<<<<
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=443301
I skrivende stund synes det at ligge klart, at det først var, da Fogh
sagde nej til at mødes med de 11 ambassadører, og da den danske
imamdelegation derefter tog på rundtur i Mellemøsten for at sætte lus
i skindpelsen, at sagen tog fart. Og det var bestemt ikke noget
»krænket mindretal«, som gav lyd. Det var hele den islamiske verden
fra Atlanterhavet og østover gennem Pakistan og Indien helt over til
Indonesien, som rejste sig i en voldsom (og voldsomt overraskende)
voldsbølge af ild og sten og boykot og had og adskillige dræbte. Det
var de diktatoriske regimer og de ekstreme fundamentalister, som for
en stund indstillede de lokale stridigheder for at vende sig mod
Danmark (og senere imod hele Vesten) i en aggressiv afbrænding af
flag. Jeg er overbevist om, at tegningerne ikke har skadet en sjæl -
en muslimsk sjæl vel at mærke. De har for mange tværtimod været en
kærkommen politisk anledning til at overskride en kritisabel hverdag
og tænke på noget andet.
Som Javed Anand i The Times of India kan også jeg kun huske to af
tegningerne: den, hvor profeten er afbildet med en bombe i turbanen
oppe over de vildt opspilede øjne, og den, hvor han råber efter et par
selvmorderbombemænd: »Hej stop! Vent! Vi har ikke flere jomfruer«.
(Var det ikke sådan?).
Igen. De to billeder er da ikke på nogen måde vendt imod hverken en
religiøs minoritet eller majoritet. De har faktisk ikke meget med
religion at gøre. Og jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogen kan læse
dem sådan. Billederne handler om terrorisme. Det er så banalt, at jeg
er helt flov ved at skulle sige det. Billedernes emne er de islamiske
terroristers misbrug af deres hellige ikoner til destruktive formål.
Som sådan er tegningerne udtryk for en solid, effektiv og relevant
ideologikritik vendt imod en forkrøllet og pervers voldsteologi. De
kommenterer de tidligere begivenheder i New York, Madrid, Mellemøsten
og London, og de advarer mod de kommende.
Ingen i Danmark har sat spørgsmålstegn ved Jyllands-Postens ret til at
publicere billederne. Men heller ingen har sat udråbstegn ved
kunstnernes pligt til at tegne dem. Hvor det første er en selvfølge,
er det sidste en undladelsessynd.
Det andet punkt i Lars Bonnevies citat, som jeg vil kommentere, er
hans konstatering af, at Dansk PEN med sin støtteerklæring dermed
valgte side »i et indenrigspolitisk spil«.
Ja, jeg forstår virkelig godt, hvad LB mener. Mit eget ubehag, da jeg
læste mig igennem 25-30 eksemplarer af Politiken på én gang, har at
gøre med de samme forhold. For pludselig kunne jeg ikke længere holde
med alle dem, jeg plejer at holde med. Med ét befandt jeg mig i et
selskab, hvor jeg ikke brød mig om at være. Og selvfølgelig er det
ikke uden betydning, hvilken sammenhæng en tekst anbringes i. Havde
det dog bare været Politiken eller Information, som havde trykt
tegningerne. Så havde det hele bestemt været nemmere.
Men man må skære igennem. For det første er det ikke hensigtsmæssigt,
at man hver gang, Dansk Folkeparti mener noget, føler sig tvunget til
(for en sikkerheds skyld) at mene det modsatte. Det resulterer jo på
en bagvendt måde i, at man lader netop det parti bestemme ens
meninger.
For det andet er det en både farlig og forkert politik (og etik) at
agere sådan. Den kreative venstrefløj har både ret og pligt til, som
Jyllands-Postens tegnere, at udøve en tilbundsgående ideologikritik,
først og fremmest over for den totalitære islamisme, hvis volds
rækkevidde er global; men også over for enhver religions
undertrykkende funktioner. Hvis man som Lars Bonnevie siger: »Da jeg
ikke vil identificeres med synspunkter, der støtter Jyllands-Postens
forhånelse af det muslimske mindretal i Danmark, end ikke i
ytringsfrihedens misbrugte navn ... nødsages jeg med stor beklagelse
til at drage konsekvensen heraf«.
<<<<<<<<<<