"Helle" <hk.n@nakskovnet.dk> skrev i en meddelelse
news:8afa9$440f22e7$55180733$29580@news.arrownet.dk...
Hej,
> Jeg er begyndt at få store problemer med min yngste søn.
> Hvis jeg siger nej til noget som han gerne vil, så flipper han totalt ud
> og sparker og slår mig.
Det er ganske simpelt uacceptabelt.
> Han er 12 år, og jeg magter det ikke mere.
Hvorfor har det overhovedet fået lov at stå på?
Du skriver, at du ikke magter det _mere_. Det må betyde, at det er begyndt
på et tidligere tidspunkt.
> Jeg er alene med ham og hans bror på 14, og kan ikke snakke med deres far
> om det.
Det er også ligegyldigt om du kan snakke med deres far - han er der jo
alligevel ikke, når det pludselig "brænder på". Det er du, i den situation
er du opdrageren, den primære omsorgsgiver osv.
> Hvad gør man når børn flipper sådan ud?
Det afhænger meget af hvem man selv er som individ, og hvem ens barn er.
> Sidder nu og tuder over at han igen har slået mig.
> har i nogen råd
Nu har jeg læst tråden, og fik lyst til at give mit besyv med.
Jeg har en dreng på 17 år og en på 11½ år.
Min erfaring er, at mange enlige mødre er lettere "blødsødne" overfor deres
børn, og at mødre forsøger at opdrage deres drenge, som om drengene var
piger. Det bliver hurtigt meget "pædagogisk", hvilket ikke i sig selv er
noget negativt - men som mødre/fædre er vores relation til børnene altså
ikke en pædagog/barn relation.
Drenge er (i hovedtræk - alle er forskellige) ikke til lange, indfølende
snakke om "hvordan har du det lige nu", "hvorfor føler du dig så vred" osv.
osv. De prøver kræfter med deres forældre, og er faderen der ikke, må man
som enlig mor træde ind og "lege" alfahan. Ellers kan drenge få vanskeligt
ved at "slappe af" og føle der er styr på tingene - de begynder fejlagtigt
(men i den bedste mening) at forsøge at udfylde en rolle, der ikke er deres.
Selvom de ikke har ansvar, kommer de til at føle de har det - og med den
følelse kommer også følelsen af at skulle/kunne "bestemme" - og dernæst
følelsen af "harmdirrende uretfærdighed", når de altså ikke kan/skal
bestemme.
Når drenge prøver kræfter, beder de ofte om at få udstukket nogle klare,
utvetydige grænser - gerne udformet som var det i beton.
Jeg har været alene med mine drenge, siden de var 7 og 2 år - og var fra
begyndelsen meget bevidst om, at de ville mangle "en mand" som daglig
sparringspartner, når det kom til deres udvikling som drenge/mænd.
Jeg har fra begyndelsen (gjorde det sådan set også før skilsmissen, da
børnenes far ikke rigtigt var "på banen"), taget kampene med knægtene, og
resultatet har hver gang været det samme - deres adfærd bagefter har på alle
måder vist deres lettelse over igen at kunne føle, at de altså endnu ikke
skal indtage alfahannens rolle
Det har betydet, at jeg har sagt til dem da de var mindre - at dette eller
hint ville jeg ikke diskutere, det ville bare blive som jeg havde sagt -
færdig! Og når de har protesteret, har de intet fået ud af det. De har mødt
en "mur".
Det har også betydet, at jeg har "valgt mine slag" med omhu - når man er
alene om opdragelsen, skal "slagene" ikke stå om ting som retteligt er
ligegyldige i den store sammenhæng. Dvs. de store ture vi har taget har ikke
været om opvasken, vasketøjet, rengøringen, indkøbene (som de skal være en
del af) - de store "slag" har handlet om deres adfærd overfor hinanden,
deres søster, mig - og alle andre mennesker. Det har handlet om "værdier" og
ikke detaljer - jeg følte, at skulle dagene gå med fnidder omkring hvordan
man lægger tøjet sammen, ville de virkelig vigtige ting sikkert smutte, når
man skal nå det hele selv - og desuden mister børn respekten for forældre,
som aldrig kan andet end nag-nag-nag.
Jeg er gået så langt, at jeg har lagt den ældste ned i arm flere gange, og i
et enkelt tilfælde, hvor han virkelig prøvede kræfter med mig - meldte jeg
ud, at for hver 10 min. der gik, hvor han ikke gjorde som jeg havde bedt ham
om - skulle han rense toilettet en gang. Den dag rensede han toilet 8 gange!
Hvad jeg ikke har gjort, er at slå.
Synes det er helt galt - særligt idet man jo med bare en smule logisk sans
kan sige sig selv, at så snart ungerne rammer puberteten, så bliver de
alligevel stærkere end en selv, og hvordan skulle man så opdrage dem derfra?
Dit største problem er, at du har ventet for længe. Han er blevet stor (og
stærk) - og du lyder ærlig talt som om, at du er på vippen til at blive
"bange" for ham, og at du oplever en følelse af ikke at kunne magte det.
Sådan adfærd som din søn viser, opstår ikke pludselig ud af det blå. Den
begynder et sted, og så eskalerer den.
Den skulle være stoppet fra begyndelsen af - om det så er som 3-årig, at der
"daskes" for sjov. Det er ikke sjovt, det er ikke kært, det er ikke okay -
børnene bliver alle sammen store og stærke en dag (medmindre de dør, hvilket
heldigvis er meget sjældent).
Jeg vil helt klart foreslå dig, at du søger hjælp. Simpelthen fordi du
desværre har ventet for længe. Han har fået lov at udvikle den side af sig
selv, og han har oplevet at det er undskyldeligt at flippe ud, at der ingen
virkelige konsekvenser er - og fordi de konsekvenser du kan præstere nu,
ikke på nogen måde vil kunne have samme effekt, som hvis du havde
præsenteret ham for dem, da han var 6 år.
Derudover vil jeg mene, at det er særdeles vigtigt at du tager affære meget
snart - venter du et par år, kommer han i den alder, hvor han kan komme
usædvanligt grimt afsted med sin opførsel, når han "flipper ud" i fuldskab
til en fest.
Jeg ved godt, at det kan lyde som om, at jeg er lige lovlig hård ved enlige
mødre - min hensigt er bestemt ikke at få nogen til at føle sig som
"dårlige" mødre, det er "bløde" enlige mødre IKKE. De er bare mødre, som om
de havde en mand (far!) i huset - og det har de ikke. Det er det der går
galt. De "glemmer" at tilpasse deres opdragerrolle, at trække andre mere
konsekvente sider af sig selv frem, når der skal kompenseres for den
manglende mand (far!).
Ovenstående er selvfølgelig lidt skåret ud i pap - ingen er
konsekvente/hårde altid, og drenge har også brug for at blive holdt om,
snakket med, trøstet osv. Nogle gange har de bare enormt brug for at blive
"sat på plads" - og så skal man altså også som opdrager kunne udfylde den
rolle.
Det er snart et år siden, at jeg havde den sidste store tur med min ældste
søn (vi har aldrig haft brug for sådanne ture mere end max. en eller to
gange om året) - og efter den tur måtte jeg indrømme overfor mig selv, at
han i særdeleshed er blevet en alfahan *G*. Han ved bare ikke endnu, at jeg
har indset det - og derfor har ændret taktik. Nu drøfter vi tingene som var
vi voksne, men hvor jeg benytter mig af en "chef/mentor"-rolle. Det fungerer
også fint.
Det er godt at holde sig lidt på tæerne som forældre og være på forkant med
udviklingen i børnene.
mange hilsner