Det går godt med økonomien i Danmark. Og det skyldes, at vi har båret os
klogt ad - ikke mindst i 90'erne.
Det var dengang, hvor det var et hårdt arbejde at være finansminister.
Hvor
alle de centrale nøgletal i starten af 90'erne pegede i den forkerte
retning. Og det var dengang, hvor det blev bevist, at med en omhyggelig,
klog og målrettet investeringsstrategi kunne det lade sig gøre at vende
udviklingen. Dansk økonomi var en international succes ved overdragelsen
af
regeringsmagten i 2001.
Og det går stadig godt for dansk økonomi, men hvad er egentlig den
langsigtede strategi der sigtes efter? Hvad er det for initiativer, der
tages i nutiden, der skal bringe os fortsat fremgang i fremtiden? Hvad er
projektet for den del af befolkningen, som stadig i dag - og i et alt for
højt tal - er sat udenfor uddannelse og arbejdsmarkedet?
Det har vi svært ved at få øje på - i både regeringsgrundlag og i denne
finanslov. Initiativløshed lader til at være blevet en dyd - og det vil vi
godt advare imod.
For der er stadig store udfordringer. Der er dele af den centrale velfærd,
sundhed, børnepasning, ældrepleje, sygehuse og folkeskole, som er
utilstrækkelig - hvor der er behov for et løft.
Der mangler investeringer til at sikre Danmark det bedst mulige afsæt i
globaliseringens barske fremtid - navnlig forskning og uddannelse.
Men ikke mindst mangler der initiativer til at satse, investere og samle,
for alle dem, som ikke nåede med på det sidste opsving, og som i dag er
sat
udenfor arbejdsfællesskabet og uddannelsesfællesskabet Danmark.
Her er der behov for initiativer - her er der behov for et nyt projekt.
For hvad var det der skete i 90'erne? I den kraftanstrengelse, det var at
bringe dansk økonomi på fode igen, blev der desværre ikke plads til alle.
Vi
blev ikke færdige i 90'erne. Og regeringen har ladet tiden stå stille
siden
da.
Vi fik ikke alle med. Alle dem, som ikke havde klaret sig så godt, dem som
havde svært ved at få en uddannelse, svært ved at få et job eller svært
ved
at få livet til at hænge sammen. Dem blev der kun i ringe grad plads til
på
vores arbejdspladser, og dem blev der kun i ringe grad givet uddannelse.
Antallet af mennesker der modtager førtidspension, kontanthjælp,
sygedagpenge og dagpenge er et signal til os alle om, at her mangler der
en
opgave at blive løst.
For dem skal der være en plads i fællesskabet.
Derfor skal vi nu - i gunstige tider - tegne det ny projekt. Vi vil bede
danskerne, som har det godt økonomisk - som har job, og som har
uddannelse -
om at lukke arbejdspladserne op og give plads og mulighed for dem, som i
dag
står udenfor. Vi vil bede om solidaritet og tolerance overfor dem, som
måske
som udgangspunkt ikke har de fornødne kvalifikationer. Over for dem som
ikke
har klaret sig så godt på livets glade landevej; over for dem som har
anden
etnisk baggrund.
Og så er det endda en god forretning. Ikke at solidaritet skal gøres op i
modydelser - man kan udmærket give uden at få noget igen, og det er såmænd
en rar følelse - men en succesfuld gennemførelse af denne strategi giver
også økonomisk råderum i fremtiden. Både ved at alle dem, som bliver
lukket
ind i varmen, bidrager til værdiskabelsen - i både den private og
offentlige
sektor - og ved at udgifter for fællesskabet til overførsler falder. På
sigt
kan vi skabe et stort økonomisk råderum, som kommer os alle til gode i
form
af enten bedre velfærdsservice, skatte- og afgiftslettelser eller rum til
investeringer.
Præcis den samme øvelse der blev foretaget i 90'erne med succes - hvorfor
ikke gentage den, hvorfor ikke tage initiativer her og nu?
Og initiativer er der vitterligt ikke mange af i regeringens finanslov.
Efter at have hørt statsministeren tale om, at Danmark skulle være verdens
bedste uddannelsesland, er det med en vis forbløffelse, at man kan
konstatere, at regeringens finanslov indeholder et samlet løft på bare 10
millioner kroner til næste år til uddannelse.
Og hvad bliver det til med de skinner? Nu har vi hængt ude på sporene i al
for meget ekstra tid hele sommeren - hvorfor tager det så lang tid med den
regering? Tid til handling, regering!
Og det er derfor, vi i vores finanslovsforslag foretager massive
investeringer i uddannelse. Vi ved, hvad der skal til for at undgå, at op
imod 25 procent af en ungdomsårgang ikke får en uddannelse ud over
folkeskolen. Og det er indlysende fornuftigt at starte her for at bryde
den
kedelige statistik. En investering her og nu i en uddannelsesgaranti til
alle unge mennesker kommer tifoldigt igen, fordi uddannelse er den
løftestang, der sikrer beskæftigelse og succes for den enkelte. Der skal
være en læreplads til den unge, som vil være tømrer eller elektriker. Der
skal være en ordentlig folkeskole, som har ressourcer og plads til at
samle
også de svageste elever op.
Og det er derfor, at vi afsætter midler til voksenuddannelse, så de
mennesker, som skal ind i arbejdsfællesskabet igen, har de bedst mulige
chancer for at bide sig fast. Det er derfor, vi foreslår 5.000
voksenlærlinge, så folk får mulighed for at få en faglært uddannelse på
anstændige vilkår. Det er derfor, vi foreslår at afsætte midler til, at de
mange voksne, som har læse og stavevanskeligheder, kan erhverve sig disse
færdigheder og dermed have en bedre chance på arbejdsmarkedet. Og det er
derfor, vi foreslår at styrke kampen for et bedre arbejdsmiljø så vi
undgår
al for megen nedslidning
Kort sagt: Vi er parat til et nyt stort træk - turen er kommet til dem,
som
ikke kom med i det første opsving.
Og en gruppe, der ikke kom med i første opsving, er førtidspensionisterne
på
den gamle ordning. At der i dag eksisterer urimelige store forskelle i
indkomst mellem førtidspensionister, er selvfølgelig uacceptabelt. Derfor
foreslår vi, at tiden er inde til nu at rette op på den skævhed. Vi
foreslår, at alle, der er på den gamle ordning, får ligestillede
økonomiske
vilkår med dem, som er på den nye ordning. For 140.000 førtidspensionister
betyder det i gennemsnit ca. 10.000 kr. mere om året - for 44.000
førtidspensionister betyder det i gennemsnit 36.000 kr. mere om året. Vi
håber, at folketingets partier vil bakke op om forslaget.
****
For langt de fleste danskere går det heldigvis godt økonomisk. De har
arbejde, knokler derudaf, holder af deres familie, af deres hjem og deres
bil - og måske knap så meget af den kollektive trafik for tiden. Og så
holder de af velfærdssamfundet. Og de har krav på og forventninger til, at
den centrale velfærdsservice er i top.
Og det er der nogen steder, den ikke er. På folkeskoleområdet er der som
sagt brug for et kvalitetsløft her og nu.
Og for vores ældre er der stadig for mange eksempler på for lidt tid i
hjemmeplejen. Derfor foreslår vi at bruge en halv milliard på ekstra tid i
hjemmeplejen.
Og for vores børn er der en efterspørgsel efter bedre kvalitet i
børnehaver
og vuggestuer. Det har vi efterkommet i vores oplæg med at sikre flere
ansatte de steder, hvor der virkelig er behov for flere hænder til en stor
social indsats. Og så har vi ment, at tiden er inde til, at ALLE børn i
vuggestuer og børnehaver får et gratis sundt måltid mad. Og når jeg siger
ALLE så udtrykkeligt, er det for at erindre det flertal i folketinget, som
har besluttet, at man kan indføre brugerbetaling på mad i vuggestuer og
børnehaver: At jeres ordning medfører, at det barn, hvis forældre ikke kan
eller evner at betale til madordningen, kan sidde og stirre på de andre
børn
får deres sunde måltid mad. Må den pågældende ansvarlige for det forslag
skamme sig!
Vores forslag medfører, at alle forældre slipper for at smøre madpakke om
morgenen - en håndsrækning som vil give et lettelsens suk om morgenen hos
travle børnefamilier.
Kort sagt: Den centrale velfærd skal være i orden - den forsikring skylder
vi at give alle de hårdtarbejdende danskere, som hver dag flittigt
bidrager
til fællesskabet gennem hårdt arbejde.
Vi indbyder til en alliance mellem de hårdtarbejdende danskere, og dem som
står udenfor arbejdsmarkedet til et projekt, hvor vi åbner op for dem, som
er udenfor og samtidig sikrer, at velfærden er i top.
****
Har vi nu råd? Kan det lade sig gøre? Er det nu ansvarligt? Det er det,
hvis
vi bærer os klogt ad. Ligesom i 90'erne. Og det er derfor, at vi er gået
forrest og har fremlagt konkrete ideer til velfærdsreformer af pension og
efterløn.
Vi tør, mens andre tier!
Disse reformer giver netop muligheden for med klog og nænsom hånd at sikre
velfærden og sørge for, at vi ikke skal spare os til fremtiden, men i
stedet
kan investere os til fremtiden.
Derfor foreslår vi et engangsløft, hvor vi vil bruge 2 mia. kr. på at
løfte
social og sundhedsområdet; vi bruger 3 mia. kr. på arbejdsmarked,
integration og bolig, og forskning og uddannelse på i alt 2 mia. kr. Vores
velfærdsreformer vil - såfremt disse engangsløft foretages - skabe råderum
til at holde en realvækst i det offentlige forbrug på 1 procent i denne
valgperiode.
Og vi vil med denne kurs kunne sikre at nå gældsafviklingen som forudsat i
2010-planen.
Og kommer investeringer i arbejde, uddannelse og forskning i gang hurtigt,
vil afkastet blive endnu større - og det økonomiske råderum ligeledes.
Men kunne vi ikke bare spare os til det? Høvle af på gælden og få bragt
renteudgifterne ned i en fart? Det kunne man godt! Men prisen er, at vi
ikke
får investeret i mennesker her og nu, og først skal til det om lang tid -
og
det er faktisk både en dårlig forretning og en tarvelig strategi overfor
de
berørte mennesker.
****
Og, nåh ja! Så har vi et sted til, hvor vi gerne vil bruge nogle penge.
Hvor
vi faktisk mener, at det er en æressag. Og det kan vel bedst illustreres
med
en lille beretning fra en tidligere udenrigsminister, som på et tidspunkt
var i Mogadishu, og som her kunne berette:
"På vores rundtur mellem de forskellige klaners dele af byen fik vi et
gribende indtryk af den nød og elendighed, borgerkrigen havde påført den
civile befolkning. Særligt gribende var mødet med børnene i nogle
opsamlingslejre, Red Barnet havde oprettet. Der sad de i hundredvis, de
små
levende skeletter, som vi kendte dem fra billederne. Nogle lå apatisk på
jorden under halvtagene af blik og ventede tydeligvis på at dø. De var
kommet for sent frem. Andre trængtes om de store tønder rundt om på
pladsen,
hvor den særlige majsgrød blev øst op til dem i deres små skåle, som de
hver
i sær blev udstyret med, når de ankom til lejrene. Der blev holdt øje med
deres vægt. For når de nåede op på 80 procent af normalvægten, måtte de
ikke
få mere mad her. Den skulle reserveres de helt elendige, som der kom
stadig
flere af hver dag. Så måtte de finde andre steder hen, måske et af de
bespisningssteder, andre nødhjælpsorganisationer drev rundt om i byen.
Tænk
at skulle sende de børn væk."
Vi har skam nok i livet til ikke at lade os hylde af rockstjerner, når der
skæres ned på Danmarks bidrag til verdens fattigste. Vi har i det hele
taget
et helt andet syn på den sag, som for resten hænger fint sammen med,
hvordan
vi opbyggede et stærkt velfærdssamfund. Og til dem som i dag ønsker at
være
mere socialdemokratiske end socialdemokraterne så prøv at lyt til følgende
formaning fra starten af det sidste århundrede: "Du være den fattiges
værner
og den riges ris - så får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers
pris."
Og det vil også være den eneste belønning, man vil få fra verdens
fattigste,
hvis vi yder et anstændigt bidrag til dem. Vi afsætter med glæde 1,5 mia.
kr. mere til næste år til verdens fattigste.
Og udenrigsministeren, jeg omtalte før, var for resten Uffe
Ellemann-Jensen.
--
Hej fra Børge Højlund Jensen.
Min hjemmeside
http://oz5vib.webbyen.dk
ra Børge Højlund Jensen.
Min hjemmeside
http://oz5vib.webbyen.dk