fundet på
http://socialdemokraterne.dk/
Kongresberetning Helle Thorning-Schmidt
For socialdemokrater reformerer. Vi foretager os faktisk noget. Vi
identificerer problemer i samfundet og løser dem
Det talte ord gælder
Kære venner,
Der er politikere, der skaber en lang karriere på at fortælle om, hvor
sort
det hele ser ud. Der er politikere, der bruger al deres taletid på at
fortælle om alle de farer, der lurer om hjørnerne. Der er politikere, der
ikke tør fortælle, hvad der skal gøres.
Her vil I aldrig finde mig. Her vil I aldrig finde Socialdemokraterne.
Der er nogen, der påstår, at der ikke er forskel på Socialdemokraterne og
Venstre. Og der er nogen, der påstår, at der ikke er nogen rød tråd i
vores
politik. Vi ved bedre. Og her på kongressen skal vi vise dem noget andet.
***
Jeg har brugt noget af sommeren på at besøge sommertræf hos de andre
partier. Det er altid sjovt at komme rundt og se de forskellige partiers
traditioner og kulturer.
Hos SF'erne i Fredericia var vi blevet placeret ude i den frie natur. Og
på
hjemmebane gav Villy Søvndal den selvfølgelig hele armen:
"Socialdemokraterne er alt for blødsødne over for regeringen. I stedet for
at forhandle, skal der skabes en klar konfrontation i en blok bestående af
S, SF og de Radikale. Ellers kommer vi aldrig i regering igen". Sådan
kørte
Villy i frigear hele dagen.
Jeg kom til at tænke på en episode fra Anker Jørgensens dagbøger. Den
fandt
sted kort efter folketingsvalget i 1973, hvor Anker var røget i
opposition.
Under et debatmøde i partiet rejste en ung mand sig og beklagede sig
højlydt
over partiets pragmatiske linie. "Socialdemokratiet leverer kun
lappeløsninger", sagde han, "mens DKP har de klare visioner for
fremtiden".
Anker tog venligt den unge mand i skole: " I unge partifæller skal stå ved
at vi 'lapper' - eller rettere, at vi stadig reformerer. Vi er reformister
og det gi'r resultater, de andre er revolutionære, og opnår intet ud over
i
en uendelighed at aflevere fraser".
Ankers kontante konstatering udtrykker for mig essensen af den
socialdemokratiske politik, hvor vi søger indflydelse på tingene. Hvor vi
forholder os til de faktiske forhold snarere end fabler om, hvordan alting
dog kunne se ud. Det er den metode, der er vores på det internationale
plan,
i Folketinget og ikke mindst i kommunerne.
På netop den politik har stærke socialdemokratiske borgmestre bygget et
tæt
tillidsforhold til borgerne. Det er opskriften, når vi går til kommune- og
regionsvalg i november.
Det klare fokus på resultater bragte hurtigt Anker tilbage på
regeringsbænken igen.
Men historien melder intet om, hvad der skete med den unge mand. Var det
mon
en ung Villy Søvndal?
I hvert fald er anklagen fra venstrefløjen mod Socialdemokraterne den
samme
som dengang. Det er jo det, vi altid har hørt fra den kant.
Det nye er, at den socialdemokratiske arbejdsmetode som Anker skitserede,
ikke bare adskiller os markant fra venstrefløjen, men også fra partiet
Venstre.
For socialdemokrater reformerer. Vi foretager os faktisk noget. Vi
identificerer problemer i samfundet og løser dem. Vi vil bruge politik til
at skabe et bedre og mere retfærdigt samfund og i sidste ende en bedre
verden. Og vi har et klart sæt af værdier at navigere efter.
Venstre, Regeringen, har en fundamentalt anden tilgang til politik. Det
stod
klart for mig - efter min duel med statsministeren ved Venstres
sommertræf -
hvor dybe forskellene egentlig er mellem regeringens og
Socialdemokraternes
politik.
Ligesom hos SF var vi tæt på naturen. Som så meget andet hos det store
regeringsparti var der langt fra tale om den ægte vare. I stedet havde de
flinke venstrefolk fremstillet et stort bagtæppe med en gul, moden
kornmark,
som vi stod foran under duellen. Der skulle åbenbart ikke være tvivl om,
hvem der var på hjemmebane. Jeg følte mig næsten hensat til "Vagabonderne
på
Bakkegården".
Og budskaberne i statsministerens tale var næsten ligeså gamle. Fogh kører
stadig med fraserne fra valgkampen. Selv vittighederne er de samme. Og jeg
må sige, jeg beundrer de stakkels venstrefolk, der må have hørt dem 117
gange efterhånden - de griner stadig høfligt. Og de gyser, når han igen og
igen fortæller om den socialdemokratiske skræmmekampagne.
***
Der er fundamentale forskelle mellem vores tilgang til politik og
regeringens.
Vi har en regering, der optræder som en højreorienteret flertalsregering,
selvom de fleste danskere foretrækker et bredt samarbejde.
Vi har en regering, der har mere travlt med at fralægge sig ansvaret for
problemerne end med at løse dem.
Vi har en regering, hvis kontraktpolitik er en hæmsko for at løse de
konkrete problemer, som Danmark står overfor.
Vi har reelt en borgerlig flertalsregering i Danmark, der består af V, K
og
Dansk Folkeparti.
I fem år i træk har VK indgået finanslovsforlig med højrefløjen alene.
Bortset fra Europa-politikken er Dansk Folkeparti med i stort set alle
politiske aftaler, denne regering har indgået. Og statsministeren har også
klart signaleret, at Dansk Folkeparti skal med i de kommende
velfærdsforhandlinger. Man kan altså ikke forhandle med regeringen uden
også
at forhandle med Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard er altid til stede som
Foghs politiske anstandsdame.
I alle faktiske forhold fungerer VKO som en flertalsregering. Den eneste
lille nuance er, at Dansk Folkeparti ingen ministerbiler har, og De
Konservative - de har ingen indflydelse.
Jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget, vi skal klynke eller
jamre
over. Regeringen er jo ikke kommet til magten ved et militærkup. Det var
sådan vælgerne skruede det sammen. Anders Fogh har 94 folketingsmandater i
ryggen og er dermed i sin grundlovssikrede ret til at gøre, hvad pokker
der
passer ham. Helt uden at spørge os. Sådan er det bare. Det er et politisk
vilkår vi må leve med.
***
Der er mange, ikke mindst vores venner hos de Radikale og SF, der siger,
at
oppositionen i denne situation skal trække linierne skarpt op. Vi skal
danne
en stærk blok som modvægt og gå i skarp konfrontation med regeringen.
Jeg er helt uenig. Netop i denne situation er det vigtigt, at
Socialdemokraterne holder hovedet koldt. I den situation har vi faktisk en
særlig pligt til at vise danskerne, at regeringen har andre muligheder end
det snævre flertal.
"Vi skal", som Krag formulerede sin strategi overfor den borgerlige
flertalsregering i 1968, "lægge vores egne positive forslag frem".
Vores politik handler om at skabe resultater for almindelige mennesker. Vi
foretrækker som H.C. Hansen sagde det, resultater frem for resolutioner.
Socialdemokratisk politik er at skabe politiske resultater.
Der er én formulering, som jeg brugte i foråret, der irriterer mig i dag.
Det er det her med, at vi skal arbejde Venstre ud af regeringskontorerne.
Nogen har nemlig misforstået det og troet, at nu kaster vi alt overbord
for
at opnå en masse forlig, uanset hvad indholdet er.
Lad mig sige det helt klart: Hvis Anders Fogh regnede med, at
Socialdemokraterne ville blive støtteparti for Venstre, har han taget
fuldkommen fejl.
Det er ikke vores succeskriterium, hvor mange forlig vi opnår. Det er jo i
sidste ende regeringens afgørelse, om den vil have et bredt forlig eller
køre det igennem på sit flertal.
Vores succeskriterium er, at hver enkelt dansker kan se, at
Socialdemokraterne er klar. At vi går positivt til enhver forhandling med
regeringen med smil på læben og konstruktive forslag under armen. At der
er
et alternativ til Anders Foghs entydige satsning på sin højreblok. At vi
arbejder seriøst og hårdt for at skabe resultater. At vi er klar til at
overtage regeringsmagten igen. Det vil vi vise danskerne hver eneste dag.
Derfor er det ikke et nederlag for Socialdemokraterne, når Anders Fogh
vælger at presse sine forslag igennem med 94 mandater. Det er et nederlag
for den danske befolkning. Og det er et nederlag for det danske
folkestyres
traditioner.
Og det socialdemokratiske alternativ er klokkeklart: Jeg vil stå i spidsen
for en regering, der favner bredt. Hvor vi taler sammen hen over midten og
skaber fornuftige og stabile løsninger for befolkningen.
Men indtil videre har vi desværre en regering, der evig og altid løber fra
sit ansvar.
Nu har regeringen altså siddet i fire år. Nu må de til at mande sig op og
tage ansvar - også for de ting, der ikke fungerer i vores samfund.
Jeg er dødtræt af, at den her regering altid skyder skylden på andre. Hvis
jeg havde en krone for hver gang, jeg har hørt regeringen fralægge sig
ansvaret og skyde skylden på Socialdemokraterne, så kunne jeg fylde hullet
i
Farums kommunekasse.
Uanset hvad der går galt, er der aldrig noget, der er regeringens ansvar.
Der er aldrig noget at komme efter.
Men kendsgerningerne kan regeringen ikke løbe fra:
Det er gået dårligere med integrationen, mens regeringen har siddet. De
10-årige knægte, der løb rundt og lavede drengestreger i Vollsmose, da
regeringen trådte til, fylder snart 15 år. De er på vej fra drengestreger
til bandekriminalitet. Men regeringen ser passivt til. For det er sandelig
ikke regeringens ansvar, nej det er Socialdemokraternes skyld.
Og 17 % af eleverne går ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive et
ordentligt dansk. Venstre har deltaget i samtlige folkeskoleforlig igennem
de sidste hundrede år. Men folkeskolens problemer er ikke regeringens
ansvar. Det er Ritt Bjerregaards skyld.
Nu må de holde op med at løbe fra deres ansvar. Snart vil de vel prøve at
bilde befolkningen ind, at det var Socialdemokraterne, der stod bag mordet
på Erik Klipping.
Det nyeste eksempel på denne regerings løben fra ansvaret fik vi for lidt
over en uge siden. I stedet for at tage ansvar for den skandaløse
situation
på de danske togskinner, tørrer man hele miseren af på en embedsmand.
Gennem fire år har man fra forskellig side forsøgt at råbe regeringen op.
Nu
er situationen helt kaotisk.
Men desværre er en ting sikker: Danske pendlere venter stadig. Og de
kommer
til at vente endnu længere. Både på tog og på Fogh. For det eneste, der er
mere forsinket end de danske tog, er regeringens initiativer til at løse
situationen.
Det er Anders Fogh Rasmussens ansvar, at der kommer noget ledelse ind i
Trafikministeriet, der kan sørge for tog til tiden i Danmark. Hvis
statsministeren ikke kan finde andre metoder, må han jo overveje at
udrangere trafikministeren!
Det socialdemokratiske alternativ til en regering, der løber fra ansvaret
er
klokkeklart: Vi påtog os ansvaret gennem 9 år for at bringe Danmark ud af
massearbejdsløshed og ind i et nyt årtusinde. Det gjorde vi ikke ved at
stikke halen mellem benene eller frasige os ansvaret. Det gjorde vi gennem
hårdt politisk arbejde for hver enkelt dansker. Det ansvar er vi klar til
at
påtage os igen!
Socialdemokraterne var og er imod, at Anders Fogh sendte Danmark i krig i
Irak. Men vi har vist ansvar og støttet den danske indsats i Irak efter
krigen. Vi har gjort det for irakernes skyld, ikke for at tilfredsstille
den
amerikanske regering. Vi har forstærket styrken i Irak, og vi har
forlænget
styrken. Men vores tålmodighed er ved at løbe ud, og de danske soldater
skal
være hjemme inden næste sommer.
Vi vil sammen med regeringen tage ansvar for at løfte EU-debatten i den
tænkepause, der er opstået efter forfatningstraktaten.
Vi vil tage ansvar for et stærkere EU.
Et EU, hvor de uanstændige og dyre landbrugsordninger afskaffes. Vi kan
ikke
være bekendt at bruge over 1 milliard kroner af skatteydernes penge om
dagen
på et europæisk landbrugsmuseum - med Chirac som chefkustode og Anders
Fogh
Rasmussen som billetsælger.
Vi vil tage ansvar for den globale udvikling og sikkerhed. Vi vil give
vores
stærkeste bidrag til at bekæmpe fattigdommen. Derfor vil vi hæve den
danske
ulandsbistand til 1% af vores samlede indkomst. Det er en æressag.
***
Vi har en regering, der er handlingslammet af sin egen kontraktpolitik.
Det er sådan set ikke så underligt, at Venstre er så glad for deres
kontrakter. For liberalister er kontrakten - den forpligtende aftale på et
frit marked - jo den reneste og smukkeste form for relation mellem
mennesker. Der er klare spilleregler og brydes kontrakten kan domstolene
føre sagen. Rent og pænt, ja næsten sterilt som Statsministeren jo
foretrækker det.
Det Socialdemokratiske alternativ er klokkeklart: For os Socialdemokrater
er
det solidariteten, den gensidige tillid, der er den stærkeste relation
mellem mennesker. Det er de stærke bånd, der knytter mennesker sammen. I
familien. I fællesskabet blandt kollegerne. Den tillid vi grundlæggende
har
til hinanden som mennesker.
Som Socialdemokrater vil vi ikke basere vores forhold til befolkningen på
en
kontrakt, men på et nyt gensidigt tillidsforhold.
Men hvis vi skal skabe et nyt tillidsforhold til befolkningen, kræver det
også selvransagelse. Vi er nødt til at overveje, om vi altid har levet op
til den tillid, som befolkningen har givet os.
Vi levede ikke op til tilliden på udlændingeområdet. Mange
socialdemokratiske borgmestre så tidligt, at udviklingen var uholdbar. Men
det gik alt for sent op for politikerne på Christiansborg, hvor stort et
problem antallet af familiesammenføringer udgjorde for integrationen. Vi
lod
stå til for længe. Jeg kan sige helt klart til den danske befolkning. Det
gør vi ikke igen!
Vi kan ikke skabe et nyt tillidsforhold til befolkningen på en
eftermiddag.
Det kræver et langt og sejt træk fra vores side.
Men man kan ikke skræmme mig med meningsmålingerne.
Den danske befolkning er begavet. De vil gerne se os lidt an. De forventer
noget af os. De genvinder ikke tilliden til os, bare fordi vi siger, at vi
er tilbage på deres side. De genfinder først tilliden til os, hvis vi
viser,
at vi er tilbage på deres side.
Kære venner: Det vil jeg og den socialdemokratiske folketingsgruppe
arbejde
benhårdt for at bevise hver eneste dag.
Den nye tillid skal være langt stærkere end nogen kontrakt.
Vi lover befolkningen vores oprigtighed. Vi vil lægge vores politik klart
frem før et folketingsvalg - ikke gemme den bag kontrakter og
kommissioner.
Socialdemokraterne fejer ikke noget ind under gulvtæppet.
***
Regeringen er handlingslammet.
Fordi den er i lommen på Dansk Folkeparti. Fordi den ikke tør tage ansvar
for noget som helst. Fordi den fører kortsigtet kontraktpolitik.
Initiativerne udebliver. Løsningerne mangler. Danmark er på stand by.
Det er ikke fordi, der mangler penge. Det går godt i Danmark. Utroligt
godt.
Der dukker hele tiden en milliard op hist og her, som ingen kan forklare
hvor kommer fra.
Det er lidt som når man støvsuger sofaen derhjemme og finder lidt småpenge
under hynderne. Når de rydder op i Finansministeriet, dukker der et par
uforklarlige milliarder op. Men regeringen vil ikke bruge dem på f.eks. de
hårdt tiltrængte forbedringer for ældre og daginstitutioner. Kassen er
smækket i.
Der er i Danmark opstået to forskellige måder at se på økonomi og velfærd.
Vi er enige om udfordringen: Det er, at der bliver flere ældre og færre
unge
i fremtiden. Den kan vi tackle på to måder:
Det ene er regeringens strategi. Vi kan kalde den et "velfærdsstop."
For at få råd til de stigende udgifter til pension og så videre i 2025
sparer vi på alting i dag, selv om det går godt. De offentlige udgifter må
kun vokse med en halv procent. De kommunale budgetter strammes år for år,
selvom behovet for velfærd stiger. Over halvdelen af de danske kommuner
forventer at skære ned på den kommunale service næste år.
Konsekvensen af regeringens strategi er klar. Konsekvensen er, at de
nuværende ældre skal finde sig i en mangelfuld hjemmehjælp, fordi vi skal
spare op til nogle udgifter om 20 år. Konsekvensen er, at vi skal finde os
i, at daginstitutionerne i dag er ringere end for 10 år siden.
Konsekvensen
er, at der ikke er råd til de mange nødvendige investeringer i forskning
og
uddannelse som statsministeren ellers altid taler om. Danmark skal løses
af
de snærende spare-lænker.
Vi har en anden plan. Vi er enige med regeringen i udfordringen. Men vi
vil
ikke være med til fortsat at sylte de hårdt tiltrængte forbedringer i
ældreplejen, daginstitutionerne og skolerne. Det kan vi ikke være bekendt.
Nu skal kursen lægges om.
Vores plan er at frigøre de nødvendige ressourcer til at styrke
velfærdssamfundet i dag og i fremtiden. Derfor har vi fremlagt et stort -
og
visse steder kontroversielt - velfærdsudspil. Det er Socialdemokraterne,
når
vi er bedst: Vi vil skabe reformer for fremtiden - ikke bare stramme
tommelskruerne på pædagogerne og hjemmehjælperne og holde de nødvendige
forbedringer i ældrepleje og daginstitutioner tilbage.
Logikken i vores plan er enkel. Vi skal finansiere vores velfærd i
fremtiden. Da vi lever længere, kan vi måske også godt trække os lidt
senere
fra arbejdsmarkedet.
Da min datter, Camilla på 5 år, blev født, tog lægen et kig på hende og
sagde at hun ville blive høj og 103 år. Hvis hun skal uddanne sig til hun
er
30 og trække sig tilbage når hun er 60, kommer kun og hendes generation
til
at knokle endnu hårdere - end vi gør i dag - i deres tid på
arbejdsmarkedet.
De kommer til at have endnu mere stress og overarbejde, end vi har.
Er det ikke smartere, hvis vi spreder tiden på arbejdsmarkedet mere ud
over
vores livsforløb.
Derfor foreslår vi, at vi gradvist udsætter vores tilbagetrækning til 67
år
fra 2015. Jo længere tid man har været på arbejdsmarkedet, jo tidligere
kan
man gå på efterløn. Og lyt nu godt efter: Retten til fem års efterløn
bevares for de mennesker, der har været længst på arbejdsmarkedet.
Jeg er utroligt glad for den positive modtagelse, vores velfærdsoplæg har
fået. Både i Folketingsgruppen og i hovedbestyrelsen er vi enige om, at vi
her har fundet et Columbus-æg i velfærdsdebatten. Vi sikrer, at der kommer
flere mennesker på arbejdsmarkedet, så vi kan finansiere fremtidens
velfærd.
Og samtidigt sikrer vi socialdemokratisk hjerteblod: At alle mennesker,
der
er kommet tidligt på arbejdsmarkedet har ret til 5 års efterløn nu og i
fremtiden! Det skal et ægte velfærdssamfund have råd til!
Alt det her skal vi kombinere med en klar satsning på et bedre
arbejdsmiljø,
der modvirker nedslidning. Med en styrket seniorpolitik. Med en forstærket
indsats for at nedbringe sygefravær. Med en bedre integration på
arbejdsmarkedet. Så ruster vi det danske velfærdssamfund til fremtiden.
Jeg vil gerne sige tak til de faglige ledere for den måde, I har modtaget
forslaget. Det viser, at fagbevægelsen i Danmark er en ansvarlig partner,
der deler bekymringen for vores velfærdssamfund.
Og jeg vil også gerne sige til sygeplejersker, pædagoger, politibetjente
og
skolelærere; vi ved, hvor hårdt I slider. Og vi kunne ikke drømme om at
udelukke flertallet af jer fra efterløn.
Vores hensigt har netop været at ændre på efterlønnen gradvist, så vi kan
skaffe ressourcer til mere kvalitet i velfærden, få flere hænder til
omsorg
for de gamle og børnene og mindre stress til alle jer, der sikrer den
service.
Til 3F'erne vil jeg sige; Vores sigte har været, at få den tredjedel af
jeres medlemmer med, der i dag ikke får tegnet sig til efterlønnen. Derfor
vil vi fjerne kontingentet. Og det er også klart, at den særlige
dagpengeret
skal følge med den senere pensionsalder.
Og det er ligeså klart; at når vi starter den debat nu, så er det for at
skabe muligheder for en åben og ærlig dialog - i god tid.
Den eneste reaktion, jeg er virkelig skuffet over, er den, der er kommet
fra
Akademikernes Centralorganisation. Tænk sig, de mener i ramme alvor, at
mennesker, der tager en uddannelse, vil blive diskrimineret. Mage til
misforstået faglig interessevaretagelse skal man da lede længe efter.
Socialdemokraternes plan er jo netop at frigøre ressourcer blandt andet
til
de videregående uddannelser. Og jeg har aldrig mødt en eneste ung
universitetsstuderende, der gik mere op i udsigten til efterløn end i
kvaliteten af hendes uddannelse. Jeg har derimod mødt masser af
studerende,
der godt kunne se ud over egen næsetip. De kan se, at det vigtigste er at
sikre retten til efterløn for dem, der har slidt og slæbt på
arbejdsmarkedet
og aldrig hævet en krone i SU. Det kunne AC lære noget af.
Men det er rigtigt. Vi beder de mennesker, der har fået en gratis
akademisk
uddannelse med 5 års SU og et fjumreår oveni, om at blive lidt længere på
arbejdsmarkedet i fremtiden. Er det virkeligt for meget forlangt?!
Vores valg er klart:
Hvis valget står mellem at give en akademiker efterløn i 2035 eller at
give
en folkepensionist en bedre hjemmehjælp i morgen, så vælger
Socialdemokraterne at give folkepensionisten bedre hjemmehjælp i morgen.
Hvis valget står mellem at give forældrene garanti for, at de kan trække
sig
tilbage som 60-årige eller give deres børn bedre daginstitutioner i
morgen,
så vælger Socialdemokraterne at give børnene bedre daginstitutioner i
morgen.
Der er mange mennesker, der har spurgt mig: Hvorfor? Hvorfor nu al den her
snak om efterløn og pensionsalder? Hvorfor kan vi ikke bare gøre som vi
plejer?
Fordi Socialdemokraternes plan er, at vi skal videre med
velfærdssamfundet.
Vi er ikke tilfredse før alle er med. Vi ikke er tilfredse før alle børn
har
muligheder for at realisere deres drømme for fremtiden.
Det er nu, hvor pengene er der, vi skal tage det næste skridt.
Derfor beder vi de danskere, som har det godt økonomisk, som har job og
som
har uddannelse, om være med til at løse opgaven.
Vi beder jer om at fremtidssikre vores velfærdssamfund ved at investere i
mennesker. Vi beder jer om at genoprette den høje standard i
daginstitutionerne og hjemmehjælpen, som vores samfund engang var så stolt
af. Vi beder jer om at lukke forbrugsfesten op for alle og bremse den nye
ulighed.
Socialdemokraterne vil have et samfund hvor vi vokser, sammen. Ikke et
samfund, hvor vi vokser fra hinanden.
Vi skal ruste danskerne til globaliseringen. Derfor vil vi investere i
mennesker:
Vi vil investere i vores fælles natur og i miljøteknologi. Det skal vi for
at værne om vores natur og vores drikkevand, så vi kan give det videre til
vores børn og børnebørn. Det er faktisk også god økonomi. Vores eksport af
vindmøller og tilbehør overgår faktisk vores eksport af svinekød. Og når
Danmark med mellemrum fremhæves som et foregangsland i USA, er det ikke
fordi Anders Fogh gik i krig i Irak. Det er på grund af vores førerstatus
i
produktionen af bæredygtig energi.
Vi vil investere i uddannelse og forskning. På trods af alle
statsministerens dyre ord om at ruste Danmark til globaliseringen må vi
igen
i år kigge langt efter penge til forskning i regeringens
finanslovsforslag.
Selv regeringens venner i dansk erhvervsliv har udtrykt skuffelse. Og hvad
er statsministerens svar. "Hold op med klynkeriet".
Vi spørger: Hvorfor er det så svært for regeringen at sætte handling bag
de
fine ord om mere forskning og uddannelse?
Hvorfor bliver regeringen ved med at brænde chancer for Danmark?
Det haster med handling, og vi opfordrer regeringen til at indgå et
nationalt kompromis, der sikrer stabilitet om forskningen.
Vi vil investere massivt i menneskers uddannelse.
Der skal være en god folkeskole med ressourcer og plads. Også til de
svageste elever.
En fjerdedel af vores unge får ikke en uddannelse efter folkeskolen. Vi
vil
bryde den kedelige statistik. Vi vil ikke finde os i, at der er unge, der
ikke kan færdiggøre deres uddannelse fordi de mangler en praktikplads. Vi
vil have en uddannelsesgaranti for alle unge. Det er en god investering.
Uddannelse er den løftestang, der sikrer beskæftigelse og succes for den
enkelte.
Vi vil afsætte flere penge til voksen- og efteruddannelse, så danske
lønmodtagere rustes til globaliseringen.
Vi vil oprette 5000 voksenlærlingepladser.
Vi vil afsætte penge til de mange voksne, som har læse- og
stavevanskeligheder.
Vi vil styrke kampen for et bedre arbejdsmiljø.
Kort sagt: Vi er parat til et nyt stort træk - turen er kommet til dem,
som
ikke kom med i halvfemsernes opsving.
***
Vi hører alt for mange eksempler på, hvordan velfærdssamfundet svigter de
svageste. Hjemmehjælperne, sygeplejerskerne og pædagogerne, der løber
hurtigere og hurtigere, oplever, at deres indsats er mere og mere
utilstrækkelig. Pengene rækker ikke. Tiden er for kort. Og mennesker
kommer
i klemme.
Har vi et velfærdssamfund, vi kan være bekendt, når vi oplever at antallet
af ambulancer nu er presset så hårdt i bund, at det koster menneskeliv i
tyndtbefolkede områder? Har vi et velfærdssamfund, vi kan være bekendt,
når
de ældre, der har bygget vores velfærdssamfund får en andenrangs personlig
pleje? Har vi et velfærdssamfund, vi kan være bekendt, når vi kan se de
ressourcesvage børn glide ud på et sidespor, uden at vi gør noget ved
det?!
Kære venner: Vi har råd til at stoppe udsultningen af den offentlige
sektor.
Det er ikke økonomisk uansvarligt, som regeringen påstår.
Overskuddet på statens finanser er 50 mia. kr. i år. Vi vil bruge 4 af dem
på vores fælles velfærd. Det har vi råd til.
Socialdemokraternes plan er, at den offentlige sektor og den private
sektor
skal vokse, sammen. For hvad glæde har danske familier af, at der er råd
til
en større bil, hvis vi til gengæld skal aflevere ungerne i en nedslidt
børnehave og oldemor får en dårlig hjemmehjælp?
Vi vil indlede en genopretning af vores ældrepleje. Der skal være mere tid
til den enkelte ældre. Derfor har vi foreslået at bruge 1 mia. ekstra på
ældreplejen til næste år. Det svarer til 3.000 flere hjemmehjælpere.
Vi vil indlede en genopretning af vores daginstitutioner. Til næste år
skal
der indføres madordninger, så hver eneste barn er sikret et sundt måltid
mad. Og på længere sigt er ambitionen klar: Vi skal have sikret mere tid
til
det enkelte barn og flere pædagoger i daginstitutionerne.
Halvdelen af befolkningen oplever et enormt velstandsløft i disse år. Det
skal vi som socialdemokrater glæde os over. Mange helt almindelige
mennesker
har på denne måde fået lidt mere luft i økonomien.
Den anden halvdel af befolkningen, der bor i lejeboliger, er ikke med i
dette historiske velfærdsløft. De er uden for forbrugsfesten. Mulighederne
bliver færre.
Lad mig sige det helt klart: Løsningen er ikke at brandbeskatte
boligejerne.
Løsningen er at sikre, at mennesker i lejeboliger også får flere
muligheder.
Derfor har vi foreslået et takststop på bl.a. offentlig transport, der
giver
et lille bidrag til at rette op på skævhederne.
Løsningen er at udvikle lejeboligerne i stedet for - som regeringen - at
se
passivt til, mens vores almene boligsektor udvikler sig til sociale og
etniske ghettoer.
Og løsningen er, at vi skal bygge flere boliger, så prisernes himmelflugt
kan dæmpes. Vi skal sikre, at også unge familier, sygeplejersken,
politibetjenten, skolelæreren, kan komme ind på boligmarkedet.
Der skal ikke være tvivl om Socialdemokraternes holdning: Den voksende
økonomiske ulighed i vores samfund er et fundamentalt problem, som vi vil
bekæmpe!
Vi vil bekæmpe de store skævheder, der er mellem danske regioner. Vi skal
skabe beskæftigelse i alle dele af landet. Det er uacceptabelt, at
regeringen lader Nordjylland, Bornholm, Lolland-Falster og andre
udkantsområder sejle i deres egen sø.
Vi vil sikre, at de svageste i vores samfund også får lidt mere luft i
økonomien. Førtidspensionisterne blev glemt i halvfemsernes opsving. Og de
mennesker, der lever på 'den gamle ordning', er urimeligt dårligt stillet
sammenlignet med andre. Der er førtidspensionister, som kun har 1.500 kr.
til sig selv om måneden. Det kan vi ikke være bekendt.
Vi har derfor foreslået, at de ligestilles med andre førtidspensionister.
Med den plan, som Socialdemokraterne har fremlagt, får 140.000
førtidspensionister i gennemsnit 10.000 kr. mere om året. Og 44.000
førtidspensionister får i gennemsnit 36.000 kr. mere om året. Det er
socialdemokratisk politik, der kan mærkes! Det er mig en gåde at Dansk
Folkeparti ikke vil være med til at sikre førtidspensionisterne.
Vi er partiet, der vil bekæmpe den økonomiske ulighed. Det er derfor, vi
vil
give flygtninge en anstændig kontanthjælp i stedet for regeringens
fejlslagne integrationsydelse, som man helt skamløst kalder starthjælp. Og
det er derfor, vi kræver at loftet på kontanthjælpen afskaffes hurtigst
muligt.
***
Men vi må ikke tro, at vi kan løse alle problemer med ulighed i vores
samfund ved blot at sende en check. For der er opstået en ny ulighed.
Statsministeren påstår, at man kan gå fra at være bistandsklient til
bankdirektør. Det passer ikke. Dårlige sociale kår går stadig i arv fra
generation til generation. Og det går skidt med den sociale mobilitet.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog, der skærer i et
socialdemokratisk
hjerte: Et barn i en kernefamilie, hvor mor eller far er akademiker, har
kun
3,5 % risiko for ikke at få en uddannelse. Et barn, der vokser op hos en
enlig mor på overførselsindkomst har en risiko på hele 53 %.
Vi kan gå ind i en hvilken som helst børnehave og se hvilke børn, der vil
få
det svært senere hen.
Der ligger udfordringen lige foran os. Vi skal denne nye fattigdom til
livs.
Vi skal bryde den negative sociale arv. Vi skal sikre, at ikke ét eneste
barn lades i stikken og overlades til sin egen skæbne.
Vi har fokuseret meget på folkeskolen. Nu er tiden kommet til et
systematisk
serviceeftersyn af hele daginstitutionsområdet. Vi skal være langt mere
opmærksomme på børnene fra 0 til 6 år. Det er et afgørende element i
kampen
mod den nye fattigdom.
Derfor igangsætter vi nu et udvalgsarbejde i partiet, der skal se på, om
vi
i Danmark gør nok, om vi gør det rigtige, og om der er tilstrækkelige
ressourcer.
Målet er, at vi får verdens bedste daginstitutioner, der giver hver eneste
barn i det danske samfund reelle muligheder for at få et godt liv.
Jeg vil fremhæve 4 hovedprioriteter:
- vi skal sikre, at alle børn får sund mad og rigelig motion
- vi skal sikre, at alle børn får de sociale og kulturelle kompetencer,
som
de skal bygge videre på resten af livet
- vi skal sikre, at pædagogerne får de relevante redskaber til at hjælpe
de
børn, der har store problemer hjemme i familien
- vi skal sikre, at børn fra indvandrerfamilier bliver en del af
fællesskabet og får en god start på livet.
Den nye ulighed rammer jo også de mange indvandrerbørn, der vokser op på
kanten af det danske samfund. Vi skal have løst problemerne med
integrationen. Den aftale, vi har lavet med regeringen, er første skridt
på
vejen i et vedholdende forsøg på, at presse regeringen til et medansvar
for
en bedre integration i Danmark.
***
Som I kan høre, er der meget, vi skal nå. Vi er langt fra færdige med at
udvikle det velfærdssamfund som generationerne før os skabte. Vi er
faktisk
lige begyndt.
Vi kan gøre meget i Folketingsgruppen. Men de vigtigste dele af vores
fælles
ambition skal indfries der, hvor velfærdssamfundet og borgerne er tættest
på
hinanden. I de nye kommuner og de nye regioner.
Derfor er det valg vi står overfor så afgørende. Ved dette valg trækker vi
linier langt ud i fremtiden. Vi afgør, om det kommunale landkort skal være
domineret af Venstre eller Socialdemokraterne. Og vi afgør dermed, om vi
skal have socialdemokratiske servicekommuner, der løfter og inspirerer
sine
borgere eller borgerlige myndighedskommuner, hvor servicen kører på lovens
minimumskrav.
Igennem de seneste måneder har jeg mødt virkeligt mange af vores
borgmestre
og gruppeformænd. Det er engagerede mennesker, der dagligt arbejder for at
skabe resultater for borgerne. Mennesker, der har knoklet for
lokalsamfundet
på trods af de svære vilkår, som regeringen har budt dem gennem de seneste
år.
Vores socialdemokratiske plan tager sit udgangspunkt hos jer. Og vores
politiske mål om mere tid i ældreplejen, bedre dagsinstitutioner og skoler
kan ikke nås uden jeres indsats.
Jeg vil deltage med fuld styrke i hele valgkampen. Jeg vil komme rundt til
så mange kommuner som muligt og bakke jer op under det her afgørende valg.
Og jeg ved, at vi kan vinde. Hver eneste plads i de nye
kommunalbestyrelser,
der bliver besat med en Socialdemokrat, vil betyde en konkret forskel for
lokalsamfundet.
Vi vil slås for lokalsamfundene i de mindste kommuner og de største
kommuner. Fra lille Læsø til det store København er Socialdemokraterne
garanten for politiske resultater, der kan mærkes.
Vi vil slås for lokalsamfundene fra Nord til Syd. Fra Frederikshavn til
Guldborgsund vil vi kæmpe for bedre ældrepleje og bedre daginstitutioner.
Fra Varde i vest til Bornholm i øst, vil socialdemokraterne være garanten
for en tryg udvikling af den offentlige sektor.
Og vi er klar til at tage ledelsen i Danmarks største byer. Vores ambition
er klar.
Efter kommunalvalget hedder Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard.
Århus' borgmester hedder Nicolai Wammen, Aalborgs borgmester hedder
Henning
G. og Odenses borgmester fortsat Boye. Anker Boye.
Socialdemokraterne er klar til at stå i spidsen for det næste skridt i
velfærdssamfundets udvikling over hele Danmark.
***
Kære venner:
Der er forskel. Der er forskel på Venstre og Socialdemokraterne. Der er
forskel i kommunerne. Der er forskel i regionerne. Der er forskel på
Christiansborg.
- Vi vil investere i mennesker
- Vi vil skabe et samfund, hvor vi vokser, sammen, i stedet for at vokse
fra
hinanden.
- Vi vil ruste hver enkelt dansker til fremtiden.
- Vi vil have alle skal med - ingen skal lades i stikken.
Det er de værdier, vi vil kendes på. Det er de resultater, vi vil måles
på.
Det er den røde tråd. Det er vores plan.
Vi vil skabe et nyt tillidsforhold til danskerne, der sikrer, at
Socialdemokraterne står i spidsen for udviklingen af vores samfund.
***
Vi vil noget med politik. Vi vil skabe resultater for mennesker hver
eneste
dag. Vi vil indgyde håb hos de mennesker, der har mistet det. Vi vil skabe
nye drømme for de mennesker, der har fået deres knust.
Vi vil inspirere danskerne, fortælle om vores drømme. Vores drømme om alt
det, vores samfund kunne blive, hvis vi bare lagde kræfterne i. Om alle de
mål vi kan nå, hvis vi står sammen. Om de ting, der venter os, hvis vi tør
tænke stort.
Vi vil stolt påtage os opgaven: At videreudvikle vores velfærdssamfund
efter
de socialdemokratiske værdier, der har fostret og næret det. Der har ledt
det gennem depressionens mørke. Der har udviklet det gennem 60'ernes
vækst.
Der har holdt det sammen i tider med splittelse.
For vores største visioner er endnu ikke blevet til virkelighed. Og vores
bedste tider er stadig foran os.
Tak.
--
Hej fra Børge Højlund Jensen.
Min hjemmeside
http://oz5vib.webbyen.dk
splittelse.
For vores største visioner er endnu ikke blevet til virkelighed. Og vores
bedste tider er stadig foran os.
Tak.
--
Hej fra Børge Højlund Jensen.
Min hjemmeside
http://oz5vib.webbyen.dk