---

Jeg føler mig krænket, når min religion og livsopfattelse bliver
forhånet.

Min livsopfattelse er en tro på demokrati, vestlige frihedsrettigheder
og de universelle menneskerettigheder. Javel, man kan diskutere
nuancer, men grundprincipperne fraviger jeg ikke:
- Alle mennesker er lige og frie.
- Barbariske straffe og lemlæstelse er bandlyst.
- Man har ret til at dyrke og skifte religion.
- Man har ret til at arbejde politisk med mindre man arbejder
udemokratisk og i modstrid med menneskerettighederne.
- Man har ret til ytringsfrihed, herunder at bringe debatindlæg og
satiriske tegninger i frie medier.


Jeg føler mig derfor forhånet og krænket, når muslimske lande og
imamer gang på gang overtræder disse værdier.
Når
- danske imamer taler for omskæring af piger.
- sharia-domstole dømmer nybagte mødre til døden ved stening når
ammeperioden er overstået.
- danske imamer mener at stening er en guddommelig straf, som mennesker
ikke kan sætte spørgsmålstegn ved.
- jeg læser i Koranen, hvordan tyve skal have hænderne hugget af og
uromagere korsfæstes
- jeg hører, at der i Saudi-Arabien er dødsstraf for at holde kristen
gudstjeneste i et privat hjem - og forbudt i det hele taget at vise et
kors offentligt.
- muslimer vil indføre sharialove i Vesten - i første omgang på
familieretslige områder, så kvinder stilles ringere end mænd ved
skilsmisse og arvesager.
- der indføres en mindreværdig dhimmi-status i muslimske lande for
ikke-muslimer. Hvilket fx udmønter sig i en langt lavere straf for
drab på en ikke-muslimsk kvinde end en muslimsk mand i Saudi-Arabien.
- ytringsfriheden indskrænkes under henvisning til at det er
"blasfemisk". Når en pakistaner fx idømmes dødsstraf for blasfemi,
fordi han påstår at Muhammeds forældre ikke var muslimer fordi de
var døde, da Muhammed fik sine første åbenbaringer.
- muslimske regeringer kræver indgreb mod vestlig pressefrihed og
satire-tradition ved at kræve islamisk billedforbud efterlevet også
af ikke-muslimer
- udenlandske deltagere i en dialog-konference kræver censur af danske
skolebøgers beskrivelse af islam.

Ja, listen over krænkelser fra den muslimske verden af min
livsopfattelse er lang. Og så har jeg endda kun nævnt de krænkelser,
hvor der er en eller anden form for officiel autoritet bag -
religiøs eller politisk. Jeg har slet ikke nævnt de krænkelser, som
fx terrorister udover i islams navn.

Muslimerne er krænket over nogle satire-tegninger. Og de
"dialogsøgende" og "tolerante" vesterlændinge kommer
muslimerne i møde og mener at medierne bør tilpasse sig muslimernes
følelser - den frie debat og satire bør begrænses, så man ikke
sårer og krænker.

Men hvorfor tager muslimerne så ikke tilsvarende hensyn til min
livsopfattelse og religion?
Og hvorfor kræver de dialogsøgende ikke de samme hensyn fra
muslimernes side?

Jeg godtager ikke at islam a priori får en særstilling i forhold til
min religion bare fordi muslimerne selv postulerer, at Gud er på deres
side. Selvom det ikke behøver en Gud at lave menneskerettighederne,
så kan jeg med ligeså stor ret som muslimer erklære at disse mine
værdier er opstået under guddommelig inspiration. Eller at mennesker
i fællesskab med kærlighed og fornuft som rettesnor kan lave noget
der minder om en guddommelig sandhed. Skal jeg ikke have samme ret til
at have denne tro og religion som dem der påstår at en arabisk beduin
helt alene kunne levere sandheden til menneskeheden for over 1000 år
siden? Selvfølgelig skal jeg det. Ellers gør man sig skyldig i
diskrimination, hvis nogle får ret til at proklamere deres religion
for indiskutabel og følsom for kritik, mens andres bare er
menneskeskabte kritisable ideer. Der er jo i sidste ende kun de
troendes påstand at løbe an på. Man kan ikke objektivt bevise, hvad
der er religion og hvad der ikke er. Den eneste lidt objektive måde
ville være at vurdere "frugterne", resultaterne, af en given
livsopfattelse. Og så er der betydelig mere bevis for at min religion
er rigtig end der er for islam, der har bragt de muslimske lande i en
miserabel situation.