraft i
offentligheden. Men medierne har dog aldrig ønsket at gengive Glistrups
synspunkter på en redelig måde, og det blev værre med tiden.

Hvis nogen gider læse, er her hvad Glistrup skrev om mediesituationen i sin
1994-bog:

citat start

Størstedelen af Christiansborgpolitikerens arbejdsenergi ød- sles bort på
det flygtige overfladisk at skære hø og hakkelse i dagens
medietilfældigheder.
Megen tid spildes på pressemeddelser. Med henblik på, at opnå mest mulig
positiv omtale fra journalister i de mest betydende medier. Den saglige
kvalitet er bimlende ligegyldig. Politikerens reklamekodex baseres nemlig
ikke på at have et godt produkt. Tværtimod er det produktet, der afpasses
efter at få god
mediereklame. For de fleste MF'ere er nævnelse af deres eget navn det helt
centrale. Jo hyppigere det er publiceret, des større chance for mange
personlige
stemmer ved kommende valg. For MF'ere er det altdominerende mål nemlig at
sikre eget personligt genvalg. Derfor fordrejer de deres opgave fra at være
kampen
for Danmark til at blive slaget om Danmark. Bakspejlsvendekåberier skal de
nok svælge i, når skandalen om nogen tid bliver ubortforklarlig. Men det
haster med
den fremtidsrettede forudbetænksomhed. Det er det, hvortil samfundet har
politikere (Statsmænd). Ikke til at maksimere deres egne stemmetal.

Det rager imidlertid de nuværende folketingspartier en papand, at samfundet
er på vej ud i møget. Blot de selv kan profilere sig, så de bevarer deres
taburetter.
Burmester 1982 side 69 pædagogiserer med spørgsmålet: Hvordan gør
genvalgstørstige politikere deres hoser grønne hos Ringkøbings
marginalvælgere? Skattelettelser til specielt dem ville virke for groft. Men
samme virkning nås ved at placere et universitet hos dem. Sådan er
demokratiets problemer. »Det kan kun løses ved at det politiske systems
struktur ændres.« Side 71 uddybes: »Den bedste garanti ville være af
afskaffe de
politiske partier.«
Eneste undskyldning er, at det er mangel på indsigt, der får MF'tomkørerne
til alene at beskæftige sig med deres egen situation på kort sigt. De vide
ikke, hvad de
gøre. Og det får vælgerne heller ikke at vide.
»De er der for at pleje deres egen forfængelighed. De kan lide magten. De
kan lide at være i medierne.« Sådan lød Kurt Hagemanns sammenfatning af
Erhvervsbladets kronik 3. marts 1994.
I mangel af hæderlighed, dybdeboring og samfundssammenhængsindsigt leverer
Christiansborgerne de fordærvbringende stene for brød, at de bestandigt
render
efter øjebliksstemninger. Hæsblæsende farer de op, så snart medierne - alle
bestemt af seer- og oplagstal og/eller journalistfordomme - har meddelt
deres
sædvanlige (oftest plantede) farvede misfremstillinger af et emne. Deres
dagsorden kaperer stort set kun det aspekt, som TV-A, radioavis og aviser
netop har
besluttet at give et døgnflueboom. Og deres valg og tolkninger af eksempler
skyder ikke efter fornuftssaglighedsindhold, men efter at være medieegnede.
Det vil
sige korte og opsigtsvækkende. Herved befinder de sig næsten altid langt
borte fra virkelighedens centrale problemstillinger.
Favoriseret bliver de (grupper), som har mest journalist-bevågenhed.
Oppustning af hysteri og proportionsløs fremstilling og tju-hej-ageren er nu
engang det, der giver opmærksomhed, ære og penge til den fjerde statsmagt.
Det
indretter folketingets otte medielidelige pattebørnspartier sig derfor
efter.
Typisk for hvordan de senest til folketinget valgte overhovedet ikke
fordyber sig i det saglige element i deres arbejde er afsløringen af, at
ikke een af de 40
folketingsmodtagere reagerede, da justitsministeriet fremsendte svar om
palæstinensernes sikkerhed i Libanon, men glemte at vedhæfte en i
følgeskrivelsen omtalt
FN-redegørelse. Det var kardinalpunktet i den sag - de radikales januar
1992-særlovsforslag - som oppiskede et i to lige store blokke opsplittet
folketing. Her var
MF'erne - som altid - optaget af at pudse egne facader i offentligheden,
mens de altså ikke spildte deres tid på at sætte sig ind i faktuelle
oplysninger om det emne,
de skulle afgøre. Langsigtet helhedstænkning er fjernere end en mose i
Sibirien for langt de fleste folketingsmedlemmer og for så at sige alle
Christiansborgjournalister. Træffes en saglighedsafgørelse en sjælden gang,
formidles den i mediernes fremstilling pr. journalistens lynjustits, som var
det eneste
væsentlige rævekager og formidling af favører til gode venner. Eller endnu
bedre: Den ene »hader« den anden personligt.
Vigtigst for befolkningen er imidlertid detaljeret information om nøjagtigt
hvilke nye pligter og rettigheder, der er på vej igennem systemet. Når/hvis
de gennemføres er de jo betydningsfulde for den enkeltes tilrettelæggelse af
hans videre liv. Medierne har imidlertid stadig færre medarbejdere, som
mestrer disse
spørgsmål, og som redaktionssekretærerne vil give tilstrækkelig plads. De
foretrækker langt mere uvæsentlige personfikseringer og skandalesensationer.
Derudover
refererer medierne folketingspolitikernes ukritiske opfølgen af en kampagne,
som en avis har rejst. For eksempel i form af det lette at stille et
ministerspørgsmål eller
kalde til samråd.
Da landsdommer Knud Aksel Knudsen i november 1992 afleverede 1.018 sider
rapport med et højt lixtal, fældede S, SF, B og Z-flertallet vupti en
minister med
over fem års ancennitet. Hovedgrundlaget var, hvad de blev fortalt af den
interviewende journalist, hvis budskab udformedes ud fra, at der er mest
avissalg og faglig
prestige, når et ministerhovede ruller.
Sådan er nutidens politikere tilvænnet, at de skal lystre journalisternes
krav om at udtale sig med det samme om bindstærke betænkninger etc. Men med
MF's
underlødighedsniveau havde det ikke nyttet noget at vente. Næsten intet
centralt placeret folketingsmedlem drømmer om at spilde indtil flere
minutter på
at studere saglige behandlingsoplæg. Og gjorde de det, forstod de simpelthen
ikke, hvad der står.
Esse, non videre er en forlængst glemt leveregel for de flaneur-vindbøjtler,
som udgør Paragraffabrikkens store flertal, og som kun er interesserede i,
hvad der kan
bringe dem i medierne. Derfor beskæftiger de sig ikke med lovforslags
saglige indhold, men kun med popeffekter. Det er en hovedårsag til
nutidslovgivernes
rystende ringe saglige standard.
De, der kunne være samfundets fremmeste anførere, falder til det mest
bekvemme, nemlig at godtage mediernes løgnagtige påstande.
Ingen ved, hvad »folk« helst vil have, hvis de satte sig ind i sagerne i
alle deres sammenhænge. »Folk« forveksles tit med medier. Politikeres snak
om at have været
på møder ude i landet, skal man ikke imponeres af. Er der overhovedet
realiteter bag, glemmes helt, at kun få går til møder, og at færre ytrer
sig. De, der gør det,
har sjældent afbalancerede, afklarede meninger, men hører ofte til bestemte
typer, der selvfølgelig er lige så gode som alle andre, men tydeligvis ikke
repræsentative.
I Jyllands-Posten 25. januar 1994 skrev Ole Hasselbalch:
»Indvandringspolitikken er nærmest blevet en slags legetøj - en skueplads,
hvor politikere og medier nogenlunde frit definerer og bortdefinerer
problemer og behov, og hvor det afgørende som regel er at tage et stik hjem
selv.
I det moderne informationssamfund har en politiker jo nemlig ikke først og
fremmest virkeligheden og vælgernes meninger som målestok for, hvad
han kan og bør gøre. Målestokken er derimod hvad politikerkollegerne mener,
samt hvad pressen viderebringer som sund åndelig føde og
omsætter i spørgsmål til ham eller hende. Dagsordenen sættes ikke gennem
vælgernes stemninger og behov oplevet af politikerne ved selvsyn,
men gennem de vælgerstemninger, pressen udmaler.
Dette i voksende grad indirekte demokrati ville ikke være et problem, hvis
medierne loyalt og udtømmende rapporterede de sandheder, som en
ubønhørlig udvikling skaber. Men det gør de ikke.
På vitale punkter - f.eks. inden for indvandringspolitikken - beskytter
medierne tværtimod politikerne mod at skulle svare på de mest afgørende
spørgsmål. Og for den, hvis vurderinger ikke falder ind i mediernes gængse
forestillinger, er det største problem ikke at forklare grundlaget for den
afvigende opfattelse. Nej, problemet er, at forklaringen fordrejes -
undertiden endog forfalskes - samt at reportagen ikke er loyal over for
begivenheder og facts.«

II . Stik modsat de således faktisk foreliggende forhold må det stærkt
fremholdes, at nødvendigheden af selvstændigt tænkende klippeurokkelige
folketingere
skærpes, fordi de nuværende medier topprioriterer, at hver dag skal have
sine solohistorier, der hævder sig i konkurrencen om panikbævende
skrækvisioner om
umiddelbart forestående dommedagskatastrofer.

Teknologien har nemlig begunstiget stordrift i vor tids medievirksomheder.
Men for at (for)blive stor, skal man gerne knytte an til de fremherskende
meninger.
Derfor tør man ikke have andet end de herskende opfattelser. På det punkt er
medieverdenen derfor een selvforstærkende kæmpeensretning. Men intet
sandsynliggør, at vor tids journalister har tilstrækkelig viden, indsigt
eller dømmekraft (eller for den sags skyld eftertankebegunstigende
arbejdsforhold) til, at deres
karaktergivning til stort og småt skulle repræsentere det evigt sande.
Endsige betydningsfuldt vitaminrige. Danske medier foretrækker i overvejende
grad 1968'ernes
emnekredse og anskuelser. Herudfra forsynes ord og alskens andet med
positive og negative ladninger. Årti efter årti giver de allesammen samme
opdeling af
menneskeheden.
I betragtning af, at TV nuomdage er det mest hårdtslående medium til
offentligt at oppiske følelsesmæssige engagementer hos brede
befolkningsgrupper, er det - og
endda i særlig grad for nærværende bogs emnekreds - dybt tragisk, at TV1
blev overladt til de røde 1968'ere og TV2 til Tøger Seidenfaden, Jørgen
Flindt
Pedersen og Jens Gaardbo. Heri ligger en hovedårsag til svigten af
alsidighed og fair fordeling af synspunkters udtryksmuligheder. Det giver
ytringsfriheden alt for
dårlige kår i 1990'ernes Danmark.
Overflod af medlidenhedsskabende reportager fylder TV. Og blot den blødsødne
dansker ser en nepalesisk bjergged, der har fået en torn i foden, ophidses
han til,
at det må hans Velfærdsstat da udbedre.
Men klakørerne er de skatteyderbetalte sagsbehandlerkadrer. De scorer kassen
hver gang Somalia, Rwanda og Bosnien har været på skærmen.
Ækelt er det at tilrettelægge statens handlingsmåder efter, hvad de kyniske
TV-folk vælger at udsprede i Aftenens Nyheder. Eller i enøjede såkaldte
Faktadokumentarprogrammer (Alex Frank Larsen, Stig Andersen og de mange
andre herremandsleflere). Alt tilrettelægges ud fra de
samfundskadelighedsvinkler,
som TV-journalistkonformiteten er den farligste forherliger af. Folks øren
og øjne stænges ude fra alt andet, end Kakofonien af kulturelitens
indskrænkede
fordomme.
Trivselspartiet har kendingsmelodien: »Vi er ikke som de andre«. Vi lader os
ikke bevæge af, hvad TV-A eller andre medier døgnaktuelt vælger af trække
frem i
deres popunderholdningsjagtindoktrinering. I stedet tilrettelægger vi vor
politiks enkeltbestanddele efter moden, grundig analyse af de følger, en
foranstaltning vil
have over perspektiver på flere årtier. Flere seere og løssalgskøbere opnås
nok gennem særdeles konkrete historier baseret på sladder, sex, afsløringer,
kuriositeter, vold, personjagt og andet, som kan glide ned uden at ægge til
svært hjernearbejde. Men hverken markedsandelstilkæmpning eller
illusionsnumre er
partiers samfundsfunktion. De skal bakse med det langsigtede og i
afvejningen, der fører til deres standpunkttagen, medtage alle hensyn - også
interesser og
tilbøjeligheder hos den del af det danske folk, som ikke er
Trivselspartifans.
Folketingspolitikerne er totalt umulige til deres job, sålænge de ikke
frigør sig fra det medietyranni, som de i deres svaghed har underkastet sig.
Når danske politikere forråder det danske folk på det skammeligste og hyler
og skriger advarende imod, at frisktænkerpartier kommer ind i deres
formskærerlaug,
skyldes det stor skræk for, at det forringer genvalgsmuligheden, hvis man
ikke bestandigt styrter af sted den vej de tilfældige medievinde blæser den
pågældende
dag.

Traditionelt er folketingspartiernes folk særligt skræmte over at komme til
at mishage Flygtningehjælpsreklamens stik-i-rend-dreng den statslige
Danmarks Radio.
Her føres (ikke blot i Kanal Slumstrup) an i ensidig fædrelandssabotage
baseret på, at Trivselsopfattelsen konsekvent bliver gengivet i fordrejede
propagandatilskårne skræmmebilleder - hvis den da undtagelsesvis ikke helt
forties.
Endog P3 mobiliseres. De særligt modtagelige lytterskarer skal hver mandag
have de tre bedste sendetimer med debatter m.v. om kulturmødet med
Ulandene.
Uden dermed at rose andre medie-hjernevaskerier må Danmarks Radios lydradio
i det hele fremhæves som topscorer i det mest smalsporede og dermed
alsidighedsfornægtende.
Der foregår en intens personbevægelse mellem højtlønnede skatteforøgende
jobs på alle niveauer mellem Radio, øvrige medier og de andre venstresnoede
fremmedlobby-organer (Morten Kjærum, Ole Hammer, Niels Ufer, Preben Wilhjelm
og Tom Ahlberg er blot nogle fra bjergets top)

Nu er det ikke her stedet til at afskrive hele marathonlønningslisten for
det superselvtilstrækkelige DR. Der er over 3.000 ansatte. Men for at vise
den manglende
alsidighedsbredde kan de anførte navne da suppleres med medlem af DR's
bestyrelse, medieforsker ved Aarhus Handelshøjskole Preben Sepstrup og hans
Aarhus
Universitet-kollega Frands Mortensen. En af DR's mange kursusledere er Ib
Poulsen, som ved siden af er lektor på Københavns Universitet, mens en af
DR's
interne medieforskere hedder Jens Rom Jensen. Kulturchef er Jan Haugaard
(Jacobs bror), hvis uddannelse består i at dumpe til omsorgspædagogeksamen
(B.T.
29. januar 1993).
Mindst lige så slemme er i det store og hele DR's valg af de mange
freelancere og påståede »eksperter«. Danmarks radio godtager normalt kun
dem, der - aldeles
uanfægtet af socialismens kollaps - propagerer for det ortodokse
socialistsnæversyn.
Sammensætningen af Vennegruppen i Danmarks Radios personalestab, får man
også viden om på side 4 i juni 1994-Nyhedsbrevet fra Mellemfolkeligt
Samvirke:
»Et blik rundt i kantinen viser umiddelbart, at indvandrerne er pænt
repræsenteret.«
Når ansættelsespolitikken føres ud fra den slags kriterier er det
forklarligt, at vi er mange lyttere, der dagligt ærgres over, at
udsendelsernes karat oftest befinder sig
på et lige så infantilt og dermed forbrugeruvenligt niveau som
vælgeroplysningen i provinspressen, da hver by havde en avis for hvert parti
med det ene formål at
bekræfte sine egne i, at man selv var eviggode og de andre groft ondsindede
og dumme. Men i de elektroniske medier kan den almindelige dansker ikke
nuomdage
skifte over til noget andet for også at annamme andre vinkler.

»Først og fremmest skal man sørge for, at også de meninger og holdninger som
man selv er imod, ja som man finder ligger uden for
fordragelighedens yderste grænse, får gode muligheder for at komme til
orde«.
Disse ord fra en af Danmarks Radios mangeårige ledere (Hans Sølvhøj)
tilsidesættes groft ved, at Danmarks Radio og andre medier i deres mange
afdelinger og
nicher bestandigt finder deres snit til at køre debatten dybt ned i
muddergrøften med indfletninger af ensidige missionerende indlæg og
udtalelser fra 1968'er
generationens venner. Det stivnede undgomsoprørs overlevere vranginformerer
de danske vælgere. Hele tiden og altid.
I det opportunistiske P1 fortæller og udbrøler både formiddags- og
eftermiddags- og aftenfladen stærkt ensidigt
indvandrerfinsocialistakademikerpræk med
arrogant apartheids-nedrakning af os jævne danskere.
Slumstrups Guys og Dolls hygger sig med, at ytringsfriheden skulle være et
magthaverdespotispecialprivilegium. Fra finelitens åndsformørkede
kakkelovnskroge
råber de op om, at de skal have flere penge fra skatteyderne (eller
licensbetalerne, som er de samme). For eksempel til flere chefstillinger.
Vildige overfladiskheder, fortielser, forplumringer og usandfærdigheder er
kendetegnende for Egon Clausen, Dessau, Svend Hansen, Mette Starck og
stribevis af
udlændingestofredaktører.
Upåvirkede af kendsgerninger og stedfindende udvikling kværner Bette de Fine
Licht, Sperlingpigebørnene og de andre løs med socialistoverfladiskhederne,
som
naivisterne slugte de påståede paradisagtigheder årtier tilbage. De har
aldrig gidet/evnet tilegne sig andet. Nysgerrighedstvivlen blev hverken i
vuggegaver eller
senere skænket DR's træge ensidighedsmasser. Så var de givetvis også
forlængst blevet fyret eller frosset ud. Som det for eksempel gik Arne
Myggen.
I stedet er statsforetagendet DR blevet de personlige fordommes
missionslegeplads for dem, der aldrig kommer ud af 1968'er puberteten.
Orientering (gentages
daglig med 1968'er-propaganda) og andre Evighedsserier er groft ensidigt og
tendentiøst fjendevendt mod Danmarks forsvarere.
Hverken isoleret eller i sammenhæng med DR's samlede programudbud opfyldes
institutionens grundlæggende alsidighedsforpligtelse.
Kvantitativt er det måske groveste eksempel Regnbuen. Også dens fem
forbandede år fik dog en ende, nemlig ved den sædvanlige
søndagsgenudsendelse 2.
juledag 1993. Derefter lever den et liv efter døden ved genudsendelser af
gammelt båndoptagerkonserves, Divan-propaganda og meget mere.
Jørgen Schleimann, der jo havde Danmarks Radios radioside som sit livs
arbejdsplads, kræver i Jyllands-Posten 11. januar 1994 brud på
radiomonopolet, fordi
»de venstresnoede vækster blomstrer i fuldt flor på uvidenhedens mark«.

Her er Kjeld Koplev en central type. I TV Lorry 7. april 1994 kl. 19.54
berettede han om, at han som fireårig flygtede med sin jødefamilie til
Sverige. »Derfor« afviser han harmdirrende, at nogensomhelst kan være
bekvemmelighedsflygtning. At forholdene skulle være helt anderledes for
dem, der i 1990'erne strømmer ind i Danmark er fuldstændig sort tale for
ham. Med den fortid netop han har haft. Han inhalerede i sin ungdom en
DKP-opdragelse, før han fik sin magtfyldte P1 stilling, som nu i masser af
år har givet ham adgang til at skalte og valte med den danske nation.
Lysår fjernet fra Alle Tiders DR-Gigant (Gunnar NU med adelsmærket Fair
Play).
P1 1. oktober 1991 kl. 15 og 20 frembød et af de senere års tusindvis af
eksempler på hans slagside - som altid til fordel for fremmedinvasionisterne
(som i DR's
vinter 1944-45): I et »Kulturmagasin« stemplede han med vanlig
arrogance-nedladenhed Den Danske Forenings Ebbe Vig som producent af
ikke-viden for med usandfærdighed at skræmme den danske befolkning. Den
angrebne fik ingen mulighed for at kommentere. I stedet indkaldte
Koplev den frelste »ekspert« Inge Henningsen til at deltage i nedrakningen.
Hun gad ikke gå i gang med det svageste tilløb til saglig tilbagevisning.
Det ville også i sin
umulighed have været en ynkelig affære. Som altid i udsendelser af Koplev og
hans mange ligesindede kørte P1 i automatgear med benovet ukritiskhed uden
antydning af at tillade nuancerende afvigelser fra de kanoniserede 1968'er
VS-fladpandetheder.
26. april 1994 fik Koplev DR's største hæderspris med bl.a. 50.000 kroner.
For at investere sin egen privatperson i programmerne og dermed sætte
nutidskulturen
ind i folkets bevidsthed.
Skulle historien nogensinde beflitte sig med ham, bliver dommen over ham og
ligesindedes (Birgitte Rahbek, Anette Bruun Johansen osv. osv.) mange
hundrede
programtimer: Altid ensidige og partiske har de som næsten alle andre
DR-journalister og programmedarbejdere misudnyttet deres 1968'er monopolmagt
i
Danmarks Radio til kun at missionere for deres forkælede generations af
virkeligheden forkastede trossætninger. I et overfor deres egne opfattelser
navlebeskuende
hallelujakor med højeste grad af foul play-undertrykkelser af alle andre -
sagligt formentlig langt bedre gennemtænkte og funderede - opfattelser, som
er i lodret
modstrid med 1968'er bagstræbets kvalmefremkaldende enfoldighed.
Illustrerende er Henrik Prins. Han indgik i kammerateriet for 25 år siden.
Aldrig har han præsteret indsigt i nogetsomhelst. Forlængst er han et
ringvrag. Men DR
giver ham oceaner af foredragsprogrammer til rå, uforbindende overfald på
hvadsomhelst, der ikke er i kridthuset hos københavnsk dogmatisk marxisme.
9. februar 1994 bekendtgjordes et Danmarks Radio millionprojekt. Man har
inviteret 16 forfattere, der skal udvikles i »et fælles væksthus«.
Den kgl. ildsprudende TV-avis og hele den øvrige presse har gennem årene
understøttet den herskende holdning i offentligheden, hvorefter masser
af udlændingeproblemer ikke må omtales og anfægtes, fordi det opfattedes som
uanstændigt at gøre det.
År efter år har DR goebbelsagtigt indoktrineret med uholdbare hulheder i så
at sige hver sætning, der er udspyet om fremmedpolitikken. Ensidigt
spytslikkerisk er DR følgagtig overfor den nuværende besættelsesmagt. Danske
patrioter levnes ikke bedre muligheder for at få loyalt referat af
deres synspunkter og selv komme til orde, end 1940'ernes Frihedsbevægelse
havde i forhold til den daværende besættelsesmagt. Dette har
selvsagt fordummet befolkningen. Ensretning er en katastrofe i et
folkestyre. Og ganske særligt når der som her er tale om et helt nyt
komplekst
emne, hvis forhold er i hastig udvikling i en foranderlig verden, og hvis
indebyrd er, om danskerne kan overleve i Danmark. Rent objektivt må det
derfor fastslås, at nok skal de nuværende 1968'er-medietyranner da have lov
til at fremføre deres samfundsdestruktive opfattelser og argumentere
for dem. Men ledelsens totale uegnethed fremgår af, at dens meningsfæller
næsten er alene om at have mikrofonadgang. Underdanighedskrybende
undlader DR´s medarbejdere at give dem modsigelsesmodspil.
Reelt ligger Nudanmarks opinionsstyring hos Danmarks Radio. Og intetsteds
har den docerende ensretterfordummelse så gode kår. Herfra
bestemmer man, hvordan den enkelte dansker kommer i det dårlige selskab, og
hvad han har at mene, hvis han vil undgå det.
I Aktuelt 18. maj 1994 strammes skruen af TV2's direktør: Hans hovedformål
er, at »fortælle, hvad der er godt og hvad der er ondt«. 1968'ernes
sædvanlige
overmenneskepositur. Intet medie skal - bortset fra kirkesiderne - indlade
sig på sligt. De skal give faktiske oplysninger, oplysninger og atter
oplysninger. Hvis der
skulle komme en journalist med omtanke, vil han så opdage, at intet er godt
og intet er ondt. Alt består af bestanddele, som nogle ud fra deres
livsholdning vil kalde
det ene og andre det andet. Og forskellige mennesker skal naturligvis have
deres frihed til at finde ondt, hvad andre synes er godt. Det er
åndsformørkende, at en
Jørgen Flindt Pedersen - eller hvemsomhelst anden - skal stille sig op som
Vorherre med Pegepinden.
Journalisters bestandige blå- og sortstemplinger, som deler alt, der er
godt, fra det, der er ondt, presses i den grad ind i befolkningens sind, at
masser
mister evne og lyst til at gennemtænke materierne og derved danne deres egen
vurdering. Mange fornemmer nok, at der er noget rivende galt i mediernes
indput. At gennemskue autoriteternes løsagtige upålidelighed kræver
imidlertid tid og kraft ud over, hvad de fleste i deres dagligdage har ork
og overskud til.
Når følelserne svupper op på højkant til ødelæggelse af nøgterne, nuancerede
overvejelser skyldes det bl.a., at der dybt i de fleste ligger
Hollywoodfilmens i
bund og grund løgnagtige opdeling af menneskeheden i gode og onde. Så enkel
er verden ikke. Den helligste pave kan tage fejl og den blindeste høne
finde et korn. Skal verden forbedres, må man aldrig respektere nogetsomhelst
helligko-tabu, men afprøve ethvert standpunkt fordomsfrit.
Tonsvis af sand oplysning kommer aldrig til befolkningens kundskab, fordi
journalisterne fortier og dermed undertrykker dokumentation for, at meget
store dele af,
hvad de siger og skriver kan aflives med de tre små ord »det passer ikke«.
De berigtigelsesprocedurer, der er i dansk ret, er her blot skønskriverier
uden reel
effekt. Når dansksindede sjældne gange kan få ordet, holdes de altid i
håndjern af journalist-afbrydere. Så de nationale synspunkter aldrig
nogensinde kan gives i
vor egen sammenhængende fremstilling af vort syn på samfundets problemer.
I et kvart århundrede har DR været i den hellige enfoldigstro, at her
fortælles det danske folk den eneste sandhed om den første den anden og den
tredie verden.
Man ville ikke forvirres af nogensomhelst afviger, der vil fremføre
kendsgerninger. De ville jo hurtigt punktere den opblæste ballon.
12. juli 1994 kl. 14 begyndte P1 en af sine sædvanlige ensidige
marathonørkenvandringer. En lang række bidragydere var indkaldt. Hver og
en - uden en eneste
undtagelse som koncession til lovens alsidighedsforlangende - var toppinger
fra Flygtningelobbyen. Servilt mikrofonholdende gav DR dem adgang til at
holde
enetaler over, hvad der var vigtigst i det kommende år. Langt det hyppigste
svar var: Holdningsbearbejdning af befolkningens negative indstilling til de
fremmede i landet. Med andre ord, man er udmærket klar over, at mange har en
anden holdning end den på bjerget herskende. Som lytter mindedes man
overretssagfører Krenchel i DR's sidste krigsvinter. Han argumenterede på
samme vis. Begge gange sad man med troskyldig undren over: Hvorfor bringer
Danmarks Radio dog så aldrig - og slet ikke med positivitet - det som
befolkningen mener? Udtrykt af befolkningen selv og ikke
Krenchel/Hammer-indoktrinering
af befolkningen. Og hvorfor skal man holdningsbearbejde? Hvis det virkelig
er så strittende dumt, at befolkningen - nu som for 50 år siden - holder med
Danmark,
måtte det være en smal sag at anføre argumenter derimod.
Pædagogisk bedst selvfølgelig ved at indkalde Langballe, Hasselbalch, Sune
Dalgaard og deres meningsfæller til debat på lige vilkår. Hvorfor skal man
ikke
argumentere i åben, fri debat, men i stedet »holdningsbearbejde«, hvilket
ord vel er ensbetydende med at propagandahjernevaske
.. For at fjerne den gennem årtierne intensivt opbyggede slagside, må vi
andre have rigtig megen mikrofontid til at fremføre vore indvendinger og
uforstyrret begrunde
vor helhedsopfattelse. Når vi således får tilbagevist så at sige alt, hvad
der i fremmedsagen har været i Danmarks Radio i de seneste årtier, skal
Slumstrupperne
selvfølgelig have fuld gensvarsmulighed og så fremdeles
.. Emnet er supervigtigt. Det drejer sig jo om, hvorvidt licensbetalernes
børn og børnebørn skal kunne eksistere i Danmark. Derfor kan det ikke
sagligt forsvares at
affærdige kravene med, at det er der virkelig ikke tid til
.. Det haster tværtimod enormt med denne totale ytringsfrihedsomkalfatring
.. Selv om det danske fædrelands beskyttere udiskuterbart hidtil er tildelt
rædselsfulde vilkår, er det vigtigt - når man sjældne gange får adgang
dertil - at fremføre sandheden. Og det er tåbeligt - med Ole Hasselbalchs
holdning fra 1993 - at gøre Danmarks Radio den tjeneste at afstå at deltage
i dens
udsendelser, fordi man ikke får fair play
.. Samfundsødelæggernes magt er nemlig så formidabel, at modstandsbevægelsen
ikke har rum til at give afkald på nogetsomhelst. Nødigt skulle nemlig samme
Hasselbalchs pessimisme gå i opfyldelse, når han bebuder, at »desværre
kommer alle disse medlemmer af bekvemmelighedstænkningens tankedovne, trygge
præsteskab næppe nogen sinde til at betale prisen for det, de gør. Tværtimod
vil de antagelig kunne regne med til sin tid at dø mætte af dage, fede og
tilfredse. For
det bliver først senere generationer, der kommer til at betale regningen for
deres letsindighed.«
Bjørn Palnæs havde fuldkommen ret i Berlingskeindlægget 3. oktober 1993:
»Vanæren for i mange år at have kvalt en åben og fordomsfri debat, fortiet
og undertrykt den objektive sandhed om indvandrere og »flygtninge« må
Berlingske Tidende og de øvrige nyhedsmedier desværre dele med de
politikere, der målbevidst og med held har arbejdet hen imod at gøre
Danmark til et multietnisk samfund. Man har handlet hen over hovedet på det
store flertal i befolkningen, der ønsker en effektiv stramning af
udlændingeloven. »Den fjerde magt« har svigtet ved at alliere sig
med »Christiansborg«.«
En af hovedårsagerne hertil beskrives af Ole Hasselbalch: »En alt for stor
del af den danske journaliststand opfører sig mere som gymnasieelever med
pubertetsproblemer end som ansvarsbevidste formidlere af loyal information
om samfundets anliggender. Første gang, hvor det er afgørende for det
danske samfunds eksistens, at den frie presse også virker som en fri presse,
har pressens tjenere i dominerende grad, båret af en ejendommelig
flokmentalitet,
været ude af stand til at komme i tanke om, hvad denne frihed forpligter
til, og er æreløst løbet med strømmen. Æreløst så vidt som det, der foregår,
inden for
andre brancher uden større omsvøb ville blive karakteriseret som
uhæderlighed. I stedet for at formidle oplysning om virkeligheden, som den
er, filtrerer
de informationerne gennem deres egen virkelighedsfjerne tankeskabeloner.
Politiske plattenslagere, fusentaster og regulære opinionsterrorister af
værste
skuffe tegnes af den grund gang på gang af pressen i farver, som var de det
stik modsatte, medens der drives klapjagt på ordentlige folk for at finde
noget på dem, der kan konstrueres til at være belastende. Og pressen virker
generelt set som et tæppe, bag hvilket de, der er ansvarlige for den
hovedløse politik, kan krybe i læ for en berettiget kritik og oven i købet
overdænge dem, der advarer, med skidt og møg. Når politikerne og andre
skal holdes ansvarlige for det, de gør, må det som regel ske ikke med
pressen men tværtimod under overvindelse af de righoldige muligheder,
denne efterlader for, at ordgyderierne, løgnagtighederne og fortielserne kan
blive stående.
Situationen inden for journaliststanden kan have sammenhæng med, at det
lykkedes den ekstreme venstrefløj i sin tid at opnå bestemmende
indflydelse i journaliststandens fødelinie.«
Aarhus Journalisthøjskole og Danmarks Journalistforbunds opstigen har gjort
skrivekarlene i skreven som i elektronisk presse til eet fedt. Alle med
samme
sødsuppegode guddomsgørelser. Demokrati, ANC, menneskerettigheder, humanisme
o.l. må kun males i hvidt. Satanbegreber (ulandsskepsis, Le Pen, populisme)
kun i sort. Facitlisterne er uantastelige. Også for os, der gerne vil
fremhæve gode og dårlige nuancer i disse som i alle andre
samfundsforeteelser. Presseetikken er
forrygende uetisk ved at undertrykke beskrivelse af de virkelige forhold,
som de faktisk er i deres mangfoldighed. Enhedsjournaliststanden er een
ubrydelig
klan. Een for alle og alle for een retter dekadencekonformiserede ind efter
de samme meninger, holdninger og fordomme.
Det skaber også ensartede politikere, som klart ved, hvor de skal gøre
lakajtjeneste for at komme i genvalgsposition, og hvem de må sky som
spedalskhedspesten,
fordi de sortlistes som kasteløse urørlige bærmer i socialistøgleynglens
Emma Gad-kartoteker. Oftest bekommer det folketingerne vel. I stedet for at
skulle opbyde
argumentationskræfter, som de ikke besidder, kan de hæve sig ved at puste
sig op, som kalkunske haner til forloren forargelsesvreden: Den og den kan
man
anstændigvis ikke diskutere med.
Det, som er opblæsthed, kan derfor med sandheden i behold ikke skildres
mildere end, at nutidens journalister i deres indavls-snæversyn er så
grundigt harmfulde
over, at andre mennesker kan have andre holdninger end deres egne
selvretfærdige, at de mener at gøre gode gerninger ved at udeholde fra den
offentlige debat
folk med afvigende meninger. Beskidte synspunkter, man ikke bør pestilleres
med, når man nu selv bedst ved, hvad der er bedst for den danske befolkning.
Et af hovedårsagerne til miserens alvor er, at vi har en statsform -
folkestyret - som alene kan fungere hensigtsmæssigt, hvis den enkelte vælger
sætter sit valgkryds
efter, hvad der gavner fædrelandet mest og uden overhovedet at skele til,
hvad han tror kortsigtet er bedst for ham selv personligt eller hvilke andre
usikre
fornemmelser og følelser, han har.

Denne påkrævede vælgeradfærd er omkuldblæst af, at medieorkanen hele tiden
og altid kommer fra samme østkulde verdenshjørne (når det gælder det, der
burde
have været samfundsinformation).
Det bliver så selvbekræftende: Når danskhedsforsvarere ikke får adgang til
medierne får de tilsyneladende - som for eksempel ved kommunalvalget
november 1993 - heller ingen befolkningsopbakning, og opfattes derfor som
betydningsløse minoriteter.
Vælgerne kan

citat slut

---

"Per Hagemann" <perhag@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:44253348$0$27626$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Vælgerne kan
>
> citat slut
>

Sidste del af citatet forsvandt under kopieringen, men kommer her:

citat fortsat

Vælgerne kan jo alene handle på basis af det der er oplyst til dem. Det
følelsespåkaldende, multigenudsendte og kuriøse PR-stof erindres bedst.
Derfor forvrides
yderligere i vældig grad vælgernes egnethed til på rimelig vis at udfylde
deres rolle i samfundsstyringen. Den kræver ydermere, at de bibringes
kundskab om,
hvordan enhver standpunkttagen må efterprøves ved, at dens konsekvenser
vurderes i vekselspillet med alle de andre samfundskræfter. Alt for mange
overser i
almindelig sløvhed eller travlhed med andre gøremål, at politik ikke er
enkelthistorier, men disses plads i sammenhængen. Viden og ikke fornemmelser
skaber basis
for det statsstyre, som mest gavner danskerne. Servering af fortygget føde
er dræbende, når kostsammensætningen er ensidig og unærende.
Folkestyrets krav til den enkelte vælger er i nutidens indviklede samfund,
så høje, at det er et overgreb mod det eneste ene liv, han har. Det er
usurperende at betale
det med at gøre den enkelte til et led - på linie med alle andre danske - i
den øverste statsmagt. Det ville kræve, at hver eneste dansker over 18 år
satte sig
nøje ind i uendelige stofmængder.
Når man har klaret dagens gøremål og brugt tid på sine særlige interesser er
det yderst begrænset, hvad der bliver tilbage af timer til at fordybe sig i
det
lektiestuderearbejde af svært tilgængeligt teknisk materiale, som man må
kundskabsbeherske for, at ens stillingtagen til hvert og et af de
titusindvis af politiske
enkeltemner sagligt kan være tilstrækkeligt velfunderet.
Allerede de mængder af informationer, vælgeren udsættes for, hindrer ham i
at foretage meningsfuld bearbejdning.
Men endnu mere katastrofal er den manglende kvalitet. En af de sidste
Ikke-Fremskridtere, der dyrkede selvtænkende politik i folketingsarbejdet
var Poul Dam.
Fra sit otium uddyber han, at det er umuligt i medierne, at »følge med i
relevante politiske aktiviteter. Pjatnyheder om uvenskaber og episoder har
jeg derimod set
nok af.«
Vælgerens opgave bliver ikke lettere at klare derved, at den foregivne
information, han modtager, skal han behandle stærkt kildekritisk.
DR's ledestjerne er klarligen, at en fordrejelse opnår status som sandhed,
når den mange gange gentages uimodsagt.
Når dette mønster går igen overalt, bliver det som den parnasplacerede
Henning Fonsmark resigneret konstaterer: »Det er i de seneste årtier blevet
vanskeligere at
ytre sig om samfundsmæssige anliggender i Danmark, fordi territoriet for
overvejelser bestandig bliver afpatruljeret af en slags ghetto-tænkning, der
på
forhånd har grupperet, stemplet og afvist det åbne ræsonnement, endnu inden
det har nået at blive overvejet.«
I sin partilederdagbog noterede Ulf Adelsohn, at »Man kan ikke forvente, at
journalisterne skal kunne citere korrekt. Det er forstemmende, at
massemedierne ikke kan behandle folk på en anstændig måde.«
En folkeoplysning af de supervigtigste er at udbrede forståelse hos seere,
lyttere og aviskøbere for at det, de ser, hører og lærer meget langt alene
repræsenterer
det, som den snævre kreds, der styrer TV, radio og tryksagsformidlingen, fra
klanens uredelige egeninteresse ikke finder opportunt at bortcensurere.
For os med modsat livsopfattelse på mangfoldige områder er adgangen til at
komme med i samfundsdebatten stærkt begrænset/besværliggjort.
Befolkningens ulidelighedsreaktioner på Christiansborgbørnehaven bevirker,
at den ikke til hverdag vil berøre de sammenhængende Christiansborgopgaver
med en
ildtang. De fleste aner ikke hvem, der er gået ind for hvilke love, og hvad
det præcist er for en lov, som er skyld i deres berettigede utilfredshed på
et område.
Politikerne har jo gjort det hele så uigennemsigtigt, ved, at alt er blevet
vævet ind i alt andet.
For den, der behersker propagandaapparatet, er danskerne altså lette at
lokke i kassen, fordi de foretrækker først og fremmest at bruge deres
kræfter på deres egen lilleverden og derfor ikke højprioriterer de kræfter,
som ville være fornødne for at sætte sig ind i sagernes forløb i de
politiske hverdage
eller i de komplicerede lovgivningsforhold iøvrigt.
Folk har andet at tage sig til, end at holde rede på nuancerne i den senere
indtrådte - dårligt oplyste - afkræftelse af de marskrigeriske overskrifter,
som fjoråret
brændte ind i deres over- eller underbevidsthed.
Frie disponeringsmuligheder skal der være for hver enkelt. Også den, som
værdsætter sit udseende langt højere end sit indseende. Eller sit kæledyr.
Eller at spille
Ludo eller løbe marathon. Eller hvadsomhelst andet (lovligt).
Skulle folk derudover have basis for at danne sig nogen funderet mening om,
hvordan folketingsarbejdet bedst udføres, skulle de gennemarbejde svært
tilgængeligt
materiale i uoverskuelige stabelmængder og af ubegribeligt indhold. Vor
statsforms principkrav til hver enkelt vælger er personlig stillingtagen
til, hvad der er korrekt
i de vidtforskellige informationer, som foreligger vedrørende hvert eneste
enkeltemne. Før resultater heraf var opnået, ville mere end 98% af danskerne
give op. »Vi
gider ikke, vi har ikke tid«, vil være et par af de almindeligste
undskyldninger.
Almenvælgeren har bestemt ikke lyst til at blive blandet ind i noget
politisk og derigennem personligt få noget i klemme (for eksempel på
socialen
eller skatteforvaltningen).
En tremilliontedels medindflydelse - altså forsvindende lidt - ville den
enkelte folketingsvælger have, hvis demokratiidealet friktionsfrit
modsvarede virkeligheden.
Det gør det let forståeligt, at det ikke er særligt vigtigt for ret mange.
I stemmelokalet går de fleste tanker på sådan noget som det tilskud, der
loves deres egen gruppe. Det undervurderes, at politikerne lover tilsvarende
til alle andre
strategisk placerede befolkningsgrupper. At man generelt måtte mene, at
staten skal have sund økonomi, overdøves ganske, når man skal placere det
eneste ene
folketingsvalgkryds, man har i flere år. Så forveksles landets samlede
problemer med de tiltag, der umiddelbart synes at gavne en selv. På
VælgerLars var det
spildte Kennedyord, at man skal handle efter, hvad man kan gøre for sit land
og ikke efter, hvad det kan gøre for en selv.
En anden magthaver (Marquis de Flers) har sagt: »Demokrati er det navn, vi
giver folket, når vi har brug for det«.
Oversat til folketingsdansk lyder det »Selvfølgelig har demokratiet sine
ulemper. F.eks. vælgerne« (Otto Ludwig).
Saglig objektiv afbalancering heraf er journaliststandens væsentligste
samfundsmæssige berettigelse. Det letkøbte, letbehandlede, der nu præsteres
er ikke foreneligt
med at mene noget alvorligt, når man påstår, at man er demokrat.
Jesuitisk hedder det på side 34 i Mellemfolkeligt Samvirkes Marts
1994-årsberetning: »Den faktuelle information er blevet væsentligt bedre.
Bl.a. har Danmarks
Radio (både i radio og tv), dagbladet Politiken og flere fagblade gennemført
målrettede kampagner for at skabe større forståelse for de fremmede«.
Journalister fortrylles af smitte fra de finkulturelle. De vil så nødigt
hænges ud af de højtansete, velskrivende for at være provinsielle,
reaktionære, bondske og
chauvinistiske. Så hellere deltage i idiotiseringsracismekampagner mod jævne
danskere. Dem mener man nemlig at kunne opdrage. I al fald kan man ignorere
dem.
Når (medie)klimaet reelt trækker holdningstænderne ud af de, der overlever
på Christiansborg, er det indlysende, at folketinget bliver tandløst og
derfor ingen nytte
kan gøre i retning af at lede Danmark til bedre vilkår.
Meget få folketingspolitikere har evner og mod til at være forud for TV-A,
B.T. og Politiken.
Viborgbispen Gunnar skrev i sin Jyske Lov (1241), at loven skal være ærlig,
ret, tålelig, nødtørftig og åbenbar, så alle vide og forstå, hvad loven
siger.
Opfyldelsen heraf kræver at lovgiveren har videnballast og mod til at stå
fast overfor lobbymedier.
III. A. Poppolitik er at give folk overflod af det, de umiddelbart tror at
vide, at de kan lide. Fremskridts-Trivselsideologien derimod at servere,
hvad der efter
dybtgående indsigt tjener den danske befolkning i det lange løb.
Givetvis er det bekvemmere for fremmedkollaboratørerne at have et
Fremskridtsparti lige så slaskeagtigt, som de selv er. Men Z-partiet er
dannet med henblik på
det stik modsatte. At være det ærlige parti, som uden taktikskelen, lige på
og hårdt siger og fastholder sandheden.
Historien har bevist, at Fremskridtspartiets Danmarksredningsoplæg indebærer
resultatopnående indflydelse, når partiet gør sig ud til bens. Alle andre er
derimod
aldeles ligeglade med Z, når det bare slapt flyder med dem og stemmer, som
de vil i folketingssalen, og savner karismatisk glød, der opflammer brede
lag i
NutidsDanmark.
Den, som har ret, skal ikke stå ret for den, som har uret. Havde
Fremskridtspartiet ikke råbt højt i 1970'erne og 1980'erne, var vi havnet i
endnu mere groteske
omstændigheder.
Nærværende bogs problemkreds er typisk. I dette eksistensspørgsmål for
danskernes overlevelse er fornuftsudvikling fremskyndet ved, at
Fremskridtspartiet og
ligesindede holdt brandvagter og stødte i luren, mens de åh så pæne
VKSFBDQ-partier dybsov. (Se for eksempel den konservative ordfører 19.
februar 1988:
»Så er jeg da glad for, at man kan se, at der er forskel på Det konservative
Folkepartis og Fremskridtspartiets flygtningepolitik. Vi ønsker ikke en
skærpelse i
forhold til den lovgivning, som gælder.« (Spalte 6916)).
Uden Riemanns »De yngler som rotter«, min: »Et glas dejligt drikkevand
bliver dødbringende bare man putter 1 milligram arsenik i det« og masser
anden autoritetsrespektløs tale var de, der de sidste årtier har forrådt
Danmark, ikke engang delvis vågnet op, men havde bare foregøglet sig selv
deres egne
fornemme humanismegodheder, og at der jo ingen uro eller fare var i
fremmedlovdelen af det politiske spektrum.

Og det har der heller ikke været i nu snart fire kalenderår.
Hvor bedrøveligt, at Z-folketingsgruppen (momentant?) fra og med 1991
mistede sin eksistensberettigelse.
Endnu er desværre intet ændret på ynkeligheden. Pia Kjærsgaard holdt 4.
november 1993 sin sædvanlige hændervridende tale om, at hun gerne ville have
at vide,
hvad regeringen ville. Statsministeren gennemgik regeringens mange konkrete
udspil (overholde internationale forpligtelser, 21. punkts handlingsplanen,
6 lovforslag
vedtaget i juni og Byudvalgets 30 forslag fra oktober).
I sin mangel på dybtgående hjemmearbejdeforberedelser var Pia Kjærsgaard
aldeles ude af stand til at give nogetsomhelst igen på det af embedsmændene
til Nyrup
leverede manuskript.
Holdningsløse opportunistpartier har vi p.t. otte af i Folketinget. Der er
ingen national grund til at arbejde for et niende.

B. Hermed er ikke på nogen måde kimset af, at praktisk politisk arbejde er
kompromis'er. I folketingssammenhæng på basis af at tælle til 90. Men et
politisk skrift
må angive det sammenhængende ideal, der skulle gennemføres, om man rådede
over de 90. Og ikke til at udspy sirupsøde sirenesange af værdiladede,
flertydige
og ikke klart definerede ord og begreber.
Balancegang må vandres mellem holdning og studehandel.
Forbindelsen mellem de to bygges, når man skal beslutte sin stillingtagen
til en gennemførlig kompromismulighed, om hvilken man ikke tør tage
yderligere
forhandling (eller anser sådan som håbløs). Så er ens idealer fyrtårnet. Man
siger ja, hvis man kommer det nærmere, og nej, hvis man fjerner sig derfra.
Aldrig glemmes, at det gælder mest opnåeligt at fjerne forhindringer og
barrierer for, at Fremskridts/Trivslen kan vælde frem.
Uddrives den bestående fejghed ikke fra Danmarks kommandobro, kan Skibet
Danmark ikke holdes på ret køl.
De eksistensafgørende problemer er nemlig besværlige krabater. Jo længere
medierne - og dermed danskerne - koldt og kynisk holder frikvarter herfra,
des
brutalere bliver vore efterkommeres opvågnen.
Hvad Lenins oldebørn og tipoldebørn må bøde for i de næste mange år, burde
omstemme danske vælgere. Så de ikke udsætter deres børn og børnebørn for en
endnu værre ørkenvandring.
Selv om demokratiet ikke kan bære den almindelige
guddommelighedsgørelseshyldest, er det nok - så langt øjet rækker frem - den
mindst dårlige grundsubstans
for Danmarks Styre.
Den bedst fremtidstilpassede (og dermed forstandigste) måde at lette
problemet på er at afløse partisystemet med, at folketinget sammensættes ved
personafstemninger med Danmark som een valgkreds. I Jyllands-Posten 9. juni
1981 udmøntede jeg dette i ti lovparagraffer.
Men forbedringer er ikke i sigte fra noget af de ni partier, som p.t. har
monopolet på at komme på stemmesedlen. Derfor kan man i øjeblikket som
folketingsvælger
alene gavne danskheden ved at gøre sit til, at Trivselspartiet (tlf. 42 85
36 05) bliver opstillingsberettiget.
Sker det, vil den værste hurdle være overvundet for, at forbedringen kan
komme bedst og hurtigst muligt.
Sker det ikke, gælder alligevel den naturlov, at tomrum altid vil blive
udfyldt. Når de, der er udset til at styre landet, i over 34 år i træk har
vist sig uegnede til det, vil
andre magtfaktorer derfor sive ind. De lapperier, der hidtil er sket ved, at
magten de facto er overtaget af embedsmænd og journalister, vil i det lidt
længere løb
ikke være holdbarhedstilstrækkelige til at undgå en eksplosion.
IV. Sålænge vælgerne har det afgørende ord, må politikerne sikre, at alle,
der fremstiller sig til valg, får gode reelle muligheder for at kunne
sammenlignes med
modkandidater. Det er derfor i dyb modstrid med folkestyret, når nogle
partier spedalskhedsgør andre ved for eksempel at nægte at gå i diskussion
med dem, som
det eksempelvis skete i den københavnske 1993-kommunalvalgkamp. Alle
borgerrepræsentationspartier - undtagen Venstre og Trivselspartiet - indgik
boycotaftale
mod partier og kandidater, som de beskyldte for at være racistiske (se for
eksempel Ekstra Bladet for 7. september 1993). Førende var
Socialdemokratiet, der
samtidig holdt kongres under fanfaren »Plads for alle - brug for alle«.
Kold søndenvind blæser endnu flere frø af ugræs ind over Danmarks hegn.
Den historiske basis går tilbage til, at efterkrigstidens stemninger gav
mestertaktikeren Konrad Adenauer råderum for at forbyde partier, hvis
meninger statsmagten
fandt politisk utilstedelige. Denne mulighed bruger hans lærling Helmuth
Kohl i disse år til at få forbudt partier, der ville trække mange stemmer
fra hans Kristelige
Demokratiske Union. Han frygter især, at Patriotpartiet Republikanerne vil
tage forbundsmandater fra ham.
Straks sagde den danske folketingsformand til Jyllands-Posten (27. december
1992) at »demokratiet må have sine forsvarsgrænser«, og at en debat herom
»er vort demokratisk mest påtrængende problem«.
Disse højtidsord modsvarer ikke de foreliggende kendsgerninger, nemlig, at
bataljerne blot iklædes politisk klædebon, fordi de tilfredsstiller de
agerendes
medieliderlighed. Begår de vold eller hærværk, er det selvsagt en sag for
det almindelige kriminalpoliti på samme vis, som når skakspillere,
Greenpeacemedlemmer
eller andre forser sig mod straffelov eller politivedtægter. Men det er
himmelråbende at udråbe statsfare på grund af nogle sølle, umodne, usikre
socialtabere. I
deres afstumpethed og kontakthunger burde de alene fremkalde medynk.
Som i Tyskland vil danske gammelpartipolitikere nok i givet fald camouflere
deres egentlige forehavende ved at begynde med nogle ligegyldige små
fantastsekter,
men ingen kan være i tvivl om, at gammelparti-interessen vil gælde partier,
der forventes at erobre stole i folketingssalen.
Havde de danske magthavere haft en lignende indstilling i 1870'erne, var det
19. århundredes mest fremadrettede partidannelse (Socialdemokratiet)
utvivlsomt
blevet forbudt. Retsforståelsen er klart lavere nu, end den var dengang, og
partistormester Louis Pios ønskede ubestridt og ubestrideligt at fremme sine
mål gennem
voldelig revolution.
Da Socialdemokraterne selv kom ovenpå var ærkefjenden deres
arbejderbevægelseskonkurrent, Kommunisterne. Den så liste A's partiledere
deres snit til at få
forbudt i 1941. Da Hitlers besættelsesmagt bad om at få anholdt 66
kommunister, sagde Stauning straks ja og arresterede 339. Dette har i lang
tid givet anledning
til voldsomme udladninger. Følelsesfyldte og hysteriske. Men først og
fremmest politisk taktiske.
Sagligt vægtigst i bogbunken hævder sig Henning Kochs 592 siders »Demokrati
slå til. Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-45«
(Gyldendal
1994).
I surhed over, at Italiens Socialister tabte 1994-valgene, omdøbte
vildighedsfortagendet Danmarks Radio konsekvent og undtagelsesfrit et af
sejrherrepartierne
(Nationalalliancen) til »Ny Facisterne«. Danmarks i efterkrigstiden mest
antidemokratiske folketingsparti - Socialdemokratiet - søger at score
vælgertilslutning ved
at springe på denne vogn.
Svar på tiltale kom fra Erik Bach i Ekstra Bladet 14. juni 1994: »I Danmark
holder socialdemokraterne sig ved magten ved hjælp af penge fra
fagforeninger, der forfølger folk på deres erhverv, hvis de modsætter sig
medlemskab.«
Det klinger så loreleilokkende, når H.P. Clausen i 1993 blot ville
forsvare »demokratiet«. Men verdenshistorien, fædrelandshistorien og mine
egne personlige
erfaringer efter 30. januar 1971 har lært, at demokrati for magthavere
betyder, at de selv trods al forbenethed, uduelighed og overlevethed kæmper
med alle deres
midler for at bevare deres egen samfundsfjendtlige magt langt længere, end
godt er. Sådan bliver Clausens virkelige ærinde en afskyelig underløbning af
vælgerbefolkningen.
De, der sidder på magten, vil have den for sig selv. Og de er samtidig dem,
der selv definerer, hvem der skal udelukkes som udemokratiske, fascistiske
eller andet.
Ledetråden er deres eget fordomsbaserede snæversyn.
Lovforbud imod racistiske partier og andre organisationer løber tilmed ind i
bl.a. den vanskelighed, at magthaverne har så elendig
retssikkerhedsbevågenhed og så diffuse racismebegreber, at de først og
fremmest vil ramme dem, der generer dem selv. Alt kan nemlig efter
behag udlægges som afskyelig racisme.
Og i politiske anliggender er danske domstole traditionelt i ganske særlig
grad magtens viljeløse stempel.
Herimod er gummipragraf 78 i grundloven ingen reel beskyttelse. Og ejheller
flygtningeminister Birte Weiss's udtalelse til DR 13. februar 1993 kl.
10.43. At
partiforbud ikke ville komme nu, begrundede hun nemlig med, at problemet
endnu ikke er så stort i Danmark.

V. De binder os på mund og hånd
..Men de kan ikke binde ånd
..
KAPITEL 50

citat slut

---

"Per Hagemann" <perhag@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:442544c8$0$27544$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Per Hagemann" <perhag@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:44253348$0$27626$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> V. De binder os på mund og hånd
> .Men de kan ikke binde ånd
> .
> KAPITEL 50
>
> citat slut
>

Danskere er Europas bedst orienterede folkeslag.

Så brug dine kræfter og argumenter imod folkeslag, der efter at have udført
deres slidsomme arbejde, ikke orker mere.

Danskere orker tilsyneladende mere, i hvert fald i forhold til andre
folkeslag, men derudover har du da en vis form for marxistisk ret i, at
såfremt folk arbejder for meget, da er der ikke stort overskud til
selvstændig tænkning, hvorfor de måske falder for manipulation.

Norma

---

"Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i
news:0G1Vf.16156$br2.16054@fe66.usenetserver.com...

> Og Pia kunne let erstattes af fx Søren Espersen

Jeg tror faktisk, at han ville være bedre.
--
NoTrabajo

*** Free account sponsored by SecureIX.com ***
*** Encrypt your Internet usage with a free VPN account from http://www.SecureIX.com ***

---

HrSvendsen <HrSvendsen@msn.com> wrote:

> Pia er god nok. Mogens sammenligner bare med sig selv og sin
> ekstreme paratviden; men hvor Mogens på områder er et geni, så
> når han ikke Pia til sokkeholderne, når det kommer til social
> intelligens og følelse for det passende.

TIl gengæld er hun og hendes en flok middelmådige socialdemokrater når
det kommer til økonomisk politik.

--
regards, Peter Bjørn Perlsø
http://haxor.dk
http://liberterran.org
http://haxor.dk/fanaticism/

---

"Peter Bjørn Perlsø" <peter@DIESPAMMERDIE.dk> skrev i
news:1hctnbm.stab3rul7u5fN%peter@DIESPAMMERDIE.dk...
> HrSvendsen <HrSvendsen@msn.com> wrote:

>> Pia er god nok. Mogens sammenligner bare med sig selv og sin
>> ekstreme paratviden; men hvor Mogens på områder er et geni, så
>> når han ikke Pia til sokkeholderne, når det kommer til social
>> intelligens og følelse for det passende.

> TIl gengæld er hun og hendes en flok middelmådige socialdemokrater når
> det kommer til økonomisk politik.

Måske nok, men det vigtigste for landet er at få løst muhamedanerproblemet.
Når det er løst, kan vi koncentrere os om de mindre væsentlige problemer.

Mogens Glistrup som repatrieringsminister nu!
--
NoTrabajo

*** Free account sponsored by SecureIX.com ***
*** Encrypt your Internet usage with a free VPN account from http://www.SecureIX.com ***

---

NoTrabajo wrote:

> Jeg tror nu ikke at han er specielt kriminel, han er bare en muhamedaner,
> der kæmper Allahs sag.

Nemlig.

Bent

---

"NoTrabajo" <notrabajo@gmail.com> skrev i en meddelelse
news:4423e567$0$20689$6d36acad@titian.nntpserver.com...
> »NOGET TYDER på, at han er kriminel og under alle omstændigheder
> vanvittig.« Så præcist beskriver det radikale folketingsmedlem Elsebeth
> Gerner Nielsen imam Ahmed Akkari.
>
> http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3636136
>
>
> Jeg tror nu ikke at han er specielt kriminel, han er bare en muhamedaner,
> der kæmper Allahs sag.
>
> Kun Mogens Glistrup kender og siger sandheden om muhamedanerne, men ham
> lytter I jo alligevel ikke til.
> --



Vrøvl og sludder. De fleste danskere ved vel efterhånden, at muslimer har
lov til at lyve, i henhold til deres religion, såfremt den de lyver overfor
en ikke-muslim.
Samt at Islam er en religion, der ekspanderer qua bosættelse og formering.

Desuden, at muslimer ikke anerkender nationalstater, idet det sted muslimer
bor pr. automatik tilhører Umma, der vel bedst kan oversættes til
Mohammadanien, altså det land muslimer bor i.
Ja, OK, det giver ingen mening for danskere, der stadig har en vis
nationalitetsfølelse; men hvis man tænker sig om, så er det meningsfuld og
kunne sagtens i en global verden, være en mulighed.
Vi kan jo allesammen bare blive muslimer, jeg mener, det betyder intet andet
for en kristen, end også at anerkende Mohammad for profet.
For jøder, blot at anerkende Jesus og Mohammad som profeter.

Hvorfor folk lider så forfærdeligt over at acceptere sandheden omkring
religioner, finder jeg både virkelighedsfjernt og uoplyst.

Uden at jeg af den grund mener, at muslimer som sådan bør lægges for had.
Langt de fleste er vældigt søde og de er jo også blot mennesker.

Men i mine øjne findes der ikke mange undskyldninger for akademiske
danskere, der både har evner og mulighed for at sætte sig ind i, hvordan
virkeligheden er skruet sammen, til fortsat blot at løfte pegefingeren
overfor folk, der er skeptiske overfor fortsat indvandring og
familiesammenføring af flere og flere muslimer.
Med mindre de har et konstruktivt forslag til, hvorledes den større og
større kulturkløft skal løses.

Men nok om det. Det ender vel nok med at Danmark frivilligt nedlægger sine
grænser, opgiver at kalde sig danskere (EU-politikere fra Danmark med meget
meget mere, skammer sig jo allerede over det, og lyver måske, blot for at
fremstå mere smarte og globale), overlader ansvaret til en Europæisk
regering, der indlemmer alle mellemøstlige lande i EU og indfører Sharia mod
billigere oliepriser, og så videre og så videre. Alle blondiner installeres
i mellemøstlige haremmer, blonde drenge sættes til at udvikle indviklede
krigsplaner, atomart udstyr, statsbudgetter eller noget andet indviklet og
tidskrævende, som ingen andre evner eller orker.

Norma

---

"Norma" <norma__jensen@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:44243648$0$145$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> Vrøvl og sludder. De fleste danskere ved vel efterhånden, at muslimer har
> lov til at lyve, i henhold til deres religion, såfremt den de lyver
> overfor en ikke-muslim.

Og det kan du dokumentere?

> Samt at Islam er en religion, der ekspanderer qua bosættelse og formering.

??? hvad så med ortodokse jøder i Israel?
>
> Desuden, at muslimer ikke anerkender nationalstater, idet det sted
> muslimer bor pr. automatik tilhører Umma, der vel bedst kan oversættes til
> Mohammadanien, altså det land muslimer bor i.

dokumentation?




>
> > Men i mine øjne findes der ikke mange undskyldninger for akademiske
> danskere, der både har evner og mulighed for at sætte sig ind i, hvordan
> virkeligheden er skruet sammen, til fortsat blot at løfte pegefingeren
> overfor folk, der er skeptiske overfor fortsat indvandring og
> familiesammenføring af flere og flere muslimer.

Jeg forstår at fordi du ikke bryder dig om det, som akademikerne finder frem
til , så er det galt?

> Men nok om det. Det ender vel nok med at Danmark frivilligt nedlægger
sine
> grænser, opgiver at kalde sig danskere (EU-politikere fra Danmark med
> meget meget mere, skammer sig jo allerede over det, og lyver måske, blot
> for at fremstå mere smarte og globale), overlader ansvaret til en
> Europæisk regering, der indlemmer alle mellemøstlige lande i EU og
> indfører Sharia mod billigere oliepriser, og så videre og så videre. Alle
> blondiner installeres i mellemøstlige haremmer, blonde drenge sættes til
> at udvikle indviklede krigsplaner, atomart udstyr, statsbudgetter eller
> noget andet indviklet og tidskrævende, som ingen andre evner eller orker.

Du milde - tror du virkelig selv på dit ovenstående sludder?
--
Wilstrup

---

On Fri, 24 Mar 2006 20:05:31 +0100, "Wilstrup" <nix@invalid.com>
wrote:

>
>"Norma" <norma__jensen@hotmail.com> skrev i en meddelelse
>news:44243648$0$145$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> >
>> Vrøvl og sludder. De fleste danskere ved vel efterhånden, at muslimer har
>> lov til at lyve, i henhold til deres religion, såfremt den de lyver
>> overfor en ikke-muslim.
>
>Og det kan du dokumentere?

Ishaq:365/Tabari VII:94 Muhammad bin Maslamah said, ‘O Messenger, we
shall have to tell lies.’ ‘Say what you like,’ Muhammad replied. ‘You
are absolved, free to say whatever you must.’
Bukhari:V5B59N369 Allah’s Apostle said, ‘Who is willing to kill Ka’b
bin Ashraf who has hurt Allah and His Apostle?’ Thereupon Muhammad bin
Maslamah got up saying, ‘O Allah’s Apostle! Would you like me to kill
him?’ The Prophet said, ‘Yes,’ Maslamah said, ‘Then allow me to say
false things in order to deceive him.’ The Prophet said, ‘You may say
such things.’

>
>> Samt at Islam er en religion, der ekspanderer qua bosættelse og formering.
>
>??? hvad så med ortodokse jøder i Israel?

er jøder trængt ind på den arabiske halvø?

husk på at jøder og semitter levede ved østenden af Middelhavet længe
før den falske profet Muhammed overhovedet var født, så
arabisk/muhammedanske krav på land i det område er såmænd blot krav på
noget de i sin tid har stjålet

>>
>> Desuden, at muslimer ikke anerkender nationalstater, idet det sted
>> muslimer bor pr. automatik tilhører Umma, der vel bedst kan oversættes til
>> Mohammadanien, altså det land muslimer bor i.
>
>dokumentation?

Ishaq:231 Muslims are one ummah (community) to the exclusion of all
men. Believers are friends of one another to the exclusion of all
outsiders.


du kan bare læse koranen, eller tro på hvad vidende folk fortæller dig

---

"Wilstrup" <nix@invalid.com> skrev i en meddelelse
news:442442fe$0$84019$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
>
> "Norma" <norma__jensen@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:44243648$0$145$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> >
>> Vrøvl og sludder. De fleste danskere ved vel efterhånden, at muslimer har
>> lov til at lyve, i henhold til deres religion, såfremt den de lyver
>> overfor en ikke-muslim.
>
> Og det kan du dokumentere?
>

Ja, det står da i en bog, der hedder koran.


>> Samt at Islam er en religion, der ekspanderer qua bosættelse og
>> formering.
>
> ??? hvad så med ortodokse jøder i Israel?

Det ved jeg ikke. Gør jøder det?
Kalder alle de lande de bor i for Israel?
Eller kalder de sig selv for kosmopolitter eller for levende i diapora?


>>
>> Desuden, at muslimer ikke anerkender nationalstater, idet det sted
>> muslimer bor pr. automatik tilhører Umma, der vel bedst kan oversættes
>> til Mohammadanien, altså det land muslimer bor i.
>
> dokumentation?
>
>
>

Det står i en bog, der hedder koranen.


>
> >
>> > Men i mine øjne findes der ikke mange undskyldninger for akademiske
>> danskere, der både har evner og mulighed for at sætte sig ind i, hvordan
>> virkeligheden er skruet sammen, til fortsat blot at løfte pegefingeren
>> overfor folk, der er skeptiske overfor fortsat indvandring og
>> familiesammenføring af flere og flere muslimer.
>
> Jeg forstår at fordi du ikke bryder dig om det, som akademikerne finder
> frem til , så er det galt?
>

Nej, nej, nej! Tværtimod. Men jeg finder at dumme og tankeløse udtalelser er
værre, såfremt de fremsættes af folk, der har haft mulighed og evner for at
sætte sig bedre ind i tingene, end, såfremt de fremsættes af uudannede
mennesker, der blot må stole på deres egne fornemmelser.


> > Men nok om det. Det ender vel nok med at Danmark frivilligt nedlægger
> sine
>> grænser, opgiver at kalde sig danskere (EU-politikere fra Danmark med
>> meget meget mere, skammer sig jo allerede over det, og lyver måske, blot
>> for at fremstå mere smarte og globale), overlader ansvaret til en
>> Europæisk regering, der indlemmer alle mellemøstlige lande i EU og
>> indfører Sharia mod billigere oliepriser, og så videre og så videre. Alle
>> blondiner installeres i mellemøstlige haremmer, blonde drenge sættes til
>> at udvikle indviklede krigsplaner, atomart udstyr, statsbudgetter eller
>> noget andet indviklet og tidskrævende, som ingen andre evner eller orker.
>
> Du milde - tror du virkelig selv på dit ovenstående sludder?


Hvad ville du, foreksempel have imod at danskere opgav at kalde sig selv for
danskere, nedlagde Danmarks græner (det har vi allerede gjort),
og kaldte os europæere eller verdensborgere i stedet for??????

Jeg erindrer i hvert fald aldrig at have læst indlæg fra dig, der
respekterede danskeres fornemmelse af at tilhøre et folkeslag, der hedder
danskere, samt deres krav på at leve i et land, der kaldes Danmark, med
dermed følgende ret til selvstændighed.
Hvis jeg tager fejl, så giv mig venligst en link.

Norma

---

Norma wrote:


> Men nok om det. Det ender vel nok med at Danmark frivilligt nedlægger sine
> grænser, opgiver at kalde sig danskere (EU-politikere fra Danmark med meget
> meget mere, skammer sig jo allerede over det, og lyver måske, blot for at
> fremstå mere smarte og globale), overlader ansvaret til en Europæisk
> regering, der indlemmer alle mellemøstlige lande i EU og indfører Sharia mod
> billigere oliepriser, og så videre og så videre. Alle blondiner installeres
> i mellemøstlige haremmer, blonde drenge sættes til at udvikle indviklede
> krigsplaner, atomart udstyr, statsbudgetter eller noget andet indviklet og
> tidskrævende, som ingen andre evner eller orker.


Hvis du skrev ovenstående for at være sarkastisk, kan jeg ikke andet end
nikke anerkendende til det, men hvis det var for alvor, tror jeg du er
for sortsynet; den almindelige dansker giver ikke fortabt sådan lige med
det samme. Alene videnen om hvor åndeligt og teknologisk udviklede vi
vesterlændinge er, i forhold til de formørkede fra det islamiske hjørne,
burde kunne indgyde enhver retsindet borger mod og mandshjerte i den
forestående krig. (Og på det punkt er jeg pessimistisk; krigen kommer!)


Med venlig hilsen

Stefan W. Christensen

---

"Stefan W. Christensen" <swcMEN_FJERN_DETTE@soton.ac.uk> skrev i
news:44244f12$0$15794$14726298@news.sunsite.dk...

> Hvis du skrev ovenstående for at være sarkastisk, kan jeg ikke andet
> end nikke anerkendende til det, men hvis det var for alvor, tror jeg
> du er for sortsynet; den almindelige dansker giver ikke fortabt sådan
> lige med det samme. Alene videnen om hvor åndeligt og teknologisk
> udviklede vi vesterlændinge er, i forhold til de formørkede fra det
> islamiske hjørne, burde kunne indgyde enhver retsindet borger mod og
> mandshjerte i den forestående krig. (Og på det punkt er jeg
> pessimistisk; krigen kommer!)

Og den krig kan vi takke alle halalhippierne og "humanisterne" for. Møgdyr
gå dog ud i skoven og begrav jer selv. I er en skændsel og skamplet på os
ordentlige mennesker, der hele tiden har kunnet fatte at der var noget
galt, og har stemt derefter ved folketingsvalgene.

Hvorfor er så mange af jer halalhippier og "humanister" ude af stand til at
se problemet med muhamedanerne? Mange af jer er jo veluddannede og ville
nok score et pænt resultat i en iq-test.

I er at sammenligne med landsforræder som Corfitz Ulfeldt og
landsforræderne fra Anden Verdenskrig.
--
NoTrabajo

*** Free account sponsored by SecureIX.com ***
*** Encrypt your Internet usage with a free VPN account from http://www.SecureIX.com ***

---

"Stefan W. Christensen" <swcMEN_FJERN_DETTE@soton.ac.uk> skrev i en
meddelelse news:44244f12$0$15794$14726298@news.sunsite.dk...
> Norma wrote:
>
>
>> Men nok om det. Det ender vel nok med at Danmark frivilligt nedlægger
>> sine grænser, opgiver at kalde sig danskere (EU-politikere fra Danmark
>> med meget meget mere, skammer sig jo allerede over det, og lyver måske,
>> blot for at fremstå mere smarte og globale), overlader ansvaret til en
>> Europæisk regering, der indlemmer alle mellemøstlige lande i EU og
>> indfører Sharia mod billigere oliepriser, og så videre og så videre. Alle
>> blondiner installeres i mellemøstlige haremmer, blonde drenge sættes til
>> at udvikle indviklede krigsplaner, atomart udstyr, statsbudgetter eller
>> noget andet indviklet og tidskrævende, som ingen andre evner eller orker.
>
>
> Hvis du skrev ovenstående for at være sarkastisk, kan jeg ikke andet end
> nikke anerkendende til det, men hvis det var for alvor, tror jeg du er for
> sortsynet; den almindelige dansker giver ikke fortabt sådan lige med det
> samme. Alene videnen om hvor åndeligt og teknologisk udviklede vi
> vesterlændinge er, i forhold til de formørkede fra det islamiske hjørne,
> burde kunne indgyde enhver retsindet borger mod og mandshjerte i den
> forestående krig. (Og på det punkt er jeg pessimistisk; krigen kommer!)
>
>
> Med venlig hilsen
>
> Stefan W. Christensen
>

Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt,
har forstået begge dele ganske dårligt,
eller hvorledes det nu var Piet Hein nu skrev?

Jeg har sjældent skrevet noget alvorligt herinde.
Skønt mit liv ofte giver mig anledning til at betragte ganske alvolige
anliggender.
Så alvorlige, at de ikke lige er til at spøge med, skønt ofte morsomme.

Jeg ved ikke, om der kommer krig eller ej, og det gør du heller ikke.

Men da jeg først begyndte at skrive herinde, var det fordi, jeg var
bekymret.
Over noget jeg så ske i vores land, og som jeg ikke lige kunne se, hvad
ville føre til, med mindre udviklingen gik i en anden retning.

Jeg ved jo naturligvis, lige så lidt som dig, hvad der kommer til at ske.
Fortiden sætter jeg min lid til at de fleste danskere, som jeg selv, nærmest
følger den såkaldte "Mohammad-tegning-krise" som en slags ultra-morsom soap.
Og vores forhold til muslimer i Danmark, har ikke ændre sig en tøddel.

Men, naturligvis, i længden, har du vel ret i, at det kommer til en
konflikt, måske krig, mellem syd og nord.
Når man tænker på hvor lidt, der skal til at tænde et bål i deres hjerter.
Og, hvad skal jeg sige?

Europas lunte bliver nok også kortere af at blive antændt over
vittighedstegninger, ingen kan føle sig stødt af ( helt ærligt!)
selv om de lader som om, at de er det, eller som om, at de forstår, at
andre er det.

Norma