Hvad jeg ikke tror på
Jeg tror ikke på den rapport, som Sunday Telegraph udsendte søndag den 12.
februar 2006 om amerikanske forberedelser til et lynangreb på iranske
atombombe-relevante faciliteter.
http://www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2006/02/12/wiran12.xml&sSheet=portal/2006/02/12/ixportalop.html
Frem for alt tror jeg ikke på den time-line, som rapporten skitserer, og som
hævder, at der kan gå op til to år fra nu, før Iran har bomben, og et angreb
derfor kommer på tale.
Jeg tror, Iran allerede har atombomben. Alt taler for, at når et land som
f.eks. Nord-Korea har besluttet sig for at anskaffe sig atombomber, vil det
arbejde dag og nat for at nå målet. Irans atomprogram har været der i mere
end 10 år, der er mere end 70 faciliteter spredt ud over det enorme iranske
territorium, som er involveret. Og så er iranerne i øvrigt ikke et specielt
åndsvagt folkefærd, snarere tværtimod.
De ved godt, at Washington og Israel meget gerne vil udradere det iranske
atom-program, og de ved lige så vel, at man næppe vil løbe risikoen for, at
der ryger en eller to israelske eller amerikansk millionbyer i processen. Og
de har næppe lagt alle deres ”æg” i kun een kurv.
Washington tror, at man inden for måneder snarere end år vil komme ud for
nuklear terrorisme vendt mod Israel. De tror også, at en mellemøstlig
atommagt vil være ”sponsor” for denne terrorisme. Iran er en oplagt
kandidat. Sekunder efter at denne nuklear terrorisme, f.eks. mod den jødiske
del af Jerusalem, er en realitet, vil projekt Dommedag gå i gang, der
tilsigter at negere angrebet på Israel. Se
http://www.contrapublishing.com
Dette er i realiteten også det eneste, man kan gøre, som batter noget. Iran
med et territorium tre gange Frankrigs og en befolkning på over 70 millioner
er en alt for stor mundfuld selv for en meget determineret amerikansk og
israelsk efterretnings-indsats.
En tysk ZDF-rapport fra sidste uge gjorde i øvrigt opmærksom på en nødvendig
omvurdering af magtforholdene i Iran på det seneste. Det har været på mode i
ikke alt for vidende kredse at rynke på næsen af den politiske
betydningsfuldhed af ingeniøren og universitetslæreren, nu præsident
Ahmadinejad. Men hans stjerne er hastigt stigende i takt med opgraderingen
af det iranske militær. Magtforholdene i Iran har ændret sig radikalt til
fordel for militæret og Ahmadinedjad inden for det sidste halve år ifølge
ZDF.
Rapporten i Sunday Telegraph med en time-line op til to år er alt for god
til at være sand. Den lugter langt væk af at være en fabrikation. Med to
formål: at bevare offentlighedens tillid til Washington’s rationalitet og,
hvis det er muligt, at fremprovokere og fremskynde den nukleare terrorisme,
som Washington ”ved”, vil komme.
I sidstnævnte tilfælde er man i stand til ganske nøje at beregne
konsekvenserne og komme ud af en overordentlig livsfarlig situation med
skindet på næsen, hvilket både er uhørt nyt og afgørende vitalt, når en
atomar konfrontation er på dagsordenen.
Steen Hjortsø