Louise Freverts afløser som ordfører i Folketinget, Martin Henriksen, havde
på sin hjemmeside en omtale af Islam som en terrorbevægelse. Det kritiserede
bl.a. statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvorefter Martin Henriksen
rettede ordet terrorbevægelse til erobringsideologi. Hermed kan han næppe
idømmes §266b-straf, eftersom Bo Warmings side
www.glistrup.com med
overskriften "Islam er en erobringsbevægelse" blev frikendt i en tidligere
266b-sag.
Erobringsideologi er nok en mere dækkende betegnelse for muhamedanismen end
terrorbevægelse, men der er aspekter ved trosgrundlaget, som animerer de
troende til voldsforskrækkelse mod vantro. Her lidt med fokus på Egypten fra
Peter Neerup Buhls og Mogens Glistrups 1999-bog:
citat start
Som Hassan al-Banna rigtigt skrev i 1947, har islam ikke gjort nogen som
helst forskel på den militære ånd og bøn og faste. Styrke og indprægning af
militær ånd er den sikreste garant for, at Allahs retfærdighed kan ske
fyldest, skrev Banna, der rammende fortsatte: "I hele verden findes ikke,
hverken i oldtiden eller i dag, nogen styreform, der har bekymret sig om
denne faktor i samme udstrækning som islam i Koranen, i traditionerne og i
Guds sendebuds eksemplariske liv, Gud velsigne og bevare ham."
Som belæg herfor henviste Hassan al-Banna til koranens sura 8 vers 60: "Og
udrust mod dem så stor styrke og så meget rytteri, som I kan, for dermed at
forskrække Guds fjende og jeres fjende." Det lykkedes ganske vist araberne
at forskrække Israel i 1973. Men heldigvis kun for en kort stund.
Under kampen om Palæstina i 1948 blev den egyptiske mufti spurgt, hvordan
islam forholdt sig til kampdeltagelse. Svaret lød, at støtte til kampen er
obligatorisk for enhver, der har mulighed derfor. Enhver, der "personligt
deltager i djihad må adlyde de regler, som staterne i den Arabiske Liga har
fastslået for deltagelse i djihad, så den forventede sejr kan realiseres."
Og i forbindelse med krigen i 1967 udgav Kairos Azhar-universitet en bog om
djihad, der skildrede de belønninger, som ifølge koranen ventede dem, der
faldt i kampen mod jøderne, "menneskehedens værste fjender". For de
islamistiske studenter og masser, som siden begyndelsen af 70'erne massivt
har drevet propaganda i de egyptiske medier, var vel at mærke selv
nationalisten Nasser en repræsentant for "udenlandske ideologier". Men det
var med Nasser som leder, at Egypten i tresserne sponsorerede internationale
møder såsom de Afro-asiatiske konferencer i 1964-65, der udforskede islams
relevans for kampen mod "imperialisme"!
Nassers arvtager Sadat havde som ung været muslimbroder og medlem af det
egyptiske nazistparti. Han præsenterede sig som den "troende præsident".
Under ham fik muslimbrødrene atter favorable vilkår.
Før Egypten angreb Israel i 1973 blev der i øvrigt trykt en propagandabog
i en million eksemplarer, som blev givet til alle egyptiske soldater. Denne
rummede udelukkende citater fra koranen og beretninger om Muhameds liv til
støtte for den forestående djihad. Fjenden var jøderne, ligesom for
profeten. Kodeordet for angrebet var "Badr", efter stednavnet for Muhameds
mest berømte slag i 623. Krigen var tydeligvis ikke national, men religiøs.
I de egyptiske soldaters bog hed det, at islam "priser den troende, der er
stærk, og betragter ham som mere nyttig og bedre for Guds åsyn end en
troende, der er (fysisk) svag." Profeten blev i bogen citeret for, at "den,
der lærte Koranen og glemte det igen, er ikke en af os, og den, der lærte at
skyde og glemte det igen, er ikke en af os." Og bogen mindede desuden om, at
profeten samtykkede i brugen af moskeer som militære træningsbaser. Sadat,
bemærker Kedourie (s. 59), lod sine soldater dyrke djihad som en særlig
islamisk dyd. Som enhver anden muhamedansk hersker, der er konfronteret med
de vantro.
Blandt Sadats mange erklæringer til støtte for troen kan citeres:
"Konfronteret med en konfliktfuld verden må vort svar være at vende tilbage
til vor islamiske revolution, proklameret af Profeten i 622, for at lade os
inspirere af dens videnskabelige, moralske og åndelige konsekvenser."
(Wright s. 180).
Men så indgik han rigtignok fredsaftale med Israel i 1978. Året efter
talte han for en adskillelse af religion og politik. Det overlever ingen
muhamedansk statsleder. Hans morder i 1981 blev da også af mange anset for
at være folkeviljens "forlængede arm" (Esposito 1992 s. 96).
Vendt mod de kristne kopterne brød i 1981 store optøjer løs i Egypten. De
var en protest imod kopternes kritik af indførelsen af sharia som egyptisk
lovs kilde året før (med deraf følgende dødsstraf for konvertering fra
muhamedanismen til kristendommen). Ved optøjerne blev paradoksalt nok 150
koptere arresteret, heriblandt fremtrædende gejstlige. Pave Shenouda den
Tredies modstand imod islamiseringsloven irriterede Sadat så meget, at paven
blev sat i et kloster i ørkenen og først løsladt i 1985. Fundamentalisternes
i vid udstrækning statsstøttede fremmarch og kristenforfølgelser har siden
kun forværret situationen for kopterne. I relation til jøderne viser Egypten
mere og mere sit sande muhamedanske ansigt i landets ledende regeringstro
dagblade. Her er benægtelse af holocaust og stærk antisemitisme daglig kost
(reportage i Kristeligt Dagblad 28. januar 1999). Markedet flyder over med
anti-koptiske blade og bøger, mens de kristne har svært ved at nå forbi
censorerne. De statslige radio- og tv-kanaler er ifølge Burns (1994) fulde
af muhamedanske taler mod kopterne, der ikke får lov til at svare. Allerede
i 1985 viste en opinionsundersøgelse ifølge Wright s. 189, at 96% af de
muhamedanske egyptere gik ind for anvendelse af Sharia. I.S.I.C. Bulletin
oplyste oktober/november 1998, at det Muslimske Broderskabs synspunkter i
dag "gennemtrænger alt". Både de socialt dårligt stillede og velbjærgede
grupper som handelsfolk, læger og advokater støtter det i vid udstrækning.
(Andersen s. 24).
Diskriminationen mod koptere har været konsekvent gennem mange år: Da
muhamedanere i 1952 tvang ni kristne ind i en kirke og brændte dem levende,
kom forbryderne aldrig for retten. Ejheller faldt der straffe, da kristne på
flere universiteter i 1978 blev holdt som gidsler af fundamentalisiske
studerende. Omtrent samtidig blev tre kristne kirker ødelagt, uden at
gerningsmændene blev retsforfulgt. Og kort efter blev to kristne lærere
skudt, deres kroppe hakket med sværd og kastet i Nilen. Morderne blev fanget
men frigivet af "religiøse årsager". Politiet og hæren kommer altid lige
netop for sent til at redde angrebne kristne. Da to koptere blev myrdet i
august 1998 valgte politiet at søge efter gerningsmændene blandt landsbyen
El Kochehs kristne indbyggere - med metoder, der næppe kan kaldes
almindeligt politiarbejde: ophængning på kors, voldtægt, elektrochok på
kønsorganerne, vold mod småbørn etc. En egyptisk
menneskerettighedsorganisation var alene med sin kritik af politiets
metoder, og dens leder blev efterfølgende fængslet (Weekendavisen 22. januar
1999).
Selv de mindste restaureringer af kristne koptiske kirker (fx fornyelse af
et toilet) skulle indtil for nylig godkendes personligt af Sadats
efterfølger præsident Mubarak. Nu skal de i stedet godkendes af lokale
myndigheder, der snarest er mere restriktive. Mens 16% af Egyptens
indbyggere er kristne, er der ingen kristne blandt landets 28 guvernører, de
utallige borgmestre, 15 universitetsrektorer eller 300 ledere af højere
institutter. Ejheller er der kristne blandt de ledende i hæren,
sikkerhedsstyrkerne eller medierne. Kun 1% af Egyptens dommere, 1,4% af
parlamentsmedlemmerne og 0,4% af ambassadørerne er kristne. (I.S.I.C.
Bulletin, juni/juli 1998).
Mens der i Egypten under Mubarak ikke er eksplicitte love mod frafald fra
islam, anklages de frafaldne i stedet for at "forstyrre den sociale fred",
og en højesteretskendelse har erklæret frafaldne "juridisk døde". Det
medfører, at et drab på en sådan person er straffrit, fordi vedkommende
allerede juridisk er død. Desuden kan en "død" hverken gifte sig eller arve,
og et legitimationskort kan ikke ændres til at angive "kristen". Mere end
150 muhamedanenere, der er blevet kristne, er blevet sat i fængsler med
maksimal sikkerhed, anklaget for at true den "nationale enhed". (Burns
1994).
Egypten driver ikke som stat terrorisme, men i de seneste år har landet
gjort sig bemærket ved, at Al-Jamaat Al-Islamaiya og landets andre
terrorbander - der tidligere var mest kendt for mordet på præsident Sadat -
nu par excellence er førende i at massakrere turister. I Luxor (november
1997) og andetsteds. Det er et middel, som sigter på at få Mubarak til at
bortskræmme de efter muhamedansk målestok udsvævende, umoralske
vesterlændinge fra landets territorium. Disse egyptiske fundamentalister får
støtte af regeringen i Sudan.
Gennem 1990'erne er Egyptens åndelige liv forstenet pga. dødstrusler fra
de militante, som rutinemæssigt dræber landets kristne koptere og endda
under trusler har pålagt mange af dem den traditionelle "islamiske skat". I
1997 var der en veritabel drabskampagne mod kopterne, i løbet af en måned
fandt der 21 drab sted, og det kulminerede i september med fyrre drab. "En
massakre mere og vi risikerer at stå med en borgerkrig mellem muslimer og
kristne", udtalte Milad Hanna, kopter og tidligere medlem af Egyptens
parlament. Og Anba Korolus, biskop i Nag Hamadi nær det sted, hvor kristne
blev dræbt i marts 1997, sagde, at udbredelsen af muslimsk fundamentalisme -
og regeringens reaktion på den - får kopterne til at føle sig som borgere,
der er sat udenfor. "Regeringens politik over for kopterne leder muslimer
til at tro, at vi både er ubetydelige og ligegyldige. Det opmuntrer til
disse angreb", sagde han ifølge Kristeligt Dagblad 25. marts 1997. Drabene
finder sted i forbindelse med fundamentalisternes bestræbelser for at få de
kristne til at betale den traditionelle vantro-skat jizya, for hvilken det
Muslimske Broderskab er den fremmeste talsmand. En seddel ved nogle af de
dræbte kristne i 1997 havde budskabet: "Dette er, hvad der sker, hvis I ikke
betaler. I må betale, selv hvis I er fattige." Islamisternes opreklamerede
sociale bevidsthed begrænser sig - følgende den velkendte muhamedanske
skik - til trosfæller.
Den generelle arabisk-muhamedanske selvbevidsthed fornægter sig såvist
heller ikke i det efter sigende vestorienterede Egypten. Mens
amerikansk-engelsk tegneserie- og computersprog kombineret med negerslang
mere og mere dominerer alle europæiske sprog, sørger "Akademiet for Arabisk
Sprog" i Kairo således for renheden af arabisk. Akademiets forskere regner
det blandt deres vigtigste opgaver at værne arabisk mod fremmedord, som
derfor konsekvent omskabes til arabisk. Motorcykel hedder derfor på arabisk
sådan noget som "glødende cykel", støvsuger "elektrisk kost", computer
"automatisk regner", Windows 95 "vindue 95" osv.
citat slut