Største indtryk af de seneste begivenheder omkring vittighedstegningerne af
Mohammad i Jyllandsposten for næsten 1 år siden, er oplevelsen af, hvordan
de helt unge i Danmark reagerer.
De, der er opvokset med muslimske klassekammerater, de, der aldrig har
opfattet dem som "fremmede", således som de lidt ældre danskere gør.
Deres holdning er tilsyneladende ganske klar - og ændret: "Hvorfor er de
her, hvorfor udvises de ikke, hvordan kan det være, at de altid lyver,
hvorledes kan det være, at deres forældre aldrig arbejdede; mens familien
havde det lige så godt, som vi havde; hvordan kan det være, at de har fået
lov til at gifte sig med en kusine, hvordan kan det være, at de ikke udtaler
sig i debatten, hvorfor må vi ikke skrive, hvad vi vil, hvordan kan det
være, at det altid er muslimer, der sælger pornoblade, Jeg tror ikke på
noget, hvorfor vil de forsøge at tvinge mig til at tro på Islam, må jeg ikke
tegne, hvad jeg vil, og så videre og så videre.
Selv følte jeg i grunden at integrationen og de nye regler for indvandring,
var en succes; jævnfør venligst mit fravær her fra gruppen.
Og selv kan jeg ikke længere se "problemet" ret godt,
for de indvandrere, jeg kender, taler nu dansk, med mindre de er gamle, og
jeg synes det virker som om, de gifter sig med veluddannede fra deres
hjemland, som i det mindste i reglen har forsøgt at lære sig dansk. inden de
flytter hertil, og jeg føler, at de virker positive overfor det danske
samfund.
Jeg ser ofte, at de muslimer, der er vokset op her i Danmark, både forstår
dansk kultur samt går aktivt ind i at debattere med deres familiesammenførte
ægtefælle, på de områder, hvor vedkommende viser uvidenhed overfor det
samfund, de er kommet til.
Så, kort sagt.
Min fornemmelse af aktuelle krise er, at danske muslimer i høj grad sætter
deres anseelse på spil her i landet.
Overfor en generation, de ellers i høj grad nyder sympati fra.
Det er lidt ærgerligt, synes jeg.
Norma
|