"C. Overgaard" <newsgroup@carstenovergaard.dk> skrev i en meddelelse
news:437f87a6$0$120$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Ej så snart er de blevet færdige med at brokke sig over nogle tegninger af
> en eller anden gut fra deres fjerne kultur, før at de nu vil blande sig i
> vores udvalg af medier. Da de så hvor lidt at deres tuderi blev bemærket,
> fik de dækning under amerikanernes skørter.
>
Tegningerne er de ikke færdige med endnu. Om et par uger vil Tyrkiet og alle
de andre muhamedanske lande enstemmigt fordømme Jyllands-Posten og Danmark,
på samme måde som de i sin tid enstemmigt fordømte Salman Rushdie for bogen
De sataniske vers.
>
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2005/11/18/222705.htm
>
> Men uanset om henvendelsen kommer fra et land som vi kan tage alvorlig, så
> ved vi godt hvor at ideen er fostret.
>
> Det er ikke fordi at kvaliteten på de københavnske kanaler er i højsædet,
> men vi har været tvangsindskrevet til at overvære steninger lige efter
> børneprogrammerne, så hvilket skade kan lidt kurdisk underholdning gøre.
> De har ryddet godt ud i både armenere, grækere (Det skal de nu ikke høre
> et ondt ord for, nu hvor Grækenland er igang med at smadre dansk export
> via en latterlig EU-dom.) og andre folkeslag.
>
>
http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_genocide
>
http://en.wikipedia.org/wiki/Assyrian_Genocide
>
http://en.wikipedia.org/wiki/Pontian_Greek_Genocide
>
Det er ret begrænsede folkemord i forhold til hvad araberne har udført.
Osmannerne brugte meget systemet med at lade de vantro overleve som
undertrykte dimmier i stedet for bare at udrydde de vantro.
Ifølge Fatih Alev er begivenhederne i 1915, da armenierne forsvandt fra
Tyrkiet, ikke et folkemord. Han skrev her i gruppen i 1998 følgende i et
indlæg:
citat start
Den osmanniske deportation. Ikke de tyrkiske folkemord. Tyrkiet blev
grundlagt i 1923. Deportationen skete i 1915, da det stadig var
Osmannerriget. Osmannerne havde ingen grund til at myrde løs på disse
mennesker. Jeg vedlægger en kapitel fra et tyrkisk historieværk oversat
af undertegnet.
Deportationen af armenerne i 1915
Antallet af de osmanniske armenere (ortodokse, katolikker og få
protestanter) i Istanbul, Anatolien og de arabiske lande var i 1915
omkring 1.300.000. De udgjorde ca. 5% af befolkningen i Østanatolien.
Den største del af 3. kompagni, der forsvarede de østanatoliske og
kaukasiske fronter mod russerne under Sarikamis-offensiven i slutningen
af 1914 (29.12.1914-2.1.1915), frøs ihjel. Fronten var næsten uden
forsvar. Russerne sendte våben til armenerne i Østanatolien. Armenerne
dannede partisangrupper og angreb muslimske landsbyer, og senere
forstæder og byer, som ikke længere var beskyttet af osmanniske
soldater. De massakrerede i stor stil uden at skåne børn og kvinder. De
skød ikke civilbefolkningen ihjel, men udøvede tortur på dem bl.a. ved
at skære deres lemmer af og dernæst brænde dem og lade dem dø. De
voldtog de muslimske piger og kvinder i stort omfang. Deres formål var
at jage muslimerne ud af Østanatolien og lade en stor del af dette
område høre under Rusland. Byen Van var et vigtigt center for muslimer.
De armenske partisaner angreb også Van og myrdede samtlige muslimer
(20.4.1915). Da den russiske hær ankom til Van (19.5.1915), blev de
overrasket over, at der ikke var en eneste muslim tilbage. De armenske
rædsler overgik selv russernes planer. I adskillige officielle
dokumenter og erklæringer af russiske officerer, nævnes det armenske
massakre mod muslimerne og det henstilles til armenerne, at de
øjeblikkeligt skal afstå fra det. Russerne blev nødt til at trække sig
tilbage og overlod Van til armenerne (3.8.1915). Men 2 dage senere
ankom de tyrkiske styrker, og blev vidner til titusindvis af muslimers
lig og de nedbrændte og -revne moskeer.
Armenerne var et beskyttet mindretal under seldjukerne og senere
osmannerne, mens de tidligere under det byzantinske herredømme blev
betragtet som andenrangsborgere og var undertrykt. Det vigtige armenske
samfund i Istanbul er ikke oprindeligt fra Istanbul. De fik tilbud om
at bosætte sig i Istanbul af Mehmed II (Konstantinopels erobrer),
dengang de levede i Anatolien. Deres frihed til religion og kirke, og
besiddelse af formuer blev respekteret. Selvom de osmanniske
myndigheder i 1850'erne ikke brød sig om, at de ortodoks-kristne
armenere lod sig omvende til katolicismen efter europæisk opfordring,
gjorde de intet fysisk for at forhindre omvendelsen udover at anbefale
armenerne at fortsætte i deres forfædres kirke og tillod endda de nu
katolske armenere at stifte et Patriarkat. Både de ortodokse og
katolske armenere har efter 1856 kunnet besidde statslige embeder som
medlem af Statsrådet, amtsborgmester, ambassadør, hofmester ved
Sultanens palads og minister (én udenrigsminister). 90% af disse har
oprigtigt tjent Osmannerriget og er ikke blevet diskrimineret i forhold
til de muslimske ministre. Udover officer i Infermeriet har de ikke
kunnet blive officerer i den osmanniske hær, men det har de heller ikke
ønsket. Bortset fra det, levede de under gunstige forhold, de ingen
steder i verden kunne opnå. De har deres musik-, digt-, køkken- og
tøjkultur, vaner og en stor del af deres traditioner fra tyrkerne, og
er det folk blandt kristne, som bedst har kunnet identificeret sig med
den osmannisk-tyrkiske kultur og har kunnet føle sig som en del af den.
Nogle af de mest berømte komponister indenfor tyrkisk musik har været
armenere. Samtidig med at de havde adgang til de mest eksklusive
tyrkiske gymnasiale og universitetsuddannelser, tilrettelagde de også
deres egne uddannelser på eget sprog på folkeskole og gymnasieniveau,
og de af dem, der har ønsket det, har kunnet tage en videregående
uddannelse i Europa. Det er ikke muligt at observere selv et lille had
imod armenerne eller en opfattelse af armenerne som andenrangsborgere
hos Sultan Abdulhamid II eller Tal'at Pasha, som påstås at have næret
had mod dem. Sultanen og Tal'at Pasha har samarbejdet med mange
armenere, og placeret nogle af dem på topposter. De armenske
parlamentsmedlemmer i Meclis-i Meb'usan (De Udvalgtes Forsamling) har
kunnet ytre sig endnu modigere end de tyrkiske medlemmer.
Men Bab-i Ali (Osmannerrigets centraladministration i Istanbul) har
ikke vist nogen tolerance imod de armenere, der tog imod instrukser
fra udlandet, bevæbnede og organiserede sig i partisangrupper for at
drage ud på jagt efter muslimer og massakrere dem. De østanatolske
armenere var ubehøvlede, og havde ikke draget fordel af den osmanniske
kultur, sådan som Istanbul-armenerne havde det. De østanatoliske
armeneres gerninger klæder kun vilde og uciviliserede samfund, og
dokumentationen på alle disse gerninger er blevet udgivet. Tidligere
armenske oprør som nød støtte fra England, Frankrig og Rusland var
blevet forhindret i at udvikle sig. Men for ikke at skade de uskyldige
sammen med de skyldige har man været meget påpasselig med ikke at røre
armenere uden våben i hånd. De østanatolske armenere modarbejdede
Sultan Abdulhamid II, fordi han ikke gik med til at etablere et
autonomt fyrstendømme indenfor grænserne af 6 østanatoliske provinser.
De holdt med "Ittihad ve Terakki" (tyrkisk opposition mod Sultanen)
indtil Abdulhamid II blev fjernet fra magten; senere modarbejdede de
også "Ittihad ve Terakki".
Det tvang Bab-i Ali (Istanbul) til at tage hårdere og mere radikale
modforholdsregler, da armenerne begyndte at massakrere på den civile
muslimske befolkning (tilmed i en tid, hvor Osmannerriget kæmpede for
sin eksistens) for at bane vejen for de russiske styrker, der
forberedte sig på lidt efter lidt at besætte de østanatolske provinser
efter 3. kompagnis definitive nederlag ved Sarikamis-slaget. Omkring en
halv million armenere i Øst- og Midtanatolien blev beordret deporteret
væk af Indenrigsminister Tal'at Bey og Rigsminister Said Halim Pasha,
fra områder som de russiske styrker var forberedt på at indtage, til de
sydlige områder af riget. De områder de blev deporteret til, dagens
Syrien, Libanon, Jordan og Irak, var i mange henseender bedre og
velfærdspræget i forhold til Østanatolien. Disse områder var en del af
Osmannerriget. Deportatationen blev gennemført i april 1915. På det
tidspunkt er det stadigvæk vinter i Østanatolien, hvis vejnet var meget
primitivt. Befolkningen og de tyrkiske soldater var ramt af sygdom.
Soldaterne fik ikke deres løn og kost regelmæssigt. Under disse forhold
og under beskyttelse af soldaterne begyndte deportationen af henimod en
halv million armenere fra Østanatolien til Mesopotamien, Syrien og
Libanon. Nogle af dem, også tyrkiske soldater, døde undervejs.
Østanatolske muslimer, hvis familier mistede livet under de armenske
massakrer, ønskede at hævne sig på armenerne, så de sneg sig ind
konvojen og skød på armenerne. De tyrkiske soldater gjorde gengæld og
forsvarede armenerne. Men den største del af armenerne blev i løbet af
et par måneder bragt i sikkerhed til de arabiske provinser. Da de er et
flittigt folk og med støtte fra den osmanniske administration, opnåede
de på kort tid meget bedre forhold end i Øst- og Midtanatolien. Efter
krigens afslutning emigrerede en stor del af dem til Frankrig, USA og
andre lande. Armenerne i Europa og USA er efterkommere af disse
anatolske armenere. Hvis påstanden om at deportationen i 1915 i
virkeligheden var et folkemord på armenere skulle passe, burde der i
dag ikke eksistere nogen armenere i Europa og USA.
På næsten samme tidspunkt som deportationen var Osmannerriget i færd
med at forsvare sig ved Dardanellerne og Topkapi-paladsets rigsskat
blev overført til Konya som en forholdsregel pga. faren for at Istanbul
skulle blive besat. Men Sultanen nægtede selv at flytte til Konya.
Sidst men ikke mindst skal man huske, at deportationen blev gennemført
under de væbnede armenske partisaners krigsførsel og forfølgelse.
Det er godt nok ikke "pænt" at tvinge folk ud af områder, som har været
deres hjem i århundreder. Men regeringer har i krigstilfælde været
nødsaget til uden at skelne mellem nationaliteter at skærpe
forholdsreglerne for hele befolkningen. En stat som Rusland skal ikke
nævnes i denne sammenhæng. Men den behandling irerne fik af englænderne
under 1. verdenskrig og de japanske indvandrere af amerikanerne under
2. verdenskrig er kendt og flere eksempler kan gives herpå. I januar
1942 blev alle amerikanske statsborgere af japansk oprindelse samlet i
fangelejre i Arizona omringet af pigtråde og maskingeværer og blev ikke
løsladt indtil krigens afslutning. Disse japanere havde ikke som de
osmanniske armenere gjort oprør med våben. Man har blot været
mistænksom omkring deres loyalitet, og det er forkert. Disse var født i
USA, blevet kristne, talte engelsk og kunne ikke japansk. Det
amerikanske justitsministerium satte sig imod denne deportation, men
præsident Roosevelt beordrede den alligevel gennemført efter ønske fra
militærlederne.
Endnu imens Milli Mucadele (Tyrkiets befrielseskrig) fortsatte
anerkendte både Den Armenske Republik i Rusland og Sovjetunionen,
Tyrkiets grænser med Armenien og Georgien ved at undertegne en pagt med
Ankara-regeringen. Samme forpligtelser indgik også i fredsaftalen
undertegnet i Lausanne i 1923. Den Armenien som var indeholdt i
Sevres-fredsaftalen, som hverken af Sultanen eller Ankara blev
accepteret, men som åbenbart blev opfattet som en mulighed for at tage
hævn over tyrkerne og muslimerne af de imperialistiske stater, blev
afslået i Lausanne.
Som bekendt besatte armenske partisaner og den dengang selvstændige Den
Armenske Republik i Kaukasien endnu engang dele af Østanatolien og
udøvede igen terror på lokalbefolkningerne. De blev senere jaget
tilbage til de nuværende grænser af Kazim Karabekir Pashas 15.
armekorps, hvorefter fredsaftaler med de nuværende grænser blev
undertegnet af Den Armenske Republik og dens "chef" Sovjetunionen.
************************************************************************
**
Side 659-662, bind 1, Osmanli Devleti Tarihi (Osmannerrigets historie),
Faisal Finans Kurumu Yayini, Istanbul, 1986.
Oversat af Fatih Alev
citat slut