/ Forside / Interesser / Andre interesser / Politik / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Politik
#NavnPoint
vagnr 20140
molokyle 5006
Kaptajn-T.. 4653
granner01 2856
jqb 2594
3773 2444
o.v.n. 2373
Nordsted1 2327
creamygirl 2320
10  ans 2208
Bombens ophavsmand
Fra : Peter Bjørn Perlsø


Dato : 26-02-06 12:10

Offentliggjort 25. februar 2006 22:30 Tip en ven Print-version
http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3579530/

Bombens ophavsmand
Af JANNIK BRINCH
En tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen har vakt anstød
verden rundt. Men hvad var tegnerens budskab?

JP extra

Tegningen af profeten Muhammed med en bombe i sin turban har i de
seneste måneder rejst verden rundt. Berømt og samtidig forhadt. Fordi
blandingen af islam og terror har krænket millioner af muslimer, der har
set den satiriske streg som et udtryk for Vestens foragt for muslimer og
deres religion. Men det er en misforståelse, mener tegneren bag den
omstridte skildring.
Hvad var budskabet i din tegning af profeten Muhammed med en bombe i sin
turban?
»Tegningen går ikke på islam som helhed, men på den del som åbenbart kan
inspirere til vold, terrorisme, død og ødelæggelse. Og dermed den
fundamentalistiske del af islam. Jeg ville påvise, at terrorister får
deres spirituelle ammunition fra islam.«
Hvorfor var det vigtigt for dig at få det budskab ud?
»Hvis en religion udarter sig til religiøs fascisme, står vi over for
totalitære tendenser, som vi havde før i tiden som fascisme og nazisme.
Det er samme situation, hvor mennesker har at bøje nakken og gøre det,
man fra styrets side vil have. Det synes jeg, vi skal bekæmpe, og en
tegners våben er jo denne her pen eller blyant og så en vis
indignation.«
Føler du, at din tegning er blevet misforstået?
»Der er fortolkninger af den, som ikke er rigtige. Det er den
almindelige opfattelse blandt muslimer, at den går på islam som helhed.
Det gør den ikke. Den går på nogle bestemte fundamentalistiske træk, som
selvfølgelig ikke deles af alle.«
»Men brændstoffet i terroristernes handlinger kommer fra fortolkninger
af islam. Det synes jeg ikke, man kan komme bort fra. Det betyder ikke,
at alle muslimer er ansvarlige for terror. Det drejer sig om at påvise
en forbindelse, hvor det åndelige brændstof kommer fra. Der er nogle
fortolkninger af islam, hvor du bliver martyr, hvis du dør for islam, og
at du med sindsro kan slå de vantro ihjel, og så vil du blive belønnet i
det hinsidige.«
Din indignation har ført til, at millioner af muslimer føler sig
krænkede. Respekterer din tegning i tilstrækkelig grad islam?
»Den respekterer ikke den udgave af islam, som forsyner terrorister med
spirituelt brændstof. Jeg har intet imod islam eller muslimer. De skal
have lov til at have deres frihed, men hvis dele af en religion udarter
sig i totalitær og aggressiv retning, så synes jeg, man skal protestere.
Det gjorde vi under de andre ismer. Under kommunismen blev der lavet
tusindvis af satiriske tegninger og anden satire, der afslørede og
vendte sig mod den.«
Men selv om du har sigtet mod fundamentalistiske kræfter, har din satire
ramt bredt. Skal man i ytringsfrihedens navn have ret til at krænke hele
religioner for at ramme en lille del?
»Man skal have ret til at lave satire over religioner. Nogle religioner
vil sætte dagsorden for hele menneskelivet, og den religiøse
forestilling eller tro har jo nogle frygtelige kræfter i sig.
Traditionen for satire i Danmark er meget stor. Man kan spotte alting.
Alle mennesker. Det er udgangspunktet, og normalt reageres der nærmest
venligt på satire. Det er ikke sket her, og det kunne jeg i hvert fald
ikke forudse.«
Overvejede du, om du kunne få dit budskab ud på anden måde uden at
krænke en hel religion?
»Det er en metafor, som jeg har brugt også i andre sammenhæge, hvor der
har været kritik af fundamentalisme og terrorisme. Men så blev den
kombineret med den hellige profet, og så er der så nogle muslimer, der
har taget det meget ilde op. Men jeg er jo ikke muslim, det er ikke min
religion, jeg er i mit eget land, jeg må have lov til at forfølge den
tradition, som af hensyn til ytringsfriheden er en af hjørnestenene i
demokratiet. Den skal man ikke give køb på, det kan ikke være rimeligt.
Vi har været nødt til at ridse fronten op.«
Hvorfor var det nødvendigt?
»Vi var forpligtet til at forsvare vores holdning til ytringsfriheden,
fordi en religion eller mennesker, der udøver en religion, og måske
bekender sig til de mere fundamentalistiske sider af den, er begyndt at
kræve et privilegium eller en særstilling i det offentlige rum.
Eksempelvis det med forfatteren, som ikke kunne få illustreret sin bog.
Vi skal opretholde vores traditioner for ytringsfrihed, og jeg tror, at
hvis ikke vi havde lavet tegningerne nu, så var sammenstødet alligevel
kommet før eller siden. Så havde det været en film, et teaterstykke
eller en bog. Det er noget, vi skal igennem, men vi skal selvfølgelig
snakke med hinanden og forstå hinanden.«
Du er selv ateist og samtidig kendt for en hård streg over for
religioner. Er din tegning et opgør med religion som helhed?
»Jeg har ikke spor imod religioner, men de fundamentalistiske udgaver,
synes jeg, at man skal være skeptiske overfor. En tiltagende
religiøsitet betyder mere intolerance og indskrænkning. Det bliver
besværligt, når hele tilværelsen defineres på en religiøs måde. Både for
dem, der bliver grebet af det, og endnu mere for alle andre, som ikke
gør. Vi lever i en tid, hvor den religiøse obskurantisme breder sig,
tilsyneladende betyder religion mere og mere. Det betyder så, at jeg som
gammel ateist er blevet stærkere i min tro.«
Tegnerens navn er bevidst udeladt, da Politiets Efterretningstjeneste af
sikkerhedshensyn råder ham til at holde sig anonym i debatten om
tegningerne af profeten. Der er fremsat flere dødstrusler mod tegnerne.

--
regards, Peter Bjørn Perlsø - http://haxor.dk
http://liberterran.org
http://haxor.dk/fanaticism/

 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177517
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408636
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste