Nedenstående er taget fra:
http://www.islamstudie.dk
Skribenters ansvar
Islam opfordrer menneskene til at tjene Gud ved at tjene skabelsen - det er,
hvad khalifa-begrebet (forvalterskabstanken) går ud på. Som journalist eller
forfatter har man naturligvis en forpligtelse over for sine læsere - man
skal bruge ordets magt til at fremme det gode og forsøge at forhindre, at
ondskab breder sig.
Salman Rushdie overskred med "De sataniske vers" grænsen for det
anstændige - og misbrugte ytringsfriheden. Han levede ikke op til sit ansvar
over for sine læsere og trosfæller. I stedet for at kritisere en flok
despotiske, selvbestaltede religiøse ledere, der åbenlyst misbruger islams
hellige skrift, Koranen, hånede han selve islams fundament og profeten
Muhammad.
At Rushdie overskred grænsen for det sømmelige, giver imidlertid ikke
nogen ret til at stræbe ham efter livet. I Koranen findes der ikke den
ringeste antydning af straf for gudsbespottelse. Menneskene opfordres ganske
enkelt til ikke at lytte til sladder og gudsbespottelse:
ES:
Dette lyder jo ganske fornuftigt.
Man kritiserer Rushdie for noget.
Og begrunder det.
Og siger fornuftigt, ignorer ham. Lyt - læs ikke.
Dette er jo ikke andet, end kristne normalt gør, når de udsættes for ting,
der kan såre.
Eller mennesker, der bliver kede af flagafbrændinger.
Lyt ikke til de foragtelige, der sværger (ved enhver given lejlighed), der
sår splid (blandt mennesker) og udspreder (ondsindede) rygter. (68:10-11)
Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der afviser, håner
og bespotter Hans tegn - medmindre de ændrer adfærd. Ellers vil I blive
betragtet som én af dem. Gud vil visselig føre hyklerne og de vantro (k-f-r)
sammen i Helvede. (4:140)
Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd.
Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det
ufortrødent. (6:68)
- og det havde nok også været det mest hensigtsmæssige i forhold til de
Sataniske vers. Rushdie er med al den virak om hans person blevet gjort til
martyr for ytringsfriheden. For en troende kan han aldrig blive andet end en
ynkelig martyr uden glorie...
ES:
Ovenstående kan man da ikke være særlig uenig i?
Egentlig en helt kristen reaktion.
Ytringsfriheden er altså ikke grænseløs: Man skal både handle ansvarligt
over for sine medskabninger - og stå til ansvar for sine ytringer over for
Gud:
Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden - generation
efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære
ansvarets byrde. ... Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt
menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:39 & 45)
ES:
Og altså ikke hverken slås ihjæl eller sprænges til atomer.
Strafferet:
BLASFEMI
Blasfemi (gudsbespottelse) er ifølge Koranen en synd, men ikke en
forbrydelse - og dermed ikke strafbart. I Koranen findes der ikke den
ringeste antydning af straf for gudsbespottelse i dette liv - den henhører
ganske utvetydigt til det Hinsidige:
Driv ikke spot med Guds tegn, og ihukom Bogen og den visdom (hikma),
som Han sendte for at vejlede og advare jer. Nær ærefrygt for Gud og vid, at
Han er alvidende. (2:231)
Når de vantro (al-kâfirûn/k-f-r) ser dig, siger de spottende: "Er det
ham, der fornægter jeres guder?" Det er dem selv, der fornægter Gud. ...
(Ilden) vil komme over dem pludseligt og overrumplende. De vil ikke have
magt til at afværge den - ej heller vil Gud give dem henstand. ... (Mange)
sendebud før dig (Muhammad) blev bespottet; men spotterne blev selv ramt af
den spot, de havde udsat andre for (på jorden). (21:36, 40 & 41)
... De, der sårer Profeten, vil få en smertelig straf. ... Hvis du
udspørger dem, vil de bedyre: "Det var kun for sjov!" ... Gud har lovet
hyklerne (al-munafiqûn) og de vantro (k-f-r) - mænd og kvinder - Helvedes
ild. Deri skal de dvæle - det er alt, hvad de kan få. Guds forbandelse er
over dem. En smertelig straf venter dem. (9:61, 65 & 68)
ES:
Altså: Hævnen hører herren til.
Lyder jo bekendt.
Er der dødsstraf for blasfemi?
Den kendte jurist Ibn Taymiyya (1263-1328) citeres for at have sagt,
at den, der bagvasker Profeten, skal dræbes - og den, der bagvasker hans
ledsagere, skal piskes. Ironisk nok blev Ibn Taymiyya selv straffet hårdt på
grund af påstået manglende respekt for Profeten, idet han talte imod visse
overdrivelser i den folkereligiøse dyrkelse af Profetens fodaftryk i
Damaskus!
Også Muhammad Ibn 'Abd al-Wahhab (1703-1792) henviser til udsagn i
islamisk tradition, ifølge hvilke bespottelse af Profeten Muhammad (sabb
al-rasul) blev straffet med døden - endog uden forudgående rettergang.
I Koranen hedder det imidlertid:
Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et
menneske - medmindre det er som gengæld el. straf for overlagt mord eller
blodig vold og terror (fasâd fil ardh) - vil det være, som om han dræber
hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå
fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder/sparer hele
menneskeheden. (5:35)
ES:
Altså er påstanden om blasfemi og dødsstraf ganske enkelt hedensk
opfattelse af koranen.
Skulle Profeten virkelig have handlet i modstrid med Koranens/Guds ord
og ihjelslået liv, som Gud har helliggjort?
Det er nødvendigt at se på da-konteksten for at forstå
sammenhængen. På Profetens tid var den forholdsvis lille muslimske menighed
meget sårbar, idet den var omgivet af fjendtligsindede stammer, der
benyttede enhver given lejlighed til at angribe muslimerne med våben i hånd.
Derfor blev blasfemi - ligesom frafald fra islam - betragtet som
højforræderi imod islam og den muslimske menighed. Højforræderi betragtes
som en hudûd-forbrydelse, hvor det er muligt at idømme dødsstraf eller
landsforvisning (5:36).
Siden har situationen i verden forandret sig drastisk. En menighed
på over en mia. mennesker fordelt rundt omkring på kloden, kan ikke siges at
være lige så sårbar som dengang. Derfor er der ikke længere belæg for at
opfatte blasfemi som højforræderi, men som en personlig vildfarelse, som den
enkelte skal stå til ansvar for over for Gud.
Men hvorledes skal man da ifølge Koranen forholde sig til
gudsbespottelse? Menneskene opfordres ganske enkelt til ikke at lytte dertil
og vende sig bort:
Føj ikke de vantro og hyklerne. Ignorér deres udgydelser og sæt din
lid til Gud, for Han er den bedste til at tage sig af dine anliggender.
(33:48)
Oh I troende! Tag ikke dem, der bespotter Gud, som beskyttere
(awliyâ') - hverken blandt dem, der modtog Skriften før jer eller blandt de
vantro (k-f-r); men nær ærefrygt for Gud, hvis I er sande troende. Når I
kalder til bøn, tager de det som spot og leg, fordi de er uforstandige.
(5:60-61)
Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der afviser,
håner og bespotter Hans tegn - medmindre de ændrer adfærd. Ellers vil I
blive betragtet som én af dem. Gud vil visselig føre hyklerne og de vantro
(k-f-r) sammen i Helvede. (4:140)
Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer
adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad
det ufortrødent. (6:68)
Havde man fulgt disse påbud i forbindelse med f.eks. Salman Rushdie og
Taslima Nasreen - i stedet for at lade sig ophidse og true med bål og
brand - havde andre ikke kunnet gøre slige folk til martyrere for
ytringsfriheden. De, der ikke lyttede til de utallige røster, der manede til
besindighed og tog afstand fra heksejagten og dødsdommen, gjorde sig selv og
islam en kæmpe bjørnetjeneste.
ES:
Hvis man, og hvorfor skulle man ikke det, tager ovenstående for pålydende,
og forudsætter at der er tale om autorative fortolkninger, opstår der grund
til at se på tidens konfrontation fra en anden synsvinkel, end den vi bliver
præsenteret for fra "danske" imamers side.
Og også fra andre danskeres side.
Da opstår formodningen, at disse ganske enkelt har en ganske anden
dagsorden, end den påstået religiøse idealisme.
Og at der sansynligvis er tale om denne religions "indremissionære".
Et begreb vi kender ganske nøje fra ældre tiders kamp imod mørkemændene fra
indre mission.
Samt sekter af forskellig art. I kender dem nok.
Disse havde jo en ganske opfattelse af evangelierne, end "normale" kristne.
Og blev behandlet derefter, med ganske stor succes.
Fortsætter man denne tanke, må der i fremtiden foreligge en forpligtigelse
for danske kristne til at støtte de muslimer, der er i stand til at læse
koranen og dens fortolkninger på fornuftig vis.
Ovenstående uddrag og fortolkning er jo noget ganske andet, end det vi hører
Muhammedanerne, kalder jeg fremover dette segment, føre sig frem med på
gader og stræder, samt hos deres primitive trosfæller i de lande, de
tilsynelsdende stadig opfatter som deres egentlige fædrelande.
Tiden vil vise, om vi i danmark har været så heldige, at det islamiske
segment af befolkningen, også indeholder sådanne "moderate", eller egentlig
blot mennesker, der har læst og forstået koranen?
Samtidig må det være en enkel pligt, at finde og marganilisere de muslimske
mørkemænd, der jo ret beset, hvis tolkningerne er sande, må betragtes som
frafaldne muslimer, og behandle dem derefter.
Om muligt hjemsendes.
Jeg vil for mit vedkommende benytte den kommende tid til at søge at finde et
personligt ståsted og reaktionsmønster i forhold til ovenstående. Samt søge
at få tolkningerne bekræftet.
Dette kan muligvis afstedkomme den holdning, at der findes segmenter hos
danske muslimer, og dette tyder det på, der må bekæmpes med alle lovlige
midler.
Ligesom der helt åbenbart er slyngelstater, man bør genoverveje, om vi som
land vil have noget at gøre med.
Også selv om det komme dansk industri på tværd.
Man kan vel forlange, at denne optræder som danskere?
Og ikke som de værnemagere, de hidtil har fremtrådt som?
I håbet om, at der virkelig findes moderate muslimer, der tager ovenstående
fortolkninger for sandhed.
I så fald bør de støttes.
MVH
Egon