Grundlæggende set er det frustrende at se ens skattekroner blive brugt til
store nye bygninger, designer stole og andet "skrammel" alt imens kommunerne
klager over man ikke har penge at gøre godt med. Kommunerne er blevet pålagt
flere og flere opgaver, det startede allerede under Nyrup - måske endda
tidligere - og er fortsat under Fogh. Nyrup sænkede så statsskatten, mens
kommunerne hævede kommuneskatten, godt nok ikke altid lige meget, og samlet
set afvigede skattetrykket næppe ret meget fra før Nyrup og efter Nyrup og
Foghs skattesænkninger har heller ikke rokket markant ved skattetrykket.
Så er der kommet en ny regering til, og nu skulle man jo tro den var frisk
og klar til "de store opgaver". Man brugte de første år til at analysere og
vurdere og da landet jo generelt faktisk har det rigtig godt, så er det jo
heller ikke sådan at de store opgaver er presserende. Men hvad laver
regeringen? Man gennemfører en kommunereform og hvad så? Man freder alle
store områder og administere, enhver liberal tankegang er væk, enhver
reformdrøm om samfundet er væk. Enhver minister der fremviser en smule
visioner og planer får mundkurv på og besked på at trække sine udtalelser
tilbage. Man ændre en smule hist og pist og hvis en avis får nys om det
ændres det straks tilbage.
Skattetrykket skal ned, så langt er de fleste enige. Hvordan er en helt
anden sag. Topskatten kunne man fjerne, der er gode argumenter for at
fjerne, men det er ikke hverken politisk et godt træk eller noget der
styrker landet eller formentlig svækker landet. En undersøgelse fortalte fx
at landets konkurrenceevene er helt i top, og at tiltrods for vi hører
landets rigeste fortælle os at topskatten er et problem for
konkurrenceevnen, så ligger Danmark altså foran stort set alle de lande der
ikke har topskat. Så det er i hvert fald ikke argumentet for at indføre den
flade skat.
Der har været forslået flad skat, og vi har set i New Zealand at det faktisk
godt kan lade sig gøres, problemet er at man for at gennemføre det er nødt
til at fjerne alle tilskud, som man gjorde i New Zealand. Overgangen er bare
hård, meget hård endda. Fordelen er at der forsvinder en lang række regler
og buaukrati.
Og det er sidstnævnte jeg ser som den store synder, når vi siger "hvad sker
der med mine skattekroner". Jeg mener det var Højer kommune der var et par
år siden opgjorde at det kostede dem knap 80.000 kroner hver måned for hver
eneste på kontanthjælp, ironisk er det at kun de 8500 - max 11000 - går til
personen. Når det endvidere tit viser sig at kommunen sparer folk væk for
efterfølgende at lade kontanthjælpsmodtagere lave arbejdet, så er det noget,
der bør få de røde faner til at vejre, men desværre er fagforeningerne
blevet til politikernes og erhvervslivets forlængede arm, så derfra skal man
næppe forvente hjælp.
Fx gav staten ekstra til hjemmehjælpen og krævede så en lang række
kontrolforanstaltninger for at sikre pengene blev brugt rigtigt, resulatet
var at pengene aldrig nåede borgerne, ekstrabeløbet blev spist op af
adminstration. Ældrechecken har jo også vist sig at blive spist op af
adminstration. Og sådan kan man fortsætte.
Reglerne må altså være langt mere simple, og for det har vi brug for en
gennemgribende ændring i hele systemet, fx kunne man starte med at se på
hvad er minimum for at leve et fornuftigt godt liv. Dette beløb må så være
det beløb SU, kontanthjælpsmodtagere, pensionister skal have. Beløbet bør så
være af en sådan størrelse at personerne kan leve af det og ens for alle.
Ikke alle disse mere eller mindre mærkværdige tilskudsordninger. Nogle vil
så have lidt mere end andre, andre vil have mindre end andre. Hvis
pensionisten vil have mere end dette standardbeløb kan man jo tegne en
pensionsordning.
Giver det fx nogen mening at man kan klare sig på 4500 på SU, mens man under
inden omstændigheder kan klare sig under 8500 på bistand. Og endnu mere
grotesk er revalideringen, jeg så på mit studie at revalideringsfolket fik
betalt transport, bøger, studierejser OG fik mere udbetalt end os andre på
SU. Ligeså grotesk er det at hvis man er 24 år kan man klare sig for et
beløb, men er man 25 skal man have et andet beløb. Hvis man er på
kontanthjælp når man er 59 kan man "sagtens" klare sig for et beløb, men går
man på pension som 60 årig stiger dette beløb. Giver det mening? Uanset om
man er studerende, kontanthjælpsmodtager, pensionist eller indvandre så
koster en liter mælk altså det samme.
Tilskud skal helt væk over en årrække, boligtilskuddet udnyttes og
boligmarkedet må derfor gives frit. Her i Silkeborg har vi fx lejlighederne
ned til vandet som koster 2600 kr i husleje - deres reelle markedsværdi
ligger langt over 10.000, mens vi har kvarterer der koster 6500, mens deres
reelle markedsværdi er under det halve. Men en sådan frigivelse af markedet
vil være en hård process at komme igennem, uanset at markedet formentlig vil
stabilisere sig selv med udbud og efterspørgsel.
Nå, det var nogle tanker her sent på natten. Uanset om man er liberal eller
socialist burde det fornærme at adminstrationen æder pengene, det må være et
mål at tæt på 100% af de skatteopkrævninger der sker kommer tilbage til
folket.
mvh
Kim
|