---

Dukkehjemmets og nazismens samvittighedsnag



Vi bryster os af at have god samvittighed, når vi ikke har været
fristet til at begå de store synder, som vore opdragere advarede os
imod.

Vi føler at nazier i millionvis burde have haft samvittighed, der
hindrede holocaust og at især deres ledere er etiske untermensch.

En central digtekunst er her værd at se på, nemlig Ibsens meget
genopførte drama "Et dukkehjem" som var gennembrud for
eksistentialistisk nytænkning o. 1880 om at moral skal komme indefra
og ikke være gruppepres styret.

Den smukke, kloge Nora er gift med bankbestyrer og har børn, som hun
forlader, da ægtemanden viser sig at gå mere op i "hvad folk tænker"
end den kærlighed til hende, som han simulerer.

I nogle tyske storbyer hvor skuespillet førsteopførtes afviste
skuespillere at lade hende være et børneforladende monster og omskrev
det revolutionære drama!

Men en overklasse kvinde havde jo tyende som børnene var nært knyttet
til, så traumet som Nora påførte dukkebørnene var ikke værre end
skilsmisse-traumer, der idag er almindelige.

Noras mand siger "Jamen hvis ikke din samvittighed kan stoppe dig i at
gå, hvad så med Gud", men den stærke , instinktive, fri ånd, Nora, går
bare, for Gud er jo gruppepres-pjat og ved at følge sin indre stemme
kan hun blive ideal for børnene , mere end ved at følge konformitetens
bud.

Tyskland oplevede i mange år efter WW1 extrem sult, fordi USA&UK
hindrede fødevareimport i fredstid som hævn.

Man ville være et selvhjulpent land og Hitlers revanchekrig var en
udvej, som man var nødt til at satse på, da DNSAP kuppede sig til
totalmagt, efter at være blevet største parti på demokratisk vis.

Der var ingen mulighed end at adlyde borgerpligten og slås og lade
jødedeportationer ske. Lederne var især idealister og de, der ikke
var, vidste at altenativ til at yde sit bedste og adlyde ordre, var at
blive sendt til den meget dødelige Østfront.

Alle er skyldige i kz-rædslerne, for ingen af os kunne have opført os
det mindste anderledes end, hvad tyskerne gjorde, havde vi været i
deres sted.

Tyskerne havde samvittighed, der bød dem at gøre deres pligt og adlyde
ordrer, helt som de fleste vesterlændinge havde og har. Der er ingen
Nietzschesk moral-relativisme i dette supplement til revisionismens
nytænkning. Det hænger sammen og Arendts forelskelse i nazifilosoffen
Heidegger er ikke afgørende for, at hun klogt udleder, at ingen af os
har højere etik end Eichmann havde.