<nedenstående er tyvstjålet>
I balladen om Muhammed-tegningerne er det gledet i baggrunden, hvad
ytringsfrihed indebærer, og hvorfor det er vigtigt at have den.
De vestlige demokratier bygger på opfattelsen af, at menneskelivet
ikke skal styres af en ideologisk eller religiøs formel, men derimod
ved konkret stillingtagen til denne verdens fænomener ud fra
undersøgelse af deres indhold. Denne stillingtagen tilkommer de
enkelte borgere, der forinden må have lejlighed til at diskutere
tingene til bunds.
F.eks. kommunismen, nazismen og islam har derimod til forudsætning, at
det er muligt at udtænke - eller at der på historisk, moralsk eller
religiøst grundlag findes - en idealformel for, hvorledes
menneskelivet skal leves. Formlen skrives af "føreren" eller profeten
eller er afleveret af himmelske magter på det hellige bjerg.
Efter vesteuropæisk tankegang bør den enkelte borger deltage i
styringen af samfundet, og staten skal blot opstille nogle yderste
rammer for, hvordan borgerne må opføre sig over for hinanden. Det
private rum, hvor enhver selv bestemmer, hvad han vil gøre, tænke tro
og mene, er stort. Man kan her vælge at søge forbillede i en religion,
i sædvanen eller i en politisk ideologi. Demokratiet er endvidere
empirisk forstået på den måde, at spekulation og fiktion principielt
ikke accepteres som grundlag for politisk beslutning på bekostning af
kendsgerninger udvundet med de metoder, som erfaringsmæssigt er bedst
til at skaffe (sikker) viden. Endelig er demokratiet tolerant i den
forstand, at det også accepterer andre synssæt.
I modsætning hertil er det totalitære tankesæt elitært, intolerant og
statisk. Her sidder lederne med de vises sten, hævet over kritik, og
samfundet indrettes, så at det afspejler præsternes, førerens eller
profetens opfattelse.
Den totalitære samfundsmodel er således ikke er empirisk, men
spekulativ. Den nægter også at tåle andre løsninger. Formålet helliger
midlet, og der er i øvrigt som regel en totalformel for, hvordan
borgerne skal leve morgen, middag, aften og nat, ude og hjemme.
Følgelig er der ingen plads til ytringsfrihed. Hvad skulle den til
for?
Det er derfor ikke overraskende, at tilhængere af en af de totalitære
modeller som regel må bruge mange vitaminer på at få det til at se ud,
som om deres teori stemmer med virkeligheden, henholdsvis at
trossætningerne holder vand. Det klares sjældent uden svindel, tvang
og afpresning.
Demokratiet og de institutioner, der er knyttet hertil, har været
afgørende for de vestlige samfunds fremskridt. Kun gennem den åbenhed,
demokratiet repræsenterer, er det er lykkedes at nå de højeste
standarder såvel teknologisk som velfærdsmæssigt. Derfor er Vesten
løbet forud for andre kulturer.
Uden mulighed for at bringe alle fakta frem og alle meninger om disse
fakta er der imidlertid intet demokrati. Hvad et menneske ikke véd,
eksisterer ikke for ham, og han mister muligheden for at tage
fornuftsbetonet stilling. Men uden demokrati vil samfundet gå i stå.
Det vil end ikke kunne værne sig imod nye trusler, så vidt om at disse
ikke nødvendigvis lader sig identificere i henhold til et fastlåst
politisk eller religiøst verdensbillede. Til gengæld vil et totalitært
samfund opstille masser af indbildte trusler, nemlig dem der stemmer
med deres koncept.
Ytringer er ord. Men ytringer er også tilkendegivelser i andet end
ord. Det kan f.eks. være tegn, billeder, film, melodier, påklædning,
adfærd og meget andet.
Ikke alle har ordet i deres magt. Ofte sammenfattes en pointe også
bedst i en simpel sætning, en tegning, et lydbillede eller et tegn.
Chaplins film "Diktatoren" sagde f.eks. almindelige mennesker mere om
nazismens væsen end 100 lærde professorer kunne have gjort gennem et
helt menneskeliv. Bo Bojesens tegninger sagde ofte mere om det
politiske liv i Danmark end meterlange avisreferater.
Derfor vil tilhængere af totalitære tankesæt naturligvis også styre
den slags. Det er ikke bare ordet, de vil have under kontrol. Det er
alting, der kan udtrykke en mening eller formidle en oplysning.
Ytringsfriheden kan båndlægges på mange måder:
Den fysiske kommunikation kan f.eks. hindres gennem forhåndscensur på
aviser, bøger, internet o.s.v. Uautoriserede møder kan forbydes, og
uhensigtsmæssige foreninger lukkes.
Men der kan også skabes et gruppe- moralsk, økonomisk eller andet
pres, som lægger låg på snakkelysten hos potentielle formidlere af
uønskede budskaber, eller som lammer deres medie. Endvidere kan de
sværtes, så at det alligevel vil være nytteløst for dem at lukke
munden op.
En anden mulighed er at straffe formastelige bagefter til skræk og
advarsel. Eller regimet kan iværksætte andre repressalier - evt. lade
sådanne passere fra anden side: Afskedigelse, erstatningskrav,
hærværk, vold o.s.v.
Endelig kan et budskab, der alligevel slipper ud, neutraliseres med
illoyale midler. F.eks. kan den, der har bragt det til torvs, sværtes,
eller der kan opgejles en stemning, der får folk til at afstå fra at
sætte sig ind i det sagte, eller i al fald fra at godskrive sig det.
En anden mulighed er at gengive det ytrede i en fordrejet form, som
påkalder sig forkastelse, eller at søsætte usande modoplysninger.
Alle disse foranstaltninger og kneb kan sådan set være lige effektive.
Om borgerne slet ikke får kendskab til et budskab, eller om de f.eks.
ikke hæfter sig ved det eller ikke tror det, fordi nogen griber
manipulerende ind, er hip som hap. Det er derfor, totalitære regimer
som regel spiller på hele registeret. F.eks. sortstemplede
sovjetregimet sine dissidenter, når det ikke længere var muligt at
fastholde dem i Gulag-lejre eller på sindssygehospitaler.
Den vesteuropæiske elite har ikke rene hænder i dette spil. I f.eks.
Sverige sætter private stormtropper dagsordenen over for politiske
dissidenter, medens statsmagten holder kikkerten for det blinde øje.
I Danmark var det i 10-15 år humanitære lobbyforetagender, der
bestemte, hvad vi fik at vide, medens medierne lod sig køre rundt ved
næsen. Men man har dog hidtil kunnet gå ud fra, at tingene før eller
siden ville komme frem, når blot det lange, seje tryk fra sandheden
fik lejlighed til at virke.
Situationen risikerer imidlertid nu at kæntre. I JP's bladtegnersag er
der nogen, som helt vil afskære pressen fra at viderebringe det, den
har vurderet som væsentligt. Tegnere søges hindret i at sammenfatte
deres indtryk af Muhammed i et billede, og JP søges hindret i at
efterprøve, om tegnere er påvirkelige for trusler.
Midlet er gidseltagning af sagesløse danske virksomheder, løgnagtige
referater af, hvad JP har gjort, trusler på livet, moralsk pres gennem
konstruktion af en årsag til at være såret samt forsøg på at opbygge
et gruppepres via danske elitepersoner, der har en rygrad som budding,
og som hellere vil leve det gode liv end bruge hovedet på at tænke i
konsekvenser.
Hvis den slags censur lykkes, knækker tråden. For hvis pressen kan
intimideres til ikke at skildre ting, den finder i det ene hjørne,
hvordan kan vi andre så vide, om vi får besked på, hvad journalisterne
hitter i det andet?
Her gives altså intet kompromis. Enten har vi demokrati, eller også
har vi ikke.
For øvrigt viser al erfaring, at kompromisser blot opmuntrer
totalitære regimer til at skære næste skive af salamien.
"Man skal tage danskerne på pengepungen, dér er de mest ømfindtlige"
skrev den nazistiske propagandaminister Goebbels i sine dagbøger.
Hans Skov Christensen fra Dansk Industri har i sin oppustede
forargelse illustreret fænomenet.
Han har tidligere bevist sin manglende evne til at navigere i det
moralske univers, i hvilket han ynder at færdes. I det ene øjeblik
prædiker han i kirken, i det næste tager han ned og trykker personligt
det blodbesudlede Saddam Hussein-styre i hånden for at sælge danske
kiks og dippedutter.
Derimod har han hele vejen igennem været iskold og ligegyldig over for
de velunderbyggede advarsler, som støttet på halvandet årtusindes
erfaringer for, hvorledes Muhammeds tilhængere optræder, forudsagde
følgerne af at lade disse folk slå sig ned her med en
middelalderideologi. Ja, han har endog poleret sin selvgodhed ved
aktivt at fremme deres etablering på dansk grund og ved at undertrykke
andres meninger om projektet.
Skal vi så lytte til gode råd fra dén kant, nu hvor de tilrejsende
takker for gæstfriheden ved at sende deres religiøse overhoveder
tilbage til hjemlande, som sidder fast i evig ballade, ørkenskabelse
og formørket diktatur, for at hjælpe med at opgejle falske
beskyldninger mod os?
Eller skal vi hellere forlange, at EU sætter handling bag skåltalerne
om demokratiets fortræffelighed?
EU kunne f.eks. her og nu meddele det saudiarabiske m.fl. regimer -
uden hvilket ingen folkelige reaktioner udspiller sig på de kanter, og
som mangler en prügelknabe til at bortlede opmærksomheden fra egen
fiasko - at enten køber de fra alle, eller også har ingen noget at
sælge.
Imedens EU på formentlig ubestemt tid diskuterer dette, kunne den
danske regering passende kompensere de ramte virksomheder med midler
hentet fra de ellers planlagte tilskud til den såkaldte
arabisk-europæiske dialog og lade oliesheikerne betale for deres egne
kulturfremstød i stedet.
|