---

En perle af Per Stig Møller

Oprindelig trykt i Berlingske Aftenavis 24.9. 1970. I 1973 optrykt i
essaysamlingen ”København-Paris t/r” (Stig Vendelkærs forlag). De
konservative er i gang med at udforme et partiprogram, der skal danne
basis for 70'ernes politik. Men meget i det tyder på, at det ikke kan
leve ret langt ind i fremtiden. Dertil har man udelukket for mange af de
moderne erfaringer og holdt sig for meget til den traditionelle
konservatisme. Værst gør det sig gælden­de inden for afsnittet om
kulturpolitik, hvor man fortsæt­ter den socialdemokratiske tradition fra
60'erne, hvorefter kulturpolitik er lig kunstpolitik. Et virkeligt
forsøg på at skabe eller fremme kulturlivet i befolkningen findes ikke i
programmet.


Konservatismens forudsætning synes stadig at være liberalisten Adam
Smith med nogen tilsætning af statskonservatisme, som Christmas Møller
og Aksel Møller formulerede den i 1930'erne. Konservatismen bør lære af
de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og
kollektivismen efter ny inspiration. Den ny generations verden er ikke
begrænset til Hellas og Nazareth, men tværtimod åben mod Peking og
Dakar.

Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med
demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle
muligheder for at udbytte de mange. Det er ikke demokrati, at nogle
magtkoncentrationer og personer afgør væsentlige dele af samfundslivet
uden nogen sinde at have fået mandat dertil og uden nogen sinde at kunne
underkastes kontrol. Vi tror, vi vælger en regering, men vi vælger kun
en del af den faktiske regering. Tag finanspolitikken, hvor banker,
importører og organisationsfolk i realiteten opstiller rammerne for en
finanspolitik. Det er hvert andet år nogle få organisationsfolk, der
mødes for at afgøre hele folkets økonomiske status. Det er banker, der
er uden for samfundets kontrol, der afgør, om de vil begrænse
pengemængden eller på trods af henstillinger øge den. Det er importører,
der afgør valutakassens stilling og handelsforbindelsernes art. Det er
handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør
udenrigspolitikken. Tyge Dahlgaard sagde det, og blev fyret. Men
politikken er stadig den samme. Det viser Sydafrika, Rhodesia,
Grækenland og Spanien.

Det er nogle få, der kan gøre de mange arbejdsløse. En arving kan
overtage en fabrik og gøre 100 mand arbejdsløse ved uduelighed, eller
han kan sælge den til amerikanere, tyskere, som han vil. I tilfælde af
arbejdsløshed har arbejderne og funktionærerne ingen chancer for at
modsætte sig og landet endnu mindre. Ved salg til udlandet begrænses den
udenrigspolitiske frihed. Der er endda arvinger eller aktionærer, der
ansætter nogle skrivemaskine-kulier til at udtrykke en bestemt
samfundsopfattelse eller politik. Derigennem påvirker de befolkningen,
som ikke aner, den påvirkes. Den får sine informationer gennem aviserne
og ved ikke i hvor høj grad de er beskårede eller fordrejede. Alligevel
tror læseren at tage stilling til det samme problem som hans kammerat,
der holder et andet blad og får en anden udlæning af nyhederne.

Dette er nogle af liberalismens dårlige sider, og der er flere. Nu
kommer så Mao og belærer os om hele tiden at tage vore hellige meninger
op til kritik og revision, til hele tiden at bryde med de institutioner,
som i det øjeblik de har overlevet sig selv kvæler os, til at tage mere
hensyn til flertallet end til den enkelte, til at se kultur som udtryk
for de økonomiske og politiske forhold, til at forhindre, at snyderi
betaler sig, til at forhindre at nogen kan manipulere i det skjulte med
os. Og her tager jeg ikke stilling til, om disse maximer virkelig
overholdes i Kina, men kun til dem som politiske ideer.

Det er med disse ideer, Mao bør inspirere den moderne konservatisme,
således at Adam Smith 200 år efter sin "Inquiry into the nature and
causes of the wealth of Nations" bringes til overensstemmelse med Maos
lille røde. Den moderne konservatisme vil få sin store betydning ved at
bygge samfundet op på en balanceakt og en samordning af disse to
politiske systemer. Balancen bør ikke være, således som det så ofte
fremføres, mellem staten og individet, for staten kan være udtryk for
nogle få eller for nogle, vi ikke kender, som det i høj grad er
tilfældet i dag, men mellem flertallet og den enkelte. Flertallet bør
ikke kunne kvæle eneren, men den liberalistiske ener bør ikke kunne gøre
flertallet til slaver. Ved at forlange handelsregnskaberne åbnet vil
befolkningen kunne se, om den bliver manipuleret udenrigspolitisk og
finanspolitisk. Det er folket, der skal afgøre, om vi skal bindes til
andre lande, og ikke de få, der kan tjene millioner på det og derefter
slå sig ned i Schweiz. Bankernes nationalisering kan heller ikke være
nogen utopisk tanke for den nykonservative, for han må ikke acceptere,
at en så stærk pengemagt er ude af befolkningens kontrol.

I uddannelsen må der lægges vægt på de færdigheder, som det samfund, man
bevidst søger at realisere, måtte kræve. Skolen har altid tjent
samfundet og betænkningerne udtrykker mere eller mindre explicit og
bevidst dette forhold. At sensibilitetskurser og gruppedynamik er kommet
ind i uddannelsessektoren er det europæiske menneskes tribut til det
orientalske og afrikanske. Her har hovedvægten været lagt på
fællesskabsudfoldelse fremfor individualudfoldelse, og dette er, ifølge
Sedar Senghor, grunden til, at man ikke kender ret mange ældre
afrikanske kunstnere af navn. De er gået op i fællesskabet og har ikke
følt noget behov for en individuel frelse ved historiens domstol. Alene
sociologernes erfaringer om det såkaldte "ensomme massemenneske" skulle
underbygge nødvendigheden af optræning til kollektivitet. Og samtidig
skal man nødvendigvis bevare menneskets evne til individuel udfoldelse,
til selvstændig vurdering og stillingtagen. For til syvende og sidst er
vi i et demokrati dårligt hjulpet, hvis ingen af sig selv kan tage
stilling til informationer og valgsituationer, og hvis ingen uden et
kollektiv kan tage ansvaret for en handling. Her skal balancen igen
søges mellem kollektivismen og liberalismen. Der er f. eks. ingen
løsning i Studenterrådets forslag om en 12-årig enhedsskole, for uanset
hvor meget man - uden bevismateriale - hævder, at vi alle er født ens,
har ikke alle samme hang til bogen og det disciplinerede skoleliv. Mange
vil simpelt lien ud og prøve andet end skolen. Man burde nok hellere
kombinere lærlingeuddannelsen med en videreførelse på højskoler, således
at kræfterne prøves og den fri tilegnelse på ny finder sted, men på et
andet og mere erfaringsbetonet grundlag end skolens. Og man kunne til
den anden side afskaffe filosofikum og indføre højskolen, således at
differentieringen ikke sætter sine befolkningsskel.

For at modvirke den private dagspresses manipulation med demokratiet
kunne staten oprette et nyhedsformidlende statsorgan, så alle fik
mulighed for at tage stilling på samme grundlag, og den private
dagspresse havde så synspunkterne, den personlige kommentar og ikke
direkte informativt stof som sit domæne. Det ville ikke give magt til
autoriteter, som ikke er autoriteter.

Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, må den tænke
i andre baner, når den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt
i at lade Adam Smith møde Mao. Ved at hæge for meget om fortiden, kan et
parti ikke gå ind i fremtiden. Ved at skele for meget til sine gamle
støtter, kan det ikke finde nye. Den eneste politiske vej går over
"enhed - kritik og selvkritik - enhed", således som formand Mao
forresten sagde det.

--
Med venlig hilsen
GB

---

"GB" <nospam@nospam.invalid> wrote in message
news:Xns970BE6A07B8F1Youremail@62.243.74.162...

> Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, må den
> tænke
> i andre baner, når den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok
> klogt
> i at lade Adam Smith møde Mao.

Mao, Stalin og Hitler har ufortjent haft en dårlig presse, for vor
enguderi-kultur er intolerant og dømmesyg
Ulandssituation og verdenskrig gjorde at ingen af de tre kunne have
handlet anderledes, uden at landet var blevet splittet af borgerkrig
Man kan argumentere at de derved reddede millioner og ikke dræbte
millioner.
UK OG USA er grundlæggende årsag til opiumskrig og WW1+2 og derved de
tre diktatur-stormagters ulykke(som var blevet værre hvis lederne
havde eksperimenteret med demokrati, før tiden var moden til sådant)

Adam Smith var gudelig skrivebordsteoretiker på Rousseaus tid og
opflammet af TILBAGE TIL NATUREN fornuft om mindst mulig indblanding
fra centralistiske skrankepaver.
Heltene bag frihandel var smuglere og sortarbejdere, investerende
spekulanterog ingeniører, der gjorde udviklingen uundgåelig, og det
gav Voltaire og Peel så Adam Smith æren for.
Adam Smith var klog , men ikke så sensationel en frihedskæmpertænker
som åndsfællerne Nietzsche, Oscar Wilde og Luther og
Glistrup/Grundtvig
Industrialismen forærede Smith nemme eksempler på at frihed gavner
masserne - og han forstod opportunistisk at knytte alt til biblen
(Guds usynlige hånd gør egoismen hos kapitalisterne til skaber af
arbejdspladser og billige varer og anden gavn for fællesskabet)

---

GB wrote:
> En perle af Per Stig Møller
>
> Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med
> demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle
> muligheder for at udbytte de mange. Det er ikke demokrati, at nogle
> magtkoncentrationer og personer afgør væsentlige dele af samfundslivet
> uden nogen sinde at have fået mandat dertil og uden nogen sinde at kunne
> underkastes kontrol. Vi tror, vi vælger en regering, men vi vælger kun
> en del af den faktiske regering. Tag finanspolitikken, hvor banker,
> importører og organisationsfolk i realiteten opstiller rammerne for en
> finanspolitik. Det er hvert andet år nogle få organisationsfolk, der
> mødes for at afgøre hele folkets økonomiske status. Det er banker, der
> er uden for samfundets kontrol, der afgør, om de vil begrænse
> pengemængden eller på trods af henstillinger øge den. Det er importører,
> der afgør valutakassens stilling og handelsforbindelsernes art. Det er
> handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør
> udenrigspolitikken.

[osv. - snip]

Den mand hører jo hjemme hos Enhedslisten.

Bent

---

Trans wrote:
> GB wrote:
>> En perle af Per Stig Møller
>>
>> Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse
>> med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle
>> muligheder for at udbytte de mange. Det er ikke demokrati, at nogle
>> magtkoncentrationer og personer afgør væsentlige dele af
>> samfundslivet uden nogen sinde at have fået mandat dertil og uden
>> nogen sinde at kunne underkastes kontrol. Vi tror, vi vælger en
>> regering, men vi vælger kun en del af den faktiske regering. Tag
>> finanspolitikken, hvor banker, importører og organisationsfolk i
>> realiteten opstiller rammerne for en finanspolitik. Det er hvert
>> andet år nogle få organisationsfolk, der mødes for at afgøre hele
>> folkets økonomiske status. Det er banker, der er uden for samfundets
>> kontrol, der afgør, om de vil begrænse pengemængden eller på trods
>> af henstillinger øge den. Det er importører, der afgør valutakassens
>> stilling og handelsforbindelsernes art. Det er
>> handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør
>> udenrigspolitikken.
>
> [osv. - snip]
>
> Den mand hører jo hjemme hos Enhedslisten.

Og så har du endda langtfra hørt det værste. Her følger lidt mere fra
Per Stig Møllers hånd:

s. 78: "I samme øjeblik den kollektive livsform og den almene brugsret
er slået igennem, vil den enkeltes indtjeningsbehov falde, fordi
kollektiverne ikke køber swimming-pools, TV-apparater, biler,
vaskemaskiner og videokassetter til hver enkelt eller hvert enkelt par,
hvilket er tilfældet i vores familiestruktur".

s. 96: "Der var historisk set kun een udvej: et spring. Den hvide race
måtte lære at leve som negeren i rytme med naturen, som asiaten i pagt
med det evige".

s. 96: "Det blev raceblandingen tid. Blandede ægteskaber blev således
påbudt ved lov omkring 2050. Ud af dem opstod en ny race, nye værdier,
en ny verden, en ny civilisation"

s. 96: "Skabelsen af den nye fælles-race var den gamle verdens sidste,
tragisk-heroiske indsats for at overleve. Det lykkedes. Den er mere
hårdfør end nogen af de tidligere kendte racer, mere bred i sin
forståelse. Det er, som om de tidligere racer blot har været forstudier
til denne".

s. 107: "Parrene rykker ofte hen, hvor de synes at kunne lære mere, og
hvert syvende år skal de simpelthen rykke"

Om Søren Krarups angreb på hans utopi:

"... den eneste løsning er, at disse raceblandinger får fremskaffet de
evner, der kan få os til at overleve. DER kommer tvangen ind, men det er
som følge af, at vi lader stå til i den demokratiske sløsagtighed. Men i
den endelige utopi, hvor vi har fået opløst tvangen og bureaukratiet, i
det jeg kalder totaldemokratiet, eksisterer tvangen jo slet ikke. "

s. 163: "Ja, jeg skriver at man skal flytte hvert syvende år. Det er en
regel i det samfund. Men det er en regel, der er til fordel for de
enkelte borgere, ligesom skolegangen jo også er en tvang. "

s. 167-168: "Og der vil jeg med tvangen og racen gøre opmærksom på - og
det er efter min mening en meget modig vision - at mennesket kun gennem
denne raceblanding får egenskaber, som kan sætte det i stand til at
hæmme den vestlige verdens ekspansion, og samtidig give det fornemmelse
af, at der er mere mellem himmel og jord, som andre racer har, og give
det fornemmelse af fællesskab, som andre racer har. Det er en "
mutationsteori", som Teilhard de Chardin, den franske biolog, udkastede,
som den eneste måde, hvorpå man kunne forestille sig, at mennesket var i
stand til at overleve, fordi det dermed ville få en mutationskraft som
mennesket tidligere har fået, og derved bringe sig videre. Men der sker
ikke noget, og fortsætter vi kun med det repræsentative demokratiske
system, så er år 2020 jo nok katastrofalt, men jeg tror ikke på, at
mennesket går til grunde, som dommedagsprofeterne tror".

(Søren Krarups kommentar til dette var: "Jeg vil lige sige til Per Stig
Møller, at når han kalder sin vision for en modig vision, hvad han skal
have lov til, så var Hitlers vision ikke spor mindre modig".)

s. 188:"Og hvis jeg så må slutte af med mig selv, så opfatter jeg min
utopi som den eneste rigtige måde at forholde sig til virkeligheden på,
fordi det er en realistisk-idealistisk socialisme".
http://www.liberator.dk/art-detail.asp?A_id=257

---

"Henrik Svendsen" <HrSvendsen@msn.com> skrev i en meddelelse
news:43768c36$0$84012$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Trans wrote:
>> GB wrote:
>>> En perle af Per Stig Møller
>>>
>>> Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse
>>> med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle
>>> muligheder for at udbytte de mange.
>> Den mand hører jo hjemme hos Enhedslisten.
>
> Og så har du endda langtfra hørt det værste. Her følger lidt mere fra
> Per Stig Møllers hånd:
>
> s. 78: "I samme øjeblik den kollektive livsform og den almene brugsret
> er slået igennem, vil den enkeltes indtjeningsbehov falde, fordi
> kollektiverne ikke køber swimming-pools, TV-apparater, biler,
> vaskemaskiner og videokassetter til hver enkelt eller hvert enkelt par,
> hvilket er tilfældet i vores familiestruktur".
>
> s. 188:"Og hvis jeg så må slutte af med mig selv, så opfatter jeg min
> utopi som den eneste rigtige måde at forholde sig til virkeligheden på,
> fordi det er en realistisk-idealistisk socialisme".
> http://www.liberator.dk/art-detail.asp?A_id=257
>

I alsidighedens navn var DR nødt til at have en erklæret konservativ ansat i
70erne. Ret oplagt at vælge Per Stig Møller.

---

Henrik Svendsen citerede:

> (Søren Krarups kommentar til dette var: "Jeg vil lige sige til Per Stig
> Møller, at når han kalder sin vision for en modig vision, hvad han skal
> have lov til, så var Hitlers vision ikke spor mindre modig".)

Hæ, hæ. Det har Søren Krarup ret i.

Bent