---

Den seneste uge har bragt Danmark på landkortet på en måde, som de færreste
nok havde forventet ved indgangen til 2006.

På hver sin vis synes jeg, der er to sider af sagen, som det er værd at
bruge tid på at tænke lidt over.

(1)

Først er der spørgsmålet om ytringsfrihed. Hvad er rigtigt og forkert i den
sammenhæng?

Der er ingen tvivl om, at Jyllands-Posten har - og i al evighed skal have -
ret til at bringe tegninger som disse. I et demokrati kan man naturligvis
ikke indføre indskrænkninger i ytringsfriheden, sådan at borgerne ikke
længere kan ytre sig kritisk om for eksempel den førte politik eller
hinanden for den sags skyld.

Men derfor kan det sagtens være fuldt ud legitimt at kritisere
Jyllands-Posten for det, den har gjort. Og det kan endog være legitimt _som
konsekvens af_ de danske traditioner for ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er en af en række personlige frihedsrettigheder, som
borgerne besidder umisteligt i den liberale stat. De andre er f.eks. den
private ejendomsret, den personlige frihed, forsamlingsfriheden og den
politiske frihed.

Selvom disse rettigheder er et juridisk værn imod, at vi forhindres i at
sige og mene, hvad vi vil, så er de ikke ment som en tilskyndelse til at
begynde at agere uden gensidig hensyntagen.

Det liberale demokratis indidviduelle frihedsrettigheder skaber en
privatsfære, som skal respekteres af såvel vore medmennesker som staten. Men
det betyder ikke, at alt, hvad vi foretager os inden for denne privatsfære,
er godt!

Der er ingen tvivl om, at jeg - uden at bryde loven - ville kunne forulempe
samtlige kirkegængere i en dansk folkekirke, ved at uddele pornoblade og
stærk alkohol midt under altergangen.

På trods af det kan jeg sagtens få øje på gode grunde til, ikke at
gennemføre et sådant forehavende. Og jeg kan ved gud i himlen ikke se,
hvordan det kan være et argument for at uddele pornoblade under altergangen,
at jeg godt må.

Dybest set er det forkert at uddele pornoblade i kirken, uanset om man har
ytringsfrihed eller ej!

Præcis denne selvcensur, som ethvert fornuftigt menneske helt af sig selv
pålægger sig, har Jyllands-Posten efter min opfattelse manglet.

Men...

(2)

Det er meget let at skyde skylden på Jyllands-Posten eller regeringen for
den sags skyld. Sandheden er dog, at ingen af dem kunne have forudset, at
det ville gå, som det gik. Og ingen af dem kunne have gjort det ret meget
anderledes, nu da tegningerne var trykt.

Der er to ting, som jo egentlig kunne forekomme underlige:

- Mange andre før JP har tilladt sig at forhåne muslimer. F.eks. har vi hørt
om amerikanske soldater, der skyllede koranen ud i lokummet. Set i det
perspektiv er sagen om Muhammed-tegningerne ikke værd at spilde meget krudt
på.

- Ambassadeafbrændingerne har været motiveret af usande rygter om bl.a.
koranafbrændinger i Danmark. Det var m.a.o. nødvendigt at lyve Danmark
værre, end vi er, for at skabe en tilstrækkelig ond stemning imod os.

Så vi kan med andre ord ret hurtigt slutte, at sagen er blevet så stor,
fordi nogen har pustet den op.

Og spørgsmålet er så: Hvem har pustet?

Der er især to grupperinger i Mellemøsten, som lukrerer på tingenes
udvikling.

Der er for det første yderligtgående fundamentalistiske muslimer, som gerne
ser, at spændingerne mellem Vesten og islam udvikler sig. De udgør således
en muslimsk pendant til den linie, Pia Kjærsgaard har lagt op til ved flere
lejligheder. Motiver for denne gruppering er at realisere det clash of
civilizations, som Samuel P. Huntington taler om i sin berømte bog med samme
titel. Grunden til, at vi ved, at denne gruppe er en stærk spiller, er, at
man har kunnet se demonstranter med grønne og sorte faner.

For det andet er der regeringerne i en række mellemøstlige lande. De
regeringer, jeg taler om her, er regeringer, som måske sidder løst i sadlen,
og som derfor har brug for at finde en ekstern syndebuk. Det gør de indre
spændinger mindre, og letter således lidt af presset fra den ofte
politisk-religiøse opposition i disse lande. Jeg tænker her både på Libanon
og Syrien.

Disse grupperinger har bare ventet på en sag som denne - og at det netop
blev Danmark, der blev offer, er lidt af en tilfældighed. Men der er dog nok
ingen tvivl om, at vores ringe slagkraft i international politik har spillet
en rolle.

(3)

Hvad er moralen på denne historie så?

To ting kan vi efter min opfattelse godt tillade os at udlede:

- Det er idiotisk at bruge sin ytringsfrihed som et argument for at forhåne
andre - uanset om det er indremissionske kirkegængere MED ytringsfrihed
eller muslimer UDEN.

- Vi har INGEN interesse i at skabe øgede spændinger mellem islam og vesten.