Jeg har fire børn. I den senere tid har jeg kigget på børnene ud fra
drilleperspektivet. Hvorfor bliver nogen børn moppet, medens andre ikke gør?
Svaret er ikke enkelt og jeg synes stadig, at drilleri er noget af det
sværeste at tackle som forældre.
Hvis ens barn bliver drillet, forsøger man som mor at fortælle barnet - at
det bare skal drille igen. Eller allerhelst bare ignorere drilleriet.
Men problemet er jo, at drillepindene formår at røre ved et eller andet
fundamentalt i barnets inderste. Derfor har de fleste skoler opstillet
regler omkring mobning. Man forsøger at gøre noget ved det, først og
fremmest ved at tale med børnene om, hvordan det sagte virker. Og at man er
nødt til at gøre sig umage, så man ikke sårer hinanden.
Jeg er meget glad for at mine børn går på skoler, hvor ledelsen ikke bare
tager ytringsfrihedens parti, men føler en forplig-telse til at beskytte de
sarte børn.
Og på samme vis er jeg taknemmelig for, at vi har etableret
samfundsinstitutioner, der går ind i sager, hvor menneskers blufærdighed
krænkes - af andres måde at an-vende ytringsfriheden på.
Seksuelle tilnærmelser som den ene kan opfatte som frimo-dige og rimelige
ytringer, betragtes måske af den modsatte part som overgreb og mobning. Vi
har etableret grænser for ytringsfriheden for at beskytte den svage mod den
stærke.
Af den samme grund - formoder jeg - har vi stadig en blasfemiparagraf i
dansk lov-givning. For nogle mennesker er det religiøse noget så
fundamentalt, at det ikke tåler det religiøse udsat for den fri
ytringsfrihed.
Man kan også sige dette på en anden måde: Der kan være en modsætning mellem
det enkelte menneskes behov for integritet og beskyttelse af det, han finder
helligt, OG demokratiets udgangspunkt, som er ytringsfriheden.
Der kan være en modsætning mellem demokratiets behov for ytringsfrihed og
civilisationens behov for civility- at vi opfører os civiliseret. Hvornår
bliver takt og tone til selvcensur?
Hvordan afvejer vi de forskellige interesser og behov over for hinanden?
Ja det har vi gjort ved at formulere normer for god takt og tone og ved at
opstille nog-le lovgivningsmæssige rammer for ytringsfriheden (jvf. også
straffelovens paragraf 266 B).
Disse er kommet til fornyet debat i de senere år. Den nye regerings
kulturkamp har først og fremmest drejet sig om - at feje alt under
gulvtæppet - ud i det fri. Ingen skulle være bange for at tale af karskens
bælg. Sige højt, hvad de tænkte og følte. Og-så selv om nogen følte sig
trådt på.
Nu skal sandheden frem. Uanset at mindretal føler sig forfulgt. Ja
forfølges.
Tillad mig at minde om hvad der skete i Danmark i 30`erne og 40`erne. Bo
Lidegaard skriver glimrende om det i sin bog "Kampen om Danmark".
Heri forklarer han, at det der gjorde, at hånden blev holdt under jøderne
helt ind til oktober 43 var, at der meget hurtigt opstod politisk enighed
om, at jøderne skulle beskyttes.
Ja politikerne lod det klart forstå, at man var en dårlig dansker, hvis man
udtalte sig mod jøderne. Eller ik-ke hjalp dem. Det budskab holdt en ellers
spirende antisemitisme i ave.
Et had, der blev næret af toneangivende kredse i 30`erne. Den politiske
korrekthed - om man så må sige - gjorde, at jøderne ikke blev lagt for had.
Det at man ikke lod vildkatten slippe af sækken gjorde måske mere end noget
andet, at Danmark landende på civili-sationens side.
Bo Lidegård taler selv om "det indre fæstningsværk". I dag ville man nok
kalde det selvcensur.
I dag er det politisk korrekt at kalde alle indvandrere for perkere. Det er
helt i orden at tale om indvandrerne som en gruppe og i generaliserende
vendinger.
Ytringsfrihe-den bruges i hele sin bredde. Om man så må sige. Så sandelig -
der fejes ikke noget ind under gulvtæppet.
Det er på den baggrund JP`s Muhammedtegninger nødvendigvis skal ses.
Muham-medtegningerne lander i en stemning, præget af mistillid, usikkerhed
og nervøsitet.
JP´ s tegninger lander midt i en stor kollektiv bøvs, som truer med at sluge
ilten i det offentlige rum.
Jeg vil til enhver tid forsvare JP`s ret til at bringe tegningerne, men også
muslimernes ret til at demonstrere imod JP. Begge dele er vigtige elementer
i det fælles demokrati.
Jeg håber også, at jeg - uden at blive beskyldt for at lefle for
islamisterne - kan tilla-de mig at stille spørgsmålet - om det var smart af
JP at provokere? At bruge sin yt-ringsfrihed på den måde?
Det der kan tale for JP`s happening er selvfølgelig, at bladet får markeret,
at funda-mentet for demokratiet er ytringsfriheden. Og samtidig kan det ikke
udelukkes, at Muhammedtegningener kan understøtte nogle muslimers kamp for
en mere fri for-tolkning af islam.
Spørgsmålet er, om der ikke er mange andre veje at sikre det: F.eks. ved at
invitere muslimerne til dialogmøder; ved at lave oplysningskampagner i
folkeskolen; ved at lave aviser på indvandrernes modersmål osv.
Tænk sig om JP ud-av en avis på arabisk, hvor man forklarer hvorfor
demokrati altid må stå over religion; om at sharia er imod
menneskerettighederne osv.
De islamkritiske bøger, som JP udgiver, er f.eks. et udtryk for en lang mere
konstruk-tiv linje, end Muhammedtegningerne. For selvfølgelig skal religion
kunne udsættes for kritik.
Reaktionerne viser, at rigtig mange troende har følt sig krænket af JP`s
tegninger. Og alligevel. ALLIGEVEL! Har de herboende muslimer over en kam
(på nær en psykisk syg 17 årig dreng) reageret afbalanceret og inden for
demokratiets ramme. De har demonstreret.
Ja. Det må man gerne i et demokrati. De har sagt, at de følte sig såret og
moppet. Men de har IKKE reageret med udemokratiske metoder!
Budskabet efter denne lakmusprøve KUNNE således være: Kære borgere - I
behøver ikke være bange for muslimer. Folkeskolen virker. Muslimerne i
Danmark ved, at de lever i et demokrati og at politik og demokrati rangerer
over religion!
Kære JP: Hvorfor har I ikke rost muslimerne for det. Kære venstre: Hvorfor
har I ik-ke været ude med en frihedspris til de herboende muslimer?
Skal man forstå det på den måde, at I er bange for at luften skulle gå af
ballonen? At bøvsen dør ud?
Desværre har mennesker på den anden side af kloden nu fundet nogen, de kan
hade af et rent antidemokratisk hjerte. Terrorister og fundamentalister, som
er helt uden for vores rækkevidde.
Mennesker, JP`s lederskribent aldrig når med kravet om dialog og demokrati.
Mennesker, der bare slår ihjel - inden vi når at åbne munden. Sådanne
mennesker skal stoppes af internationalt samarbejde. Ikke af en jysk
morgenavis.
JP har iværksat en barnlig moppekampagne. Men muslimerne i Danmark var
robuste. De hoppede ikke på limpinden. Det gjorde fundamentalisterne i
Pakistan desværre.
At bruge ytringsfriheden til at gå op imod det herskende flertal. At tale
det midt imod. Det er modigt og afgørende for demokratiet. At bruge
ytringsfriheden til at træde på et mindretal. Det er ingen kunst - selv om
den blev pakket ind som sådan.
Jeg kunne ønske mig en regering, som turde gå ind i en åben dialog om
demokrati og ytringsfrihed. En statsminister der, ligesom TONY Blair efter
bombeattentatet i London, gik ind og forsvarede det muslimske mindretal og
andre mindretal.
Som aktivt vil beskytte mindretallenes rettigheder. En regering, som også
tør stille krav til bor-gerne om, at de skal opføre sig ordentligt over for
hinanden. At der skal vises hensyn.
Når statsministeren er hjemme, taler han først og fremmest om, at
indvandrerne skal tilpasse sig de danske værdier. Anderledes forholder det
sig åbenbart, når han er ud-landet:
På Barcelona-mødet i slutningen af november, talte statsministeren således
om nød-vendigheden af dialog mellem kulturer og religioner. Om at vi må
imødegå fordom-me og misforståelser. Om at kun extremister vil have fordel
af diskrimination, racis-me, antisemitisme og islamofobi.
Derfor må man spørge sig selv, hvorfor i alverden statsministeren ikke tog
mod invitationen fra en række ambassadører om bl.a. at diskutere JP`s
happening og om Dan-marks forhold til det muslimske mindretal.
Selvfølgelig skal statsministeren ikke på-tale noget som helst over for JP.
Eller opsige statsministeriets abonnement på JP: Men han kan og bør deltage
i den offentlige diskussion om, hvordan vi beskytter mindretal.
Vi har nemlig brug for dialog for at fremme en fælles forståelse af
demokratiets for-udsætninger.
Vi har brug for en dialog om, hvordan ytringsfriheden skal forvaltes, så det
enkelte menneskes værdighed og følelser krænkes mindst mulig uden at det går
ud over grundlaget for demokratiet: Den frie debat.
At alle har mulighed for at tale magtha-verne midt imod. For mig er det
kernen i ytringsfriheden: At alle kan tale magthaver-ne midt imod. Lige nu
handler ytringsfriheden til tider mest om retten til at moppe de få.
Hvordan skal vi lære børnene i skolen at de ikke må moppe, hvis børnene
dagligt op-lever toneangivende voksne moppe andre, oven i købet nogen, som
ligger ned?
Lad os få en smule af den politiske korrekthed tilbage. Et indre
fæstningsværk, der ikke bliver en spændetrøje.
|