/ Forside / Interesser / Andre interesser / Politik / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Politik
#NavnPoint
vagnr 20140
molokyle 5006
Kaptajn-T.. 4653
granner01 2856
jqb 2594
3773 2444
o.v.n. 2373
Nordsted1 2327
creamygirl 2320
10  ans 2208
Sådan tændtes hadet
Fra : @


Dato : 12-03-06 10:14

<<
Anklagerne genlød fra aggressive muslimske lærde på den mislykkede
forsonings-konference fredag.
Sandheden er imidlertid, som B.T. i dag kan dokumentere, at egypterne
i de første to måneder med alle midler søgte at køre konflikten op -
efter alt at dømme af én grund: Det forestående valg i Egypten fra 9.
november til 1.december.

Den egyptiske regering havde hårdt brug for at styrke sit image som
Islams forsvarer, fordi den farlige opposition, det Muslimske
Broderskab, stod til en massiv fremgang, ja, formentlig har et flertal
i befolkningen bag sig.

Tegningerne tilbød en enestående chance: Den kunne forene alle
muslimer - både USA-venner og USA-fjender - i fælles forargelse.

Den egyptiske regering og den særligt aktive ambassadør, Mona Omar
Attia, i Danmark brugte fra starten sagen til at skabe maksimal
konflikt.

Som B.T. i dag kan afsløre, indrømmede hun senere, at det værste, der
kunne være sket, var, at den egyptiske regering var gået i dialog med
danskerne - før valgets sidste runde i december var afsluttet.

Den egyptiske regering lod ambassadør Attia tage initiativet til at
sende et brev til Fogh. Et brev, underskrevet af i alt 11 muslimske
ambassadører, der havde formuleret sig sådan, at Fogh var nødt til at
svare afvisende.

Brevet overtrådte alle diplomatiske spilleregler: Det var stilet til
statsministeren - ikke til udenrigsministeriet, som al diplomatisk
aktivitet normalt er rettet mod.

Brevets indhold blev lækket til dagbladet Politiken, før regeringen
officielt havde forholdt sig til det. Brevet indeholdt et komplet
urealistisk krav om, at Fogh skulle »tage skridt« mod Jyllands-Posten
»i henhold til loven.«

Udenrigsministeriet behandlede brevet og indstillede til
statsministeren, at han undlod at mødes med ambassadørerne og henviste
til domstolene. Umiddelbart herefter klagede den egyptiske regering
til EU, FN og to internationale muslimske organisationer, Den
Islamiske Konference samt den Arabiske Liga.

Det skete velvidende, at svarene først kunne foreligge efter det
egyptiske valg. Da svarene kom, var de forholdsvis »bløde«:
tegningerne fordømmes, men der er ingen forslag om boykot eller
aktioner.

Samtidig var egypterne utroligt passive og konfliktsky i de 15
kontakter, der faktisk var mellem den egyptiske og den danske
udenrigstjeneste i forløbet.

Den danske regering havde grund til at tro, at sagen kunne bringes til
ro efter statsministerens nytårstale, der faktisk fik egypterne til at
stille sig tilfreds.

Men i mellemtiden havde den opstandelse, de egyptisk igangsatte
aktiviteter havde skabt, udviklet sig uden for kontrol.

Her spiller det en særlig rolle, at den egyptiske ambassadør under
optrapningen arbejdede tæt sammen med de danske muslimers komite, og
arrangerede deres rejse til Egypten, hvor de mødte de højeste
islamiske autoriteter.

(»Den højeste islamiske autoritet«, lederen af Al-Azhar Moskeen, samt
den egyptiske stormufti, der udsteder en fatva om boykot af danske
varer.)

Derfra spredtes krigsråbene mod Danmark sig, hinsides regeringernes
kontrol, til de saudiske stor-muftier i islams hjerte, Mekka, og den
saudiske regering opgav at stoppe de udmeldinger, som satte hele den
muslimske verden i oprør.

Dette er den oplagte forklaring på hovedårsagen til den ulykkelige
konflikt, der ikke synes at kunne stoppes. Intet tyder på, at de
»muslimske masser« havde reageret på tegninger i et fjernt land, hvis
ikke flere stærke aktører havde gjort alt, hvad der stod i deres magt,
for at ophidse frustrerede muslimer til de urimelige vredesudbrud.

Og ikke meget tyder på, at de stærke muslimske aktører har nogle
interesser i at skabe forsoning.

Vreden mod Danmark synes at være en bekvem måde at vise fasthed i
troen. Og danskerne reagerer jo ikke med modstand, men med
invitationer til dialog.

Tilmed er en ikke ubetydelig del af den danske offentlighed optaget af
at støtte myterne om, at statsministeren - på grund af fremmedhad og
islamofobi - ikke ønskede dialog om sagen, og at tegningerne var en
del af en udbredt »kampagne mod muslimer«, som regeringen har
igangsat.

Det er jo klokkerene invitationer til at fortsætte og om muligt
forstærke presset mod Danmark.
http://www.bt.dk/leder:aid=426688/
<<<<<<<<<<

 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177517
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408634
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste