Her er den.
Jeg kunne ikke sende den som vedhæftet fil så i får den i en simpel
emailversion.
Så kan i selv klippe/klistre den ind i jeres eget tekstbehandlingsprogram!
mvh And
HER:
DANSKOPGAVE
THE MATRIX – En film af den anden verden.
Om Kristologiske og Platoniske vinkler i filmen ”The Matrix”
Forord
En skræmmende og skrækindjagende fremtidsvision er det første man tænker
efter sit møde med ”The Matrix.” Maskinerne har overtaget herredømmet over
menneskeheden, som er blevet degraderet til simple uvidende slaver af ”
systemet”. Det er en uhyggelig tanke man bliver præsenteret for ved første
øjekast; men idéerne og tankerne som ”The Matrix” kommer med, er ikke så
unikke som de virker ved første øjekast. Går man dybere ned i selve
grundstenene, der bærer filmen støder man på langt dybere ting. Og ser man
den et tocifret antal gange, tilføjes der konstant nye kapitler til den
enorme bog, der kunne skrives om denne film. For ikke nok med at man
præsenteres for et brag af en actionfilm, der pirrer ens sanser og
virkelighedstro til det yderste, filmen indeholder også dybe filosofiske og
religiøse paralleller, som bunder i tanker helt tilbage fra det antikke
Grækenland. Disse vil jeg i denne opgave søge at redegøre for.
Handling
Vi befinder os i slutningen af det 20. århundrede, 1999. Alt er som det
plejer at være, og Thomas Andersson lever sit forholdsvis rolige og normale
dobbeltliv, hvori han i det ene lever i sin lille lejlighed og arbejder for
et stort firma der producerer software til computere, og i det andet er en
computerhacker, der hacker sig vej igennem forskellige databaser, under
dæknavnet Neo.
Neo har hele sit liv kæmpet for at finde den mystiske mand Morpheus, som
rummer svaret på det spørgsmål, der har drevet Neo igennem cyberspace: Hvad
er The Matrix? En dag kontaktes Neo af netop Morpheus, som tilbyder ham
svaret på dette spørgsmål og enden på hans søgen, og pludselig tager det
fart. Neo overfaldes af de frygtindgydende jakkesætsklædte mænd, der igennem
hele filmen under betegnelsen ”Agenterne” jager ham; sekundet efter vågner
han i sin lejlighed som om alting bare var en drøm.
Morpheus forklarer Neo, at The Matrix er en gigantisk computergenereret
verden, en eksakt kopi af jorden og civilisationen som den så ud i 1999.
Hele den menneskelige race, på nær nogle ganske få, lever deres liv inde i
denne artificielle verden i uvidenhed om, at de alle har fået trukket et
gigantisk sansebedrag ned for øjnene af dem. I virkeligheden er året 2199,
og alle mennesker ligger i hver deres glaskapsel i et kæmpemæssigt
energikraftværk, som kun har til formål at tappe menneskene for energi, så
de trængende computere kan få den energi der er livsnødvendig for deres
eksistens. De byggede derfor enorme kraftværker, hvor de installerede
mennesker med kabler i hele kroppen til at tappe energi, og et stort kabel i
hovedet, som bilder alle ind at de lever et ganske almindeligt liv. I
virkeligheden er de alle en lille del af en kæmpemæssig computersimulation
kaldt: The Matrix Og de er så håbløst afhængige af deres egen virkelighed,
at de ville kæmpe til døden for at beskytte den.
Kun nogle få slap fra computerne. De 8 vi møder har viet deres liv til at
finde den mand, der er blevet spået skulle genfødes for at redde
menneskeheden.
Trinity er en kvinde blandt de 8 oprørere, som det er blevet spået ville
forelske sig i Den Udvalgte, og Morpheus er overbevidst om at Neo er Den
Udvalgte. Han fører ham ud af den computergenererede verden (The Matrix), og
ud til den barske virkelighed som Neo har svært ved at erkende men senere
indser er sand.
Mellem de 8 oprørere er en forræder, Cypher! Han er manden som forråder Neo
og hele menneskeheden, ved at indgå en aftale med agenterne om at udleverer
Morpheus, så de kan få fat i koderne til Zion, som er den sidste menneskeby
på kloden. En ødelæggelse af Zion vil gøre computernes verdensherredømme
komplet.
Men Morpheus bliver reddet af Neo, og Cypher bliver dræbt, men i forbindelse
med redningen bliver Neo skudt og dræbt af en agent.
Men Trinitys kys og kærlighed til Neo vækker ham fra de døde, denne gang som
en endnu stærkere mand, en mand som til fulde har kontrollen over The
Matrix, han ER Den Udvalgte, han ER ”The One”.
The Matrix bygger bl. a. på et fundament helt tilbage fra år 400 f. Kr.
Dette fundament lavede den græske filosof Platon, som er en af de mest
grundlæggende filosoffer, der har levet. I værket ”Staten” har Platon i ”den
syvende bog” skrevet ”Hulelignelsen”.
Platons idelære
Men for at forstå hvad der ligger til grund for Platons Hulelignelse, må man
sætte sig ind i hans idélære, som var grundlaget for hans arbejde.
Platon arbejdede med to adskilte universer (se bilag): Fænomen verdenen og
den verden, som kunne nås igennem tænkning. Fænomenverdenen er, ifølge
Platon, den verden, som kan nås igennem sansning. Den indeholder skygger og
spejlbilleder, og ting, som kan sanses. Den verden, som kan nås igennem
tænkning indeholder matematiske emner og idéerne.
Platon mente at for at nå erkendelsen, måtte mennesket stige op igennem alle
disse forskellige lag af dette univers, op imod toppen, op imod solens
kraft, lyset, erkendelsen eller det som Platon kalder Idéernes Idé; Det
Godes Idé.(1)
Hulelignelsen
Hulelignelsen omhandler nogle mennesker, der i en underjordisk hule er
fastspændte vha. lænker.
De har været der fra fødslen, og de er tvunget til at kigge lige ind i en
mur, som befinder sig foran dem, da de ikke kan dreje deres hoveder pga.
lænkerne. Bag dem brænder en lysende ild, og mellem ilden og menneskerne går
der nogle folk med forskellige genstande. Når lyset rammer disse genstande,
sender det skygger op på muren foran de fastspændte mennesker.
Da disse mennesker lige fra deres fødsel har befundet sig i denne hule, er
livet dernede den eneste virkelighed de kender, og skyggerne på væggen det
eneste de har set. Platon konkluderer, at disse mennesker ikke ville kunne
forestille sig en anden virkelighed, end den de kender fra hulen, da det er
det eneste sted de kender.
Platon leger derefter med tanken om, at en af disse fastspændte mennesker
blev befriet fra lænkerne og tvunget op ad stien, som fører hen til lyset.
Da personen hele sit liv har levet i en mørk hule, vil hans øjne ikke kunne
vænne sig til det skarpe lys deroppe.
Hvis han derefter fik fortalt at dette lys han så på var den rigtige, sande
virkelighed, ville han så tro på dette?
Nej, ifølge Platon. For det første ville han ikke kunne se tydeligt pga. af
det skarpe lys, og, for det andet, ville den gamle virkelighed for ham virke
mere virkelig end den nye, da den var mere tydelig og klar. Hvis menneskerne
i hulen skal være i stand til at se tingene klart ude i lyset, skal der
tilvænning til. Lidt efter lidt vil virkeligheden udenfor hulen da blive
mere og mere tydelig for personen fra hulen. Han vil, ifølge Platon:
”i begyndelsen lettest være i stand til at se skyggerne, derpå de
spejlbilleder som mennesker og andre ting kaster i vand; først til sidst dem
selv”.(2)
Platon snakker om solen, som det sidste og ultimative hulemanden vil kunne
se, vel og mærket først efter grundig tilvænning og øvelse og ”retledning”
af sit syn. Når han kan se solen, vil det være bekræftelse på hans kunnen
til at se virkeligheden som den er, og ikke dens spejlbilleder eller
skygger.
Platon forestiller sig hernæst at en sådan person, som har fået retledet sit
syn, atter sætter sig ned i hulen for at overbevise de andre om, at
virkeligheden ude i lyset er mere virkelig end deres verden.
Dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, da menneskene inde i hulen ikke
kan forestille sig en anden virkelighed, end den som de har levet i hele
deres tilværelse. Hvis den sandhedsoplyste derpå prøvede at løse de andre
fra deres lænker og føre dem op i lyset, ville det, ifølge Hulelignelsen,
udløse en panisk angst fra hulemenneskenes side, og de ville gå så vidt som
til at slå personen, som prøvede at vise dem sandheden ihjel.(2)
Man kan samle Hulelignelsen i forskellige punkter:
1) Først taler Platon om hulemenneskerne, som i hulen er lænket fast, og
ikke kan bevæge sig ud af stedet.
2) Dernæst laver han et tankeeksperiment, hvori han prøver at forestille sig
hvorledes det vil gå et af disse hulemennesker, hvis det skete at denne blev
løst fra lænkerne og bragt ud i ”lyset” eller ”virkeligheden”.
3) Dernæst fortæller han om etaperne som hulemanden skal igennem, før dennes
øjne er vænnet til det uvante lys, og før han kan se virkeligheden og kilden
til skyggerne som den i virkeligheden fremstår.
4) Og afslutningsvis sætter han spørgsmålstegn ved hvorledes de
tilbageværende i hulen vil tage imod den oplyste, og hvordan det vil gå ham
og dem efter at han oplyser dem om den anden og mere rigtige virkelighed,
som de endnu ikke kender noget til.
Ligesom man kan sammenfatte Hulelignelsen i forskellige punkter, kan man
ligeledes samle ”The Matrix” i sådanne punkter:
1) Man bliver præsenteret for The Matrix, og får vist det skrækindjagende
syn af hele menneskeheden, som befinder sig i hver deres dåse.
2) Neo bliver transporteret ud af The Matrix og ind i virkeligheden af
Morpheus, som viser ham vejen med den røde pille.
3) Neo får sandheden om virkeligheden at vide, men vil ikke indse den. Han
skal igennem forskellige stadier i sin forståelse og erkendelse af at han
har levet i en drømmeverden hele sin tilværelse, og at den nye virkelighed,
som han får introduceret, er den rigtige.
4) Til sidst ser Neo The Matrix, som den i virkeligheden er.
5) Morpheus fortæller om menneskene, som ikke er rede til at blive koblet
fra The Matrix, og
at alle disse er parate til at beskytte dem selv imod det ukendte. De er
alle potentielle agenter.
Som man kan se hvis man sammenligner de to sammenfatninger af punkter i
henholdsvis ”The Matrix” og Hulelignelsen, er der tydelige paralleller
mellem de to.
1) Fanget i hulen
I filmen ”The Matrix” lever hele menneskeheden, undtaget de 8 oprørere, i en
verden langt fra den virkelige. De lever inde i den computerskabte
virkelighed, uvidende om at de rent faktisk er blevet sat i trældom af
computerne. De er tvunget til at ligge i hver deres glaskapsel, hvor deres
hoveder er fastspændte og deres krop paralyseret. De er tvunget til at leve
deres liv i den uvirkelige verden, som for dem fremstår ganske normal.
Dette er hvad der bliver introduceret for seeren af filmen i starten, og man
kan tydeligt se lighederne og drage parallellerne mellem filmen og Platons
Hulelignelse:
Menneskerne, som Platon beskriver, sidder nede i den underjordiske hule. De
har aldrig kendt til andet end deres liv dernede, og de savner ikke noget da
de finder deres tilværelse ganske almindelig eftersom de aldrig har set
noget anderledes. De er lænket fast og kan ikke rykke sig ud af stedet. De
er tilmed tvunget til at se ind på en mur, hvor der kastes skygger af ting
bag dem. Disse skygger er deres virkelighed, ligesom The Matrix er
menneskehedens virkelighed i filmen. Denne virkelighed er for dem den sande
og rigtige.
2) Op i lyset...
Neo bliver koblet af The Matrix, taget væk fra den falske virkelighed og han
sendes ned i den virkelige verden. Han bliver af Morpheus vist vejen ud, og
han kommer ud til Nebuchadnezzar hvor oprørerne holder til. Han befinder sig
nu i virkeligheden. Men han vil ikke indse, at det nye som han præsenteres
for er mere virkeligt end det gamle.
Her er parallellerne også forholdsvis indlysende:
Personen som bliver ført væk fra sin plads i hulen og op ad den sti, som
fører hen til lyset, tror heller ikke på den nye virkelighed som han
forevises. Han nægter, som Neo, at det kan passe at han har levet i en løgn,
og at denne nye verden er den rigtige. Han kan nemlig intet se.
Hans øjne er blevet blændet af det skarpe lys.
Lyset eller solen er det som Platon bruger som synonym for den rigtige
virkelighed, erkendelsens lys.
I filmen får Neo ligeledes smerter i øjnene efter at være kommet ind i
virkeligheden. Grunden til dette, forklarer Morpheus, er at han aldrig har
brugt dem. Han har ikke set på noget med sine egne øjne, kun det som det af
computerne blev fortalt ham at han så.
Hulemanden i Hulelignelsen så ligeså også kun skyggerne på væggen, han så
det som der blev forevist ham og ikke det som han ville se på. For at bruge
øjnene rigtigt og se det, som i virkeligheden er, skal de vænnes fra det
mørke som førhen var det eneste de så, til det skarpe lys som omgiver
virkeligheden:
”Når en af dem blev løst og pludselig tvunget til at rejse sig, dreje
hovedet og gå ud og se mod lyset, ville det gøre ondt i øjnene, og han
ville på grund af det skarpe lys være ude af stand til at se det, hvis
skygge han hidtil havde betragtet”.(2)
3) Tilvænning og retledning
I Hulelignelsen fortæller Platon om 3 stadier som en sådan hulemand, som
kommer fra den mørke uvirkelighed, skal igennem før han kan gennemskue den
nye virkelighed, før han overhovedet kan se den som den reelt fremstår.
”I begyndelsen vil han lettest kunne se skyggerne; derpå de spejlbilleder,
som mennesker og andre ting kaster i vand; først til sidst dem selv”.(2)
Både Neo og hulemanden skal igennem disse 3 faser for at nå til den fulde
erkendelse af, at virkeligheden ikke er den som de før var i, men den som de
nu kan se foran deres øjne.
Den gamle virkelighed er, i Neos tilfælde, den computergenererede verden
(The Matrix), og,
i hulemandens tilfælde, skyggerne på væggen - de virkeligheder de før levede
i og betragtede som rigtige.
Spejlbilleder og Skygger
Netop spejlbilleder og skygger går igen i både filmen og i Hulelignelsen.
De er fragmenter af virkeligheden; det er den reelle virkelighed, men den
har været igennem et filter, fra hvilket kun dele af den oprindelige
virkelighed sendes videre fra.
Spejlbilleder og skygger er næste trin på vejen til erkendelsen, og netop
spejlbilleder fremkommer i filmen talrige gange, og er et vigtigt og
essentielt tema i filmen og fortolkningen af den. Gennem spejlbillederne af
Neo som man igennem hele filmen ser, får seeren indblik i hvor langt han er
i sin egen personlige udvikling fra ikke-troende til den fulde erkendelse.
Man ser hvordan han rejser sig fra bunden, og kommer tættere og tættere på
toppen i Platons Idélære:
I scenen hvor Neo føres ud fra sin arbejdsplads af agenterne, ser man ham i
Trinitys motorcykels sidespejl. Her er han endnu ikke nået til stadiet, hvor
han kan se sig selv og hans falske virkelighed i øjnene.
Senere i filmen i scenen hvor Neo vælger den røde pille, ser man ham i
Morpheus’ solbriller.
Hér er han stadig en smule usikker, men vælger at gå videre, ligesom
hulemanden på hans vej opad imod mystikken omkring det lys, der har brændt
bag ham hele sit liv.
I Næste scene sidder Neo i en stol og skal transporteres ud i virkeligheden.
Her ser man ham for første gang se sig selv i øjnene i et spejl.
Spejlet er i stykker, men mens han kigger på sig selv i det, bliver det
helt.
Han er blevet et helt menneske og rykker tættere på erkendelsen af
virkeligheden, tættere på lyset, solens kraft; Det Godes Idé
Neo transporteres ud i virkeligheden, og det første, som møder ham dér er
kraftværket, hvor han og hele menneskeheden ligger i hver deres bås med
kabler i hele kroppen. Pludselig kommer der en robot, som undersøger Neo. I
robotten ser Neo sit eget spejlbillede.
Han er da ved at indse, at der er noget helt galt med den verden han før
levede i.
Han ser sit eget spejlbillede i en robot, mens han ligger omsvøbt af slim
med kabler stukket ind i hele sin krop. Han er tæt på sin egen erkendelse
af, at han rent faktisk har levet i en drømmeverden.
Sidste gang han ser sit eget spejlbillede er hos oraklet. Oraklet er en
midaldrende dame, som oprørerne går til en gang i deres liv. Her får de en
forudsigelse at vide, som skal hjælpe dem på rette vej. Hos oraklet møder
Neo en lille dreng som vha. tankens kræft kan bøje skeer. I en sådan ske ser
Neo sit spejlbillede for sidste gang. Han er nået til erkendelsen af, at
virkeligheden ikke er The Matrix men verdenen udenfor, og han har indset
sandheden.
Og netop skeen bliver springbrættet til Neos endelige erkendelse af at han
er Den Udvalgte
(The One), da det er budskabet som den bringer med sig, der giver Neo det
endelige mod og den endelige tro til at indse sin rolle.
Alle disse spejlbilleder som man ser af Neo og som Neo ser sig selv i, er ”
trin nummer 2” på den trappe, der fører op til erkendelsen af virkeligheden
i Platons Idélære.
Til slut i filmen rykker Neo helt op til det sidste stadie! Han kan se The
Matrix som det i virkeligheden er, og ikke de afspejlinger som han førhen
så. Han kan filtrere refleksionerne og skyggerne fra og se The Matrix! Dette
sker i scenen til slut i filmen hvor Neo, i stedet for at se det som
computerne siger han ser, ser koderne og The Matrix som det er!
Præcis som Platon skriver om manden i sin Hulelignelse:
”...til sidst ville han formodentligt være i stand til at se solen, ikke
dens afspejlinger i vand eller andre steder, der er fremmede for den, men
den selv i sin egen fremtræden og på sit eget sted, og han ville kunne
iagttage den, sådan som den er”(2)
Lyset
Platon skriver at:
”Det område som synet åbner adgang til svarer til fængselsrummet (hulen
hvor menneskerne sidder/The Matrix), og ilden der, skinner i det, er solens
kraft”(2)
”Solen”, som Platon ofte omtaler, er erkendelsen og den sande og virkelige
verden og det som Platon kalder for ”Det Godes Idé”.
Det er Det Godes Idé er den, som sender lyset ind i hulen, den, som i første
omgang giver menneskerne i hulen en chance for at rykke opad i rangstigen og
ud af hulen. Derfor må man anse Det Godes Idé for at bære præg af en vis
religiøsitet, da Platon samtidig betegner den som et ”guddommeligt syn” og
når det rent faktisk er den, som hjælper hulemenneskerne til erkendelsen og
til at komme ud af hulen og trældommen .
Menneskene i Hulelignelsen befinder sig nederst i hierarkiet. De kan kun se
skygger og spejlbilleder. Den befriede person arbejder sig derefter opad i
rangstigen i sin søgen imod erkendelsen og idéernes idé: Det Godes Idé!
Neo har ligesom manden i Hulelignelsen fået vænnet sine øjne til The Matrix
eller det skarpe lys fra ”solen”, ”den brændende ild”. Ifølge Platon har han
fået ”retledet” sit syn.
Morpheus fortæller ham om den virkelige verden udenfor og prøver at få vendt
Neo, få ham til at forstå, at det han før så var det som Platon i
Hulelignelsen kalder et ”gøglespil”.
4) De uvidende medmennesker
I ”The Matrix” forklarer Morpheus Neo at de folk – hele menneskeheden - som
de rent faktisk prøver at redde fra computerne er deres fjender. Grunden til
dette er, at de ikke er klar til at blive taget ud af The Matrix og ud til
virkeligheden. De er ikke nået til det punkt i Platons idélære, hvor de er
kommet væk fra stadiet nederst i hierarkiet og steget trinvist opad. De kan
ikke tages direkte fra den mørke bund og op i lyset.
I Hulelignelsen leger Platon også med tanken om at personen, som nu har fået
retledet sit syn, vender tilbage til hulen for at overbevise sine tidligere
medfanger om, at de ikke lever i den rigtige virkelighed. Dette bevirker i
lignelsen at disse mennesker, som personen faktisk prøver at rede fra deres
uvidenhed, nægter at gå med og vil gå så vidt som til at slå ham ihjel, hvis
han prøvede at tage dem med op i lyset, virkeligheden.
I ”The Matrix” ser vi disse øvrige hulemennesker, som ikke vil op i
virkelighedens lys, i form af agenterne, som rent faktisk afspejler hele
menneskeheden, da de kan gå ind og ud af forskellige kroppe som det passer
dem.
I filmen ender Neo med at nå til den fulde erkendelse, eller op til toppen
af det stadie som Platon kalder for ”den verden som kan nås igennem
tænkning”. Neo har, præcist som hulemanden, klatret op igennem de
forskellige lag i Platons Idélære. Fra bunden hvor skyggerne og
spejlbillederne var hverdag, er både Neo og Hulemanden nået til toppen af
hierarkiet, der hvor Solens Kraft og Idéernes Idé, Det Godes Idé regerer.
Den Religiøse Vinkel
Platons grundlæggende tanke med Idélæren, med en materiel verden man kan
røre og se i bunden af hierarkiet, og en immateriel verden allerøverst oppe,
som man gennem tænkning og sansning kan nå, er ikke så fjern som man måske
finder den ved første øjekast.
Biblen rummer ligeledes en sådan idé om en jordisk verden (Platons ”
Fænomenverden”) og en himmelsk verden (Platons ”Verden som kan nås gennem
tænkning”). Ligesom i Platons Idélære arbejder Biblen også med en
guddommelig magt, som befinder sig allerhøjest oppe, ophøjet over alt.
Præcis som der er ligheder imellem ”The Matrix” og Platons Hulelignelse, og
igen ligheder mellem Hulelignelsen og Det Ny Testamente, er der også meget
tydelige paralleller imellem ”The Matrix” og Det Ny Testamente.
Ser man på konkrete eksempler i filmen, finder jeg personligt at der ikke
bør herske nogen tvivl om, at ”The Matrix” samtidigt med at bære stærkt præg
af Platoniske referencer, også, i høj grad, bruger Det Ny Testamente:
Den Udvalgte
Neo, som på græsk betyder ”den nye”, er navnet på helten i ”The Matrix”.
Han kan i bibelsk sammenhæng ikke være andre end Jesus, Kristus, frelseren.
Han er ”Den Udvalgte”, personen, som skal redde menneskeheden fra den
trældom de befinder sig i, og befri dem fra det onde. Allerede i
betegnelsen ”Den Udvalgte” (”The One”) er man stødt på det første mere eller
mindre kristologisk ladede prædikat, og længere fremme i handlingen støder
man på endnu flere visuelle indicier på, at ”The Matrix” er spækket med
referencer til Det Ny Testamente.
Med Neo som en Kristus-figur er det nærliggende at betegne Morpheus som
Johannes Døberen i ”The Matrix´” parallelisering med Det Ny Testamente.
Morpheus forudsiger Neos komme, ligesom Johannes Døberen forudsagde Jesus’:
”Den næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: ”Se guds
lam, som bærer verdens synd”. ”Det er ham om hvem jeg sagde: ”Efter mig
kommer en mand som er kommen forud for mig”. (3)
Morpheus er overbevist om at Neo er Den Udvalgte (Jesus, Frelseren):
”Vi har gjort det Trinity, vi har fundet ham. Du behøver ikke håbe på at
det er sandt, for jeg ved at det er sandt” (4)
Johannes Døberen:
”Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er guds søn”(5)
Forræderen
Cypher er forræderen, som forråder Neo, de 8 oprørere og den menneskelige
race. Han er træt af livet i The Matrix, og agenterne lover ham at blive
genindsat i drømmeverdenen, hvis han forråder Neo.
”Hvis i sætter mig tilbage i kraftværket, skal jeg nok bringe jer hvad i
vil have” (4)
Cypher er i bibelsk sammenhæng den af de 12 disciple, som forråder Jesus,
han er Judas:
”Han sagde: ”Hvad vil i give mig for at forråde ham til jer?” De udbetalte
ham så tredive sølvpenge.” (6)
”Og fra den stund søgte han en lejlighed til at forråde ham” (7)
Som i Det Ny Testamente leder Cypher efter en anledning til at han kan
forråde Neo. Den finder han under flugten fra Agenterne:
”...Da kom Judas, en af de tolv, og sammen med ham en stor skare med sværd
og
knipler...” (8)
”Han (Judas), som forrådte ham (Jesus), havde aftalt et tegn med dem
(skaren) og sagde: ”Den, jeg kysser, ham er det; ham skal i gribe” Og han
trådte straks hen til Jesus og sagde: ”Vær hilset Rabbi” og kyssede ham.”
(9)
Man kan sammenligne det nys som Cypher laver, der afslører oprørernes
gemmested under flugten, med kysset i Det Ny Testamente.
Agenterne pågriber Neo men Morpheus springer til for at beskytte Neo:
”Og se, en af dem, der var sammen med Jesus, greb efter sit sværd, og slog
efter ypperstepræstens tjener...” (10)
Kærligheden
Der er talrige eksempler på ”The Matrix´” sammenhæng med Det Ny Testamente,
men det mest klare af dem alle er i scenen hvor Neo jagtes af agenterne og
bliver skudt og dør.
Kærligheden fra Trinity vækker ham fra de døde og han vågner op som en endnu
stærkere mand.
Symbolet for Jesu korsfæstelse og genopstandelse. Kærligheden vinder over
det onde og Jesus vender tilbage stærkere end nogensinde:
”Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i
himlen og på
jorden” (11)
Med uddraget af eksempler på parallellerne imellem filmen og dele af Det Ny
Testamente, burde der ikke herske nogen tvivl om, at ”The Matrix”
gennemspiller centrale temaer i Bibelens Ny Testamente. De kristologiske
ligheder er mange og særdeles svære at undgå at se!
Konklusion
Jeg har i denne opgave søgt at fremhæve de Platoniske og Kristologiske
vinkler som The Matrix rummer. Jeg er dog i forbindelse med skabelsen af
denne opgave blevet opmærksom på, at denne film, udover vinklerne beskrevet
i denne opgave, også benytter sig af andre referencer(12). At bringe alle
disse ind i opgaven og give dem den plads de fortjener i forbindelse med
denne film, ville have været en uoverskuelig opgave. Jeg har derfor angrebet
filmen fra de to vinkler jeg har valgt, udfra den begrundelse at jeg fandt
dem som de mest spændende, tilgængelige og gennemgående temaer i filmen.
Andrew
|