I gårsdagens Politiken kunne man på:
<
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=442405>
læse en kronik af Klaus Rifbjerg, som nok kunne fortjene nogle
kommentarer.
Klaus Rifbjerg:
> Bondejokker
>Jeg bliver skrækslagen, hvis en naturlig hengivenhed for det danske
>forvandler sig til en bragende 'vi er os selv nok'-patriotisme og et
>blævrende forsvar for en såkaldt ytringsfrihed.
En forfatter der bruger vendingen »såkaldt ytringsfrihed«. Måske skulle
han som baron Holberg have været censor, så han kunne bestemme hvad der
måtte udkomme af bøger, og hvad der ikke måtte? Mon han ville have
tilladt udgivelsen af cand.mag. Lars Hedegaards »I krigens Hus«?
> Af Klaus Rifbjerg
>
>Landet stander i våde, og det har det gjort før. Sidst var under Anden
>Verdenskrig, som de færreste husker, men alle har en mening om også i
>dag, 67 år efter at den begyndte i september 1939. Størst kontrovers
>skaber tanken om, hvad der skete (og ikke skete) fra 9. april til 5.
>maj 1945, hvor Danmark var besat af tyskerne. En del af befolkningen
>mener, at vi skulle have sat os til modværge 9. april, og flere går så
>vidt - inklusive statsministeren - som til at håne de politikere, der
>dengang indså, at den politik, der var ført op gennem tyverne og
>trediverne, og som lagde vægt på nedrustning og neutralitet, ikke kunne
>stille noget op mod de kolonner af jern, der rykkede frem sydfra, og de
>fly, som med åbne bombeluger overfløj landet.
Men er Klaus Rifbjerg enig i, at den afrustningspolitik SR-regeringen
førte var den rigtige? Husk på at selv Hitler protesterede mod den,
muligvis fordi hans krigsplaner endnu ikke var udviklet, og han så en
krig à la 1. verdenskrig, hvor et væbnet Danmark var neutralt, og hvor
det ikke behøvede tysk »beskyttelse« for at modstå en eventuel invasion
af Tyskland gennem Danmark.
Derudover synes Klaus Rifbjerg at overse den betydning det yderst
spagfærdige danske forsvar fik, og kunne have fået, for Norge.
Havde de norske forsvarsværker, som forsvarsminister Vidkun Quisling
havde fået forstærket, ikke forsinket den tyske marine i få timer, var
det ikke lykkedes det norske storting, den norske regeing og det norske
kongehus at flygte med tog mod nord, og efter tabet af Norge komme til
London. Havde forterne ved København haft ammuntion, havde tyskerne
kunnet have været holdt tilbage længere tid - måske endda så længe at
briterne kunne have forhindret den tyske landgang i Norge.
Noget der endda kunne have været fremmet, hvis man fra dansk side havde
sprængt de danske lufthavne [især start- og landingsbaner] i luften.
>At Tysklands fjender - først og fremmest England - vidste, at selv et
>fuldt oprustet Danmark ikke ville have kunnet stille noget op mod
>overmagten, og accepterede landets politik, overser eller glemmer de
>fleste.
Ja, pacifist er og bliver manden jo.
>Der skete ikke så meget i april 1940 - bortset fra at en lille snes
>soldater mistede livet i kamp. Det var lige så smertefuldt, som det var
>overflødigt, men fremkaldte en stemning, der balancerede mellem
>stilfærdig defaitisme og depression og en accelererende
>nationalfølelse, som gav sig udtryk i en øget samling om
>fædrelandssymbolerne: kongehuset, flaget, danmarkshistorien, den danske
>sangskat etc. Det førte både til alsang og algang, og det var ikke
>usædvanligt at se herrer i deres bedste søndagstøj, men for en gangs
>skyld i skjorteærmer, svedende begive sig på vej gennem landskabet for
>efter 10 kilometer at få overrakt en nål, de selv skulle betale for,
>men som samtidig beviste, at de havde gjort en væsentlig indsats for
>det gamle lands beståen.
>Det var rørende, men også en lille smule komisk og naivt, og vidnede
om,
>at en særlig variant af uskylden endnu trivedes her, mens resten af
>verden havde sat kursen mod ragnarok, og Polen allerede lå knust mellem
>kæberne på to af historiens største marodører, den ene fra vest, den
>anden fra øst.
Ja, at kunne se det komiske i det er måske noget særligt dansk. På den
anden side viser det Rifbjergs grundlæggende passive holdning - har den
mand, der bor som skatteflygtning i Spanien, overhovedet noget
fædreland?
>Det var de varme somres og de kolde vintres tid med masser af
>underholdning og friluftsliv, kælkebakker og fluepapir, ja måske
>foldede den kulturradikale drøm fra trediverne om let gang på Jorden
>også i forholdet mellem kønnene sig livligere ud i de første år af
>besættelsen end nogensinde tidligere. Det var cykeltider, der var sus i
>skørterne
Det kan så undre, at han gerne ser de korte nederdele erstattet af
burkaer.
>og blink i nikkelstyrene, få biler på vejene, og da man ikke kunne
>komme udenlands, blomstrede den hjemlige turisme med badepensioner og
>teltture og de meget populære kanoudflugter på de indre vandveje i
>fjordene, som Anker Kirkeby, sangvinsk journalist på dette blad, skrev
>den ene lyriske Kronik om efter den anden.
>I sammenhængen er det vanskeligt ikke at bruge ordet idyl, for selv om
det
>kneb med forsyningerne, så var der alligevel nok til alle, og krigen
>mærkede man ikke meget til. Et par bomber kastet over Esbjerg ved en
>(uopklaret) fejltagelse var forsidestof, og indimellem gik det ret
>voldsomt til i omegnen af Aalborg, hvor den (for tyskerne) vigtige
>lufthavn lå. Bomber faldt der også i selve Aalborg, men det var jo
>langt væk fra København, hvor man trods enkelte luftalarmer sov trygt
>om natten og tænkte mere på, om smør- og kaffemærkerne slog til, end om
>man måske fik en forsager fra det gøende flakskyts ned gennem taget.
>På restauranterne blev der spillet swing af Svend Asmussen og Leo
Mathisen
>og Kai Ewans og Børge Roger-Henriksen og Helge Jacobsen og Kordt
>Sisters og Gerda og Ulrich Neumann, og hvis man har glemt, hvem
>Ingelise Rune var, så kan jeg sige, at hun var en sexet pige med en
>fræk og kælen stemme, og at Raquel Rastenni sang i en hot gruppe, der
>kaldte sig Harlem Kiddies.
>
>Var man til det finere, kunne man stadig forarges eller heppe
begejstret
>ved tanken om Vilhelm Lundstrøms udsmykning i mosaik af en håndfuld
>kubistiske damer, der ikke ville have haft en chance på en af Stig
>Lommers revyscener, eller man kunne fordybe sig i Politikens Kronik,
>hvor f.eks. i marts 1941 forfatteren Mogens Lorentzen skrev om 'I
>grønne Øer', forfatteren Leck Fischer om 'Det banker paa Døren', Anker
>Kirkeby om 'Nætter i Storbyens Underverden' og Anker Kirkeby - igen -
>om 'En nat paa Sundholm'. Det fossede ud med ny bøger fra alle hjørner
>af jordkloden, ja selv Ernest Hemingways 'Hvem ringer klokkerne for'
>kom i dansk udgave, og så sent som i 44-45 kunne man få ny bøger af
>Graham Greene og Evelyn Waugh i dansk oversættelse.
>
>Jeg var meget sammen med min lidt ældre fætter Kjeld i den periode. Han
>boede i Lyngby, så det var lidt af en rejse fra Amager, når man skulle
>derud, men jeg tog helst via Nørreport med trolleybussen, der snoede
>sig igennem byens gader, før den nåede ud til Lyngbyvejen og nærmest
>lydløst gled af sted fra stoppested til stoppested for at ende ude i
>noget, der sagtens kunne sammenlignes med en landsbykulisse, for der
>var jo både kirke og park og sø og lidt længere ude, i Sorgenfri,
>slottet med de hvide mure og det blanke, sorte tag, hvor kongen boede
>en gang imellem, og der gik gardere på vagt.
>
>Kjeld spillede Armstrong, ja ikke selv, men på rejsegrammofonen, og han
>prøvede at overbevise mig om, at Armstrong var den bedste refrænsanger
>i verden. Det kunne jeg nu ikke høre, sådan umiddelbart, men jeg lod
>som om - sådan som man gør, når man gerne vil være med på noderne og
>helst lige så gammel som den, man ser op til. Der var ikke nogen
>egentlig forstillelse i det, ligesom der heller ikke var anden
>forstillelse i tiden end den, situationen fremkaldte. Stauning levede
>endnu, og der var ikke mange, der fik surrogatkaffen galt i halsen, da
>han som en af de første mødte op i Dansk-Tysk Forening, et foretagende,
>der var bragt i stand på foranledning af den nazistiske presseattache
>til fremme af udvekslingen af kultur mellem Danmark og Tyskland. Der
>kom mange gode og udmærkede danske mænd og kvinder i foreningen, som
>man dog nærmest havde måttet tvinge den meget populære direktør for
>Statsbanerne, Knutzon, til at blive formand for.
Og nu bør statsminister Fogh vel så flittigt møde op i Dansk-Islamisk
Forening?
>I øvrigt levede og døde folk, som de altid havde gjort, ja selv den
>forsvarsvenlige nobelpristager Henrik Pontoppidan måtte strække våben i
>1943 uden at vide, hvordan udfaldet af det store spil blev. Men det var
>ikke alle, der levede helt, som de altid havde gjort, selv om man måske
>med en vis ret kan hævde, at den statsminister, der fulgte efter
>Stauning, Erik Scavenius, gjorde. I hvert fald forsøgte han med al
>kraft og sit store talent og sin umiskendelige arrogance at videreføre
>den politik, han havde været talsmand for i flere tidligere perioder
>som udenrigsminister, og som gik ud på at skærme Danmark mod overgreb,
>at holde landet neutralt og - hvis det alligevel gik galt (hvad det
>gjorde) - at kæmpe for den nationale integritet og det parlamentariske
>demokrati.
Ja, var bare Fogh lige så bøjelig over for det totalitæres krav, så
havde meget været anderledes - synes Rifbjeg at mene. Næh, Nyrup, han
viste den rigtige holdning, da han »ikke havde tid« til at møde Salman
Rushdie, da han besøgte København.
>Rollen, som var eksistentielt, følelsesmæssigt og intellektuelt
baseret,
>kunne i sidste ende ikke gennemføres, for landet standede i mere end en
>forstand i våde. Ganske vist havde Scavenius sin samlingsregerings
>fulde opbakning - blot han tog skraldet for den af regeringen førte
>politik, og det gjorde han. Indtil det øjeblik, hvor hans politik ikke
>kunne gennemføres, og hans medpolitikere mere eller mindre lod ham i
>stikken. Det var vendepunktet, og datoen var - som bekendt - 29. august
>1943.
Ja, hvor synd, hvor synd, for den stakkels radikale statsmand.
>Vi var selvfølgelig vildt ophidsede og imod. Selv som elleveårig kan
man
>godt ride på kanten af den krusede bølge, folkestemningen i visse
>øjeblikke skaber. Hvad fanden var det for noget midt under krigen at
>tage til Berlin og kysse Hitler i rumpen? Hvad var det ikke, vi gik og
>hujede under de røde, hvide og blå Royal Airforce-huer: »Først så ta'r
>vi Göring/ i hans ene ben/ og så ta'r vi Hitler/ og slår ham med en
>sten«. Der var ikke noget i vejen med det nationale sindelag hverken
>hos studenterne eller pøblen eller mellemskoledrengene, vi sku' vise
>dem!
Mellemskoledreng - som 11-årig? Nåeh, ja, hvis han er født i slutningen
af året.
>Hvad vi skulle vise 'dem', står ikke helt fast, for vist kom der en
>modstandsbevægelse (æret være den!), og vist lykkedes det os at klemme
>os ind mellem de (allieredes) forenede nationer, men neden under det
>hele lå alligevel en sær, provinsiel sandhed, der ikke har ændret form
>i synderlig grad siden: Vi er en flok bonderøve.
Hvad ved udlandsdanskeren egentlig om det?
>Rolig nu, for jeg stiller gerne op i flokken, jeg er ikke i den
sammenhæng
>bedre end mine landsmænd. Jeg går også bagover af benovelse ved tanken
>om, hvad vi har udrettet, og bøjer mig dybt af taknemlighed, hvis nogen
>i det store udland yder os en kompliment. Jeg er syg med Danmark, dansk
>kunst, dansk kunsthåndværk, dansk litteratur, dansk sprog, dansk jeg
>ved sgu ikke hvad, men jeg bliver skrækslagen, hvis denne naturlige
>hengivenhed forvandler sig til bragende 'vi er os selv nok'-patriotisme
>eller den slags historiesyn, der dømmer fortiden til fordel for en
>aktivitetspolitik og et blævrende forsvar for den såkaldte
>ytringsfrihed, når man bruger samme ytringsfrihed til at klandre
>fortidens statsmænd, som anvendte deres sunde fornuft og overlegne
>intelligens til ikke at føre angrebskrig og fra skrivebordsfortet føre
>folk i døden.
En forfatter der ikke er helt vild med ytringsfrihed ...
>Det er en kendsgerning, at den siddende regering med statsministeren i
>spidsen har blod til langt op over albuerne efter lakajagtigt at have
>tilsluttet sig en fremmed stormagts forbryderiske politik.
Og han synes tilsyneladende også at Saddam er en guttermand ...
>Det er egentlig det stik modsatte af, hvad den forkætrede Scavenius
>gjorde og definitivt tabte ansigt på. Han forhandlede med djævlen og
>tabte og vandt på samme tid, vandt, fordi han forstod, hvad Piet Hein
>engang har formuleret i et Gruk på engelsk:
>
> The noble art of loosing face
>
> May someday save the human race!
>
> Og tabte, fordi historien ville noget andet med ham. Krukken kom hankeløs
>hjem.
>
>Er der noget, Anders Fogh Rasmussen ikke kan, så er det at tabe ansigt
>- måske fordi han er skrækslagen ved tanken om, at der inde bag masken
>ikke er noget som helst andet end den arrogance, som også var Erik
>Scavenius' akilleshæl. Han burde selvfølgelig for længst være trådt
>tilbage sammen med sin udenrigsminister og sin regering.
Ja, for folk som Rifbjerg, med en rygrad som en regnorm, så måtte det
naturligvis have været den eneste løsning.
>Sådan som
>dengang Scavenius indså, at hans politik lå i ruiner, selv om landet
>stod, og vi andre sad for nedrullede mørklægningsgardiner med iskolde
>fødder i celluldssokkerne og spillede Matador og håbede, at det hele en
>dag ville være overstået, så vi kunne komme videre.
Ja, Helten. Erik Scavenius.
>Hvad vi altså ikke
>er kommet 67 år efter, tværtimod, hvilket vi kan takke Dansk Folkeparti
>for og alle, der stemmer på partiet, og så alle de andre bondejokker,
>der ligesom jeg har prøvet at dirigere tingene i en lidt mere human,
>lidt mere menneskevenlig, lidt muntrere retning, men har spillet fallit
>og må nøjes med at drømme om Ingelise Rune, der aldrig vender tilbage.
>Eller Harlem Kiddies med Raquel Rastenni, der heller ikke gør.
>
Hvor er han bare selvglad, ham Rifbjerg.
> Printet fra
www.politiken.dk Fredag 10. mar 2006
> Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til
> egen, ikke-kommerciel brug.
Hvilket også her er gjort
.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk