Hver københavner betaler i gennemsnit 60.000 kr i skat til kommunen om året.
Man må forlange, at disse penge bliver brugt ansvarligt og sparsommeligt.
Desværre er det ikke tilfældet. Kommunen er måske ikke ligefrem præget af
økonomisk kaos, men man er alt for rundhåndet med at bruge penge.
Alt for mange politikere på Rådhuset er præget af en tro på, at blot man
giver flere penge, bliver tingene bedre. Et glimrende eksempel på dette er
folkeskolen. Der er med årets budgetforlig netop blevet bevilget endnu flere
penge. Men hvorfor prøver vi ikke at lade pengene følge børnene og derved
skabe konkurrence blandt skolerne i stedet for blot bevidstløst at give
flere penge? Den københavnske folkeskole er i forvejen en af landets
dyreste, så det er næppe svaret på dens problemer.
Økonomistyringen er et kapitel for sig. Budgetterne for de enkelte områder i
kommunen stiger hvert år automatisk med en sats, der svarer til
lønudviklingen. I alle andre større organisationer strammer man hvert år
budgetterne, fordi man forventer, at de enkelte områder og afdelinger bliver
mere effektive med tiden. I Københavns Kommune er det lige omvendt. Her
forventer man åbenbart, at de enkelte områder bliver mindre effektive år for
år.
Dertil kommer, at man hvert år vedtager nye serviceydelser til borgerne,
mens man stort set aldrig skærer ned. Gratis børnepasning til forældre, som
i forvejen er på barsel med at andet barn, modersmålsundervisning og
rullende biblioteker (bogbusser) hører til listen over overflødige ydelser.
Hvorfor er gavmildheden kritisabel?
Hvis pengene hang på træerne, var det ikke noget problem med den generøse
holdning til kommunens midler. Men pengene kommer fra skatteborgere, som ved
en alt for høj skat fratages incitamenter til at yde en ekstra indsats. Det
er ikke en tom floskel. Jeg har selv flere gange takket nej til arbejde,
fordi pengene efter skat er for små.
Det er også fra et moralsk synspunkt forkert at fratage borgerne så stor en
del af deres indkomst. Det er ikke det offentlige, men folk selv, der som
udgangspunkt har ret til egne penge. Velfærdssamfundet er gået alt, alt for
langt, når folk som ikke arbejder har lige så mange penge, som folk der
arbejder.
Endelig er der et meget større behov for at investere i vores fremtid end
for at finde på nye serviceydelser. Det er langt vigtigere at opgradere byen
til en forsknings- og uddannelsesmetropol i sand verdensklasse, at få
forbedret vores infrastruktur og at styrke vores sygehusvæsen.
Rasmus Jarlov (C)
www.jarlov.dk