"Henri Gath" <gath@mail.dk> skrev i en meddelelse news:43b186a1$0$47053$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Nu står alle landsforrædrene på spring for at afgive vores dyrt tilkæmpede ytringsfrihed. Det er sgu en ynkelig samling
> dhimmier........Vorherrebevares
Må jeg ikke hælde lidt salt i såret..
Båltale af Clement Behrendt Kjersgaard Sankt Hans Aften
2005 Ved Holbæk Fjord,
http://www.raeson.dk/sankthans230605.pdf
Danmark er en provinsiel lille nation på randen af civilisationen. Danmarks åndelige klima er så
trist og tåget som dets fysiske klima. Danmark er en af verdenshistoriens korteste og kedeligste
fodnoter. Og nu venter I på et "men", men det kommer ikke. For Danmark ER ikke noget særligt:
H.C. Andersen er ikke verdensberømt fordi han var typisk dansk, men fordi han ikke var det -
havde han været typisk dansk havde vi aldrig hørt om ham! Og nu venter I på et men, men I venter
forgæves. For Grundloven er et ufærdigt stykke importeret sjusk. Det samme er sproget.
Demokratiet har vi kun øvet os på i et kort århundrede. Vores selvstændighed skylder vi ene og
alene andre landes døde unge mænd. Kristendommen er et overfladisk modefænomen, der kun
dækker over en nation af trolde, hekse og elverpiger, som lever i en skrøbelig indbyrdes
magtbalance, og kun én gang om året viser deres sande ansigt. I aften.
Men.
Skal vi en enkelt gang om året eksperimentere med noget, der ligner fædrelandskærlighed, bør det
være her og nu. Når vi fejrer Jul, er det fordi vi længes efter Midsommeren: julen er vores forsøg på
at slå hul igennem til Sankt Hans: med stearinlys i stedet for bål; med klejner i stedet for snobrød;
med snedriver i stedet for havskum. og hvis de røde æbler for længst er formuldet kan de erstattes
af nogle af pap og papir. Julen er en tøvende, kunstig kopi af Sankt Hans, for om seks måneder kan
intet fornuftigt menneske tro på, at der nogensinde har ligget et blomstrende, tykt tæppe af saftige
grønne strå og blade fra kyst til kyst og klit til klit. Om seks måneder kan vi ikke tro på, at
sommeren for tusinde gang nedsænkede Danmark i et hav af syrengrene og æbleblomster, aks og
mælkebøtter, og svøbte et tropisk skær om alting --- fra Slotsholmen til vadehavet; og fra murene
omkring Christiania til bunkerne langs vestkysten; at sommeren også i 2005 kyssede Danmark så
langt og dybt, at gåsehuden strakte sig til Godthåb og Thorshavn.
Selv i aften kan det være svært at tro på. Skal man forstå danskerne, skal man først forstå at de
forsigtigt vælger at regne med, at det er vinteren, der er virkeligheden, og sommeren, som er en
illusion, vi vil se (og lugte! Og høre! Og mærke!) for at turde tro den mindste smule på. Den danske
sommer er for god til at være sand, for god til at vare ved, og alt for god til at føles helt fortjent.
Sankt Hans aften bliver vi mindet om, at vi er mindre end naturen: at den var her før os, og
medmindre vi destruerer den, som vi er på vej til, vil være her når vi er borte. Naturen er større end
nationen. Og mange gange større end staten, som er et skrøbeligt hus, hvor ukrudtet hvert øjeblik
kan pible op mellem gulvbrædderne og tage byggegrunden tilbage.
Sankt Hans aften forstår vi, som indianerne i Amerika, at landet er vores til låns. Sankt Hans aften
er det tilladt at føle længsel, og umuligt at lade være. Vi længes for lidt og for sjældent her i landet.
Der er ingen tvivl om, at netop Amerika drager hele verdens opmærksomhed, fordi amerikanerne
bærer deres længsel uden på tøjet. I Amerika længes de fattige efter den dag, de bliver rige; de rige
længes tilbage til dengang, de var fattige. Dem, der lige er kommet, glæder sig til at sidde godt fast
- og dem, der sidder fast, spekulerer på, om de mon stadig kan komme fri. Fremtiden er lys og lang;
forfædrene var på vej i den samme retning som deres sønner og døtre, der ikke går i deres fodspor
men mod samme mål.
*
Men hvor er europæernes længsel? Spurgte man for en generation siden havde svaret været, at
længsel var en luksus, vi ikke havde råd til. På 30 år fostrede Europa ikke én men to totalitære
ideologier, hvis lige verden aldrig havde set før og, om Gud vil, aldrig vil bære vidne til igen. På 30
år knuste Europa sig selv ikke én men to gange. På 30 år mistede Europa både sin globale
førerposition og retten til den.
I sidste måned fejrede vi afslutningen på det succesfulde fælleseuropæiske harakiri, da vi markerede
60-året for befrielsen. Samtidig fejrede vi også 60-året for det svineheld, der anbragte Danmark på
den lune side af Jerntæppet. For os forblev optagelsen i nazisternes tusindårsrige et aldrig realiseret
mareridt, men hos østeuropæerne var det først i går, totalitarismen blev uddrevet, og for et meget
stort mindretal af denne verdens indbyggere, er friheden også i dag en luksus, deres ledere mener,
de endnu ikke har optjent retten til.
Men hvad længes vi efter? Hvor ville vi gå hen, hvis vi troede på at isen kunne bære? Sandheden er,
at vi ikke aner om vi skal give slip eller holde fast på det, vi har tilbage: Vores held, vores rigdom.
Vores historie. I disse år vælger vi at holde fast. Danskerne er varme tilhængere af et velfungerende,
fredeligt samarbejde mellem de europæiske lande - og vi glæder os til den dag nogen finder på at
lave sådan ét! Og indtil da, er det i øvrigt ikke kun danskerne, der nødig vil give slip på Danmark,
som hollænderne på Holland, og franskmændene på Frankrig. Tilsyneladende er der ingen nation på
jorden, der vil være den første til ganske frivilligt at lade sig fuldstændig udsluse og opløse i
globaliseringens malstrøm. om end nogle af os går i til anklerne og nogle til navlen.
Hvad længes vi efter? Vi bliver ikke spurgt. Verdenshistorien spørger ikke hvor Europa vil hen men
om Europa kan følge med, i den retning som udstikkes i Washington og Shanghai.
Derfor tør vi ikke længes. I stedet beder vi kun om at få vores held forlænget. Vi håber, der er 60 års
fred og velstand tilbage til os. Vi vil så gerne beholde det lille, skrøbelige rum i historien, vi er
overbeviste om, at de fleste mennesker misunder os. Vi føler sig som de heldigste i verden, og i
verdenshistorien, og vi vil tigge og trygle skæbnen om at få forlænget vores privilegier, så de kan
vare vores tid ud. Og hver gang historien fratager os vores uskyld, insisterer vi på at få den tilbage.
Det ville være utaknemmeligt ikke at holde tal på vores velsignelser. Men det har aldrig været sandt,
at ethvert menneske i Danmark fødes og dør lykkeligt. Det er ikke rigtigt, at Danmark nogensinde
har været frit for konflikter. Og det er ikke rigtigt, at vores frihed ikke har haft - og har - sin pris.
Hver by har sin heks, hver skov har sine trolde, og hver tid har sine terrorister, der, hver gang de
tager livet eller bare roen fra et andet menneske, bilder sig selv ind at det er historien, der handler
gennem deres hænder.
Det er det, der er fællesskabets problem: hvordan kan man have plads til os allesammen, uden også
at have plads til de dæmoner, vi hver for sig bærer på rundt på? Det er det, der er fredens svaghed:
at den kræver, at krigen skal komme den til undsætning, når det gælder. Og det er det, der er
frihedens paradoks: at den er både stærk og skrøbelig; at den nu kan synes både at have sejret én
gang for alle og samtidig være truet som ingensinde før. Vi frygter, at vinteren hvad øjeblik det skal
være, kan kræve landet tilbage; flå blomsterkronerne af markerne, drive spurvene i jorden og rulle
sommeren bort.
Derfor længes vi efter Sankt Hans, allerede før den er forbi. Derfor ønsker vi, i hemmelighed, at vi
kunne blive en anden slags danskere, end vi er: danskere, der tør tro at det er sommeren, der er
virkelig, og ikke overlader sig mismodigt til vinteren så snart efteråret første gang puster dem i
nakken. Og derfor har vi i aften lyst til at blive oppe, indtil den længste af de lyse nætter i morgen
tidlig har holdt sit stævnemøde med daggryet, og vi har kysset sommeren på snarligt gensyn.
Jan Rasmussen