Mario Vargas Llosa er altid skarp. Fra Weekendavisen - lidt fra
Lakmustesten:
". i et geværernes og bombernes tyranni er det forståeligt, at de moderate
befolkningsgrupper holder tand for tunge og ikke giver udtryk for deres
harme over det barbari, der omgiver dem. At de synes eftergivende og bøjer
sig for de fanatiske minoriteter.
Kan det samme ende med at ske i Voltaires Europa, på oplysningens
kontinent? I en verdensdel, hvor retten til respektløshed er knæsat som
civilisatorisk grundprincip? Retten til at kritisere ikke blot regeringerne,
men også guderne. I dette åbne samfund med ytringsfrihed, hvor forskellige
trosretninger, skikke og ideer eksisterer side om side.
Det må man spørge sig selv om i lyset af den standende debat, hvor mange
af dem, der nyder godt af frihedens kultur, har vist sig overmåde forsigtige
og valne i forsvaret for det bedste, Europa har at byde på og har givet i
arv til verden. Det virker, som om den muslimske ekstremismes
skræmmepotentiale er begyndt at have en bedøvende effekt selv her i
demokratiets hjerte. [.]
Jeg kunne håbe, at denne tavshed blot skyldtes ærværdig fejhed: det ville
være menneskeligt og til at forstå. Det er rimeligt nok ikke at ønske at
ende som den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, dræbt af en fanatisk
muslim for at benytte sig af sin ret til at tænke frit. Men jeg tror
desværre, at den egentlige grund er en anden og værre. At en god del af
tavsheden til venstre skyldes, at venstrefløjen ikke kan beslutte sig for,
hvad der er den politisk korrekte holdning i denne polemik.
Skal man skyde skylden på Vestens kolonialistiske og racistiske fortid,
som med sin ydmygende og udplyndrende politik har skabt den forurettelse og
det had, der i dag vender sig mod Vesten? Skal man forsvare de
ekstremistiske muslimers holdning i multikulturalismens navn? Skal man kaste
al sund fornuft over bord og påvise, at det er det onde USA, der står bag
det hele? Eller bedre endnu, skal man helt undgå emnet og endnu en gang
holde sig til det sikre?
Med tapre brandtaler mod krigen i Irak og kritik af Det hvide Hus'
grådighed i jagten på det eftertragtede sorte guld i det besatte
mellemøst-land og i nabolandet Iran, den arme stat som ser sig tvunget til
at anskaffe atomvåben for ikke at blive opslugt af de multinationale
selskaber.
Når man sammenligner nutidens europæiske venstrefløj med den, der i sin
tid gik foran i kampen for den ytringsfrihed, som fanatismen i dag
bekæmper - så er det lige til at græde over
|