---

Har Islam mange ansigter eller er Islam én?

Alle religioner har 2 væsensforskellige aspekter:

1. Den bogstavstro eller literalistiske.
2. Den gnostiske visdomslære.

Dette gælder også for Islam:

1. Den profetiske tradition eller Sharia-islam.
2. Sufi-islam.

Den bogstavstro eller literalistiske tradition fastholder troen på de
religiøse dogmer. Deres autoritative tekster er selve sandheden. De
religiøse myter er historiske begivenheder, og de hellige skrifter er
Guds ord, som er absolutte til alle tider. Derfor skal andre også tro,
hvad de tror og blive medlemmer af deres kult. Da de besidder sandheden
fordømmer de anderledestænkende og deler verden op i "os versus dem" og
de "udvalgte versus fordømte".

Den gnostiske visdomslære siger derimod, at det er vigtigt, at hvert
enkelt menneske vågner op, og selv erfarer gnosis. Deres lære er en
finger, der peger mod denne erfaring, og de religiøse myter skal kun
forstås allegorisk, som veje til erkendelse. Alle de hellige skrifter er
menneskeværk, som hele tiden må genfortolkes. Hvert menneske må selv
overveje, hvad der er bedst i hans tilfælde på vejen mod erkendelsen.
Det drejer sig om at blive ét med verden og ophæve illusionen om
adskilthed.

Sufismen er islamisk gnosis. Det er nok, at vi kender de 3 største
sufier:

Ibn Arabi (1165-1240)
Rumi (1207-1273)
Mahmud Shabistari (1250-1337)

Der er mange skoler og traditioner indenfor sufismen, nogle er
mystikere, andre militante jihadister af værste skuffe, og atter andre
ser ingen modsigelse imellem Sharia-islam og Sufi-islam.

Et godt eksempel på det sidste er al-Ghazali (1058-1111), som er blevet
kaldt den største muslim efter Muhammed. Han var først og fremmest en
meget lærd teolog og jurist, men efter en eksistentiel krise, blev han
åben over for sufismen og formåede derefter at belægge den bogstavtro og
ortodokse Sharia-islam med en tynd fernis af den gnostiske Sufi-islam.
Det blev til stor støtte for senere sufier, som ellers var på vippen til
at blive betragtet som kættere og frafaldne.

Forskellen mellem de tre overnævnte gnostikere og den profetiske
tradition eller Sharia-islam skal findes i forståelsen af det vigtige
begreb Tawhid: Gud er én! Gnostikerne siger, at væren er én. Dette er en
ikke-dualistisk erkendelse af, at der ikke er nogen tvedeling af verden.
At Gud er én betyder derfor, at alt er Gud, for verden er ikke adskilt
fra Gud. Det er en helhed. Teologisk set siger man, at Gud både er
transcendent og immanent på samme tid. Altså Gud er både hinsides denne
verden og ét med denne verden på samme tid.

Sharia-islam afviser dette som kætteri. De siger, at når trosbekendelsen
shahada siger: La ilaha illa’ Llah eller: Der er ingen anden gud end
Allah betyder det, at Gud er én. At Gud er én betyder derfor ikke det
samme som, at væren er én. De siger ikke, at der ikke eksisterer noget
andet end Gud. De siger kun, at der ikke er nogen anden gud end Allah.
Verden eksisterer altså udenfor Gud, den er noget andet end Gud,
forskellig fra ham. Gud er altså fuldstændig transcendent og ikke
immanent i denne verden. Her adskilles Skaberen fra det skabte. Skaberen
er ikke ét med sit skaberværk, som de gnostiske sufier fastholder.

Dette er en dualistisk opfattelse af tilværelsen, som man kan kalde
neo-manikæisk. Grunden til at jeg kalder den neo-manikæisk er det
faktum, at Muhammed i sin ungdom var stærkt påvirket af en
jødisk-kristen gnostisk gruppe kaldet Elkasitterne. Grundlæggeren af
denne sekt var Elchasaios. Manikæismens grundlægger Mani (216-277) var
medlem af denne sekt til sit 25. år. Herefter startede han sin egen
nyreligiøse bevægelse. Det interessante ved Elkasitterne var, at de
vendte sig mod Jerusalem, når de bad. Det samme gjorde Muhammed, indtil
han fandt ud af, at de jødiske klaner i Medina alligevel ikke ville
konvertere til hans nyreligiøse bevægelse. Dette gjorde ham til
anti-judaist, og vi kender vist alle hans folkemord på jøderne i Medina.

Grundlæggenen af det vi idag kalder islamisme er Ibn Tamiyya
(1263-1328). Han stod på skuldrene af Ibn Hanbal (778-855), som på sin
side var grundlægger af en af de 4 retslærde skoler, der implementerede
profetens Sharia-islam. Ibn Taymiyya skrev skarpt imod Ibn Arabi og
erklærede, at hans lære intet havde med Islam at gøre. Idag kan man
finde, at Ibn Taymiyyas bøger pryder boghandlernes vinduerne overalt i
den muslimske verden. Også i byen Konya i Tyrkiet, som var det sted,
hvor sufismens store gnostiker eller mystiker Rumi etablerede sin
menighed.

Den form for islamisme, som idag præger Islam i Saudi-arabien og hele
den sunnittiske verden, er grundlagt af Ibn al-Wahhab (1703-1787). Han
står på skuldrene af Ibn Taymiyya. Vi kender denne form for Islam som
Wahhabismen, og den har enorm indflydelse i hele den sunnitiske verden
på grund af de uendelige mængder af petrodollars, som tilflyder
koranskoler og moskeer overalt i verden. Den har gjort alt for at
undertrykke og udrydde sufier og ikke-muslimer.

For den profetiske tradition eller Sharia-islam er Islam én. Islam har
ikke flere ansigter, man køber hele pakken, og det vil sige Koranen og
Sunnaen. Derfor har de muslimer vi i Vesten kalder moderate svære tider.
De kan ikke kritisere Koranen og Sunnaen, som indeholder helt utvetydige
suraer om jihad mod ikke-muslimer. Islam er ikke moderat overfor
anderledestænkende. Islam er nemlig ikke pluralistisk og favnende, men
en bogstavstro politisk-religiøs macho-kult, som både er kvindeangst og
racistisk. Islamisterne har forkastet deres egen gnostiske visdomslære
og afskåret sig selv fra den udvikling, som den bogstavstro kristendom
har været igennem i og med skolastikken, renaissancen, reformationen,
oplysningstiden, modernismen, socialismen og humanismen.

I bøger, medier og på nettet kan man finde følgende betegnelser for
muslimer:

Ortodokse muslimer
Traditionalister
Mainstream islam
Islamiske fundamentalister
Islamister
Salafister
Reformister
Ekstreme muslimer
Radikale muslimer
Islamo-fascister
Jihadister
Liberale muslimer
Moderate muslimer
Progressive muslimer
Kultur-muslimer

Man behøver ikke at være islamist for at tro på, at islam handler om at
efterleve shariaens love til punkt og prikke. Det er nok at være muslim.
Islamisme er et religiøst-social-politisk-økonomisk hele, som ikke
bryder sig om, at man deler islam op i mange fra hverandre forskellige
islamiske strømninger. Islamisme er ikke kun en tro, men også en
politisk ideologi, som ønsker at styre statens politiske, økonomiske og
sociale aktiviteter. Dette placerer islamismen i opposition til liberale
bevægelser indenfor islam.

Udtrykket islamisk fundamentalisme bruges i Vesten til at beskrive
islamistiske grupper. Men udtrykket bruges også til at beskrive
traditionalisterne eller de ortodokse muslimer, som fastholder en
bogstavtro islam baseret på Koranen og Haditherne, og som følger mindst
en af retsskolerne tæt. Islamisk fundamentalisme beskriver altså en form
for religiøs konservatisme, som ikke nødvendigvis er politisk aktiv, men
som naturligvis er baseret på shariaens lovkodeks.

Ordet fundamentalisme stammer egentlig fra en kristen evangelisk
bogtitel fra 1920: ”Tilbage til det Fundamentale”, som var en reaktion
på den moderne teologiske kritik af Biblen, som af kristne
fundamentalister blev betragtet som en fornægtelse af det grundlæggende
i kristendommen.

Der har blandt muslimer ikke været tilløb til nogen væsentlig kritik af
Koranen og Sunnaen. Moderne islamisk fundamentalisme er ikke, som hos
kristne fundamentalister, en reaktion på en indefra kommende kritik af
Koranen og Sunnaen, men en reaktion på, at islam siden napoleonstiden
har været stærkt påvirket af den udefra kommende vestlige, økonomiske,
materialistiske og kulturelle indflydelse og senere i 1900 tallet af
sekularisering, demokrati, menneskerettigheder og livsstil. Da moderne
islamisk fundamentalisme ikke er et svar på en indefra kommende kritik
af grundlaget for islam, burde man måske hellere bruge ord som
renaissance eller genfødsel til at beskrive fænomenet. Målet er nemlig
usulijja, som betyder ”religionens rødder” eller salafijja, som betyder
”det som er fra forgængerne” eller tagdid, som betyder ”fornyelse eller
genoprettelse”. Det drejer sig om at vende tilbage til det oprindelige
islamiske samfund med Sharia, Jihad og kvinders tilsløring.

Det er meget vanskeligt at skelne mellem islamisme og fundamentalisme.
Men man kunne måske sige, at islamisme sigter på en islamisering af et
lands befolkning ”fra oven” ved genoprettelse af et religiøst regime med
sharia-lovgivning. Fundamentalisme er derimod en islamisering ”fra
neden” gennem gradvis ensretning af samfundet i overensstemmelse med
islams skrifter og traditioner.

At være ortodoks muslim eller traditionel muslim betyder stort set det
samme som at være fundamentalist og kan oversættes med det at være
”rettroende”. Ortodoksi og konservatisme kan betegne en mindre
udfarende, mindre politisk udgave af islam end islamisme, men de er også
tilhængere af sharia. Tariq Ramadan kalder den gruppe muslimer, som står
strengt fast på en af de klassiske retsskoler Hanafi, Maliki, Shafii og
Hanbali osv. for skolastiske traditionalister. Det var bedre om han
havde kaldt dem ortodokse traditionalister, da de muslimske skolastikere
kaldet mutazilitterne allerede i 900 tallet blev erklæret for kættere på
grund af deres rationelle og kritiske holdninger til traditionen.

Traditionalister som talibanere har meget snævre rammer for fortolkning
af de hellige skrifter, når det f.eks. drejer sig om kvinders påklædning
og uddannelse, mænds skægvægst, gudsdyrkelse osv. Traditionalister i
Europa, som findes blandt pakistanere og tyrkere, påtager sig i reglen
ikke et socialt ansvar, hverken civilt eller politisk og afviser ethvert
samfundsengagement, fordi de kun vil beskæftige sig med shariaen.

Hizbollahs åndelige leder ayatollah Fadlallahs svar på spørgsmålet, om
han foretrak at blive kaldt islamist eller fundamentalist var: ”Det er
tilstrækkligt at bruge ordet ”muslimsk”, som omfatter alle de
aktiviteter, der foregår inden for Dar ul islam”. Islamisk
fundamentalisme eller islamisme beskriver begge muslimske grupper, som
ønsker at erstatte statens menneskeskabte sekulære grundlove med
sharia-lovene, der opfattes som Guds værk.

De radikale islamister går ind for en teokratisk stat, som kun styres af
sharia-lovene. Nogle grupper går ind for en langsom udvikling, som
gradvist fører til en islamisk stat. Andre mere radikale grupper
argumenterer for en hurtigere udvikling med brug af alle midler også
jihad for at nå samme mål. Til syvende og sidst stræber begge retninger
efter det samme endemål, som er etableringen af en islamisk stat, hvor
muslimer styrer både egne og alle andres sager ved hjælp af shariaen.
Dette perspektiv modsiges af de liberale bevægelser indenfor islam, som
man med en vis rimelighed kan kalde moderate muslimer. Det er vanskeligt
at definere hvilke islamiske grupper, der er moderate.

I den internationale kulturradikale presse siges det ofte, at
islamisterne eller fundamentalisterne har hijacket islam og misfortolker
den på en radikal og krigerisk måde. Men de har ikke forvansket islam.
Det er snarere de muslimske reformatorer, som man idag kalder for de
liberale muslimer eller moderate muslimer, som har hijacket den
ortodokse islam for at reformere eller liberalisere eller moderere den
islamiske traditionalisme og ortodoksi, så den passer bedre ind i det
moderne internationale samfund på demokratiets og menneskerettighedernes
vilkår. De muslimer som kalder sig selv for moderate, liberale eller
progressive har hijacket islam for at blive accepteret i den vestlige
verden. Islamisterne vil nok sige, at man ikke kan være muslim uden af
være moderat, at en sand muslim altid er moderat blot ved at være
muslim. Ibn Warraq siger derimod, at det godt kan være, at der findes
moderate muslimer, men at islam er ikke moderat.

Alle islamistiske grupper kan såvel som reformister, liberale og
moderate med stor ret påberåbe sig islams hellige skrifter og religiøse
autoriteter. Det er vigtigt at understrege islams uafbrudte sammenhæng
og kontinuitet, fra de første skrifter blev nedskrevet til vore dage. De
radikale islamisters politiske program, ja selv terroristernes
handlinger bygger i alle henseender på islams hellige skrifter og ikke
på en afvigende udlægning. De har ikke hijacket islam og omfortolket
islam til deres egen politiske fordel. Deres anti-demokratiske og
totalitære ideologi er udviklet på basis af de hellige skrifter.

I slutningen af 1800 tallet startede Muhammad Abduh (1849-1905) og
Rashid Rida (1865-1935) i Egypten en reformbevægelse ved navn Salafiya,
dvs de ærværdige forgængeres efterfølgere. Denne reformbevægelse var et
forsøg på at nyfortolke Koranen og Sunnaen. De islamiske ritualer var
faste og uforanderlige, mens mere samfundsmæssige regler og normer kunne
tilpasses det moderne samfunds udvikling set i lyset af moderne
europæisk fornuftstænkning.

Fra denne bevægelse stammer en liberal linje med kvindeforkæmpere og
humanister på Cairo Universitetet. Denne liberale eller rationalistiske
reformisme går ind for at indføre sociale og politiske
sekulariseringsprogrammer, som adskiller den religiøse autoritets sfære
fra styringen og forvaltningen af det offentlige og politiske liv. De
liberale reformister udgør et mindretal i den islamiske verden. De
tilhører ofte magteliten, de højtuddannede klasser og tilhængere af
demokrati eller venstreoppositionen. I Europa er denne gruppe villige
til at integrere eller ligefrem assimilere sig i den europæiske
livsform, og bevarer kun deres tro på det personlige plan, som et
tilhørsforhold til fødselskulturen. Shariaen er ikke længere en
autoritativ referenceramme for normer og adfærd, men den sunde fornuft.

Salafiyya-bevægelsen er imidlertid også ophav til Det Muslimske
Broderskabs massebevægelse, som mente at Abduhs reformbevægelse var gået
alt for vidt. Broderskabets grundlægger Hasan al-Banna (1905-1949) var
langt mere fjendtlig over for den europæiske verden end Abduh var.
Europæerne var nok værd at følge på visse tekniske områder, men moralsk,
religiøst og menneskeligt havde de intet at tilbyde. Idag ved vi, at
Det Muslimske Broderskab sammen med den indiske massebevægelse Jamaah i
Islamija grundlagt af inderen Abu al-Mawdudi (1903-1979) og Wahhabismen
i Saudiarabien er rødderne til den moderne terrorisme. Alle islamistiske
terror-organisationer som Islamisk Jihad, Gamaa al-Islamiyya, Hamas,
Hizb ut-Tahrir og al-Qaida har dybe rødder i Det Muslimske Broderskab.
Sammen med andre radikale og ekstremistiske grupper med forskellige
rødder i andre islamistiske og fundamentalistiske traditioner både
blandt sunnitter og shiiter presser Det Muslimske Broderskab og
Wahhabitterne samfund og regeringer overalt i verden med revolutionære
aktiviteter eller jihad i håb om at gennemføre sharia-lovgivning,
oprettelse af en islamisk stat og i sidste ende kalifatet. Ved dygtige
politiske rævekager er Det Muslimske Broderskab ikke på Amerikas liste
over terrororganisationer, men bliver idag betragtet som en moderat
islamisk bevægelse.

Allerede som børn lærer mange islamister Koranen udenad i koranskolerne
og bliver indoktrineret til at bekæmpe ikke-muslimer, men også muslimer
med en folkelig overtro og helgendyrkelse eller en sufi tilgang til
islam.

Den største gruppe muslimer i verden idag hører vi sjældent om, måske
fordi det er det store tavse flertal. Det er den gruppe man kan kalde
kultur-muslimer. Kultur-muslimerne svarer til de danske
leverpostegs-kristne eller juleaftens-kristne. De er ikke meget troende,
men føler dog, at de er muslimer, når der er ramadan, ved dødsfald i
familien eller når der skal indgås ægteskab. Kultur-muslimerne kommer
ikke i moskeen, beder ikke dagligt, taler ikke meget om deres tro, men
vedkender sig trods alt troen på Allah, hvis man spørger dem. De har nok
i familien og det daglige arbejde. De er jo født muslimer og retter sig
efter shariaen et stykke hen ad vejen. I virkeligheden ved de ikke meget
om, hvad islam egentlig er.

Sharia er den islamiske lov, men ordet lov er forsåvidt vildledende. Man
kan måske sammenligne sharia med den gammel-testamentlige lovkodeks.
Sharia dækker ganske vist juridiske procedurer indenfor strafferet,
arveret, handelsret og familieret, men er også en vejledning i
mangfoldige spørgsmål vedrørende forskellige menneskelige aktiviteter
fra ægteskab, økonomi til religiøse handlinger som bøn, rituel rensning
og pilgrimsfærd. Ordet sharia betyder ”vejen” eller ”vejen der fører til
kilden”. Det drejer sig om et korpus af generelle principper for
islamisk lov, en normativ læsning af Koranen og Sunnaen, som bestemmer
hvordan man er som muslim. Det siges at alt er tilladt (halal) i islam,
på nær det der ikke er tilladt (haram).

Shariaen sætter skovlen under demokrati, menneskerettigheder,
pluralisme, rationalisme, personlig frihed, kvinders frihed og lighed,
religiøs frihed, religiøs lighed, det åbne samfund, menneskeskabte love,
lighed for loven, samvittighedfølelse og sund skepticisme. Og da
shariaen opfattes som direkte autoriseret af Allah uden et menneskeligt
mellemled, kan politisk opposition betragtes som frafald eller blasfemi
og straffes med døden. Debat og meningsforskelle er perversiteter og
individuel fornuftstænkning forbudt. En hvilken som helst tvivl
vedrørende den religiøse side af det sociale, kulturelle eller politiske
liv bliver betragtet som blasfemi og frafald. Det er umådelig vigtigt,
at vi i den vestlige verden udstiller det destruktive ved en sådan
opfattelse. Vi må igen og igen sige, at shariaen er undertrykkende,
adskillende, udstødende, intolerant, diskriminerende, umoralsk og
umenneskelig.

Tim Pallis



--
Med venlig hilsen
GB