Bundlinjens terror rammer rengøringen
Af Lillian Knudsen
Den borgerlige regering har med sit elskede og højt besungne skattestop
sendt en økonomisk sorteper videre ud i samfundet. Udlicitering og et
hysterisk opskruet tempo underminerer den service, borgerne har krav på på
rengøringsområdet. Stramme budgetter betyder, at standarden falder stort set
alle steder.
Kritik af rengøring - som nu den på hospitalerne - rammer altid lige ned i
rengøringsvognen. Men »aben« burde lande hos økonomer, politikere og landets
regering, der er ligeglade med kvalitet og lader pengene styre. Helt uden
tanke for de mennesker, der befinder sig i et af landets allerhårdeste job.
Mens det ganske Danmark endnu knap havde fordøjet julens lækkerier, fandt
dagbladet B.T. det belejligt at affyre en såkaldt bakteriebombe - om dårlig
rengøring og hygiejne på landets sygehuse:
»Hvert år kommer over 100.000 danskere hjem fra hospitaler med en
infektion«.
»Og det skønnes, at mere end 300 danskere hvert år dør som følge af
infektioner, de har pådraget sig i det danske hospitalsvæsen.«
Skræmmende læsning for alle. Ikke mindst for mig som talskvinde for
tusindvis af danske rengøringsassistenter.
Det er nu ikke, fordi B.T. afslører nogen nyhed, for kritikken af
rengøringsstandarden på hospitaler er ikke opstået i går. Men jeg ved bare,
hvor »aben« lander. Nemlig hos de i denne sammenhæng uskyldige mennesker,
der kører rundt med rengøringsvognene på hospitalerne, og det er »mine«
medlemmer.
Det er dem, der nidstirres, fordi de gør rent med én eller anden moppedims -
uden en dråbe vand.
Det er dem, der næsten kan læse tankerne fra hospitalssengen, når de efter
et par hastige strøg på de mest trafikerede dørkarme og en hurtig klud
omkring håndvasken siger tak for i dag og spurter videre til næste stue.
Ja, og så er det altså dem, der fik julefreden spoleret af endnu et angreb
på det arbejde, langt de fleste gør alt for at udføre bedst muligt.
Lægerne fik godt nok også et gok i nøden, fordi de for tit glemmer at vaske
hænder.
Men problemet i det, B.T. gerne vil kalde en rengøringsskandale, er, at der
til gengæld er andre, som har for travlt med at vaske hænder - nemlig de
instanser, der udbyder rengøringen. I den her sammenhæng altså hospitalernes
bagmænd, men det kan jo i princippet lige så godt være alle mulig andre
steder.
De liberale kræfter i Danmark er desværre lykkedes alt for godt med at få
gjort udlicitering til en yndet trafik, når det gælder rengøring. Og for
hver ny udlicitering eller genlicitering strammes skruen. Der skal helst
ryge et par rengøringsassistenter i svinget hver gang, selv om alle bare
rimeligt normalt tænkende kan se, at det ikke gør rengøringsarealerne
mindre, at der står et nyt logo på kitlen.
I en kommune her i hovedstadsområdet har et rengøringsselskab med gode
manerer, som jeg vil kalde det, haft hospitalet, skoler, institutioner,
plejehjem og så videre i en årrække. Til alles fulde tilfredshed. Men nu har
arbejdet lige været udbudt i licitation, og så var andre billigere.
Den praktisk ansvarlige hos kommunen skrev yderst beklagende til det vragede
selskab, at han desværre ikke havde været med til at vælge det nye selskab.
Vedtagelsen var, som han skrev, rent politisk. Han havde nemlig kun skullet
sende alle bundlinjetallene fra firmaernes tilbud til de politisk ansvarlige
i kommunen! Hvad firmaerne tilbød var i den her sammenhæng totalt
ligegyldigt, og desværre siger min erfaring, at den form
for »sagsbehandling« i dag er mere reglen end undtagelsen.
En rengøringsassistent på fuld tid klarer allerede i dag en daglig distance,
der svarer til en maraton.
Eller sagt på en anden måde så er det lige en 12-13 pænt store parcelhuse,
hun skal holde i orden. Man skal vel ikke være professor for at regne ud, at
skal hun klare endnu mere, så må der altså nødvendigvis være noget, som ikke
bliver gjort.
Og det er så hospitalsstuen, der kun får gulvet vasket en gang om ugen,
vindueskarmen der ikke bliver tørret af hver dag, og nullermanden og
støvbolden der får lidt længere tid her på jord.
Sådan er virkeligheden altså. Man får det, man betaler for.
Ja, jeg vil sige i princippet i hvert fald. For min påstand er, at
mine »piger« faktisk gør langt mere, end deres kræfter og helbred egentlig
bør stå model til. For selv om rengøring ikke er verdens mest agtede fag, så
har vi også noget, der hedder faglig stolthed. En sådan stolthed er ligesom
strømpeelastik og kan strækkes rigtig langt, indtil ryggen, armene og benene
en dag siger effektivt stop. Det er der massevis af eksempler på, hvis vi
kigger i sagsmapperne med arbejdsskader inden for rengøringsområdet.
Nu har jeg jo været en del ude efter kommuner og andre, men i allersidste
ende er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, hvor alle stramningerne er
udtænkt. Den borgerlige regering har med sit elskede og højt besungne
skattestop sendt en økonomisk sorteper videre ud i samfundet, og det går så
over gevind i forhold til den service, borgerne har krav på.
De stramme budgetter betyder, at standarden falder stort set alle steder. Er
det ikke uhyggeligt, at man i år 2006 skal modtage nytårskort fra en
bekendt, der var ærligt rystet over det, han havde set, da hans kone her i
julen kom på hospitalet? De fleste er vel altid nervøse før en operation,
men nu skal man også igennem en - reel - frygt for stafylokokker og
infektioner, der koster ekstra bekymringer og sengedage. Set fra mit område
skal rengøringsassistenter og sanitører løbe stadig hurtigere, og det krav
er kort sagt ikke rimeligt.
Måske burde finansminister Thor Pedersen, som var direktør i Jydsk
Rengøring, inden de gik ind i ISS, i virkeligheden sættes i spidsen for al
rengøring i den offentlige sektor. Det ville nemlig gøre det noget nemmere
for os, der har en anden mening om, hvordan bæredygtig rengøring skal
foregå, at vi - ligesom i Bilka - kun havde ét sted at klage over forholdene
i stedet for at skulle henvende os til en masse kommuner. Selv om der nu
efter strukturreformen bliver færre af dem, tror jeg desværre ikke, det vil
gøre nogen forskel, og jeg er heller ikke så naiv at forvente, at regionerne
vil få økonomisk bedre albuerum. Og apropos hospitalerne som jo gav
startskuddet til denne kronik, så smitter regeringens holdning også tydeligt
af her. I den borgerlige regeringstid har privathospitalerne fået et opsving
uden lige.
Og jeg kan ikke sige mig fri fra en mistanke om, at det i Fogh Rasmussens
optik vil være helt fint at få fjernet økonomien fra det offentlige
sygehussystem og kanaliseret pengene over i de private hospitaler. Så måske
passer det ham i virkeligheden ganske godt, at patienterne begynder at vælge
de offentlige hospitaler fra, fordi de får et ry som »møgbeskidte«.
Hans sundhedsminister har jo også sunget med på visen, når han nu - i
kølvandet på debatten - har foreslået en årlig hygiejneeksamen på landets
hospitaler, hvorefter »karaktererne« vil blive lagt ud på nettet.
Vi er altså blevet synlige og vil blive det endnu mere med den offentlige,
elektroniske gabestok. Men jeg plejer normalt at tale om den usynlige hær,
som befrier os alle for stinkende askebægre, stribede toiletkummer, mudrede
trapper og kridtstøvede tavler. Vi er usynlige, for det er først den dag, vi
ikke kommer, at det kan ses, hvad det egentlig er, vi går og laver. Vi
savner også i høj grad respekt og anerkendelse for det arbejde, vi laver.
Manglen på anerkendelse føles både i det daglige, hvor andre
personalegrupper tager røntgenøjnene på, når de ser fru Jensen eller
Mohammed med gulvmappen. Men den mærkes især, når de høje herrer og damer -
som med hospitalsrengøringen - skal udlicitere og sender udbudsmateriale ud,
som mellem linjerne tydeligt fortæller, at der sagtens kan spares både her
og der. For smertegrænsen er nået mange steder.
Tidens politiske holdning er altså i total modstrid til de ønsker, man som
rengøringsrepræsentant kan have for den kommende tid. Skal der gøres
ordentligt rent af mennesker med et job, de kan holde til og holde af, så må
man altså acceptere, at det koster. Man får nu engang ikke en Mercedes, hvis
man kun vil betale for en Lada...
Og hvem gider efterhånden ansættes i en branche, der ses ned på - og hvor du
selv risikerer at blive nedslidt?
Rengøringspersonale gør en stor samfundstjeneste, men får en meget dårlig
tak fra samfundet.
Babading babadum.
Endnu en torn i siden på den siddende regering, og ny ammunition til
oppositionen.
--
Allan Riise
"Demokratiets ånd kan ikke indpodes udefra. Det skal vokse indefra."
Indira Ghandi, (1917-1984), indisk premierminister 1966-77 og 1980-84
|