---

<jeg må gerne stjæle-bare jeg overholder det 11. bud>
<<<<
<<<<
Når oppositionen nu med massiv støtte fra dagbladet Politiken og
henvisninger til oplysninger fra den egyptiske udenrigsminister har
forstærket kravet om at få en uvildig undersøgelse af regeringens og
navnlig statsministerens håndtering af Muhammed-krisen, så er der
grund til at slå fast, at undersøgelsen set ud fra et overordnet
helhedsrealistisk synspunkt - udover at den vil blive tids- og
ressourcekrævende uden at give noget for pengene - er overflødig,
fordi sagen ikke drejer sig om ordlyden, oversættelsen eller
fortolkningen af hverken de 11 muslimske ambassadørers famøse brev
eller den egyptiske udenrigsministers henvendelse til FN's
generalsekretær.

Sagen drejer sig om selve åndsfriheden, og krisen er alene eskaleret,
fordi muslimske ledere ikke vil acceptere ytringsfriheden i dens
fulde, åndsdimensionale omfang, men hypper deres egne absolutistiske
kartofler og magtinteresser.

De 11 ambassadørers, de pseudodanske imamers og den egyptiske
udenrigsministers mål og ambition har fra første færd været at markere
og forstærke den muslimske vrede over den danske humor og derigennem
at tvinge den danske regering og befolkning til at indskrænke
ytringsfriheden og afsværge åndsfriheden. De har gjort det og de
fortsætter - med det såkaldt kulturradikale Politikens uforbeholdne
støtte og hjælp - med at gøre det på lige netop den måde der
dokumenterer at muslimerne sætter deres afguder over åndsfriheden og
mobilserer alt hvad de kan af følelser og vold for at få dette
afguderi gjort til en menneskerrettighed.

Dette er hele krisens kerne og derfor tjener en nærmere undersøgelse
af forløbet ikke andet end afledningens tåbelige formål. Den kan
roligt overlades til historikerne. Politikerne bør ikke spilde tid på
den. De ansvarlige af dem bør tværtimod koncentrere sig om kampen for
åndsfriheden, imod fordummelsen og formørkelsen. Men de kunne rigtigt
nok gøre det med lidt klarere forståelse for åndsfrihedens art og
værdi.
< >