On 18 Feb 2006 15:38:29 -0800, "Trans" <kongaead@my-deja.com> wrote:
>Jeg kan ikke få Dansk Folkepartis hjemmeside
>
http://www.danskfolkeparti.dk
>Den er vel ikke blevet saboteret?
>
>Bent
nej, du får lige en hilsen fra PK
<sakset fra -->
Pia Kjærsgaards ugebrev
- mandag den 6. februar 2006
Frø af ugræs…
Fjenden indefra har presset Danmark ud i en ustyrlig situation
”En påtrængende sørgmodighed”. Sådan beskrev en new yorker sin
sindsstemning i dagene efter terrorangrebene mod USA 11. september
2001. Jeg vil på ingen måde sammenligne Danmarks situation i dag med
amerikanernes dengang, slet ikke. Men jeg er trist til mode over det
massive had, som Danmark og danskerne udsættes for i disse uger. Og
jeg kom i tanke om den gæve new yorkers ord her i weekenden. Og hans
beskrivelse passer meget godt på min stemning. Sørgmodigheden er
anmassende.
Derfor forstår jeg godt, hvis mange føler frygt og afmagt, frustration
og vrede. Jeg forstår det godt, hvis nogle danskere hænger lidt med
næbbet og udbryder: ”Åh, for pokker da. Hvis bare Jyllands-Posten
aldrig havde bragt de tegninger!” Så havde vi haft vores vante,
fredsommelige hverdag – for tiden fyldt med sne, men dét var så også
vores mest påtrængende daglige problem.
Jeg forstår det godt. Men vi må stramme os an! Det er nu, tiden er
inde til at samles. Det er nu, vi skal rykke sammen om Nationen,
forsvare de værdier, der er vores og passe på Danmark og hinanden.
Danmark har fået sat pistolen for panden. Fjender udefra – og endnu
værre: fjender indefra – vil tvinge os til at falde på knæ og afsværge
os de rettigheder, som generation efter generation før os har kæmpet
for og i nogle tilfælde har givet livet for.
Det handler jo ikke om 12 sjove tegninger af en profet, der hedder
Muhammed! Det handler om, at nogle indvandrede, ekstreme tolkere af
islam vil bestemme, hvad vi skal og ikke skal i Danmark.
Vi kunne måske leve med, at aviser lader være med at tegne Muhammed,
kan man fristes til at tænke. Men hvad bliver det næste? Og det næste?
Trusler og terror og infam tankegang må vi aldrig nogen siden bøje os
for.
Tegninger af Muhammed er i sig selv ligegyldige for os. Men retten til
at sige, skrive og tegne lige dét, vi lyster - også en profet - er
ukrænkelig for os. Kun domstolene kan begrænse os. Nu får domstolene
herhjemme så i øvrigt mulighed for at afprøve, om jeg kan kalde
Islamisk Trossamfund for femte-kolonne-virksomhed, for Islamisk
Trossamfunds leder, løgneren Abu Laban, har stævnet mig. Det tager jeg
mig ophøjet ro og gentager gerne: Islamisk Trossamfund bedriver
landsskadelig femte-kolonne virksomhed mod Danmark. Og imamer, der
skader Danmark, bør smides ud, gerne med Abu Laban som den første.
Abu Labans højrehånd, imam Ahmed Akkari, forsøger sig nu tragikomisk
som mægler i striden. Han var talsmand for Islamisk Trossamfunds
landsskadelige rundrejse til Mellemøsten i januar, der i dén grad
kastede benzin på bålet. Han har virkelig noget at undskylde – men det
kan han vist ikke selv se.
Nu foreslår Akkari, der kalder sig selv fungerende imam i Århus, at
han som en slags viceudenrigsminister! deltager i en rejse til
Mellemøsten med statsministeren eller de optræder sammen på tv, så de
kan rede trådene ud. Vorherrebevares. Det er for resten samme Akkari
om hvem, det sidste år kom frem, at han mente, at han mente, at det
var helt i sin orden at sparke muslimske kvinder, der ikke bærer slør.
Det er nærliggende at konkludere, at Islamisk Trossamfund er befolket
med ynkelige, løgnagtige mænd med et bekymrende betændt demokrati- og
kvindesyn. De er fjenden indefra. Den trojanske hest i Danmark. En
slags islamisk mafia, der giver os et tilbud, vi ikke kan sige nej
til: Sig undskyld, ellers…
Da jeg for 22 år og nogle dage siden første gang satte mig på min
plads i Folketinget, fyldte Muhammed absolut mindre end ingenting i
mit liv. Jeg var allerede dengang skeptisk og kritisk overfor
indvandringen, som siden den skandaløse udlændingelov af 1983 blev
helt ukontrollabel. Men Muhammed som profet betød intet for mig. Det
gør han heller ikke i dag. Faktisk er jeg totalt hamrende ligeglad med
Muhammed. Og bliver nogen krænket af, hvad der betyder noget for mig
og hvad der ikke betyder noget for mig, må de selv om det.
Muhammed fylder ene og alene noget i mit liv, fordi Islamisk
Trossamfund mener, at Danmark og danskerne skal følge Koranens
anvisninger. Vores børn må ikke spise svinekød men kun halal-kød i
børnehaven, og Jyllands-Posten må ikke tegne deres skinhellige profet,
hvis de skal bestemme.
Jeg respekterer, at nogle tror på Koranen og Muhammed. Det er deres
sag, vi har trosfrihed i Danmark. Muslimer har lov at praktisere deres
tro i Danmark – i øvrigt i modsætning til kristne og jøder i de
islamisk-styrede lande.
MEN - alle herboende muslimer, deres imamer og talsmænd og alle mulige
muslimske landes ledere, har bare at respektere, at jeg ikke tror på
hverken deres hellige bog eller deres profet.
OG de har også bare at respektere, at vores friheds-rettigheder i
Danmark er mindst lige så ukrænkelige som deres profet. Faktisk er det
sådan, at vores frihed er grundlovs-sikret. Ligesom trosfriheden. Men
det er modsat ikke forbudt i Danmark et tegne Muhammed. Selv om
Islamisk Trossamfund og deres velvillige venner – de religiøse og
politiske ledere i en række muslimske lande - insisterer på at forbyde
det også i Danmark. Denne kollektive fornærmelse på profetens vegne er
latterlig, og islamister både her og ude må belave sig på at finde sig
i, at vi tegner profeten, når vi vil. Punktum.
Men striden handler altså heller ikke om nogle tegninger i en dansk
avis. Det er en værdikamp mellem en totalitær, dogmatisk islamisk
tankegang og vestlige, frie folkestyrer.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtrykt det således:
”Ytringsfriheden skal bruges til at provokere og kritisere
autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter”.
Det er rammende og rigtigt. Vores frihed er ikke noget værd, hvis ikke
vi bruger den til at stille spørgsmål ved det vedtagne og til at tale
magten midt imod. Og det gælder, uanset om magten er statsmagten, EU,
paven i Rom eller andre religiøse ledere og fortolkere.
Danmark er havnet i en international krise, som efterhånden trækker
tråde til mange andre, vestlige lande. Dansk Folkeparti bakker op om
statsminister Anders Fogh Rasmussens slidsomme indsats for at dæmme op
for situationen, både i udlandet og herhjemme.
Og i den sammenhæng efterlyser vi noget mere mod og mandshjerte fra
vores allierede i Washington D.C. og London. Hvor i alverden er I
henne, George Bush og Tony Blair? Danmark har stået last og brast med
USA og England i kampen mod terror, i Afghanistan og i Irak. Nu er
Danmark og vores frihed under det hårdeste pres siden Besættelsen
ophørte i 1945. Det er nu, vi trænger til at høre et højt, utvetydigt
”Vi står bag jer” fra netop USA og England.
Det frø af ugræs, der er føget ind over den danske grænse – islamister
og løgnere - og som med deres rundrejse til mellemøstlige lande
pustede nyt og for Danmark livsfarlig ild i konflikten, skal vi nok
selv tage os af.
Men vi kan godt bruge en håndsrækning overfor Saudi Arabien, Syrien,
Libanon, Egypten, Jordan, Palæstina…
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
< >