---

Situationsfornemmelse uden gavn

Det, der giver et fællesskab trivsel og styrke, er korpsåndens
"koordinering" af individernes indsats, så de ikke modarbejder
hinanden. Det er blevet moderne at tale om "sammenhængskraft" og for
myg og fisk "sværm- og stime-intelligens.

Een komponent i samarbejdet i en gruppe er
empati=medfølelse=medlidenhed=medynk,

som gør, at floklederen under en forceret vandring kan fornemme,
hvornår de svage vil få ben-problemer næste dag, hvis der ikke tages
et hvil nu.

Alle de fire medynk-ord har desværre fået grim klang af professionel,
uærlig godhedsindustri, der lever højt på, at sætte de svage i
taknemlighedsgæld, for at eje og kontrollere dem.

Men der eksisterer megen sund brug af empati, fx. at man har antenner
for naboens problemer, især hvis denne _ikke_ er åben , ærlig og
velformuleret og kan bede om hjælp eller købe sig hjælp.

Det ideelle er et frit marked, hvor den nødlidende kan købe forsikring
eller parre sig med en, der matcher(den blinde bær den lamme).

Vi er slemme til at se op til vindere, også når vinderne ikke er
gavnlige for fællesskabet. Derfor ser vi op til smart
situationsfornemmelse, der misbruger at være på forkant med
stemningsskift, til at manipulere og håne/latterliggøre - og selv opnå
ry for charme.

Selvfølgelig er det formynderisk og ledt at se manglende
situationsfornemmelse som en art sindsyge.

Den kan være den ensommes bevidste og socialt kloge valg.

Samfundet har overhovedet ikke brug for de magiske indfølingsevner,
efter vi udviklede sprog, så vi kan sige "hjælp mig og min kørestol
over kantstenen og op ad trapperne og ind i toget, så får du til
gengæld en promille af min tårnhøje pension".

Når folk er nævenyttige, emsige formyndere, er de oftest
superondskabsfulde og hindrer de svage i at blive stærke. Lad de svage
få hjælp over skatterne, men lad dem selv beslutte, hvordan hjælpen
skal bruges på et frit marked. Det er ægte respekt. Det er ægte
kærlighed. Ud med socialismens kamouflerede elitære gruppe-egoisme.