Hej i gruppen!
Jeg kunne godt tænke mig at vi lige tog en sidste tørn for at afklare,
hvem der egentlig mener hvad om denne sag.
("Så'n for at vi lissom ved, hvor hinanden står og så'n noget...")
Undertegnedes holdning - som også nødvendigvis indebærer religiøs
stillingtagen:
Uanset hvad nogle ellers i øvrigt vanvittige, islamistiske muslimer
trods enhver fra vor side ellers nok så veldisciplineret pædagogisk
velmenthedsbekvemmelig, postuleret "dialog" måtte kunne finde på at begå
af afsindig, fanatisk-motiveret vold imod os som danskere, er jeg ikke
desto mindre dybt stolt af at der synes at være punkteret en rigtigt led
byld i den nærværende geopolitiske situation: For så vidt at vi ikke
blot har forsvaret hævdvunden vestlig sækularisme og de dertil hørende
personlige frihedsprincipper - herunder altså den blotte, individuelle
ret til personligt at være blodigt med ANDRES religiøse dogmer - har
denne situation på det praktiske plan været yderst konstruktiv, idet
moderate og civiliserede muslimer overalt i Verden - og ikke blot
herhjemme! - tilsyneladende nu legitimt synes at kunne stille spørgsmål
ved visse antikverede, Islamiske dogmer.
Jeg ville som protestantisk kristen virkelig oprigtigt ønske for
muslimerne at de engang måtte kunne få "DERES Luther" eller i hvert fald
en lignende "reformator-type", der måtte formå at kunne fortolke den
muslimske religiøsitet som et primært INDREPERSONLIGT anliggende (og
ikke en barbarisk, Sharia-baseret politisk styreform!)
Så meget desto sværere er denne opgave dog netop, da Islam _ifølge sine
egne religiøse grundtekster_ TOTALT synes at udelukke dèn skelnen, som
Kristendommen - der jo, som Det Ny Testamente bærer stærkt præg af med
forordninger om lydighed imod selv "hedensk" statsmagt, opstod som en
forfulgt minoritetsreligion i direkte modsætning til Muhammeds
"religiøse" voldsherredømme - principielt foretager mellem personens
egen individuelle religiøse overbevisning og dèt ikke nødvendigvis
"korrekt-religiøse" samfund, vedkommende nu engang praktisk måtte være
placeret i.
(Her tror jeg - ud fra en overlagt religionssammenlignende synsvinkel -
dog at der desværre er nogle helt gevaldige, ja ligefrem HÅNDGRIBELIGE
dogmatiske forskelle, idet tvivl om Sharia'en principielt synes at
diskvalificere enhver muslim fra betegnelsen "rettroende". Hvilket sjovt
nok netop også er Naser Khaders evige forklaringsproblem, når han møder
Islam-kyndige danskere, der undrer sig gevaldigt over at han - trods alt
- mener at kunne kalde sig "muslim", da dette begreb faktisk synes at
forudsætte aldeles ukritisk tro på "Profeten" Muhammed og dennes
påståede "hellighed", som det altså af logiske årsager er svært for
kulturkristne danskere at opfatte som blot det mindste anstændig, da der
netop er så afgrundsdyb forskel på dèn "ideologi", hhv. Jesus af
Nazareth og Muhammed, prædikede: Der er logisk set bare FOR langt fra
"Den anden kind" og Korsfæstelse til påberåbelse af "Jihad" og
_dennesidigt_ krav om teokratisk magtimperium i nærværende jordeliv!)
Ikke desto mindre mener jeg at vi (altså: Danmark) - også selv om det
vitterligt HAR set yderst dystert ud - har bidraget til en overordnet
positiv udvikling, i og med at visse opvakte muslimer i kraft af
Internettets mere meningsfulde anvendelse (til personlige "blogs" og
lignende) er begyndt at blive autoritetskritiske på en måde, som næppe
kunne have ladet sig gøre for blot 10 år siden.
Vi er nået LANGT i forhold til Gutenberg og Reformationskampens
flyveblade! Eller for dèn sags skyld blot de propagandistiske
koldkrigs-radiokanaler, som nogle herinde sikkert levende kan huske...
Jo, nogle ganske få idioter vil sikkert gerne gribe til våben og krig,
men på langt sigt er det NETOP ved "Ordets Frihed", denne "kamp" om
noget kommer til at stå. Deri har Rushdie og hans medunderskrivere
grangiveligt fuldstændigt ret.
Og netop derfor har jeg altså samtidigt ganske svært ved at forstå dem,
der tilsyneladende mener at "dialog på tværs af kulturer" skulle bestå i
at man tilsyneladende bare skulle holde sin kæft lukket eller snakke
udenom den proverbielle "Elefant i dagligstuen, som sidder på sofaen og
gnasker chips, mens ingen tilsyneladende kan se den"?
(I danske H.C.Andersen-termer: Kejserens alt for iøjenfaldende nøgenhed...)
Nej: Ordet er frit!
Og dèt således netop OGSÅ til "skånselsløs" barsk kritik, så længe vi da
netop blot forbliver verbale uden nødvendigvis ængsteligt at skulle kære
os om "profeterede" perspektiver i at "provokere" prætentiøse,
psykopatiske pladdernakker!
"Propagandèr, for pokker!" ;-D
--
Mvh
Anders Peter Johnsen