Jeg ledte lidt efter en oversættelse af "The Second Coming", da jeg synes
den siger meget om situationen i dag. Så fandt jeg et sted på Nettet hvor
man skriver om en bog, hvor man tager udgangspunkt i digtet. Mange gode
pointer, - man burde nok læse hele bogen, men her er lidt uddrag fra første
kapitel.
Først digtet på engelsk:
W.B. Yeats - (1921)
TURNING and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity.
Surely some revelation is at hand;
Surely the Second Coming is at hand.
The Second Coming! Hardly are those words out
When a vast image out of Spiritus Mundi
Troubles my sight: somewhere in sands of the desert
A shape with lion body and the head of a man,
A gaze blank and pitiless as the sun,
Is moving its slow thighs, while all about it
Reel shadows of the indignant desert birds.
The darkness drops again; but now I know
That twenty centuries of stony sleep
Were vexed to nightmare by a rocking cradle,
And what rough beast, its hour come round at last,
Slouches towards Bethlehem to be born?
....
"Sådan lyder det blandt andet fra de tre forfattere af den netop udkommet
bog ”Det ny systemskifte”: Christine Antorini, Henrik Dahl og Lars
Goldsmidt. De giver i bogen deres bud på, hvilke problemer dansk politik
står overfor, og hvad der skal til, hvis politikerne vil undgå helt at miste
borgernes tillid. Vi bringer her det første kapitel i bogen. "
....
"Men det er vores udgangspunkt at digtets grundtema stadig er værd at tænke
over: de berømte og ofte citerede ord om at the center cannot hold. Hvis det
overhovedet eksisterer længere, så har det midtpunkt, hvorom alting drejer,
tilsyneladende mistet sin kraft. Det kan ikke holde de øvrige ting på plads.
Det er ikke kun falken og falkonéren der har mistet forbindelsen med
hinanden. Hele samfundet er tilsyneladende ved at miste evnen til at hænge
sammen.
-----
Når man lever i så foranderlig en verden, kan det ikke undgås at identiteten
kommer i krise. Hvordan kunne det i grunden være anderledes, når identiteten
er defineret ved ens forhold til andre, og disse forhold hele tiden ændrer
sig?
Med tabet af identitet følger nye typer af politiske bevægelser, der ikke
har de gammelkendte politiske mål på dagsordenen. Det vil sige
afbalanceringen af frihed og lighed. I stedet opstår der overalt
identitetspolitik. Nogle søger en identitet i det nationale. Nogle i det
religiøse. Nogle i det etniske. Nogle i det seksuelle. Nogle i miljøet. Og
nogle i noget helt sjette, syvende og ottende. Overalt vinder
identitetspolitikken frem. Den er sjældent særlig fordragelig og sjældent
særlig indstillet på forhandling. Dels er identiteten som regel defineret
ved et moralsk merværdigt „vi“ der stilles over for et moralsk mindreværdigt
„de andre“. Det nedsætter automatisk fordrageligheden. Dels er der ingen der
frivilligt vil forhandle et kompromis med hensyn til deres egen identitet.
----------
I kølvandet på denne afregulering, og i forbindelse med den ukontrollerede
vækst i befolkningerne i blandt andet Nordafrika, er opstået en anden form
for anarki. En kolossalt voksende fattigdom og en stadigt stigende mængde af
udvandrere, der søger en bedre tilværelse i blandt andet Europa.
-----------
Hvad eksemplet viser er at et åbent demokratisk samfund har svært ved at
håndtere velorganiserede anti-sociale kræfter. Det er, som om vores sociale
konstruktion af begrebet „forbrydelse“ bygger på at forbryderen er et
enkeltstående prosocialt individ som ved skæbnens ugunst er slået ind på
forbryderbanen. Det er formentlig derfor hele vores filosofi om straf bygger
på tanken om resocialisering. Forbryderen er et prosocialt individ som lider
af en art sygdom der gør ham asocial og får ham til at genere andre
individer.
Men hvad hvis forbryderne er velorganiserede og ikke spor asociale? Hvad
hvis de er ganske almindelige sociale mennesker i deres egen gruppe – og
helt antisociale i forhold til andre grupper? Hvad hvis de ikke er
forstyrrede stakler som på grund af deres tilstand uheldigvis kommer til at
genere andre individer? Hvad hvis de ved hjælp af rationel planlægning
arbejder på at modsætte sig eller nedbryde den sociale orden? Hvad stiller
vi så op som samfund?
Svaret er at demokratiske retssamfund ikke er i besiddelse af overbevisende
modeller for at løse disse problemer. Det viser sig gang på gang at imod
velorganiserede antisociale grupperinger kan det danske samfund ikke gøre
noget som helst. Hele vores retskultur og det overvejende flertal af
retspolitikere og retslærde indtager standpunkter som i praksis gør det
umuligt at standse sådanne grupperinger.
(jeg behøver vel ikke fortælle, hvem der burde tænke lidt over netop denne
problemstilling, men som måske foretrækker at beholde hovedet i sandet lidt
længere?)
|