<<
De som raser over Foghs linie, må gøre sig klart, om de ikke inderst i
deres sjæle gør det af ren frygt.
Man kan lære af historien.
Trækker man på dens fond af erfaringer, kan man måske undgå visse
blindgyder, som for mange i fortiden tog sig ud som udveje.
Ordet "appeasement" dukker jævnligt op i udenlandsk debat om
Muhammed-balladen, men sjovt nok ikke i den hjemlige. Bare det nu ikke
er vidnesbyrd om, at ordet er nærmest ukendt i et land, hvor
historieundervisningen blev lagt om til projektarbejde for så længe
siden, at små projekt-planche-malere for længst er blevet voksne
debattører.
Efter nogle års intens oprustning følte nazi-Tyskland sig midt i
1930'erne stærk nok til at stille sine første fordringer.
Vestemagterne mødte kravene med denne "appeasement-politik", en taktik
til beroligelse af modstanderen gennem føjelighed.
Franske Edouard Deladier og britiske Neville Chamberlian ræsonnerede
hver gang: Lad os give efter også på dette punkt. På et tidspunkt
falder de vredladne mennesker vel ned.
Hitler blev tværtimod opmuntret af eftergivenheden, som han forstod
som svaghed. Strategien virkede stik imod sin hensigt. Mere vil have
mere. Men appeasement-politikerne blev ved at flytte deres streg i
sandet, for de kunne henvise til underskrifter på hvide ark papir som
beviser på modstanderens ejegode sindelag.
Først da Tyskland overfaldt Polen, opdagede man langt om længe,
hvilken modstander man stod overfor. Stregen blev ikke flyttet igen.
Man fik et par grumme år, for man havde forsømt at opruste i samme
takt som modparten. Også i 1930'erne var det nemlig ligesom i dag et
toneangivende synspunkt, at krig skyldes våbenindustrien, og derfor
skabernedrustning i sig selv fred. Man forestillede sig ikke en
virkelig modstander med helt egoistiske interesser og en ubøjelig
vilje til at forfølge dem.
De, der i dag drager paralleller til appeasement-politikken, er
naturligvis de kommentatorer, der går ind for ubetinget forsvar for
ytringsfriheden og betragter et kompromis som overdreven
imødekommenhed over for en alt for krævende modstander.
Og de peger på, at når det gælder de mest hårdkogte islamistiske
kredse, kan eftergivenhed til det modsatte af hensigten.
Islamisterne betragter jo i forvejen det vantro Vesten som svagt,
dekadent og blottet for kampvilje.
Da Hitler før krigen foretog sine dristige ryk, pyntede han dem med en
bestemt retorik for at retfærdiggøre dem. Han iscenesatte således
systematisk Tyskland som offer, hvilket ikke var så svært, for landet
var jo taberen af 1. verdenskrig. Blot var det er offer som pønsede på
hævn.
Til hver lejlighed hvor han rykkede ind militært, fabrikerede den
tyske propaganda offer-historier om bestemte episoder, hvor tyske
mindretal i Sudetenland eller Polen skulle være udsat for krænkelser
og ydmygende provokationer.
Tyskland var altså tvunget til at handle. Der var tale om retfærdige
undsætningsmanøvrer til minoriteter, der blev udsat for ubærlig
chikane.
Hvis man i dag vælger at se hele den arabiske verden som offer, fordi
befolkningerne lever i fattigdom, og se vort eget muslimske mindretal
som en forhånet minoritet - sådan som de gerne fremstiller sig selv -
må man ikke også bilde sig ind, at alle milde egenskaber tilhører
"offeret" - ud fra den negative slutning, at et offer må være alt det
modsatte af en "gerningsmand".
Det er ren psykologisering, der måske nok holder hos
ægteskabsrådgiveren, men ikke i realpolitikkens verden.
Man skal af historien lære klog varsomhed i mødet med dem, der kan
lide at svøbe sig i offerets uskyldshvide kåbe.
De som vil den selvudslettende imødekommenhed, lever med hovedet i
busken, nede i traktaternes spøgelsesverden af papir, ligesom
appeasement-politikerne gjorde det. Derfor bruger de deres energi på
at gøre ophævelser over en manglende reaktion på en bisætning i et
ægyptisk brev.
De kalder sært nok et højmoderne land med frihedsrettigheder for
"gadekæret" og de diktatoriske regimer i den arabiske verden for det
nye pust, som globaliseringen driver ind over kæret.
Men de burde unde sig et øjebliks eftertanke, Lykketoft, Thorning,
Ellemann-Jensen og Politiken
Og de historieløse erhvervsfolk.
De skal lægge fem minutters pause ind i deres hetz mod Anders Fogh
Rasmussen til at granske deres samvittighed: Raser jeg mod
statsministeren, fordi jeg virkelig selv synes, at det er en god ide'
at justere vores kultur til "en ny situation"? Eller ønsker jeg, at
han giver efter - denne ene gang - fordi jeg egentlig er bange? Fordi
man aldrig ved hvad "de" finder på.
Hvis det er det sidste, skal man altså mande sig op. Det kan bl.a. ske
ved at læse et par historiebøger og der lære, at det ikke er nogen
løsning at lade frygten styre.
Det kræver jo, at nye generationer bliver undervist i historie, helst
ikke i form af projekter, gerne hævet lidt højere med optegnelse af
større forløb og sammenhænge mellem årsag og virkning.
Anders Raahauge JP 11. marts 2006
<<
|