---

Hvis du gør A, gør jeg B (ultimatum bør ignoreres som psykopati)



Siger jeg til min søster vedr. en konfirmations-invitation, at "jeg
vil ikke komme hvis hun inviterer X" (fx muslimer og autonome), så
afslører jeg mig som afstumpet, følelseskold psykopat, der aldrig har
haft ægte sympati for min søster , og som ikke ejer normal
situationsfornemmelse.

(Nærmest på plan med Nyrup Rasmussen, da han kaldte DF for
ikke-stuerene.)

Et ultimatum hører hjemme mellem fjendenationer, der er på kanten af
fysisk krig.

Folk uden stivsind vil kunne *tale sammen og forhandle* om alt, og
finde kompromis om at bordplan ikke sætter fjender nær hinanden, og så
er det klaret.

Svarer jeg, at hvis hun benægter (eller oplyser) at være i familie med
mig, så vil jeg aldrig tale med hende, afslører jeg mig også som
naragtig. Ytringsfrihed er retten til at lyve. Kun vold og tyveri bør
man møde med skingre trusler om "Hvis du gør A, så¨gør jeg B". Livet
har nuancer. Ingen sten bør være uvendt af dialog, før man skrider til
tvang og trusler.

Folkekirkens liderlighed mht at smide folk ud, er eksempel på sådan
uintelligent konfliktopsøgen og magtbrynde med § som falsk alibi.



At min nevø, der lige har klaret at holde sit partis (EL's) skanse
via, at journalister ikke er grove mod meningsfæller som de er imod
DF (TV-skærmtrolde legitimerede brug af porno om DF-dronning med, at "når
hun bruger kræftbyld-metafor om muslim-ideologi, så gælder alle kneb"!)

- lader sin far true mig til at fortie sandhed om slægtskab
mellem min nevø og mig, så vidner det om, at sammenhængskraft i
slægten ikke har været god i lang tid.



At Tyrker-præsident stiller ultimatum om, at hvis ikke
terrorist-journalist udvises fra pressekorpset, så vil han udvandre på
sin nations vegne, så tyder det på at DK og Tyrkiet ikke har brug for
at have meget med hinanden at gøre. Hvis der var kulturfællesskab,
ville der forhandles, før der truedes med sammenbrud.



Omvendt er Fogh fjendtlig og udiplomatisk, at han ikke viser et land,
der har erobret del af Balkan(Istanbul) og dermed er anerkendt som
lidt europæisk, den velvilje at finde et kompromis vedr
kurderterrorbekæmpelse.

Det tyder på, at samarbejde mellem de to lande bør skrues ned på at
minimum, at Fogh vælger så skinger en uhøflighed (som måske er eneste
måde at råbe tyrkerne op mht, at EU-medlemskab ser ud til at være
evigt umuligt).