Og det er kun prologen vi bevidner.
Bedre end så skrives det ikke. En dag vil hele befolkningen indse
rækkevidden af forrædderiet. For sent til noget somhelst. Pihl her
undtagelsesvis i sin helhed:
Muhammed-stridens efterspil
Berlingske Tidende 21. februar
I form af totalitær islam betaler vi nu for kulturradikalismens opløsning af
kristendom og national kultur
Af Mihael Pihl, lektor
-En monolog er enetale fremført af en skuespiller. »Dialog« er iscenesat
samtale i et skuespil. Om den ene svarer i øst, når den anden taler i vest,
er ligegyldigt for »dialogen«. Bare forestillingen fortsætter. Sådan har
vort offentlige liv antaget karakter af et teaterstykke. Ligesom under
besættelsen. Den 9. april 1940 trådte en vred jurastuderende ind til
forelæsning på Københavns Universitet. Som færøsk nationalsindet
forbløffedes han den dag over dele af den danske akademikerelites valne,
anti-nationale holdning: »Tjah, det bedste var vel nu at skifte studium,«
sagde en medstuderende, »nu bliver der i hvert fald ikke brug for dansk
ret«. 45 år senere væmmedes færingen stadig over akademikerelitens
øjeblikkelige forræderi: »Jeg siger dig, der var ingen kampgejst, ingen
nationalfølelse den dag«.
- Efter 9. april opførte det officielle Danmark skuespil. Og folk vidste,
det var teater. Efter besættelsen var danskerne et delt folk. Således er det
også nu. Det danske folk er delt: Dem, der bøjer af over for det totalitære,
og dem, der ikke vil være dhimmier. Fra nu af vil mediemaskinen
bortcensurere eller nedtone enhver kritisk holdning til islam, og den vil
køre i højeste gear for at udbrede budskabet om »dialog« og »integration«.
Og folk ved, det hele er løgn.
- Stemningen i Danmark under Muhammed-sagen minder om 9. april: Chok over
bagholdsangrebet og en rolig støtte til Anders Fogh. I ekstreme situationer
træder et samfund i karakter - på godt og ondt. Maskerne falder, og det
sande ansigt afsløres. Vi har set herboende imamers dobbeltspil og hørt
deres mellemøstlige kolleger opfordre til mord og vold. Vi har set »kritiske
muslimer« i Danmark gå i brechen for Abu Laban, forsvare sharialovgivning og
for åben skærm udtale, at islam som politisk ideologi »ikke er noget
problem«. Samtidig har vi set flæskedanskerne gøre knæfald. Hans Skov
Christensen, Uffe Ellemann-Jensen og de afdankede diplomater. Vi har set
Informations journalist Martin Burchardt sprede lodrette løgne om Danmark i
amerikanske medier. På TV har vi set professor Thomas Højrup stikke kniven i
ryggen på statsministeren, mens Mette Winge optræder som den nordsjællandske
kulturelites svar på Fru Møghe - totalt forkalket og med overdimensioneret
hørerør: »Hvad siger du, har Flemming Rose fået dødstrusler?«, var
hendes »Deadline«-replik 15. februar.
- Værst er dog hykleriet i godhedsindustrien. Menneskerettigheder kan ikke
gradbøjes. Hvor tit har vi ikke hørt det mantra fra Institut for
Menneskerettigheder? Nu er ytringsfriheden for alvor truet, og straks
svigter det danske Institut for Menneskerettigheder til fulde. Ytringsfrihed
hører til i det inderste kerneområde af menneskerettigheder. Og hvordan
reagerer Morten Kjærum? »Dialog i stedet for had og aggression,« fremfører
han i anledning af profet-tegningerne. Han forsvarer den diffuse vrede, som
hjemsøger den muslimske verden. En vrede, der i sidste ende skyldes, at vi
ikke er og ikke vil være muslimer. Sammen med PEN-afhopperen Klaus Slavensky
vil menneskerettighedsapostlen erstatte ytringsfrihed med »dialog«.
- Ytringsfrihed er en menneskerettighed. Frihed for kritik af ens religion
kan aldrig blive en universel menneskerettighed. Køer er hellige for
hinduer, men hinduer brænder ikke ambassader af, fordi vi slagter en kalv. I
praksis arbejder Kjærum for at gøre sharia til dansk menneskeret ved at
begrænse ytringsfriheden og underordne den religiøse fornemmelser.
- Danskerne kommer nu for alvor til at betale regningen for årtiers
uansvarlig indvandringspolitik. I form af totalitær islam betaler vi nu for
kulturradikalismens opløsning af kristendom og national kultur. Ind i det
tomrum, som 68-kulturrevolutionen efterlod, marcherer nu islamismen. Derfor
udøver islam fortsat stor magt over efterkommernes identitet. Derfor afviser
mange af dem »integration« og foragter et værtsland, der ikke vil være sin
egen religion og kultur bekendt. Et dekadent Vesten styret af intellektuelle
forrædere, for hvem intet længere er helligt - hverken familie, tro eller
nation. Næh, »dialog« bliver devisen, monotont messende. Mens mediemagten
opretholder illusionen om verden af i går. Men danskerne vil vide, det er
løgn. Og trække sig tilbage fra maskespil og intellektuelles forræderi.
Tilbage til katakomberne.
- Ifølge en meningsmåling (Greens) ville nu 18 pct. stemme på Dansk
Folkeparti. Det undrer mig kun, at der ikke er flere. Hvad tænker mon
resten? »Dialog«? Maskespil? Eller siger de som Macbeth: »En stakkels
skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen og som så er glemt, et
eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting
betyder«?
|