I dagens Jyllandsposten har professor Bent Jensen på:
et læserbrev om
Han skriver:
==
Offentliggjort 16. september 2005 03:00
Tungen lige i munden - eller ud ad vinduet?
-------------------------------------------
Af Bent Jensen, professor, dr. phil., Syddansk Universitet, Odense
I dag afholdes en med spænding imødeset konference om den omstridte
DIIS-rapport om Danmark under Den Kolde Krig. En af deltagerne er
Danmarks førende Sovjet-ekspert, professor Bent Jensen. Han giver her
for første gang en samlet vurdering af DIIS-rapportens konklusioner -
ikke mindst om truslen fra Østblokken og fodnotepolitikken.
JEG HAR STRIDT mig igennem 2.250 sider tekst med vel 8.000-10.000 noter
fordelt på fire bind. Jeg er overordentligt interesseret i Den Kolde
Krig, men denne udredning fra DIIS, "Danmark under Den Kolde Krig. Den
sikkerhedspolitiske situation 1945-1991", giver mig hovedpine. Det er
for meget, for omstændeligt, men først og fremmest for kunstigt og for
dødt. Ord kan dræbe, hedder det. DIIS-udredningen, som blev bestilt af
Nyrup-regeringen i sommeren 2000 og udvidet af Fogh-regeringen i 2002,
lægger det enestående drama, som Den Kolde Krig var, dødt.
Hvorfor skal læserne belemres med sætninger som denne: »Inden for denne
overordnede forståelsesramme, hvor Danmark som NATO-medlem var placeret
i en markant asymmetrisk bipolær situation, skitseres til sidst en
adaptionsteoretisk analyseramme.« Udredningen skal jo ikke indleveres
som disputats, men læses af bl.a. jævne mennesker på Christiansborg.
Begreber som "NATO-acquis", "argumentativ selvfiksering" og
"demandeur-position" gør heller ikke en beskrivelse mere videnskabelig,
kun mere højrumpet. I stedet for dette tungebrækkeri havde det været
bedre at bruge tiden på at luge ud i de alt for mange udfald af ord,
forkerte ordstillinger og manglende eller dobbelte præpositioner, få
indsat den manglende illustration i bind 2 og forklare, hvorfor man i
bind 3 kun behandler fire temaer, når man proklamerer at ville behandle
fem. Og hvorfor er der ingen oversigt over dansk, men kun over
amerikansk forskning om Den Kolde Krig?
Politik laves af mennesker. På begge sider var der håb og frygt,
optimisme og uvished, fejltagelser og misforståelser, loyalitet og
forræderi, uvidenhed og dumhed i vekslende forhold gennem de 45 lange
år, denne konflikt varede. Men her er det en pæn, friseret fortælling
om, at hvad danskere gør, er altid det rigtige - uanset om de går til
højre eller venstre, frem eller tilbage. Vor Herre holdt sin skærmende
hånd over kolonihaven Dannevang, hvor man legede dialog og afspænding,
defensivt forsvar og atomvåbenfri zone. Som den 9. april 1940 og under
den tyske besættelse gik alt, som det skulle.
De mange danske forbehold og det beskedne danske bidrag til det fælles
forsvar i den vestlige alliance betød ikke noget for sikkerheden, for
Danmark blev mere og mere "integreret" i NATO. Tumulten i 1980'erne med
de 23 fodnoter, som lagde afstand til forsvarsalliancens solidariske
politik, havde heller ingen betydning og fik ingen konsekvenser for
sikkerheden eller for noget som helst. De mange kritiske røster fra
Danmarks allierede om, at Danmark var på vej ud af alliancen, var kun
tilsyneladende kritiske og skulle ikke tages alvorligt, for der var
ingen tvivl om Danmarks loyalitet, og der er også belæg for en modsat
fortolkning. Gert Petersens kritik af NATO's dobbeltbeslutning var
derimod seriøs og velargumenteret. Om hans manglende kritik af Kremls
udstationering af SS-20'ere også var seriøs, får vi derimod ingen
vurdering af.
Der var nok grund til kritik af de socialistiske stater. Men der var
også gode grunde til dialog. For USA var jo immervæk farligere for
freden end Sovjetunionen. Man har forsøgt at holde tungen lige i munden
for ikke at træde nogen på tæerne, men resultatet er ofte blevet tungen
ud ad vinduet.
Udredningen gør sig store anstrengelser for at vise, at de såkaldte
"traditionalister" (det var dem, der mente, at Sovjetunionen var et ondt
imperium med et aggressivt forhold til omverdenen) ikke havde ret. Det
udtrykkes på denne charmerende måde i bd. 1: »Det er vigtigt at
fastholde, at "spørgsmålet om holdbarheden af de tre historiografiske
skolers empiriske påstande logisk set er noget andet, end om forskere og
iagttagere "hørende" til en af de tre skoler (traditionalisme) politisk
set fik ret i den forstand, at deres politiske holdning til sovjetstaten
og kommunismen nu er bredt accepteret«.
Længere fremme i udredningen får vi for en sikkerheds skyld denne lektie
repeteret i forbindelse med spørgsmålet, om østeuropæernes ønske om ikke
at leve i totalitære politistater »kunne forenes med Sovjetunionens
sikkerhedsbehov«, som igen var »en forudsætning for stabilitet og
afværgelse af krig«. Sagt i klart sprog: Var det ikke rigtigt af Gert
Petersen, Lasse Budtz og Kjeld Olesen at advare polakkerne og andre om
ikke at gå for vidt i deres ønsker om frihed og demokrati? Og var
omvendt »en moraliserende stillingtagen og retorik på østeuropæernes
vegne« ikke farlig? For DIIS er svaret klart: »Man kan ikke bruge det
forhold, at Den Kolde Krig sluttede med den vestlige normative vision -
modpartens antagelse af ens eget system - som et bevis på, at
systemkonfliktretningen havde ret, og at bekymringer og
trusselsopfattelser svarende til et sikkerhedsdilemma var fiktive«.
NATO's dobbeltbeslutning i 1979 blev målet for fredsbevægelsernes
voldsomme angreb. Beslutningen gik ud på et tilbud til Kreml om
forhandling om nedrustning. I modsat fald ville nye amerikanske missiler
komme til Vesteuropa for at opveje den massive sovjetiske udstationering
af nye missiler siden 1977. Det var vesteuropæiske regeringer, der havde
anmodet USA om dette for at modstå det sovjetiske pres. Den sovjetiske
udstationering af SS-20-missiler, som altså var årsagen til NATO's
enstemmige beslutning, behandles stort set ikke i udredningen. I kapitel
62 er der brugt tre linier og tre ord på sagen. I det foregående bind 2
afhandles emnet på to og en halv linje. Mikhail Gorbatjov kalder ellers
denne sovjetiske beslutning for »et utilgiveligt eventyr, som skete
under tryk fra det (sovjetiske) militær-industrielle kompleks.«
Om fredsbevægelsernes pludselige opkomst og omfattende aktiviteter
hedder det i udredningen, at NATO's beslutning blev set som et
amerikansk forsøg på at muliggøre en atomkrig begrænset til Europa. Var
det rigtigt? DIIS skriver, at NATO's politik 1978-79 »uundgåeligt kom
til at indgå i det ny mønster af trusselsforestillinger, der i
begyndelsen af 1980'erne førte til en kraftig opblussen af
fredsbevægelserne i de vestlige lande.
Denne udvikling faldt sammen med, at den stærkt antikommunistiske Reagan
kom til magten i USA, hvilket betød, at der i offentligheden blev skabt
en hidtil set ukendt polarisering af den sikkerhedspolitiske debat.«
(bd. 3, s. 577).
Påstanden om, at USA pønsede på at føre begrænset atomkrig i Europa for
at skåne eget territorium, er en af de mest skamløse løgne, Kreml og
fredsbevægelsen udbredte. Faktisk foreslog Sovjetunionen USA en aftale
om at begrænse en konflikt til Europa, men USA afviste. DIIS afviser
ikke løgnen.
Det var altså NATO og Reagans politik, der fremkaldte fredsbevægelsen.
Mon det er helt udelukket, at DKP og den kommunistisk styrede
organisation Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed har fået en
kammeratlig henstilling fra Kreml om at oppe sig? Et andet, men
sammenhængende spørgsmål, som DIIS heller ikke stiller: Hvorfor mon
fredsbevægelserne afgik ved døden, efter at der i Kreml var kommet et
reformregime til magten som standsede pengestrømmen til DKP og omegn?
Det er i øvrigt vigtigt at huske (hvad udredningen ikke gør), at
fredsbevægelserne havde forholdt sig roligt til den sovjetiske
oprustning. Gorbatjov mener, at den sovjetiske ledelse tænkte: Nu
stiller vi vore raketter op, og i Vesten vil fredskæmperne ikke tillade
militære modforanstaltninger. Hans dom lyder: »Hvis det er rigtigt, var
det topmålet af naivitet.« Fredsbevægelserne gjorde dog, hvad de kunne,
for at hjælpe Kreml.
Fredsgruppen Generaler for Fred, som var organiseret, finansieret, og
styret af DDR's efterretningstjeneste HVA, havde den danske general G.K.
Kristensen som medlem. Det omtales ikke af DIIS. Kristensen havde så
sent som i 1983 været alvorligt bekymret for udviklingen i
Socialdemokratiet og beklaget, at fremtrædende socialdemokrater bidrog
til at legitimere den kommunistiske fredskamp ved deres deltagelse i
forskellige arrangementer. To år senere havde han skiftet side og deltog
selv i den slags arrangementer, hvor han anbefalede Sovjetunionens ønske
om en nordisk fredszone. Gruppen Læger for Fred nævnes, men ikke at
formanden, Frits Schiødt, udbredte KGB-bagvaskelse om Sakharov og anden
desinformatsija.
Udredningen gør på et yderst tyndt grundlag meget ud af USA's
psykologiske krigsførelse, som »med stor sandsynlighed« øgede
krigsfaren. Dramatisk hedder det: »I sidste ende kan ingen med sikkerhed
fastslå, hvor nær vi var på (atom)krig i begyndelsen af 1980'erne.« Det
er jo rigtigt. Ikke desto mindre er det et omdrejningspunkt i
udredningen at få netop dette fastslået. Man vikler sig her ind i en
række uholdbare påstande om, at den sovjetiske ledelse "reelt" skulle
have været bange for, at installeringen af de første INF-raketter i
Vesteuropa samtidig med en NATO-computerøvelse var forberedelsen til et
forkøbsslag med atomvåben mod Sovjetunionen (bd.3, s.17).
Konklusionen er, at dobbeltbeslutningens andet led, ankomsten af de
første amerikanske raketter til Vesteuropa i efteråret 1983, øgede faren
for atomkrig (bd.3, s.64). Også senere hedder det, at den vestlige
styrkepolitik »formentlig var kombineret med øget krigsfare«.
Det er for det første ikke rigtigt, at raketterne blev installeret
samtidig med NATO's computerøvelse. Øvelsen var i begyndelsen af
november. Raketterne ankom først ind i december og skulle da først gøres
operationsklare. Opfattelsen bygger for det andet ukritisk på amerikansk
litteratur, hvor den ene forfatter har skrevet af efter den anden. I
sidste instans bygger de alle på den afhoppede Oleg Gordijevskij, men
Gordijevskij vidste intet om militære anliggender og havde heller ingen
adgang til viden om, hvad den øverste sovjetiske ledelse tænkte.
Gorbatjov omtaler ikke i sine erindringer, at den sovjetiske ledelse
skulle have været skræmt fra vid og sans i november 1983. Han har
tværtimod oplyst, at sagen aldrig blev drøftet i Politbureau. Marskal
Sergej Akhromejev fra den sovjetiske generalstab havde heller ikke
kendskab til nogen krise på det tidspunkt. Andre højtplacerede folk i
den sovjetiske ledelse har heller ikke bemærket noget.
Ifølge DIIS var USA's politik ikke den grundlæggende årsag til
Sovjetunionens sammenbrud (bd.3, s.66). Hvad var så? Det var et resultat
af »indsatsen fra vidt forskellige og [...] indbyrdes stærkt uenige
grupper og personligheder i Vesten. Alle var de i en vis forstand
interaktivt forbundet og nødvendige i en proces, hvis endemål de ikke
kunne se, og hvis resultat de ville have forsvoret. I den forstand er
der mange, der må deles om æren for det historiske resultat. [...] Hvis
det historiske resultat var blevet et andet [...], falder det i øjnene,
at enten den ene eller den anden gruppe kunne være kommet på
anklagebænken for at have ført en uklog og uansvarlig politik.« (bd.3,
s.69).
Dvs. at både Ronald Reagan, Helmut Schmidt, Jørgen Dragsdahl og Lasse
Budtz - uden at de vidste det - var "interaktivt forbundne" og alle
nødvendige og sammen må dele æren for Sovjetunionens sammenbrud.
Fredsbevægelsen gav nemlig ifølge DIIS »brugbare og konstruktivt
imødekommende ideer til den sovjetiske omstilling«. Godt at vi fik et
center for fredsforskning i 1985, som kunne bistå Kreml med konstruktivt
at lukke butikken. Hvem mon skulle på anklagebænken for en uansvarlilg
politik, hvis det var lykkedes at holde politistaterne kørende?
Den fundamentale svaghed i DIIS-udredningen er en manglende realistisk
beskrivelse af Sovjetunionen som system og af den sovjetiske
parti-militære ledelse som det, den var: En samling formørkede og
klaustrofobiske mænd, hvis afsindige livssyn og verdensopfattelse var
hele motoren i Den Kolde Krig. Denne alvorlige mangel gør hele
udredningens mere end 2.000 sider til en sær abstrakt skriveøvelse
præget af alarmerende virkelighedstab.
Den Kolde Krig var en dødsensalvorlig konflikt, forårsaget af totalitære
politistater med Sovjetunionen i spidsen. Det var systemer, der levede
af og ikke kunne bestå uden løgn og undertrykkelse af befolkningen og
had og aggression til omverdenen. De ville bryde sammen, hvis
befolkningen kunne leve et liv i frihed, og grænserne blev åbnet, så
folk ved selvsyn kunne se, hvordan forholdene var i de
demokratisk-kapitalistiske samfund. Så længe frie og åbne samfund
eksisterede, udgjorde de - set med politistaternes øjne - en dødelig
trussel.
Den Kolde Krig hørte op, fordi disse totalitære systemer brød sammen
under deres egen vægt af absurditet og evneløshed. Den sovjetiske
kommandoøkonomi var en krigsøkonomi, hvor militærets behov altid kom i
første række.
Mens fabrikkerne producerede kampvogne og krigsfly, raketter og
atombomber, undervandsbåde og selvkørende artilleri i endeløse mængder;
mens systemet anvendte enorme ressourcer på at drive støjsendere, udøve
censur ned i de mindste detaljer, drive ideologisk propaganda og
overvåge og kontrollere befolkningen; og mens den herskende
parti-militære klasse havde sine luksuslejligheder, særlige butikker og
hospitaler, egne badestrande og indhegnede områder til landvillaer, var
man ikke i stand til at forsyne den jævne befolkning med ordentlige
boliger, ja, end ikke toiletpapir og tandpasta. Sundhedsvæsenet
forfaldt, og levealderen sank.
Disse umenneskelige og truende systemer brød til sidst sammen, fordi de
demokratiske samfund ikke lod sig løbe over ende, men stod fast i
forsvaret mod denne trussel. Der var dog altid i de demokratiske lande
kræfter, der ønskede demokratierne til livs. I Danmark var DKP et betalt
og styret agentur for Sovjetunionen og DDR. DIIS-udredningen tegner ikke
et virkelighedsnært billede af den indflydelse, som DKP og dets
frontorganisationer havde på meningsdannelsen og dermed på politikken i
Danmark - ikke mindst i 1970'erne og første halvdel af 1980'erne. Få år
senere måtte dette kunstprodukt lukke og slukke, da Kreml og Østberlin
smækkede pengekassen i.
I detaljer blev DKP og derigennem Venskabsforeningen og de kommunistisk
styrede fredsorganisationer instrueret om, hvad de skulle gøre og sige,
og hvornår de skulle gøre det. Det er jo ikke tilfældigt, at
"fredskampen" blussede så heftigt op, da Kreml havde brug for det, og
døde bort, da den havde gjort sin pligt og ikke længere interesserede
Moskva. Ingmar Wagner, en ledende DKP'er, blev i 1978 indskærpet fra
Moskva, at de danske fredskræfter skulle aktiviseres, da man befandt sig
i en afgørende periode i kampen mod »den amerikanske militærklikes
forbryderiske planer«.
Snart efter var DKP og dets aflæggere kommet i sving med at oprette
fredskomiteer over hele landet. Ifølge Moskva havde PET ikke ressourcer
til at inddæmme disse aktiviteter. "Kulturdelegationer" og fredsfolk
blev inviteret til Moskva for at se, hvor meget man dér gjorde for
fredens sag. Omvendt optrådte sovjetiske repræsentanter på danske
fredsmøder.
Kommunisterne kunne jo ikke have udrettet så meget, hvis de ikke fik
mere eller mindre villige medløbere. Dem fik de i store mængder i
slutningen af 1970'erne og i 1980'erne. Det var ikke så mærkeligt, at
"fredskampen" - dvs. modstanden mod NATO's svar på Sovjetunionens
oprustning - fik SF's hele og fulde støtte. Det samme gælder for VS.
Disse partier havde altid ment, at USA og kapitalismen var værre end
Sovjetunionen og socialismen. Ligesom de sovjetiske ideologer sagde de,
at kapitalismen i sin natur var krigsfremkaldende, mens socialismen var
fredelig. De radikale havde jo også altid været imod "militarisme", og
nogle af dem synes at have befundet sig godt i den fredselskende
østtyske kasernestat. Det afgørende var imidlertid, at Socialdemokratiet
gik med i fredskampen og anti-NATO-kampagnen.
Så sent som i efteråret 1981 indtog den socialdemokratiske regering en
positiv holdning til Reagans nulløsning (ingen sovjetiske og ingen
amerikanske raketter), der blev opfattet som en indrømmelse til
socialdemokratiske synspunkter. Da det blev klart, at Kreml ikke ville
acceptere nulløsningen, ændrede Socialdemokratiet opfattelse (bd.3,
s.227). I 1981 afviste Anker Jørgensen og Kjeld Olesen den sovjetiske
idé om en atomvåbenfri zone i Norden, men kort tid efter accepterede man
denne sovjetiske slagartikel.
Hvis man følger Kjeld Olesens udtalelser om dansk sikkerhedspolitik i
perioden 1979-1984, tegner der sig et klart billede af det skred, der
indtraf i partiet. Han advarede som minister mod den sovjetisk
inspirerede fredsbevægelse. Årsagen til spændingen og truslen mod
Vesteuropa var Kremls oprustning. Derfor var vestlig beslutsomhed
nødvendig for at få et forhandlingsresultat med Kreml. Kort tid efter
var det blevet USA's "magtfilosofi", der truede freden. Målet var ikke
længere at få fjernet de sovjetiske raketter mod Vesteuropa; nu var
målet, at ikke en eneste amerikansk raket blev opstillet.
Fredsbevægelsens løgn om amerikansk begrænset atomkrig i Europa vandt
indpas i Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Vestlige opgørelser over
styrkeforholdet mellem Øst og Vest blev afvist som "manipulerede". (En
af Brejsnevs rådgivere, G. Arbatov, har i sine erindringer understreget
den feberagtige sovjetiske oprustning, som oversteg enhver fornuft, og
det sovjetiske bedrag over for offentligheden og ved
nedrustningsforhandlingerne mht. det sovjetiske militærs sande
størrelse).
Ledende socialdemokrater kaldte præsident Reagan "en gal hund" (Anker
Jørgensen), "en skydegal cowboy" (Svend Auken), "utilregnelig" (Lasse
Budtz, der samtidig spurgte: Hvad skulle vi have gjort uden Brejsnev?)
og en "kræftbyld, der skulle fjernes" (Kjeld Olesen).
Hvordan beskriver DIIS Socialdemokratiets kursskifte i 1980'erne? Det
hedder, at der ingen reel dækning er for opfattelsen af østlig
påvirkning. Denne påvirkning led overordnet set skibbrud, da frygten for
Sovjetunionen og Warszawapagten stadig var massivt til stede i
befolkningen (bd.3, s.382 f). Men det siger jo intet om ledende
socialdemokraters opfattelse. De opfattede de hysteriske mørkemænd i
Kreml som moderate og besindige folk. Ifølge Lasse Budtz udgjorde
Sovjetunionen ingen trussel mod Danmark. NATO's generaler var derimod
gale og ville smide atombomber mod danske byer, hævdede Ritt Bjerregaard
i 1985. NATO førte "terrorpolitik".
Ifølge DIIS var der hverken tale om, at man var påvirket af
fredsbevægelsen (det affærdiges som en klassisk kommunistisk tolkning,
men var PET da inficeret af kommunisme?), eller at man løb efter en
sovjetisk dagsorden. Socialdemokratiet var derimod inspireret af en bred
international debat og diskussioner i bl.a. Socialistisk Internationale.
Fra midten af 1980'erne indgik Socialdemokratiet også i et
"multilateralt afspændingsnetværk" bestående af kommunistiske og
socialdemokratiske partier fra seks mindre europæiske lande." Bl.a. var
der nu tætte kontakter til det østtyske kommunistparti, SED. Her blev
der konstateret enighed i synet på Reagan og USA.
Danske socialdemokrater blev stærkt påvirket af fantasten Egon Bahr,
ledende ideolog i det vesttyske socialdemokrati SPD. Hans afslørende
erindringer kan stærkt anbefales - også DIIS. Bahr mente således, at
superoprusteren Brejsnev havde brudt den sovjetiske oprustning, og at
han var den nødvendige overgang til Gorbatjov - altså en liberal
reformpolitiker.
Ligesom Socialdemokratiet i Danmark havde SPD forandret sig stærkt.
Evnen til at skelne mellem vestligt demokrati og kommunistisk
totalitarisme var stærkt aftagende. Det kapitalistiske USA var for dem
Den store Satan, mens Sovjetunionen blev anset som en art forbundsfælle.
SPD indledte et tættere og tættere samarbejde med SED og ville ikke høre
tale om SED-regimets forbrydelser. Bahr gik langt i sine samtaler med
SED om, hvordan man kunne modarbejde NATO og USA. Han veg end ikke
tilbage for at rådslå med Kreml om, hvordan man i fællesskab kunne
svække og genere kansler Helmut Kohl. Bahr og hans danske lærlinge må
have indgivet fossilerne i Kreml håb om, at det kunne lykkes at
forhindre NATO's politik. Det danske socialdemokrati fulgte godt med. De
baltiske lande fik at vide, at de skulle holde sig i ro. Der blev
arrangeret fredsmøder med repræsentanter for SED, og så sent som i
november 1989 fortalte Lasse Budtz om de tætte forbindelser til de
herskende kommunistpartier i Østeuropa, mens "højreorienterede
antikommunister" blev fordømt.
Få dage før Berlin-muren blev væltet, kunne Ritt Bjerregaard på sit
partis vegne ikke tage stilling til, om man skulle opgive samarbejdet
med politistaterne. Det var endnu for tidligt at afgøre "Danmarks
interesse" i den udvikling, der fandt sted, mente hun.
Det var tværtimod alt for sent. Hvis det havde stået til hende og hendes
parti, ville politistaterne have eksisteret endnu.
Til sidst om en uklarhed i DIIS-udredningen. Det hedder, at
Socialdemokratiet konsekvent krævede, at den atomvåbenfri zone, som man
så energisk arbejdede for, måtte respekteres og sanktioneres af såvel
USA som Sovjetunionen (bd.3, s.168). Men alle vidste, at USA ikke ville
sanktionere en sådan zone. Det betød ifølge DIIS, at zonen reelt ikke
ville kunne oprettes (bd.3, s.199). Må man så konkludere, at
Socialdemokratiet blot spillede for galleriet og reelt førte
befolkningen bag lyset?
Under alle omstændigheder vildledte Lasse Budtz Folketinget, da han
efter sin, Kjeld Olesens og Poul Nielsons forhandlinger i Moskva i 1984
hævdede, at Kreml havde givet indrømmelser. Det er heller ikke omtalt i
udredningen, hvis mere refererende afsnit i øvrigt indeholder mange
værdifulde oplysninger.
==
Ja, en noget anden opfattelse af tingene end den gængse.
FUT dk.videnskab.historie {kan naturligvis overrules}
--
Per Erik Rønne
|