Fra La Kimpolina's blog:
Utopisternes uforbederlighed
Lille opsamling på Torkil-Lauesen-sagen.
Der har været mange synspunkter fremme den sidste tid omkring røveridømte
Torkil Lauesens ansættelse i et kvarterløftsprojekt hos Københavns
Kommune.
Et af dem er, at vi lever i en retsstat, og at vi bør give alle
kriminelle, der har udstået deres straf, en ny chance i samfundet –
herunder at give dem jobs.
Men nu er der jo også noget, der hedder retsbevidsthed i befolkningen –
og Torkil Lauesen er heller ingen almindelig kriminel.
Blekingegade-banden bedrev kriminalitet i millionklassen for at støtte
udenlandske terrororganisationer med finanser og våben, ud fra en
venstreekstremistisk solidaritetsfølelse. Lauesen har ikke afregnet,
fordi han fortsat nægter at fortælle, hvem af de fire Blekingegade-
bandemedlemmer – inklusive ham selv – der skød en ung betjent i hovedet i
forbindelse med et af røverierne. Bandens terroraktiviteter blev heller
ikke takseret af retsvæsenet, hvilket ikke er Lauesens fejl.
En terrorist er dog stadig en terrorist.
Mig bekendt er det umådeligt svært for alle andre, mere almindelige
kriminelle at få et job efter endt afsoning. På adskillige arbejdspladser
i Danmark er det umuligt at få ansættelse overhovedet, hvis der er den
mindste plet på straffeattesten. Så jeg forstår egentlig ikke helt den
umådelige nådighed, der hersker i lige netop Torkil Lauesens tilfælde.
Skønt han var en politisk motiveret terrorist og mulig ustraffet morder,
ser Københavns kommune ikke noget problem i at ansætte ham. Det skyldes
måske lidt, at den medarbejder, der ansatte ham, deler hans politiske
synspunkter på den revolutionære venstrefløj. En ”politisk
vennetjeneste”, som han indrømmer. Kunne man forestille sig almen accept
af lignende tjenester på den anden politiske yderfløj?
Nu skal man jo heller ikke forlede nogen til at tro, at den tidligere
revolutionære venstrefløjsterrorist Torkil Lauesen siden sin dom har
ligget på den lade side hvad angår politisk aktivitet. Intet nyt under
solen der. Han har udgivet bøger, har holdt foredrag på universitetet for
studerende – og benyttede meget belejligt de 7 år, han afsonede af sin
straf, til at tage en uddannelse i Statskundskab. Dét kalder man nu, at
han har ”afregnet” sine forbrydelser.
Så sent som i maj måned i år var Torkil Lauesen - sammen med bl.a. nyligt
sigtede Patrick McManus fra Foreningen Oprør - medforfatter på en bog med
titlen ”Revolutionære visioner anno 2005”.
Et tilfældigt citat af Lauesen fra bogen: ”…noget er rykket nærmere siden
da. Den kristne fundamentalisme - En hellig treenighed af racisme,
antikommunisme og fascisme. I Den Ny Verdensordens Vaterland USA, fysisk
repræsenteret ved præsident Bush og hans sortskjortede slæng i Det Hvide
Hus, Pentagon, rustnings- og olieindustrien, og i strategisk alliance med
det zionistiske Israel, der længe har ført an i et fælles jødisk/kristent
fundamentalistisk korstog mod islam, der skal skaffe Lebensraum på det
palæstinensiske folks bekostning, gennem aggression, ulovlig besættelse,
fordrivelse og etnisk udrensning”.
Herefter strør Torkil Lauesen videre om sig med nazi-associationer som ”
Hitler” og ”Goebbels” i forbindelse med præsident Bush. En af de andre
medforfattere afslutter med konklusionen: ”Den revolutionære vision skal
ikke blot udtænkes. Den skal gennemføres. I dette århundrede”.
Torkil Lauesen er ligeledes medforfatter på det neutralt navngivne
internet-leksikon,
www.leksikon.org, som det tidligere parti VS står bag.
På Internettet og på CD-ROM kan man i ”Leksikon for det 21. århundrede”
læse om alt det, ”de etablerede leksika ikke nævner, eller hvor de
skriver noget sludder”, som det hedder i en introduktion til værket.
Det lyder da betryggende, at en idealist som Torkil Lauesen er med til at
forme og korrigere de unges virkelighed og historieopfattelse, så den
passer til hans egen revolutionære utopi. Den samme utopi, som gjorde ham
til røver, terrorsympatisør og medskyldig i politimord.
Enhedslistens Søren Søndergaard udtalte om den venstreekstremistiske
tidligere terrorists deltagelse i netleksikonet: ”…man kan sige, at de
har fået en kender til at skrive om de emner”.
Men Enhedslisten er jo også et parti, som støttes den dag i dag af gamle
VS’ere fra det parti, hvis pæne og uangribelige mand, Preben Wilhjelm,
engang på TV svarede ”ja” til, at han anså en væbnet, socialistisk
revolution i Danmark for ønskværdig.
For nylig udtrykte han sin sorg over, at ”højrefløjen” i dag har
overtaget debatforumet. Wilhjelm udtrykte samtidig sin tro på, at
fremtidens ungdom snart igen vil bringe socialismen til ære og værdighed,
så vi kan komme ”baggrunden for terror” til livs.
Dét siger en mand, der selv gav ideologisk næring til folk som Torkil
Lauesen og Blekingegade-banden, og således – i al sin akademiske
ophøjethed – netop selv kunne betragtes som en del af baggrunden for
datidens venstreekstremistiske terror.
Det er mig en gåde, hvorfor en mand som Preben Wilhjelm den dag i dag
betragtes som et politisk geni og et stort plus for dansk politik gennem
årtier. Han har intet lært af historien.
Men hvad skal man også med virkeligheden, når man har sine utopier og
ideologier i behold?
Så sent som ultimo 2001 fastslog VS sin fortsatte støtte til
terrororganisationen PFLP. Wilhjelm selv skrev en lang støtteartikel på
Foreningen Oprørs kontroversielle hjemmeside ultimo 2004, lige efter, at
hans elskede PFLP udførte et selvmordsangreb i Tel Aviv ved misbrug af en
kun 16-årig palæstinenser.
Lad os vende tilbage til ansættelsesdiskussionen og tænke tanken helt ud.
Ville det være naturligt at ansætte et medlem af Dansk Hizb-ut Tahrir som
eksempelvis integrationsmedarbejder hos Københavns kommune? Nåh nej, dét
var et dårligt eksempel, for dét har man jo allerede gjort!
Hvad så, hvis man forestiller sig følgende personers karrieremuligheder i
et samfund efter endt afsoning og afregning? Se det for jer: En kikset,
islamisk selvmordsbomber som skolebuschauffør i Tel Aviv? Saddam Hussein
som efterretningschef i PET? Peter Lundin som medarbejder på et
krisecenter for voldsramte kvinder og deres børn? Man må jo da i hvert
fald have lov at sige, at disse personer er ”store kendere” på de
pågældende områder.
Og forestil jer så til sidst, for fuldkommenhedens skyld, følgende meget
hypotetiske forbrydelse: Jeg beslutter at myrde en person, hvis politiske
standpunkt jeg ikke bryder mig om - men jeg gider ikke i fængsel for det.
Derfor overtaler jeg en ven, lad os kalde ham Kurt, til at lukke sig inde
i en kasse foran Københavns kommune sammen med mig og en ladt pistol. En
af os skyder personen, når han går forbi, men vi aftaler på forhånd, at
vi ikke vil afsløre, hvem af os der trykkede på aftrækkeren. Vi kan –
jævnfør Blekingegade-sagen – ikke dømmes kollektivt, så min straffeattest
forbliver pletfri.
Ville jeg herefter uden problemer kunne få ansættelse hos Københavns
Kommune?
Som rosinen i pølseenden kan det måske interessere nogen, at medlemmerne
af Blekingegadebanden fik sig en højprofileret advokat, som senere blev
højesteretsdommer. Denne advokat rådede øjensynligt forbryderne til at
undlade samarbejde med politiet - samme taktik, som samme advokat
anvendte i en anden sag nogle år senere: Plejehjemsassistenten med den
røde hættevindjakke. Hun blev frikendt for 22 angivelige mord på et
plejehjem. Da den sigtede blev frikendt, må man formode, at de 22
alligevel ikke blev myrdet. En bemærkelsesværdig udvikling i en sag, hvor
22 mennesker altså til at starte med blev antaget at have været ofre for
en forbrydelse.
--
Liberal, kongetro, EU-modstander og atomkraftmodstander.
Frihed under ansvar er den eneste troværdige vej frem.
Støt Israel - køb Israelske varer!
GB