De Radikale, dyden og nødvendigheden Af: Niels Højlund, forfatter og
foredragsholder.
De må på ny ind i de politiske afgørelsers tvetydighed, ellers bliver al
deres dyd uudholdelig for os andre at leve med.—Niels Højlund. Forfatter
og foredragsholder. Cand.mag. i historie og kristendomskundskab. Niels
Højlund har været højskoleforstander, præst og medarbejder ved TV 2.
Med regeringsskiftet i 2001 skete der et systemskifte: Dydens parti -de
Radikale - er nu ikke længere nødvendighedens parti, hvis der skal
skaffes flertal i folketingssalen. Det kunne godt gå hen og blive
skæbnesvangert, ja måske ligefrem livsfarligt for partiet. Det skriver
Niels Højlund i vores serie om de Radikale.
Det er som bekendt svært at generobre en mistet dyd. Troværdigheden har
taget skade, og næsten ligegyldigt hvad man gør, så bliver der en
mistanke hængende i luften, der når som helst kan genaktiveres. Tænk blot
på en vis spindoktors private telefonregning!
Men det er, vil jeg hævde, endnu sværere at kunne komme af med dyden, når
man først én gang har vundet den og fået den som sin afgørende branding.
Det er Det Radikale Venstres - og i særdeleshed Marianne Jelveds -
problem i dagens Danmark.
Det Radikale Venstre har gennem 100 år været dydens parti i dansk
politik, partiet med de under alle omstændigheder korrekte anskuelser.
Som barn af en næsten naturstridig forbindelse mellem Oplysningstid og
grundtvigianisme, mellem Brandes og højskolebevægelsen, har partiet altid
været dækket ind til alle sider. I Det Radikale Venstre er den
inkarnerede politiske snusfornuft og de højeste menneskelige idealer
forbundet med hinanden på en måde, som det er så godt som umuligt at
argumentere imod.
Men så har de Radikale (gudskelov) også altid været velsignet med den
torn i kødet, som man kunne kalde nødvendigheden. Og det er alene denne
torn i kødet, der har gjort dem og alle deres korrekte anskuelser
udholdelige for os andre. Skal der regeres - og det skal der jo, selv i
Danmark - så må der i Folketinget være et parti, der lægger ryg til, når
et flertal skal fremskaffes. Den rolle har Det Radikale Venstre haft
gennem det meste af sin tid, hvad enten partiet var med i en regering
eller stod uden for den.
»Man kan ikke gå gennem mosen i et par laksko«, sagde den polske
dissident og filosof Kolakowski engang i et opgør med den politiske
idealitet på sin tid. Men det er præcis, hvad de Radikale så ofte har
måttet gøre alligevel. De har måttet svine sig til i den store politiske
mose og gang på gang måttet gå på kompromis, ikke bare med andre
politiske partier, men med sig selv og med deres egne højglanspolerede
ideer. Det har sikkert svedet i den radikale sjæl mangen en gang, og
radikale politikere og tillidsmænd har ofte måttet lægge øre til hånende
ord om deres parti, partiet som ikke kan beslutte sig, men svarer »Tjah -
bum - bum« i højspændte politiske situationer for at bevare
handlefriheden. For mig har denne villighed til at tage magtens
nødvendighed på sig været det egentligt værdifulde ved de Radikale og
gjort deres indimellem ulidelige selvretfærdighed tålelig for os andre
syndere.
Nu er det så slut med det. Ikke slut med dyden, heller ikke slut med
nødvendigheden, men slut med den kobling mellem de to ting, som hidtil
har været Det Radikale Venstres særlige kendetegn og adelsmærke.
Regeringsskiftet efter valget i 2001 blev et systemskifte. Ikke fordi
Venstre kom til magten som statsministerparti ved den lejlighed, for hvem
kan se forskel på en borgerlig statsminister med en socialdemokratisk
politik og en socialdemokratisk statsminister med en borgerlig politik?
Ikke fordi Søren Krarup kom på tinge. For den ændrede dagsorden
vedrørende flygtninge og indvandrere, som siden unægtelig har gjort sig
gældende, ville nok have gjort sig gældende i alle fald, med eller uden
Søren Krarup. Ikke fordi spindoktorerne (eller hvem det nu var!) opfandt
en værdikamp, der altid mere har forekommet mig at være et politisk
postulat end en åndelig virkelighed blandt danskerne.
Nej, regeringsskiftet i 2001 blev et systemskifte alene derved, at fra nu
af var de Radikale ikke længere uomgængeligt nødvendige, hvis der skulle
skaffes flertal i folketingssalen. De Radikale er blevet overflødige,
ikke for dyden, men for nødvendigheden, og det kunne godt gå hen og blive
skæbnesvangert, ja måske ligefrem livsfarligt for partiet.
Partiet fik ganske vist en smuk fremgang, ja, næsten en fordobling af
stemmetallene, ved valget i 2005. Men hvad skal de dog bruge de mange
mandater til, når de ikke længere er nødvendige?
Radikale vil altid sige, at de søger skam ikke magt, de søger
indflydelse. De spørger ikke om, hvem de skal samarbejde med, men hvad
der kan samarbejdes om. Smukke ord i et folkestyre. Dydige ord i et
demokrati. Men den nye situation efter 2001 afslører også ordenes ideale
hulhed, forekommer det mig.
For også i et demokrati handler politik jo om magt, og hvis man ikke
længere er i en position, hvor man kan afgøre, hvem der sidder på magten,
eller alternativt kan udgøre en trussel for dem, der sidder på samme, så
mister man gradvis også indflydelsen. Det parti, der er uinteressant for
varetagelse af magtens muligheder, ender med i det hele taget at blive
uinteressant. Det var Retsforbundets skæbne, det var CDs skæbne, det kan
blive SFs skæbne. Og jeg tror minsandten også, at det kunne blive Det
Radikale Venstres skæbne.
Skal man forstå, hvad demokrati handler om, kan man ikke nøjes med at
læse Hal Koch; man er nødt til også indimellem at skele til en gammel
renæssanceforfatter ved navn Macchiavelli. Det vidste Bertel Dalgaard,
det vidste Jørgen Jørgensen måske også (selv om det lyder usandsynligt),
men ved Marianne Jelved det?
Nu sidder de så der, alle de mange (efter dette partis målestok,
forstås!) radikale mandater oppe på den radikale gang på Christiansborg.
De er sluppet for nødvendigheden og kan sidde og pudse på alle de rigtige
meninger og anskuelser så længe og så energisk, at vi andre kan få helt
ondt i øjnene af at kigge med. Dyden er der jo ikke noget i vejen med;
ingen skandaler og intet pamperi i det parti. Marianne Jelved sprang
sågar også på den vogn, som Socialdemokraterne trak frem, da de ved
Nyrups magtovertagelse i 1993 begyndte at tale om halvfemserne som »
moralens årti«. Det er besynderligt nok noget af det farligste, en
politiker i et demokrati kan gøre: at begynde at snakke om sin egen og
sin regerings politik som »moralsk«. Det parlamentariske demokrati er
indrettet på at kunne håndtere mange situationer, ja mange slags ganske »
umoralsk« politik, hvor egeninteresser og gruppeinteresser og
magtinteresser af den ene og den anden slags bliver mixet med hinanden i
en undertiden uskøn og kynisk blanding. Det kan systemet alt sammen holde
til. Men det kan ikke holde til, at man begynder at omtale sin egen
politik som moralsk, for dermed siger man automatisk - det ligger
allerede i ordene - at modstanderen er umoralsk. Kalder man modstanderens
politik for umoralsk, så har man lukket sig selv ude fra indflydelse, så
har man standset det spil om magt og indflydelse, som det parlamentariske
system er indrettet på at håndtere.
Da Nyrup Rasmussen udtalte de fatale ord, at Pia Kjærsgaard og hendes
Dansk Folkeparti for Socialdemokratiet ikke var og aldrig ville kunne
blive »stuerene«, da slog han uden at vide det sig selv på munden og
tvang sit parti ind i en proces, hvor hans efterfølgere før eller siden
meget vel kan blive tvunget til at søbe den kål, de selv har spyttet i.
Marianne Jelveds holdning til den nuværende regering - og specielt da til
dens chef, Anders Fogh Rasmussen - forekommer mig at være præget af den
samme type moralsk forargelse, som Nyrup udviste over for Pia Kjærsgaard.
Hun er ikke alene uenig med den nuværende regering, hun afskyer den, hun
opfatter den som umoralsk. Og det er farligt. For hvad er der så tilbage
af handlemuligheder for de Radikale? Ikke andet end at trække sig tilbage
i fornærmethed, pudse glorien og de rigtige meninger endnu en gang og
vente på, at vælgerne kommer til fornuft, så de naturlige magthavere i
Danmark, Socialdemokratiet og Radikale, på ny kan komme til fadet.
Det kan komme til at vare meget længe.
Socialdemokratiets fremtid i dansk politik afhænger af, om der fortsat
bliver ved med at være noget, som med nogen form for rimelighed kan
kaldes en arbejderbevægelse.
Det Radikale Venstre har ikke samme binding til bestemte sociale
grupperinger. Deres idégrundlag er af mere universel og ideel art og kan
gøres gældende, uanset om der er husmænd til, eller skolelærere, eller
københavnske intellektuelle. De Radikale kan endda mageligt leve med, at
dagbladet Politiken ikke længere i nogen fornuftig betydning af ordene
kan kaldes radikalt. Det eneste, Det Radikale Venstre ikke kan leve med,
er at miste nødvendigheden. På den ene eller den anden måde må de igen
derind, hvor de er nødvendige, for at der kan skabes politiske flertal i
folketingssalen. De må på ny ind i de politiske afgørelsers tvetydighed,
ellers bliver al deres dyd uudholdelig for os andre at leve med.
--
Liberal, kongetro, EU-modstander og atomkraftmodstander.
Frihed under ansvar er den eneste troværdige vej frem.
Støt Israel - køb Israelske varer!
GB
|