---

Læs en kronik af Helle Merete Brix fra Berlingske Tidende 9. november 2004:

Larmende tavshed fra danske kunstnere

Mens Europas kunstnere udtrykker afsky for mordet på den hollandske
filminstruktør Theo van Gogh, tier deres danske kolleger. De er mere
bekymrede for »højredrejningen«, »nationalismen« og »fremmedhadet«, end de
er for den livsfarlige, kunst- og kvindeundertrykkende islamisme - mere
bange for Kjærsgaard, Fogh og Bush end for bin Laden.

Så kom de på banen! Kunstnerne, altså. Denne samfundets avantgarde - sådan
ynder kunstnere ofte at opfatte sig selv - marcherer nu overalt i Europa for
at mindes den hollandske filmskaber Theo van Gogh, der forleden blev brutalt
myrdet på åben gade i Amsterdam af en islamist. Også fra danske musikere,
filmfolk, gøglere og poeter er budskabet klart: I dag er vi alle hollændere.
Stop den islamiske fascisme og terroren mod ytringsfriheden.

Eller er det? De eneste kunstnere hertillands, jeg indtil nu har hørt
udtale sig om Europas vist første politiske mord på et menneske i den
kunstneriske branche siden fatwaen mod Salman Rushdie, er Farshad Kholghi og
Kaare Bluitgen. Stakkels Bluitgen arbejder åbenbart på en bog om snigmord i
islams navn. Det må blive et syv-bindsværk. Islam har en lang og afskyelig
tradition for trusler, intimidering og mord på anderledes tænkende.
Muhammed, religionsgrundlægger og rollemodel, slog selv takt og tone an, da
han lod digterinden Asma bint Marwan myrde i sin seng, med sine børn sovende
hos sig. Hendes forbrydelse: Hun havde hånet Muhammed og hans nye lære.

Indtil videre er Danmark forskånet for politiske mord, men overfald på
islamkritikere finder sted. Og i sidste måned blev en somalisk musiker på
Nørrebro forhindret i at spille ved en privat fest for somaliere, fordi
omkring 50 islamister, herunder åbenbart folk fra Hizb ut-Tahrir, blokerede
gaden. Musik er syndigt i islam, sagde de langskæggede smagsdommere. Hørte
vi fra Dansk Musikerforbund? Fra kunstnere i al almindelighed? Næh. Og det
er ellers ikke fordi kunstnere, så vidt mange års gang i de kredse siger
mig, ikke har en mening om politiske forhold. Det er blot lidt andre sager,
der har deres opmærksomhed.

Jeg mindes således ikke at have deltaget i en generalforsamling eller et
større møde i Dansk Forfatterforening siden seneste regeringsskifte, hvor
der ikke på et tidspunkt, fra podiet og i krogene er udtrykt dyb bekymring
over »højredrejningen«, »nationalismen« og »fremmedhadet«. Danmark, dette
totalitære kolonihave-land er på vej imod den rene fascisme, og støvletramp
høres i korridorerne på Christiansborg, især i nærheden af Dansk Folkepartis
mødelokale.

Man kan også besøge Artlab i København, et populært og slet ikke dårligt
kursussted for kunstnere fra alle faggrupper, og man kan blive et par uger
og indfange stemningen. Også her er Fogh-regeringen hadeobjektet og Bush en
krigsgal Satan. Filminstruktør Lotte Svendsen udtrykte det for nogle år
siden således: »Vi er nogle, der er mere bange for Bush end for bin Laden«.
De danske kunstnere, der kan drives til at sige noget pænt om Israel, kan
mig bekendt tælles på yderst få hænder. Mens man kan fodre svin (ganske vist
haram) (forbudt ifølge islam, red.) med dem, der ukritisk støtter den
palæstinensiske sag.

Problemet med den verdensomspændende og livsfarlige islamisme berøres
stort set aldrig af kunstnere i deres værker eller i indlæg fra dem i den
offentlige debat. Kunstnere elsker ufred, pamfletter, resolutioner og
anti-racismedemonstrationer, så længe der kriges, skrives og demonstreres
mod USA, Israel eller regeringen og dens støtteparti.

Men selvom Pia måske snerrer indimellem, så myrder hun ikke. Det bål af
had, der nu vitterligt blusser i Europa, er ikke antændt af
gammel-europæere, men af imamer og religiøse frontfigurer, der udover jøder,
vantro, »dårlige« muslimer og ulydige kvinder også hader surrealistisk
billedkunst, urene digte og filosofiske værker, der betvivler Guds
eksistens. Og det, islamo-fascisterne hader allermest, er naturligvis det
kunstneriske og politiske udtryk, der stiller spørgsmål ved islam, islams
syn på kvinden og Muhammeds kvaliteter. Sådan som Theo van Gogh og den
modige, somalisk-fødte hollandske politiker Hirsi Ali gjorde. Ali har
igennem et stykke tid haft faste bodyguards, og politiet har nu anbragt
hende i et safe-house.

Kristeligt Dagblad kunne forleden afsløre, at Informations faste
kommentator, dansk-afghaneren Omar Shah, der både har uddannelse og arbejde,
udtrykker glæde over mordet og solidaritet med van Goghs morder. De
øvrige »velintegrerede« muslimer, der optræder i artiklen, synes mest at
beklage Shahs udtalelser og mordet af strategiske grunde. Fordi de mener, at
begge dele kan forværre forholdene for muslimerne.

Hvor afskyvækkende Shah og kompagnis udtalelser er, burde det ikke
overraske nogen, heller ikke kunstnerne, hvoraf i hvert fald en del må kunne
huske fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie. Forfatteren Ole Hyltoft har
engang nævnt sit chok over en muslimsk demonstration i Københavns gader på
det tidspunkt - for demonstrationen var til fordel for fatwaen. Mit eget bud
er, at rigtig mange praktiserende muslimer i Europa har forståelse for
mordet på van Gogh. Fornærmer man profeten, må man betale prisen.

Spørgsmålet er, om kunstnerne så har tænkt sig at gøre noget ved denne
udvikling, eller om de vil fortsætte med at fornægte den. Det sidste er
uklogt. Får imamerne og deres støtter magt, som de har agt, vil selv det at
fløjte »Love is in the air« blive betragtet som en forbrydelse imod staten.
Ytringsfrihed vil være noget, som man må tale med aldrende, eksotiske
eksistenser om, for at få klarlagt, hvad var for noget. De kvindelige
kunstnere, der i dag bruger tid på at harcelere over kvinders manglende
synlighed i kunstverdenen, over nedladende mandlige anmeldere m.m., vil
indse, at de spildte tiden på småting. Den virkelige fjende af kvinders ret
til at ytre sig, male og skrive bøger, formulere egne tanker og reflektere,
opruster i Europas moskeer, og de skyer ingen midler.

Blandt de forfattere fra muslimske lande, jeg har mødt i årenes løb, vil
jeg nævne to: den palæstinensisk-jordanske forfatter og feminist Sahar
Khalifeh. Khalifeh havde opnået den ære at blive fordømt i en af de lokale
moskeer for sin åbenmundethed. Hun ville ikke dække sig til og har endda
betegnet sløret som kvindernes gule stjerne. Trods dødstrusler opgav hun
ikke kampen. Og den irakisk-fødte digter Muniam Alfaker, der står bag den
lille dansk-arabiske kulturforening Assununu. Assununu betyder svalen, og
foreningen er ingen religiøs forening. Den arrangerer forfatterudveksling
imellem Danmark og de arabiske lande. I sin tid i Irak dannede Alfaker en
illegal teatertrup under Saddam Husseins brutale styre.

Kunne danske kunstnere ikke lægge bare lidt af det tilsvarende mod for
dagen? Hvad med om von Trier instruerede en avanceret musical om en kvindes
liv i vore dages Afghanistan? Den flyve-fornægtende Trier kan jo også gøre
et nummer ud af at arrivere i det sønderskudte Kabul efter at have gjort
rejsen fra Danmark i sin hippe campingvogn.

Kan der ikke skrives et filmmanuskript om europæiske jøder og deres liv i
et Europa med voksende muslimsk jødehad? Alene i Frankrig er fem synagoger
sat i brand siden år 2000. Moskeerne står uskadte. Hvis filminstruktøren er
bange for at fremstå som racist, kan han eller hun lade en mørkhudet,
nordafrikansk jøde spille hovedrollen. Endnu bor der mange af dem i de
muslimsk-dominerede franske forstæder.

Forfatteren Jan Sonnergaard har udtalt, at man ikke kan være en ordentlig
forfatter og stemme på Dansk Folkeparti. Men så vil jeg mene, at man i disse
tider ikke kan være en ordentlig forfatter og stemme på Det Radikale
Venstre, landets mest indvandringsbegejstrede parti. Mit argument er, at
fortsat muslimsk indvandring er livsfarlig for ytringsfriheden.

Europa kender kun alt for godt til terror mod ytringsfriheden. Den berømte
forfatter Thomas Mann og hans familie engagerede sig mod nazismen. I sønnen
Klaus Manns selvbiografi »Vendepunktet« fortælles der om søsteren Erikas
populære, samfundskritiske cabaret »Pfeffermühle«. Mens Erika Mann turnerede
i Schweiz, tog nazisterne statsborgerskabet fra hende. Selv efter
nazi-tilhængere i Zürich skød med skarpt i salen, fortsatte »Pfeffermühle«
med at spille under politibeskyttelse, så længe det var muligt. Hvilket mod
de havde, disse mennesker. Og hvilket klarsyn, for de gennemskuede før så
mange andre, hvilken ondskab nazismen bestod af, og hvor stærk den ville
vokse sig. Gid danske kunstnere ville forstå, hvem det er, der er vore dages
brunskjorter, og gid de ville gøre front imod dem. Helst før Omar Shah og
hans ligesindede når at glæde sig over endnu et mord