| Overmennesker er legesyge, ikke magtfulde
 
 Allerede under WW1 fik Nietzsche en dårlig presse hos de allierede,
 ved at det værste af det værste tyske klyngedes op på hans
 viljen-til-magt filosofi.
 
 Tyskerne var jo dobbelt så gode soldater til alt, og det søgtes
 bortforklaret ved "preusserdisciplin" og sjælløs materialisme.
 
 De romantiske tyskere er har ikke Vestens satire og ironi, og har man
 ikke sans for deres gemytlighed, kan de virke humørforladte, men er
 ikke mere materialistiske end os. De er i farens stund lydige, og
 livegen-moral kan også være fæl i fredstid hos ganske mange, men de er
 ikke meget mindre selvstændige. De anerkender "en kaptajn på skuden" i
 krigstid, men er ellers ikke så uselvstændige som franskmænd,
 englændere og amerikanske jøder ofte påstår om dem.
 
 Nietzsches utopi i Zarathustra-digtet er om uhæmmede, fri ånder, der
 får mest mulig ud af livet ved at turde følge deres "vilje til magt",
 som selvfølgelig skal begrænses af statsmagtens få, vigtige love imod
 vold, tyveri og bedrag. Men den kloge må godt narre den mindre kloge,
 når det sker ved fair play, så den mindre kloge bliver klogere.
 
 Nietzsche lærte Freud alt om neuroser og ulykkesfugl-mentalitet. At vi
 ikke ønsker at være lykkelige. At vi plages af selvhad. At vi
 fortrænger aggressioner, og de skaber irrationelt skadeligt had,
 misundelse, hævnlyst, rethaveriskhed, forurettethed, bitterhed, kiv og
 kævl, nid og nag. Dette er det legende dansende overmenneske lykkelig
 fri for.
 
 Men han er hverken en diktator eller en sadist-psykopat.
 
 Kvinder satte digterfilosoffen højt, som socialt kloge og hævet over
 moraliseren og regelfnidder. Når han siger "glem ej pisken" er det
 fordi kvinden ønsker modspil, ønsker at "tages". Alle har brug for
 udfordringer for at undgå kedsomhed.
 
 
 
 
 |