"Konrad" <davidkonrad@gmail.com> skrev i en meddelelse
news:43fc7620$0$15782$14726298@news.sunsite.dk...
>
> "Anonym" <anonym@anonym.com> wrote in message
> news:43fc4fc5$0$15783$14726298@news.sunsite.dk...
>>
>> "Konrad" <davidkonrad@gmail.com> skrev i en meddelelse
>> news:43fc45c4$0$15782$14726298@news.sunsite.dk...
>> >
>> > "Anonym" <anonym@anonym.com> wrote in message
>> > news:43fc4256$0$15791$14726298@news.sunsite.dk...
>> >>
>> >> > Nej, det gør han altså ikke. Han lægger indirekte op til en ændret
>> >> > præcedens
>> >> > ift §266b (hvis altså han har nogen dulgte motiver overhovedet, og
> ikke
>> >> > bare
>> >> > ytrer en holdning)
>> >>
>> >> Og eftersom JP næppe kunne dømmes for overtrædelse af § 140
>> >
>> > Hvorfor tror du ikke det? Den ligger imho i en gråzone - ikke fordi jeg
>> > ønsker JP dømt, men det gør deres tegninger altså. Den med bommen, der
>> > skulle forestille Muhammed, opfylder da kriterierne for "drive spot
>> > med...et
>> > lovligt bestående religionssamfunds gudsdyrkelse"
>> >
>> >>er den ændrede
>> >> præcedens i forhold til § 266b han påtænker jo reelt en indskrænkning
> af
>> >> ytringsfriheden.
>> >
>> > Ja - helt sikkert. Men hvorfor ikke bare bevare det niveau vi har nu?
>> > Hvorfor udvide ytringsfriheden, når nu der ikke er grund til det -
>> > eller
>> > indskrænke den, når der nu heller ikke er grund til det?
>>
>> Der er faktisk flere argumenter, men det mest generelle er, at der i et
>> oplyst samfund som udgangspunkt må gælde en frihedsformodning til gunst
> for
>> den personlige frihed.
>> Hvis der skal foretages indgreb i den personlige frihed, bør det alene
> ske,
>> hvor begrundelsen for indgrebet selvstændigt er tilstrækkeligt
> tungtvejende
>> til at overtrumfe frihedsformodningen. Ytringsfrihed er den mest
>> dyrekøbte
>> frihed af alle, så der bør aldrig tages let på nogen begrundelse for at
>> indskrænke den; dyb skepsis over for gode intentioner er en forudsætning
> for
>> dens overlevelse. Magthavere vil jo altid påberåbe sig at en konkret
>> indskrænkning er til gavn for alle, så jeg giver ikke noget for rå
>> myndighed retfærdiggjort med gode intentioner.
>
> Det er jo altsammen rigtigt nok. Men ytringsfriheden er ikke i sig selv
> den
> mest "dyrekøbte" frihedsrettighed - ytringsfriheden er væsentlig, i mine
> øjne, mest af alt fordi den rummer en flig eller er delmængde af de fleste
> andre frihedsrettigheder også : Politisk, seksuel, religiøs frihed osv.
> Uden
> ytringsfrihed, ingen anden form for frihed, naturligvis sat på spidsen. Vi
> skal passe på med ikke at gøre ytringsfriheden til en hellig ko, og sætte
> den op på en piedestal hvor kompromiser og undtagelser er helt og aldeles
> udelukkede - så bliver holdningen til ytringsfrihed nøjagtig ligeså
> irrationel og religiøs som fundamentalisternes forhold til
> afbildningsforbuddet i islam.
Det er da den værste gang relativisme, jeg længe har hørt.
Argumenter for ytringsfrihed er modsat det påståede billedforbud i islam
ikke udledt af guddommelig magt men hviler på rationelle eller
menneskeskabte teorier om behovet for mest mulig frihed.
Som jeg også har sagt tidligere, så forfægter jeg ikke det synspunkt, at
ytringsfriheden er absolut. Det er højest et subtilt skinargument, hvis
eneste berettelse er at trække ytringsfriheden ned på samme niveau som
billedforbuddet.
Min holdning om, at ytringsfriheden er den mest dyrekøbte frihed af alle
rettigheder er selv sagt ikke ensbetydende med nogen absolut frihed men
derimod en konstatering af, at ytringsfrihed er en forudsætning for at alle
andre rettigheder på lang sigt kan opretholdes. Modsætningsvis vil en
magthaver altid være tvunget til at undergive ytringsfriheden skarp kontrol,
for at repressionen af kan vedblive med at være effektiv.
>
>> § 140 har så godt som været død i årtier, og ingen har i praksis været
>> villige til at forsvare loven som andet end en symbolsk grænsepæl.
>
> En fortaler ville hævde, at det jo just var et produkt af, at paragraffen
> eksisterede!
Netop af den grund er det vanskeligt at vurdere loven på baggrund af de
situationer, i hvilke den er blevet håndhævet.
Vurderingen må derfor foregå på et abstraktionsniveau, hvor bestemmelsens
formulering, forhistorie og nuværende tolkning ses i forhold til
ytringsfriheden. Jeg spørger mig selv, om loven beskytter nogen interesse,
som ikke lige så godt kunne varetages uden nogen lov. Som det er idag
indskrænker loven ytringsfriheden, idet fremsættelsen af visse ytringer
realiserer lovens gerningsindhold. Personer, som ytrer sig om religion
forventes jo stadig at overholde loven, så det er ikke noget argument, at
anvendelsen af loven kun er yderst sjælden.
>
>>For hvis
>> loven blev taget for pålydende og håndhævet som det var meningen, ville
>> mange ytringer om religion komme i farezonen. Omvendt er det jo kun
> politisk
>> vilje, der forhindrer misbrug af loven, så spørgsmålet er, om det
>> overhovedet er forsvarligt at opretholde en lov, som en fremtidig
>> regering
>> kunne støve af med henblik på at begrænse den personlige frihed.
>
> Det er et gummiargument man kan bruge om alt - fra overvågning til
> samkøring
> af skatteregistre.
Nej det er ikke et gummiargument. Jeg argumenterer ikke for, at enhver lov
der har samlet støv over lang tid udelukkende af den grund udgør en
potentiel krænkelse af den personlige frihed. Jeg argumenterer tværtimod
for, at hvis vi skal opretholde blasfemiloven må foreneligheden med
ytringsfriheden være den samme, uanset at loven håndhæves helt som det var
meningen.
En lov der overlader staten magt må bedømmes på legitimiteten af den
frihedsoverdragelse der sker fra individet til myndighederne, og ikke på
hvor aktivt eller afslappet myndighederne gør brug af den. Hvis et flertal
ikke er villigt til at acceptere at loven håndhæves konsekvent, er selve
lovens eksistens problematisk, netop fordi staten i kraft af loven overlades
en magt, som flertallet jo ikke ønsker staten skal udøve.
Når Folketinget vedtager en lov, som indebærer et indgreb i individets
frihed, overdrages der magt fra det enkelte menneske til den udøvende og
dømmende magt. Det er ikke noget problem, hvis et flertal faktisk kan stå
inde for forrykningen af de materielle grænser for statens magtudøvelse, men
det er et problem, hvis flertallet accepterer den nye tilstand uden at være
indforstået med følgerne af overdragelsen.
En lov, der forbyder offentlig forhånelse af regeringen, er et godt
eksempel. En gruppe kan måske synes det er en god ide, fordi det fejlagtigt
antager, at loven kun kan anvendes mod antidemokratiske kræfter, En anden
vil affinde sig med den, fordi de ønsker en god tone i debatten. En tredje
gruppe støtter op om den, fordi de forstår indgrebet og bifalder dets
rækkevidde.
Hvis forbuddet formuleres bredt, og kun sjældent bringes i anvendelse, men
blot hænger som et sværd over borgernes hoveder, er det vanskeligt at sige,
hvem af de tre grupper der har ret.
Det mindretal, som overhovedet ikke anerkender indgrebets legitimitet, kan
ikke vide, hvad der er rigtigt, og det efterlader en usikkerhed, om hvor
grænsen faktisk går. Hvis mindretallet skal overtale en af de grupper, der
konstituerer flertallet til at skifte holdning, er det umuligt at støtte
deres argumentation på en ikke eksisterende praksis. Det eneste argument, de
kan falde tilbage på er bestridelse af selve indgrebets legitimitet. Hvis
indgrebet er principielt illegitimt, er der jo ingen grund til, at
mindretallet skal godtage myndighedernes forsikringer om kun at bruge loven
i særligt graverende tilfælde. Tværtimod kan det fremføres, at den sparsomme
praksis parret med formaninger om respektfuld opførsel, netop åbner mulighed
for statslig manipulation, fordi grænserne hele tiden kan forrykkes af
forskellige politiske hensyn, uden at der kommer en endelig afklaring.
I sagen om Jyllands-Posten er det problematisk, at regeringen på den ene
side sender det signal, at den af hensyn til ytringsfriheden ikke ønsker JP
retsforfulgt men samtidig forbeholder sig retten til at bruge paragraffen
uden, at det er klart for nogen, hvad der i fremtiden vil være tilladt.
Eftersom JP ikke frikendes i retten, får vi ingen prøvesag, og dermed er
ytringsfriheden i lige så stor en gråzone som før. Til gengæld bombaderes
vi dagligt med formaninger om at udvise respekt og advarsler om
konsekvenserne, skulle vi forsynde os.
>
>> Jeg kan under ingen omstændigheder acceptere, at religiøse følelser har
> krav
>> på en særlig respekt,
>
> Det kan jeg heller ikke. Jeg kan acceptere, at man på det personlige plan
> omfatter religiøse med lidt mere respekt, end man ellers ville, for
> borgfredens eller anstændighedens skyld, men ikke at det skal besluttes
> ved
> lov, eller opfattes som en særlig skærpende omstændighed, hvis ikke man
> gør
> det. Religiøse har ikke mere krav på respekt, end alle andre der bekender
> sig til afvigende eller tros-bestemt ideologi.
Helt enig. Og forskellen på privat hensyntagen og et statsligt forbud er, at
staten gennem sit magtmonopol har mulighed for at gennemtvinge normer for
god opførsel. Hvis staten ikke lovgiver, bevarer individet en sfærre af
personlig frihed, hvor forskelligheden kan trives.
>
>> men når kravet om respekt understøttes af statens
>> politi og domstole er grænsen nået.
>> Jeg bryder mig heller ikke så meget om §266b men dens rationale er
>> (skønt
>> kausaliteten er meget elastisk) begrænset til beskyttelsen af levende
>> personer mod objektive krænkelser.
>
> Ja - og der skal jo en del til, trods alt.
Det er jo relativt. Folk er blevet dømt for at foreslå oprettelse af
koncentrationslejre som reaktion på et muligt terrorangreb, selvom der ikke
var noget beviseligt forsøg på at tilskynde til vold eller uroligheder. §
266b er så bred, at den kriminaliserer forslag fra borgerne til Folketinget,
hvis budskabet kan opfattes som truende, forhånende eller nedværdigende om
de af loven beskyttede grupper.
Det er således et væsentligt indgreb i den politiske ytringsfrihed.