---

http://www.cnbib.dk/93458/


Carsten Niebuhr Biblioteket > Ruud Peters: Jihad > Jihad - artikler fra
introduktionsbladet > Profetens jihad



Profetens jihad

Muhammed førte krig mod sine modstandere fra 622 til 630. Endnu i dag er
muslimerne delt i tolkningen af Muhammads krige

En artikel af Jakob Skovgaard-Petersen

Bag den klassiske og den moderne muslimske litteratur om jihad ligger
Koranens bestemmelser. Men der ligger også profeten Muhammads handlinger og
udtalelser om jihad. Vore kilder til Muhammads historie er sene, og vestlige
forskere ser på dem med en god portion skepsis. Det behøver dog ikke at
optage os her, hvor det er de muslimske historikeres version af hans liv,
der skal optage os. For de muslimske jurister har traditionelt trukket på de
muslimske historikere for at få opklaret, hvornår de enkelte vers i Koranen
blev åbenbaret, og dette har igen betydning for den vægt, som juristerne
tillagde dem. Ifølge den muslimske tradition var Muhammad omkring fyrre år
gammel, da han i år 610 (efter kristen tidsregning) fik den første
åbenbaring fra Gud. I tolv år prædikede og foredrog han de åbenbaringer, han
modtog, til folk i Mekka. Men i 622 tog han imod et tilbud om at udvandre
til byen Yathrib (senere Medina) og etablere sig dér med sine endnu ret
fåtallige tilhængere. I de følgende år udspilledes en krig mellem Muhammad
og hans tilhængere på den ene side, og deres gamle bysbørn og stammefæller
fra Mekka på den anden side. Krigen sluttede med Muhammads triumf: i år 630
kunne han uden modstand ride ind i Mekka og rense byens helligdom for
afgudsbilleder. Stammer fra hele Arabien svor nu troskab til ham, og Guds
styre og lov blev indført. Muhammad selv døde kort efter, i 632, men hans
tilhængere opretholdt det gudgivne styre og fortsatte ekspansionen af islams
territorium i de følgende årtier.

Overfald og slag


Muhammads militære karriere er derfor begrænset til årene 622-30, men da var
den til gengæld også intens. Ifølge de muslimske historikere gik der ikke
mange måneder efter udvandingen, før han drog ud på sit første
plyndringstogt. Dette var til dels nødsaget af behovet for indtægter, så de
udvandrede muslimer kunne brødfødes, men blev øjensynligt også set som en
retmæssig genoprejsning over for det Mekka, som ikke havde villet lytte til
hans prædiken. De første mange plyndringstogter løb ud i sandet,
bogstaveligt talt. Med små bander på helt ned til en halv snes mand, lå
Muhammad på lur efter karavaner fra Mekka, som måtte passere det nordligere
Medina på vej mod Syrien og andre steder. Men som regel fik de ikke opsporet
karavanerne i tide. Da det endelig lykkedes for en lille gruppe muslimer at
kapre en karavane, var det lige efter indledningen af de fredhellige
måneder, hvor man ellers ikke måtte slås, og det vakte forargelse både i
Mekka og Medina. Herefter var der åben krig med Mekka, som sendte hære ud
for at beskytte karavanerne og gøre op med Muhammad. Omvendt bidrog byttet
til at konsolidere Muhammads position og handlefrihed i Medina. Det
berømteste slag fandt sted i år 624 ved en korsvej, Badr. Muhammad var
draget ud med 300 mand for at overfalde en kæmpemæssig karavane fra Syrien,
men dens leder, Abu Sufyan, havde fået nys om overfaldet og dirigerede
karavanen sikkert til Mekka langs kysten. I stedet for en rig karavane stod
muslimerne pludseligt over for en undsætningshær fra Mekka, som var tre
gange flere end de selv. Stemningen var på nulpunktet, men det lykkedes
Muhammad at opildne sine tropper og stille dem så godt, at de faktisk
overvandt mekkanernes hær. Sejren blev set som et mirakel og af senere
muslimske historikere sammenlignet med israelitternes udfrielse fra Ægypten
under Moses. Slaget ved Badr blev efterfulgt af andre slag. Året efter led
muslimerne et nederlag ved Uhud nord for Medina, igen over for en tre gange
så stor mekkansk hær, og nederlaget var vanskeligt at forklare, når nu
muslimerne kæmpede under Guds banner. Det følgende år, 626, rykkede
mekkanerne ud med en endnu større hær og belejrede Medina. Belejringen er
kendt som "slaget ved graven" fordi muslimerne af en persisk konvertit lærte
at grave en dyb voldgrav, som holdt fjenden stangen, og under et
forfærdeligt uvejr besluttede mekkanerne at hæve belejringen og drage hjem.
Herpå vendte Muhammad sig imod en jødisk stamme i Medina, som havde forrådt
muslimerne. Han lod en gammel mand fra en forbundsstamme fælde dom om dem,
og alle stammens mænd blev dræbt. Alt imens fortsatte de mindre overfald på
mekkanernes karavaner. I år 628 så Muhammad i en drøm, at han skulle drage
på pilgrimsfærd til Kaabaen i Mekka. Han drog af sted med en styrke på
omkring 1500 mand. Da det forlød, at mekkanerne ville afskære dem vejen og
slås, valgte Muhammad en meget besværlig vej, men måtte stoppe på et sted
ved navn Hudaybiya. Herfra indledte han forhandlinger med mekkanerne om frit
lejde til byen, og man indgik en tiårig våbenhvile. I de følgende år
fortsatte Muhammads plyndringsekspeditioner, men de var nu rettet mod andre
stammer, særligt nordpå, og mange stammer sluttede sig nu til ham, og hans
styrke voksede. Da en fejde brød ud mellem to mindre stammer knyttet til
henholdsvis mekkaerne og Muhammad, var freden brudt, og Muhammad var ikke
interesseret i at bilægge striden. I 630 førte han en hær mod Mekka og
lejrede sig i nogen afstand fra byen. Mekkas leder Abu Sufyan tog ud til sin
gamle rival for at forhandle, og sikrede byen en generel amnesti. To dage
senere gik den muslimske hær ind i Mekka og mødte næsten ingen mostand.
Erobringen af Mekka, kaldet al-fath (åbningen), står hos de muslimske
historikere som kroningen på Muhammads jihad, men ikke som dens endemål,
idet ekspeditioner og krige fortsatte andre steder på halvøen.

Et repertoire for jihad


Beretningerne om slagene ved Badr, Uhud og graven, og fredsslutningen ved
Hudaybiya og indtoget i Mekka, har været fortalt blandt muslimer i 1400 år.
Der var stor ære i at nedstamme fra deltagerne i slagene, særligt slaget ved
Badr, og de første biografier om Muhammad giver lange opregninger af
deltagere og tildragelser under kampene. Disse værker hedder al-Maghazi,
udledt at ordet for plyndringstogt, ghazwa, som kendt i det danske ord
razzia. Men også Koranen refererer ret indgående til de forskellige slag og
de beslutninger, Muhammad var stillet overfor; om krigsfanger, forrædere,
deling af bytte mv. I den juridiske litteratur om jihad er der derfor mange
henvisninger til detaljer under slagene, og diskussioner om de begivenheder
som de forskellige koranvers mere præcist er blevet åbenbaret under. Kristen
polemik mod Muhammad har altid gjort et stort nummer ud af Muhammads
krigeriskhed og forsøgt at påpege, hvordan han ikke engang levede op til sin
samtids begreber om korrekt militær adfærd. Omvendt har moderne muslimske
biografier om Muhammad for det meste søgt at underspille eller forklare hans
krigsførelse som påtvunget ham af mekkanerne, og som rettet mod et højere
mål. Her er han en profet der kæmper for, at de evindelige blodige
stammeopgør skal få en ende, og et retssamfund skal se dagens lys. I disse
biografier udånder Muhammad efter at have fuldbragt sit værk, pacificeringen
af Arabien i en pax islamica. For de militante islamister er Muhammads krig
derimod en del af islams væsen og krav til den troende. Der ser man f.eks. i
Usama bin Ladins retorik, som ofte trækker på den profetiske jihad. Angrebet
på New York og Washington omtaler han altid som en ghazwa (razzia), og i sin
store tale til irakerne før den amerikanske invasion opfordrede han dem til
at grave store grave, ligesom han selv havde gjort i Tora Bora bjergene og
dermed overlevet den store belejring, og ligesom Muhammad havde gjort, da
mekkanerne rykkede mod Medina med en overlegen slagkraft. Eksemplerne på
politisk brug af Muhammads jihad er mange, og de kan være både militante og
det modsatte, men alle udnytter de den fortrolighed med profetens
livshistorie, som muslimer stort set altid har haft, og som i dag udbredes i
skolen. Det er derfor altid en god idé at slå op på beskrivelserne af
slagene, fredsslutningen og erobringen, når man skal vurdere en ny
Muhammad-biografis politiske ståsted.


------------------------------------------------------------------------


http://www.islamstudie.dk/koranen_dansk.svaerd.htm


Koranfortolkning:


SVÆRDVERSET



En af tidens største svøber er, at nogle muslimer såvel som ikke-muslimer
tager et enkelt koranvers ud af sammenhængen og bruger det som bevis for, at
muslimer har guddommeligt carte blanche til at udrydde alle ikke-muslimer
fra jordens overflade for at tiltvinge sig herredømmet på jorden.
Blandt de vers, der hyppigt nævnes, er det såkaldte SVÆRDVERS Koranen
9:5 - og det er endog kun en mindre del af verset, der citeres som bevis for
påstanden.

For at forstå Koranen er man nødt til at betragte den som en HELHED. Intet
vers kan stå alene, men skal forstås ind i en ganske bestemt sammenhæng.
Koranens vers og passager supplerer hinanden indbyrdes. Forklaringen til ét
vers skal ofte findes i mange andre passager rundt omkring i Koranen. Derfor
er det nødvendigt at kende HELE Koranen for at gøre sig forhåbning om blot
at forstå den tilnærmelsesvis.
Det siger sig selv, at man er nødt til at læse en længere passage før og
efter et bestemt vers for overhovedet at kunne finde hoved og hale på det.
Eksempelvis er Koranens 9. kapitel, der bl.a. indeholder retningslinjer
for forholdet til pagtfæller, en forlængelse af det foregående kapitel 8,
der indeholder retningslinjer for human krigsførelse og fordeling af
krigsbytte.

At et enkelt vers eller en enkelt sætning ikke kan stå alene, bliver klart
og tydeligt i forhold til det såkaldte sværdvers, der findes i begyndelsen
af kapitel 9. Der er tale om, at muslimer har ret til - med fire måneders
varsel - at opsige en pagt, de har indgået med hedninge, hvis disse har
brudt pagten. Der er tale om en form for betænkningstid, der gives i håb om,
at pagtfællerne vil komme på bedre tanker. Muslimerne må - når de fire
måneder er omme - forsvare sig imod evt. fjendtligheder fra de tidligere
pagtfællers side.
Bemærk i øvrigt, at der er tale om hedninge eller afgudsdyrkere
(mushrikûn) og ikke Bogens/Skriftens Folk (ahl al-kitâb), dvs. jøder eller
kristne, idet Koranen implicit går ud fra, at jøder, kristne og muslimer
ikke bekriger hinanden indbyrdes.
Under normale omstændigheder skal pagter indgået med andre
befolkningsgrupper naturligvis overholdes. Den passage, der ofte betegnes
som "sværdverset", og som påstås at legitimere uhæmmet drab på enhver
ikke-muslim, er i det efterfølgende fremhævet med større typer:

Koranen 9:1. (Dette er) en deklaration, der løser (barâ'a) Gud og Hans
sendebud fra den pagt, de har indgået med hedninge (mushrikûn).

9:2. (Oh I hedninge) Rejs frit omkring i landet i fire måneder, men vid, at
I ikke kan undslippe Gud (s straf), og at Han vil vanære dem, der afviser
Ham.

9:3. Dette vil Gud og Hans sendebud kundgøre på dagen, hvor pilgrimmene
forsamles: Gud og Hans sendebud opsiger deres pagt med hedningene. Det er
bedre for jer hedninge, om I angrer; men hvis I ikke gør, da vid, at I ikke
kan undslippe Gud (s straf). Kundgør, at en smertelig straf venter dem, der
afviser (k-f-r) Gud.

9:4. Men I skal ikke opløse de pagter, I har indgået med hedninge
(al-mushrikûn), der ikke har hverken brudt pagten eller hjulpet nogen imod
jer. Så opfyld jeres forpligtelser over for dem indtil pagtens udløb, for
Gud elsker de retfærdige (al-muttaqûn).

9:5. Når de fire forbudte måneder (efter kundgørelse af pagtens opløsning)
er ovre (og afgudsdyrkerne begår fjendtlige handlinger imod jer), da dræb
dem, hvor I end finder dem. Tag dem til fange, omring dem, læg jer i baghold
og pas dem op overalt. Men hvis de (oprigtigt) angrer og (frivilligt)
slutter sig til jer ved at forrette bøn og give almisse, da sæt dem fri. For
Gud er tilgivende og barmhjertig.

9:6. Hvis en af de afgudsdyrkere (al-mushrikun) (der bekriger jer) beder om
beskyttelse, da giv ham den, at han må høre Guds ord. Før ham derefter til
et sted, hvor han kan være i sikkerhed. Dette (påbyder Gud dig) fordi
menneskene er uvidende (og kunne finde på at gøre ham fortræd).

Som det fremgår, går der mange ting forud for 'sværdverset', som oven i
købet - som altid i åben krig og konfliktsituationer - giver flere
muligheder: dræb dem, tag dem til fange, omring dem, læg jer i baghold og
pas dem op, giv afhopperne asyl, frigiv dem - og tilgiv, alt efter
situationen. Endvidere er det vigtigt at huske:

De, der lytter til Ordet og (når der er flere alternativer) følger det
bedste, er vejledt af Gud. Disse er de (virkelig) indsigtsfulde. (39:18)

Og det bedste må alt andet lige være at spare liv, hvor det overhovedet er
muligt.


© Aminah Tønnsen, februar 2002 & januar 2004



----------------------------------------------------------------------

fra www.islam.dk


Jihad (af Jeffrey Lang)

Fra "I kamp for overgivelse" af Jeffrey Lang

Men når de fredhellige måneder er forløbet, dræb da afgudsdyrkerne, hvor I
finder dem, og tag dem (til fange) og omring dem og lig på lur efter dem på
ethvert sted for baghold. Hvis de da angrer og holder bøn og betaler zakat,
lad dem da gå deres vej, for Allah er Tilgivende, Barmhjertig. (9:5)
"En islamisk stat," sagde taleren, "fører ikke bare krig mod ikke-muslimske
politiske systemer. Den må følge nogle meget strenge retningslinier. Før den
må angribe et ikke-muslimsk land, må den på alle mulige måder prøve at sende
udsendinge, for at opfordre regimet og dets folk til enten at acceptere
Islam eller islamisk regering. Hvis denne opfordring til slut afvises, så og
kun da kan den islamiske regering erklære krig mod den ikke-islamiske
regering." "Men det er jo ligesom at sige at jeg skal lytte til din
prædiken, ellers slår du mig i ansigtet," udbrød en fra universitetets
publikum, "Jeg vil gerne vide," fortsatte hun skarpt," om muslimske
regeringer, ifølge islamisk lov også er forpligtede til at acceptere
missionærer fra andre religioner." Teister kan ikke andet end at opfatte
Guds kontrol over det menneskelige drama, om det så er gennem Guds
forordnede love bygget ind i et samlet system eller gennem direkte og
umærkelige ingreb, eller en kombination af de to. Religiøse samfund vil ofte
fortolke velstand som guddommelig velvilje og ulykke som guddommelig
misbilligelse; det sidste må være grundet nationens samlede syndefuldhed og
kræver en tilbagevenden til troens rene kilde. Al-Qur'an indeholder
vedholdende påmindelser om at sådan en opfattelse er upræcis og
overforenklet. Denne verdens præstationer indebærer vigtige prøver og
tålmodig lidelse bringer stor belønning. I Profetens levetid var den
endelige sejr dog en bekræftelse fra himlen om hans missions sandhed og hans
tilhængeres trofasthed og oprigtighed. Umiddelbart efter hans død befandt
det muslimske samfund sig fanget i en krig, først med frafaldne stammer og
så med de romerske og persiske riger. Dets bemærkelsesværdige og hurtige
sejre, under først Abu Bakr og siden 'Umars gudfrygtige lederskab, kan kun
have forstærket overbevisningen om at Gud altid var med Ummahen, og at den
skulle være Hans redskab til at grundlægge Guds universelle rige på jorden.
Imidlertid var det ikke alle de muslimer der deltog i de store erobringer -
næsten sikkert, ikke engang flertallet - der havde rent gudfrygtige og
ikke-materielle motiver. Krigsbyttet var altid et stærkt incitament, som
al-Qur'an og Profeten ved mange lejligheder bagatelliserede til fordel for
den åndelige belønning, for selvopofrelse for en retfærdig sag.
Lad dem da kæmpe for Allahs sag - de der vil sælge dette nærværende liv for
det kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag - om han så falder eller
sejrer - ham vil Vi give en stor belønning.(4:74) Allah har sandelig købt de
troendes liv og ejendom af dem, mod at de skal have (Paradisets) have, (for)
de kæmper på Allahs vej, og de dræber og bliver dræbt, et løfte, som Han har
gjort bindende for Sig i Torahen og Evangeliet og al-Qur'an. Og hvem er
bedre til at opfylde sin pagt end Allah? Fryd jer da over den handel, som I
har sluttet med Ham - og dette, det er den store sejr!(9:111)
Nogle få generationer efter Muhammads død strakte det muslimske rige sig
vestpå over Nord Afrika til Atlanterhavet og østpå gennem Persien og ind i
Kina. Senere skulle der komme større tilbageslag fra mogulerne, tyrkerne og
korsfarernes side. De første to accepterede dog slutteligt Islam, og
osmannerne kom til at modvirke store dele af de kristne erobringer og i det
syttende århundrede nå så langt vestpå som til at belejre Wien. Tusind års
gennemgående uundgåelige sejre der går tilbage til Profetens levetid,
hjælper til at forklare klassisk muslimsk religiøs, politisk tænknings
selvsikkerhed og ensidighed. Muslimske lærde før i tiden delte verden i to
gensidigt udelukkende områder: dar al Islam (Islams hjem), det var det
område der blev regeret af muslimer og dar al harb (krigens hjem), der
skulle undertvinges muslimsk herredømme, om nødvendigt gennem erobring.
Selvom der i det mindste i teorien skulle være en konstant konflikt-tilstand
med ikke-muslimske magter, var der lange mellemrum med fred og handel og
kulturel udveksling mellem det islamiske og andre systemer. Det første mål
var ikke omvendelse, kun underkastelse under Guds lov, som de opfattede det.
Faktisk havde muslimske herskere ikke travlt med at få erobrede folk til at
konvertere, ikke kun fordi de ifølge islamisk lov var forhindret i at
gennemtvinge omvendelse, men på grund af de økonomiske fordele de tit
opnåede ved at pålægge ikke-muslimske borgere højere skatter end muslimske
undersåtter. I det store hele foregik omvendelsen vedvarende men gradvis. Og
i mange dele af det muslimske rige, var muslimerne fortsat en minoritet i
mange hundrede år. Vestlig videnskab har endelig fordrevet den stereotype
skildring af en fanatisk arabisk rytter med et sværd i den ene hånd og
al-Qur'an i den anden, der tilbød omvendelse eller døden. Som det må
forventes fandtes religiøs diskrimination, men i den periode før
oplysningstiden stod den muslimske civilisation godt i forhold til de fleste
andre - specielt det kristne Europa - i den henseende og intolerance blev
meget sjældent til tvungen omvendelse. Den muslimske verden kæmper stadig
for at forklare og komme sig efter dens uforventede ydmygelse og udbytning
under den europæiske kolonisering, dens gradvise nedgang til tredjeverdens
status, og den jødiske stats tilbagevenden til Palæstina. Den muslimske
besiddelse af hvilken så længe havde været et levende bevis på Islams
overlegenhed over dets to største forgængere, jødedommen og kristendommen.
Frustrationerne bryder ud, som skildret i nyhedsudsendelser, i det der synes
at være uendelige opfordringer fra mangeartede kilder til jihad. Disse
opfordringer er næsten altid rettet mod vesten eller regeringer - og nogen
gange individer - der menes at være vestens "marionetter". Af og til
opfordrer muslimer på begge sider af en konflikt til jihad mod hinanden. De
vestlige tilskuere ser til med rædsel, idet de huskes på deres egne
grusomheder begået i fortiden, og nogle steder stadig begås i Guds navn. Som
følge heraf håber de inderligt at den opdeling af kirke og stat, der er i
deres egne områder, aldrig bliver afskaffet. Denne dybtfølte trussel om
religiøs krigeriskhed og fanatisme trækker den vestlige tilhører ind i en
mærkelig form for "hellig" konflikt, der føres med rasende råb om "død over
Amerika" - "død over Israel" - "død over England" - "død over Bush" -
"død!" - "død!" - "død!" i baggrunden. Tilhørerne er ligeglade med, at disse
råb kommer fra folk der har lidt ynkeligt under tidligere vestlig
imperialisme og manipulation, kolonialisme og neokolonialisme. De fleste er
uvidende om det, men selv om de kendte til det, kunne den dybtliggende
paranoia, som det vækker retfærdiggøre den fortid alligevel. "Kendsgerningen
er at de hader os og vi hader dem, og de vil slå os ihjel eller udrydde os
og underkaste os i Guds navn!" Det Islam som vesten ser når det "udfolder"
sig på skærmen har meget lidt med fred og barmhjertighed at gøre. For den
der ser det, ligner og lyder det som had og død. Delvis takket være de
vestlige medier og endnu mere den måde vendingen bruges på af de muslimske
masser, bliver jihad næsten udelukkende oversat som "hellig krig" eller
"religiøs krig". Grundbetydningen af jihad for de tidlige arabere, og også
den der findes i moderne ordbøger, var imidlertid, overraskende nok, ikke
kamp og slåen ihjel; det er snarere det arabiske qital, der har den
betydning. Verbet jahada (jihad er verbalsubstantivet) betyder "at slide",
at blive træt, at anstrenge sig, at stræbe efter, at gøre sig umage. F.eks.
betyder afledningen ijtihad anstrengelse eller flittighed. Hvis man ser på
al-Qur'ans brug af verbet jahada, specielt i passager der er åbenbaret i
Mekka, før krigshandlinger begyndte, ses dets mere generelle konnotation.
Og dem, der anstrenger sig [jahadu] for Vores sag, vil Vi visselig lede ad
Vore veje. Og sandelig, Allah er med dem, der handler godt. (29:69) Og de,
som anstrenger sig [jahada], anstrenger sig [yujahidu] kun for eget bedste,
for Allah er visselig den Uafhængige af alverden. (29:6) Og vi pålagde
mennesket (at handle) godt mod sine forældre, men hvis de strides [jahada]
med dig, for at du skal sætte nogen ved siden af Mig, som du ikke har nogen
viden om, så adlyd dem ikke.(29:8) Og stræb [jahidu] for Allah(s sag) med
den rette stræben[jihadihi]. (22:78) Adlyd derfor ikke dem der ikke tror,
men kæmp hårdt [jihadan]mod dem [jahidhum] ved hjælp af den(ne Qur'an).
(25:52)
Det sidste vers forekommer i en passage, der fortæller muslimerne at de skal
bruge al-Qur'an når de diskuterer med ikke-troende. Et antal ahadith giver
en bredere betydning af jihad. Generelt beskriver de forskellige
erstatninger for at kæmpe. Den hadith der siger at "hajj (valfarten til
Mekka) er den bedste jihad" er af en anden genre. En udtalelse der tillægges
en af Muhammads sahabah kan bedst illustrere bredden i dette begreb. Efter
at have ledt tropperne tilbage fra et slag, råbte han til dem nærmest, "vi
går fra den mindre jihad mod den større jihad." Da de spurgte, om det var en
sværere militær opgave han mente, forklarede han, at ved den større jihad,
mente han jihad al nafs (kampen i en selv). Det er et velformuleret resumé
af det synspunkt at en persons liv her på jorden i sin inderste natur er en
uophørlig personlig kamp. Udvandringen (hijrah) til Yathrib (før-islamisk
Medina), udgjorde en kritisk overgang i forbindelserne mellem muslimer og
hedninge. Tålmodig lidelse skulle nu vige for militær handling. Hadith
fortæller at begge sider var bevidste om dens dødelige implikationer. Vi har
beretningen om hedningernes forsøg på at spore og slå Muhammad ihjel før han
nåede Medina. Derefter blev den afgørende jihad for det muslimske samfund
gennemført i slag (qital). Det umiddelbare problem var hvordan man skulle
motivere de mindre engagerede muslimer til at sætte deres liv på spil for et
nyt ideal, når oddsene syntes at være imod dem og løftet om bytte tvivlsomt,
for de før-islamiske arabere var normalt for pragmatiske til at kæmpe når
det ikke var personlig ære eller rigdom der stod på spil.
Det er foreskrevet jer at kæmpe [qital], selvom I hader det. Men det kan
være at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være at I
elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved (besked), men I
ved ikke. (2:216) Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper [tuqatiluna, af
verbet qatala, at kæmpe] for Allahs sag og for de svage blandt mændene og
kvinderne og børnene - dem der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis
beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra Dig Selv, og skænk os
en hjælper fra Dig Selv. (4:75) O Profet, bliv ved med at opildne de troende
til kamp [qital]. Hvis der er tyve af jer, som er udholdende, så skal de
besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, så skal de besejre
tusind af dem, som ikke tror, fordi de er et folk, som ikke forstår.(8:65)
De, som blev siddende hjemme, fryder sig over, at de blev siddende tilbage
efter Allahs Sendebud, og de var uvillige til at kæmpe [yujahidu af jahada]
med deres ejendom og deres liv for Allahs sag. Og de sagde: Drag ikke ud i
denne varme. Sig: Helvedes ild er endnu varmere, hvis de blot forstod det.
(9:81) Men når en afgørende surah bliver åbenbaret, og kampen [qital] nævnes
deri, ser du dem, i hvis hjerter der er en sygdom, stirre på dig med et blik
som fra en, der er overvældet af dødsangst. (47:20)
I samme nu som al-Qur'an opfordrer til krig, bemærker man den parallelle
fremkomst af restriktioner i krig.
Og kæmp [qatilu] for Allahs sag mod dem, der bekæmper jer, men overskrid
ikke grænsen, for Allah elsker ikke dem som overskrider grænsen. Og dræb dem
[ wa aqtiluhum], hvor I end finder dem, og driv dem ud fra, hvorfra de
fordrev jer, for forfølgelse er værre end at slå ihjel [qatl].Men hvis de
afstår (fra kamp) så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.(2:190-92) Og
bekæmp dem [qatiluhum], indtil der ikke er mere forfølgelse og troen på
Allah er fri. Men hvis de afstår (fra kamp), så (skal de vide), at der kun
er fjendskab mod de uretfærdige.(2:193) Der må ikke være tvang i
religionen.(2:256) I vil finde andre, som vil ønske at leve i fred med jer
og leve i fred med deres (eget) folk. Hver gang de bliver forledt til
fjendtlighed, styrter de hovedkulds deri. Men hvis de ikke holder sig borte
fra jer og tilbyder jer fred og holder deres hænder tilbage, så grib dem, og
dræb dem [aqtuluhum], hvor I end finder dem. For over sådanne har Vi givet
jer en åbenbar fuldmagt (4:91) Men hvis de viser tilbøjelighed til fred, så
vær du også tilbøjelig dertil, og sæt din lid til Allah, for han er den
Althørende, den Alvidende.(8:61) Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod
hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at
hjælpe dem - dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun
fordi de sagde: Vor Herre er Allah. Og hvis Allah ikke drev visse mennesker
tilbage ved hjælp af andre mennesker så ville visselig klostre og kirker og
synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet
ned.(22:39-40)
Disse passager (min betoning) gør det ret klart, at det er tilladt at kæmpe
i selvforsvar eller i forsvar for ofre for tyranni eller undertrykkelse, der
er for svage til at forsvare sig selv. Det er betegnende af tre af disse
forekommer i den anden surah, som mange lærde mener er en kort gengivelse af
al-Qur'ans hovedtemaer. Den sidste henvisning kan bedst beskrive al-Qur'ans
indstilling til krig: den er forsigtig, velovervejet og realistisk. Men man
finder meget lidt i al-Qur'an der underbygger brugen af magt til at tvinge
en ikke-muslimsk stat til at acceptere islamisk herredømme. Det vers der
står først i denne del citeres nogen gange, men et hurtigt blik på
sammenhængen viser at denne passage er rettet mod dem der gennem forræderi,
bryder deres aftaler med de troende. Det foregående vers lyder:
Undtagen de afgudsdyrkere, som I har sluttet overenskomst med, og som ikke
derefter har brudt (deres overenskomster) med jer i noget som helst, og som
ikke har hjulpet nogen imod jer. Opfyld da overenskomsterne med dem indtil
deres udløb, for Allah elsker de retfærdige. (9:4)
Og senere,
Så længe de da opretholder (pagten) med jer, skal I opretholde (den) med
dem, for Allah elsker de retfærdige.(9:7)
Fortidige muslimske lærdes opdeling af verden i "Islams hjem" og "krigens
hjem" afspejlede de eksisterende realiteter. Enhver betydningsfuld magt på
deres tid var i bund og grund i en erobr-eller-bliv-erobret situation. I dag
vil vi gerne tro det er ved at ændre sig, men det eneste vi kan gøre er
måske at skifte ordet "erobre" med ordene "dominere" eller "kontrollere".
Jeg tror imidlertid vi har nået en bevidsthedstilstand der ikke har det godt
med nogen af disse forestillinger og som er mere i overensstemmelse med
al-Qur'ans etik for krigsførelse.

----------------------------------------------------------------------

www.yab29.subnet.dk



Den 3. marts 1924 var datoen og dagen for Khilafah-systemets og
khaleefah-postens eksistentielle ophør. Derved faldt Khilafah-staten, som
havde eksisteret i over 13 århundreder, hvor Islam blev praktiseret, og hvor
retfærdigheden og barmhjertigheden spredtes blandt borgerne. Islam blev
udbredt som et retledningsbudskab til menneskeheden for at få dem ud af
uvidenhedens mørke til Islams lys og for at få dem væk fra tilbedelsen af
andre end Allah til tilbedelsen af den eneste skaber. Khilafah faldt, mens
Ummah måbende så til begivenhedernes gang, tvungen uden muligheder,
hjælpeløs og ude af stand til at forstå, hvad der foregik.

Khilafahs ophør og tilintetgørelse var afslutningen på onde planer, som
begyndte med korstogene, og senere med det kulturelle og politiske angreb,
som især inficerede muslimernes elite og hærens største officerer og
beslutningscentrene. De vantro forberedte den passende grav til Khilafahs
ophør og opløsningen af Ummah i fragmenter og fjendtligt-indstillede og
uenige enheder ved at frembringe den fanatiske nationalisme, og de oprettede
foreninger især blandt arabere og tyrkere, der kaldte til denne fanatiske
nationalisme.

Men Alhamdulillah, til trods for dette og til trods for de hurtige
anstrengelser for at udviske og udrydde ordet Khilafah og for at forvanske
dets billede, skjule, utydeliggøre samt mørklægge Khilafahs love, og til
trods for den vildledende idé om, at Khilafah aldrig vender tilbage, så er
muslimerne i dag rundt omkring i hele verden blevet bevidste og velvidende
omkring, at genetableringen af den islamiske stat - Al-Khilafah - er den
største livssag, som de står op imod i dag. Da det er Al-Khilafah, som vil
etablere bønnen, foréne de muslimske lande og implementere Shari'ah (den
islamiske lovgivning) udover hele verden. Overalt i verden ser vi Ummahs
børn, kalde og arbejde for dens tilbagevenden, udelukkende for at Islams lys
skal komme til at skinne udover mennesket igen, som den tidligere har gjort
i historien.

Der er nogle absolutte tekster i Quranen, hvor Allah (swt) lover muslimerne
sejr og Khilafah-styre, og at Allah (swt) vil lade Islam dominere over alle
andre religioner, ideologier og livssystemer:

"Allah har lovet dem af jer, som tror og udfører de gode handlinger, at Han
vil give dem Khilafah-styre på Jorden, ligesom Han gav det til dem, som var
før, og Han vil grundfæste for dem deres Deen (Islam), som Han har udvalgt
for dem, og Han vil udskifte deres frygt med sikkerhed" [OQM. Al-Nur: 55]

Og Allah (swt) siger:

"Vi vil visselig give vores budbringere og de troende sejr i det jordiske
liv og på den dag, vidnerne træder frem" [OQM. Ghafir: 51]

Og Allah (swt) siger:

"De ønsker at udslukke Allah's lys med deres munde, og Allah vil visselig
fuldende sit lys, selv hvis de vantro måtte hade det. Det er Ham, som har
sendt sit sendebud med retledningen og sandhedens Deen, for at Han kan lade
den sejre over alle andre Deen (ideologier, religioner og livssystemer),
selv om polyteisterne måtte hade det" [OQM. Al-Saff: 8-9]

Ligeledes har Allah's sendebud (saw) i en hadith forudsagt glædelige nyheder
til muslimerne om Konstantinopels (Istanbuls) og Roms erobring. Og Allah's
sendebud (saw) sagde: "Denne sag (Islam) vil nå det, natten og dagen har
nået (dvs. hele Jorden), og Allah (swt) vil lade denne Deen indtræde ethvert
hus, enten ved æren af en ærefuld person eller ved nedværdigelsen af en
nedværdiget person. En ære som Allah (swt) tildeler personen gennem
(adopteringen af) Islam og en nedværdigelse af personen opnået gennem
(adopteringen af) kufr".

Så forny jeres tillid til Allah, jer selv og jeres evner, O muslimer, og
ihukom, at alle de verdensomspændende systemer har fejlet, hvor nogle er
faldet, mens andre er rystende faldefærdige, og ihukom også, at jeres
islamiske ideologi er den eneste, som har stået stand over for de andre
ideologiers udfordringer, som nu er faldet, hvorimod den islamiske ideologi
tårner sig overlegent over alt andet. Og ihukom, at jeres frelse ligger i
jeres Deen. Så befri jer selv ved udelukkende at tilbede Allah, hvormed I
vil befri jeres Ummah og jeres landområder, og hvorved I vil redde hele
menneskeheden fra korruption, elendighed og lidelse, og det er ikke en del
af jeres Deen, at I afventende tøver med at redde andre end jer selv. Allah
(swt) siger:

"Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allah's sag og for de svage
iblandt mændene og kvinderne og børnene - dem der siger: Vor Herre, bring os
ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra
Dig Selv, og skænk os en medhjælper fra Dig Selv" [OQM. Al-Nisa': 75]

og derved vil I være

"den bedste Ummah, der er frembragt til menneskeheden: I påbyder det rette
og forbyder det onde og tror på Allah" [OQM. Al-Imran: 110]

og Allah (swt) siger:

"og Allah fører sin befaling sejrrigt igennem, men de fleste mennesker ved
det ikke" [OQM. Yusuf: 21]


---------------------------------------------------------------------

http://undervisning.religion.dk/islam/Radikal-islam

Korantolkning
Islamiske fundamentalister henter en stor del af deres inspiration i Koranen
samt i Hadith, som er den nedskrevne, islamiske tradition. Derfor mener de
at have guddommeligt belæg for deres aktiviteter.

Koranen indeholder en mængede vers - kaldet suraer - om krig, strid og
forholdet til andre kulturer.

Sura 9,5 - kaldet sværdverset - siger, at man skal dræbe og forfølge de
vantro. Dog, hvis de vantro omvender sig og vil betale skat, skal de skånes.
Derudover siger sura 4,105: "vær ikke dovne i at søge at forfølge de vantro
folk."

Men Koranen har også vers, der siger det modsatte. Ifølge sura 2,190-193
skal man forsvare sig, men uden at forfølge og undertrykke. Ligeledes siger
sura 2,256: "der er ingen tvang i religionen".

Det kan være svært at forstå de modstridende koranvers. Men modstridende
vers er ikke et ualmindeligt fænomen og kendes eksempelvis også fra Bibelen.
De modstridende tekster repræsenterer ofte forskellige perioder, hvori de
blev skrevet. Radikale islamister tolker koranversene som et udtryk for
"taqija". Det er et fænomen, der giver en muslim tilladelse til at lyve over
for en vantro for at forvirre dem. Ud fra denne opfattelse skal de
modstridende vers altså forvirre de vantro om muslimernes tolerance overfor
andre religioner. Som belæg herfor bruger de sura 4,143: "sandelig hyklerne
søger at bedrage Allah, men han vil bedrage dem".

Koranen omtaler også martyrer. Det arabiske ord er "shahid" og omfatter
alle, der falder i kamp for Allah. Martyrerne får et pragtfuldt liv i
paradiset, som sura 3,170 skriver: "I skal ikke mene at de, der døde i krig
for Allah er døde. Nej, de er levende hos deres Herre og bliver forsørget i
alle måder". De, der kæmper for Allah, har forrang frem for andre.

Islamisk fundamentalisme er et kontroversielt emne, som mange har en mening
om. Når man studerer emnet, er det vigtigt at undersøge forfattere, bøger og
hjemmesiders politiske tilhørsforhold. Fundamentalisme handler ofte om magt
og undertrykkelse. Enten er man fundamentalist, fordi man føler sig
undertrykt, eller også er man det, fordi man selv ønsker at undertrykke. I
sig selv er Koranen ikke mere tvetydig og voldsfremmende end mange andre
religiøse skrifter. Men forenet med bestemte tolkninger og politiske
strømninger bliver den brugt som grundlag for undertrykkelse og ekstrem
vold.

Opgaver
Find flere modstridende koransteder. Brug evt. Islamisk Studiebogssamling
Hvad kan retfærdiggøre en krig? Gør det en forskel, hvis den er hellig?
Hvad gør de arabiske lande til en magtfaktor udover deres olieproduktion?
Er terrorisme altid knyttet til religiøse grupper?
Hvilken forskel er der på kristne og islamiske martyrer?

Grundtekster om islamAllah

Muhammed

Hellige skrifter

Udviklingshistorie

Moderne historie

Hovedretninger

Ritualer

Ramadan

10 vigtigste ting at vide om islam

Quiz om islam


RessourcerIslam i billeder

Statistik

Links

Religiøse autoriteter

Elektronisk Koran


Om net-undervisningVelkommen

Lærervejledning

Mål

Hvorfor net-tekster?

Hvem står bag?

Tværreligiøse forløbMilitante bevægelser

Gudsforståelser

Religionsstiftere

Kærlighedsopfattelser

Etik i fem verdensreligioner

Hellige skrifter





--------------------------------------------------------------------------------



http://www.omar.subnet.dk/ :



Forord
I denne website vil der med Allahs hjælp blive givet en kort forklaring på
det velkendte begreb jihad, som både nogle muslimer og ikkemuslimer
fortolker fejlagtigt, hvilket enten gøres med vilje eller også er det en
misforståelse fra deres side, men det sidstnævnte er næppe tilfældet da
jihad i Islams tekster er klargjort og defineret på en klar og tydelig måde.

Jihad; en trussel mod det kapitalistiske vesten
Jihad bliver af vesten fremstillet som barbarisk, ekstremistisk og
terroristisk med henblik på at skabe en opinion og had imod Islam. vesten
har indset at Islam er et livssystem, der ophøjer og behandler mennesket i
alle dets aspekter, og at en stor del af deres befolkning konverterer til
Islam. Alt dette kan true deres kolonisatoriske interesser, udnyttelse af
samt indflydelse på de svage lande, idet Islams politik omfatter hele
menneskeheden og ikke anerkender menneske-fastsatte grænser som
kapitalismen. Islam er ejheller udelukkende åndelig såsom jødedommen og
kristendommen.

Korrupte 'ulama
De såkaldte 'ulama (retslærde indenfor Islam) som tjener de korrupte
vestlige stater og deres korrupte regenter i de muslimske lande, fortolker
også jihad ifølge kufr-staternes interesser og lyster, ved at kalde og
tilføje jihad fænomener, som Islam overhovedet ikke anerkender.
Mange af de islamiske tekster som omhandler jihad er entydige. Derfor er
jihad-emnet noget hvori der ikke findes den mindste uenighed.

Jihad; ej helligkrig
Hellig krig som udelukkende er et kristent fænomen og som Islam overhovedet
ikke kender til og som overhovedet ikke kan refereres til i de Islamiske
lovgivningskilder, er blandt vestens forsøg på at skabe forvræninger og
generaliseringer over Islam. Historien er et stærk bevis på at Hellig krig
blot er et Kristent udtryk som forstås således; - Dræb alle dem som er
kættere- i denne sammenhæng: ikke-kristne - og tving dem til at tro på
kristendommen, for at beholde livet i gode.
Islam tvinger ikke og har heller aldrig nogensinde tvunget folk til at
tilslutte sig Islam. Historien er også et bevis på at Islam aldrig har brugt
dette anti islamiske udtryk.

FN,menneskerettigheder, verdensbank = Hellig krig
Altså har hellig krig intet med Islam at gøre. Derimod fortæller historien
os hvordan de kristne udførte hellig krig mod muslimerne da der eksisterede
en islamisk stat. Faktisk så helt op til idag udfører vesten hellig krig mod
muslimerne, dog med lumske og snedige metoder såsom FN, menneskerettigheder,
Verdensbanken, internationale love osv. Alle disse ting er intet andet end
midler og metoder hvorpå vesten koloniserer andre nationer og tvinger dem
til at underkaste sig vesten livssyns.

Jihads ihenhold til Islamisk terminologi
Jihad er et arabisk ord som sprogligt betyder at stræbe, dvs. at anstrenge
sig. I den islamiske terminologi betyder det at kæmpe militært for at Allahs
ord bliver det suveræne (dvs. at det islamiske livssystem bliver det
herskende verden over), være initivtagerne militært, yde penge, ideer,
øgende menneskehjælp eller ligende for den offensive militære kamp eller for
bevogtelsen af muslimerne og deres jord, ejendom osv. Allah siger:

"Sig (Muhammad): O menneskehed, jeg er et Sendebud til jer alle (hele
verden) fra Allah".
[Al-A'raf:158]

Et andet vers siger:


"Og således har Vi gjort jer til det bedste folk, for at i skal bevidne over
hele menneskeheden, og sendebuddet skal bevidne over jer"

[Al-Baqara:143]

Et tredje vers siger:

"I er den bedste nation, der er frembragt til menneskeheden. I påbyder det
legale og forbyder det illegale og tror på Allah.

[Al-Imran:110]

Allahs Sendebud (saws) siger:

"Allah plejede at sende sendebudde specielt til deres eget folk. Jeg er
sendt til hele menneskeheden generelt".

En anden Hadeeth siger Allah Sendebud:

"Jeg er blevet sendt til både de røde og de sorte (dvs. alle racer)".

Islam til hele verden
Disse tekster som blot er et udpluk af utallige andre tekster, beviser uden
tvivl at Muhammah (saws) er sendt til hele verden, hvilket betyder at Islam
skal bæres til hele verden og implementeres verden over under en
Khilafah-stat og en Khaleefah (Islamisk stats Præsident overhoved), som får
muslimernes bay'ah og implementerer Islam.
Ovenstående eksempler beviser også at Allah har beæret os Muslimer i sin
beskrivelse af os som værende den bedste nation, og gjort os ansvarlig for
at hele verden får det islamiske budskab, hvilket er: "Der er ingen som skal
tilbedes foruden Allah og Muhammad er Allah Sendebud". Og vi (Muslimer) er
også forpligtet til at redde verden fra de korrupte kapitalistiske stater.
Allah siger:

"Denne dag har jeg fuldkommengjort jeres deen for jer"

[Al-Maidah:158]

Islam; en perfekt ideologi
De ovenstående vers betyder at Islam er den fuldomne, omfattende og
universelle ideologi, som behandler mennesket i alle dets aspekter, både
åndeligt og verdsligt under dets system, der består af straffe, økonomi,
militær, social, udenrigs, indenrigssystemer osv. til behandlinger af
menneskelige problemer. Det er den eneste ideologi, der stemmer overens med
menneskets natur og som ophøjer mennesket på den korrekte og sande måde.
Islam er den eneste ideologi der unikt og korrekt organiserer mennesketets
forhold til Skaberen, menneskets forhold til sig selv, menneskets forhold
til andre mennesker, kort sagt: til alt. Denne perfekte og smukke
organisering giver mennesket en overbevisning og fylder dets hjerte med ro.

Islam skal spredes til hele verden
Rent intellektuelt og Sharia mæssigt er en ideologi mangelfuld og kan ikke
føre til elevering/ophøjnelse af mennesket, hvis den ikke har en metode til
at sprede sig selv og elevere menneskeheden på, da en ideologi skal kunne
binde hele menneskeheden sammen, uanset race, religion, livsanskuelse, tid
og sted. Opfylder en retning ikke disse krav, er den ikke en ideologi, men
derimod en utopisk (urealistisk) forestilling, som har sin plads i bøger og
på hylderne og ikke ude i det praktiske og materielle liv.

Den kapitalistiske metode for at sprede dets idealer, er via kolonisering
der førhen var militært, men som nu er mere populært og velkendt som
politisk, økonomisk og kulturelt. Men kapitalismen kan sagtens gå tilbage
til militær kolonisering, hvis dets livsvigtige interesser er truet og
underlagt risiko for tab. Kapitalismen har nemlig et meget beskidt ideal og
livssyn som går på at: -Målet helliger Midlet-.

Islams måde at udsprede sig selv
Islams smukke, unikke og universelle metode hvorpå den udspreder sig, er
defineret og fastsat i de islamiske lovgivningskilder: Koranen og Sunnah.
Disse to udgør muslimernes eneste referencer i hele livet og alle dets
aspekter.
Allah siger:

"Kæmp imod dem, der ikke tror på Allah og Dommedagen"

[Al-Tauba:29]

"Kamp (Jihad) er obligatorisk for jer"

[Al-Baqara:216]

"Og kæmp imod polyteisterne som en helhed, som de kæmper imod jer som en
helhed" Sig (Muhammad): O menneskehed, jeg er et Sendebud til jer alle (hele
verden) fra Allah".

[Al-Tauba-36]

"Dem der er virkelig troende, kæmper for Allahs sag"

[Al-Nisa:76]

"Og kæmp dem indtil der ikke er fitnah (kufr) og indtil hele Deen'en er for
Allah" (dvs. at Allahs deen (Islam)er suveræn over hele kloden)

[Al-Anfal:39]

Ovenstående er den Islamiske metode "Jihad" at udsprede sig selv på. Altså
har Allah påskrevet os jihad som metoden til islams udspredelse, og hvilket
Allahs Sendebud også anvendte i sin tid sammen med sine Sahabah. Jihad er
også den eneste metode som den islamiske nation altid har udøvet for islams
udspredelse, helt indtil dene beærede islamiske nation af vesten fik
udryddet sin Khilafah stat i 1924.

Ingen tvang i Islam
Angående jihad siger vores profet Muhammad (saws).

"Jeg er blevet beordret til at kæmpe folk, til de siger der er ingen, der
skal tilbedes foruden Allah og Muhammad er Allahs Sendebud, hvis de siger
dette, er deres blod og ejendom beskyttet af mig"

Ovenstående hadeeth skal ikke forstås således at Muhammah (saws) blev
beordret til at kæmpe folk indtil de troede på Islam, fordi Allah siger:

"Der er ingen tvang i troen"

Dette vers skal forstås således: Profeten plejede at sende breve til
fremmede regioner og derpå inviterede dem til Islam "Tro på Islam, og i vil
leve i fred, og få dobbelt belønning, men hvis i benægter vil i stå til
ansvar for jeres folks synder". Efter dette ville Allahs Sendebud kræve
gebyr (jizyah) fra dem, derefter indtage landet, Men hvis de afviste disse
tilbud erklærede han (saws) dem jihad.

Jihad: at fjerne materiel hindring
Følgelig er Jihad kamp for at Allahs ord og system bliver implementeret,
jihad er til for at afskaffe alle materielle forhindringer (hære og
menneskabte kufr styrer) der står som hindring mellem det islamiske
livssystem og menneskeheden dvs. mellem sandheden og falskheden, mellem
retledningen og vildledningen (dvs. menneskeskabte systemer).
Målet med jihad er ikke at dræbe ikke-muslimer, ødelægge synagoger eller
ligende, hvilket også klart fremgår at de profetiske udtalelser "Lad vær med
at dræbe kvinder, børn, ældre, præster og munke" der blot tror at de
tilbeder Allah. Dette har Islam illegaliseret at gøre, Medmindre det
ovenstående bliver udøvet mod muslimer. Således er det entydigt og absolut
opklaret at jihad udelukkende udøves for islams dominans og udbredelse til
hele menneskeheden. Alle muslimske retslærde er enige om ovenstående, ikke
så meget som en enkel retslærd er uenig i dette. Sendebuddet siger også
"Jihad vil vare ved til Dommedagen".

Misfortolninger og løgne om jihad
Der er utallige af vers og hadeeths, som viser at jihad er en offensiv
forpligtelse og et invaderende og erobrende angreb.
Jihad er et entydigt aqeeda emne, der er entydige vers der klargører jihads
betydning og indhold i Islam. Derfor er benægtelse af jihad eller i det
mindste tvivl om det som obligatorisk eller offensiv, kufr, og gør den
pågældende, som benægter dette, til kafir.
At påstå at jihad kun er til forsvar, er uden tvilv kufr, hvis tilfældet er
sådan at personen eller gruppen har en generel viden om Islam. En udtalelse
som denne kommer oftest fra folk med dybe mindreværdskomplekser,
efterlignere af vesten, forvrængere (skjulere) af Islam, folk som er
bestukket, stats 'ulama (som er ansat til at forvrænge Islam), uvidenhed og
ligende uacceptable undskyldninger. Den slags mennesker som forvrænger jihad
enten pga. ovenstående undskyldninger eller noget helt andet må hellere
frygte Allah, bede om tilgivelse og lægge mærke til følgende vers:

"Sandelig, de som skjuler (forvrænger), hvad Allah har nedsendt i bogen (af
entydige og klare vers) og sælger det for en ringe interesse (pris) sådanne
fylder kun deres maver med ild, og Allah vil hverken tale til dem på
Dommendagen eller rense dem (for synd) og for dem er der visselig en
smertelig straf"

[OQM2:174]

Ovenstående er en alvorlig trussel fra alverdens Skaber imod dem der
forvrænger og skjuler det som Allahs Sendebud (saw) kom med, pga. frygt,
mindreværdskomplekser eller andet.

3 faser
Den Islamiske Stat erklærer først jihad til det fremmede land, når de har
fulgt et bestem ordre. Følgende viser hvad Khilafah (Den Islamiske Stat)
skal gøre inden jihad.

Det første krav: kald dem til Islam, som betyder at kalde hele landet til at
tro på Islam og hvis de accepterer bliver de en del af staten, uanset om
landets indbyggere er muslimer eller vantro.

Andet krav: Kald til Jizyah: Hvis landet er vantro og nægter at tage imod
Islam er de Ahl-al-Gital (kampens folk). Her skal de betale Jizyah (et meget
lille beløb ).

Tredje krav: Kald til jihad: Hvis de ikke vil gå med til at krigsgebyr som
er en bestemt sum som de skal betale, hvis de er i stand til det, hvorefter
de bliver indlemmet under Den Islamiske Stat uden kamp, så søges der
tilflugt hos Allah og erklæres jihad (krig) imod dem.

Islam skal være suveræn
Jihad drejer sig om at Allahs system skal være det suveræne, og drejer sig
derimod ikke om at tvinge andre til at tro på Islam. Det er heller ej
krigsskat det drejer sig om, for var det tilfældet ville det ikke være
obligatorisk at erobere landet og praktisere Islam efter betalingen. Det
drejer sig heller ej om at dræbe folk eller masseødelæggelse, men
udelukkende ophævelse af de materielle hindringer (såsom en hær, et regime)
der står i vejen for islams suverænitet og forhindrer lysets og
barmhjertigheden (Islams) herredømme fremfor mørkets og pestens (menneske
opfundne systemer) herredømme. Såsom må kvinder, børn, og præster ikke
dræbes. Kirker, synagoger, træer marker og huse må ikke brændes, Medmindre
at det samme gøres mod muslimerne eller deres ejendom.

Det er Islam, som giver både muslimer og ikke-muslimer rettigheder og
systemer der stemmer overens med menneskets natur.

Det er jihad alene, der vil redde menneskeheden fra:
Tilbedelse af mennesker (gennem lovgivning), denne beskidte vestlige
AIDSkultur, hvori gennem kvinden er intet andet et sexobjekt, regenterne
immune for den lovgivning som bliver anvendt, hvor kvinde og børne
prostitution er den største handelsvare, hvor voldtægter, selvmord og
massakrer er hverdagskost.

-----------------------------------------------------------------

http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=21

Én af de mærkeligste ting man kan observere, er at vi lever i en tid hvor
nogle muslimer er flove over at citere koranvers og hadith's omhandlende
Jihad overfor deres kafir-venner. Deres ansigter bliver røde og de er for
generte til at nævne reglerne for Jizya (en skat pålagt jøder og kristne),
slaveri og drab på krigsfanger. De ønsker at de kunne slette disse vers og
hadith's fra koranen og sunnah'en, så de ikke vil blive kritiseret i denne
verden med dens tilbagestående principper, på trods af denne verdens påstand
om at være civiliseret. Hvis de ikke kan slette disse vers/hadith's, så
prøver de på at misfortolke dem og utydeliggøre deres reelle mening, så de
passer til deres herrers ønsker og luner. Jeg vil ikke sige at de passer til
deres ønsker og luner, for de er for svage til at have deres egne ønsker og
luner, og er ydermere for ignorante. I stedet er det nærmere lunerne og
ønskerne af deres herrer og lærere blandt missionærerne og kolonisterne,
Islam's fjender.

`Umdat al-Tafseer, 1/46.

Resultatet af dette er, at vi næsten ikke hører noget i vores tid udover de
følgende sætninger: verdensfred..fredelig sameksistens..sikre grænser..en ny
verdensorden.ulykken ved krig.

Dem som forkynder versene og hadith'ene angående Jihad er udsat for
beskyldninger. De bliver kaldt terrorister, ekstremister, fjender af fred og
er blodtørstige, og de beskyldes for at ville ødelægge det 20. århundredes
civilisation.

Dette er den ulykkelige realitet som den muslimske ummah befinder sig i, i
dag. Det er fordi vi har opgivet at støtte vores religion og udføre de
pligter som Allah har pålagt os.

Allah har beordret os til at støtte hans religion og at føre Jihad mod hans
fjender.

Der er så mange koranvers der opfordrer til Jihad mod " mushrikeen" og
bekæmpe dem indtil al underkastelse kun er for Allah; koranversene fortæller
klart at det er obligatorisk og er tvungen. Allah siger (fortolkning af
meningen):

(viser koranvers 2:216)

Jihad-regler:

De lærde har beskrevet Jihad-reglerne og har fortalt at der findes to former
for Jihad:

1. At tage initiativet i kamp

Dette betyder at jage kuffarne i deres lande og kalde dem til Islam, og
bekæmpe dem hvis de ikke er villige til at underkaste sig Islam's
overherredømme.

Denne type for Jihad er obligatorisk for alle muslimer. Allah siger
(fortolkning af meningen):

(viser koranvers 8:39 & 9:5 & 9:36 & 9:41)

Det var fortalt af Ibn Umar af Profeten sagde: "Jeg er blevet kommanderet
til at bekæmpe folk indtil de sværger at der ikke er nogen Gud udover Allah,
og at Muhammed er Allah's sendebud, og udfører bøn, og betaler "zakaah".
Hvis de gør dette, så er deres blod og rigdom sikker for mig, undtagen for
Islam's love, og deres "regnskab" skal være overfor Allah." Fortalt af
Bukhari, 24;
Muslim, 29.

Muslim (3533) fortalte fra Abu Hurayrah at Profeten sagde: "Hvem som helst
som dør uden at have kæmpet eller tænkt på at kæmpe, er afgået ved døden
følgende én af hykleriets forgreninger."

Alle disse tekster - og mange andre i koranen og sunnah'en - betyder at det
er obligatorisk for muslimer at føre Jihad mod kuffarne og tage initiativet
i dét. De lærde er enstemmigt enige om at Jihad mod kuffarne, og at opsøge
dem i deres egne lande, og at kalde dem til Islam, og føre Jihad mod dem
hvis de ikke accepterer Islam eller betaler Jizya, ER OBLIGATORISK OG ER
IKKE BLEVET ABROGERET.

Shaykh al-Islam (28/249) sagde:

Alle som hører Muhammed's kald til Allah's religion og ikke svarer (på
Muhammed's kald), SKAL bekæmpes så der ikke vil være nogen "fitnah" og AL
underkastelse vil være for Allah.

Ibn `Atiyah sagde (2/43): Der er enighed blandt de lærde om at Jihad er en
fælles forpligtelse på Muhammed's ummah, og hvis nogen af muslimerne påtager
sig denne pligt er resten (af muslimerne) fritaget for ansvar.

2. Jihad i selvforsvar

.....

Dette er reglerne for fysisk Jihad i Islam, enten at tage initiativet til at
kalde kuffarne til Islam og få dem til at underlægge sig Islam's herredømme,
eller Jihad for at forsvare religionen og muslimernes ære.

Vi beder Allah om at bringe muslimerne tilbage til deres religion.

Og Allah ved bedst.

http://63.175.194.25/index.php?ln=e...&QR=34830&dgn=3

----------------------------------------------------------------------


http://www.islaminfo.dk/artikler.asp?PgID=203



Koranvers om jihad



Hele 213 koranvers handler om jihad. Idéen er gennemarbejdet, således at
byttetagningen fra ikke-muslimerne skal sættes i system og fordelingen ske
efter bestemte regler. Det kan gå så vidt som i et skrift, som jeg fik fra
"Det islamiske Frihedsparti" i Danmark, som udførligt lover muslimer i
Danmark skattefrihed i den kommende islamiske stat: Skatten skal efter
islamiske regler fortrinsvis komme fra
a) Ikke-muslimers krigsskat,
b) jordskat og
c) byttetagning ved jihadkrige mod ikke-muslimske lande!!
Reglerne om jihad i Hadit, d.v.s. profetens sunna (Muhammads lære og
eksempel) er meget omfangsrige og vil blive for omfattede at berøre. Derfor
vil jeg blot referere de vigtigste love om den islamiske krig fra Koranen:
Her skal der særligt lægges vægt på sura 8 (Byttet og krigen) og sura 9
(Boden), hvor man vil lægge mærke til, at de to "moderne" jihadmodeller som
henholdsvis krig og kolonisering af nyt land gennem udvandring, står side om
side. Verset: "at udvandre med sit gods og blod og kæmpe for Allahs sag"
forekommer i næsten fuldkomment identiske udgaver i flere andre suraer,
hvorfor jeg ikke har medtaget alle.



Sura 9: Al -Tawba (Boden)
9.5 (Sværdverset) O, når de forbudte (hellige) måneder er forbi, så dræb de
vantro, hvor I end træffer dem, og grib dem, og belejr dem, og lur dem op i
ethvert baghold. Men omvender de sig og beder (den muslimske) bøn og betaler
krigsskat, så giv dem vejen fri. Sandelig, Allah er den tilgivende, den
barmhjertige.

9.29 De, som tror og udvandrer og med deres gods og blod kæmper for Allahs
sag, de indtager den højeste rang hos Allah, og de er det, som vil sejre.

9.28. O, I som tror! Sandelig de vantro er urene. Derfor må de efter dette
år ikke nærme sig moskeen. Oh hvis I frygter fattigdom, så vil Allah gøre
jer rige ud af sin fylde, når Han vil. Sandelig Allah er alvidende, alvis.

9.29 Kæmp mod dem fra skriftens folk (jøder og kristne), som ikke tror på
Allah og den yngste dag, og som er ligeglade med, hvad Allah og hans
sendebud (Muhammad) har erklæret tilladt, og som ikke følger den sande
bekendelse, indtil de frivilligt betaler jer krigsskat og anerkender deres
underkastelse.

9.39 Hvis I ikke udvandrer, vil Han straffe jer med en smertelig straf og
vil i jeres sted vælge et andet folk, og I vil sandelig ikke gøre Ham skade.
Og Allah har magt over alle ting.

9.40 I skal udvandre, lette og tunge, og før krig med jeres gods og jeres
blod for Allahs sag. Det er bedre for jer, om blot I vidste det.

8.65 Al- Anfal (Byttet og krigen)
O profet, du skal opildne de troende til krig. Og er der blot 20
standhaftige blandt jer, så skal de overvinde tohundrede. Og er der hundrede
blandt jer, så skal de overvinde tusinde af dem, som er vantro, fordi de er
et folk, som ikke forstår. (Vedr. selvmordsaktionen mod "World Trade Center"
så indledte 2. del af dette koranvers et brev, som terroristen Mohamed Atta
havde i sin taske. Tasken kom ikke med i flyet. Brevet indeholdt fortrinsvis
korte instruktioner om terroraktionen.).

8.75 De, som herefter tror og udvandrer og fører krig ved jeres side - de
hører til jer, og blandt blodsbeslægtede står de hinanden nærmere, end alle
andre i Allahs bog. Sandelig, Allah ved alle ting vel.

2.21 Al-Baqara (Koen)
Krigen er befalet jer, selv om den skulle være jer imod; men det er vel
muligt, at det, der er godt for jer, skulle være jer imod, og det er muligt,
at I kan lide noget, som ikke er godt for jer. Allah ved, men I ved ikke.

2,244 Kæmp for alles sag og vid, at Allah hører alt og ved alt.

4.57 An-Nisan (Kvinden)
Vær ikke dovne i at søge at forfølge de vantro folk, selv om det måtte være
jer ubehageligt.

4.77 Har du ikke fået bud om dem, til hvilke der blev sagt: I skal tøjle
jeres hænder, bede og betale zakat (den islamiske skat). Men når der blev
befalet dem krig, da frygtede en del af dem for mennesker, ligesom frygten
for Allah eller endnu større frygt, og de sagde: Herre, hvorfor har du
befalet os krig? Vil du ikke udskyde det endnu en tid? Sig: Denne verdens
fortin er ringe, og det hinsidige er bedre for de troende, og ikke en smule
uret skal I lide.

4.84 Kæmp for Allahs sag. Du vil ikke blive draget til ansvar for nogen
anden end dig selv - du skal opildne de troende. Måske vil Allah holde de
vantros krig tilbage, og Allah er stærkere i krig og streng til at straffe.

4.90 Tag derfor ikke nogen af de vantro som venner, førend de overgiver sig
til Allahs sag, men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem.

7.74 b Den, som kæmper for Allahs sag, om han falder eller sejrer vil vi
give ham stor løn.

12.29 O i troende, bekæmp de vantro, som bor i jeres naboskab; lad dem føle
hele jeres strenghed.

47.36 Vær ikke svage overfor jeres fjender og inviter dem ikke til fred: I
skal være de mægtige, for Allah er med jer og undlader ikke at give jer løn
for jeres gerninger i krig.

48.17 I skal bekæmpe folk medmindre de bekender sig til Islam.

61.11 I skal tro på Allah og på hans sendebud (Muhammad) og I skal føre krig
ved hans ide med jeres gods og jeres blod. Det er bedre for jer, hvis blot i
vidste det.


Byttetagning

8.1 Al-Anfal (byttet og krigen)
De spurgte dig om bytte. Sig: Byttet tilhører Allah og hans sendebud. Derfor
frygt Allah og del det (byttet) i enighed iblandt jer og adlyd Allah og hans
sendebud (Muhammad), hvis I er troende.

48.19 Sejren, Erobringen
Og meget bytte skal i tage. Og Allah er almægtig, alvis.

48.20 Allah har lovet jer meget bytte, som I skal tage....

59,6 Fordrivningen
Og hvad Allah har givet hans sendebud i bytte fra dem (fra de vantro). I har
hverken ansporet hest eller kamel dertil, men Allah giver hans sendebud magt
over dem han vil, og Allah formår alle ting.

69.7 Det, som Allah har givet hans sendebud (Muhammad) i bytte fra
indbyggerne i byerne, det er til Allah og hans sendebud og for de nærmeste
slægtninge, og de forældreløse og de fattige og de vandrende, således at det
tilkommer ikke blot de rige. Og det, som sendebudet giver jer, tag imod det,
og det han forbyder jer, skal i holde jer fra. Og frygt Allah, sandelig
Allah er streng til at straffe.