I dagens Kristeligt Dagblad kan man på:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/artikel:aid=262207
bl.a. læse følgende:
==
Af Patrick Sookhdeo
Begravelsen af den britiske selvmordsbomber Shehzad Tanweer blev holdt
in absentia nær Lahore i Pakistan, hans families fødeby. Der var
tusindvis af mennesker til stede, som der også var den følgende dag, da
der blev holdt en qul-ceremoni for Tanweer.
Under qul bliver der læst op af Koranen for at fremskynde den afdødes
overgang til paradis, selvom det i Tanweers tilfælde næppe var
nødvendigt. Med hans status som shahid (martyr) må han skønnes at være
trådt direkte derind. Den 22-årige mand fra Leeds, hvis bombe på Aldgate
station dræbte syv mennesker, blev hyldet som en martyr af folkemængden.
En række mennesker i Storbritannien kan ikke forestille sig, at en
selvmordsbomber kan være en helt i islam. Siden den 7. juli har mange
lavet analyser, der forsøger at forklare, hvad de opfatter som en
selvmodsigelse. Siden volden ikke lader sig afvise, er deres eneste
mulighed at argumentere for, at forbindelsen til islam er falsk.
Vicepolitikommissær i Londons politi Brian Paddick sagde, at "islam og
terrorisme er to ord, der ikke kan forbindes. Hans chef, politikommissær
sir Ian Blair, postulerede, at der ikke var noget galt med at være
fundamentalistisk muslim.
Men burde vi ikke have så meget respekt for de, som frivilligt går i
døden, til også at acceptere, hvad de selv har at sige om deres motiver.
Hvis de siger, de handler i islams navn, må vi også tro på dem. Er det
ikke toppunktet af arrogance og respektløshed at nægte dem retten til at
definere sig selv?
Den 8. juli trykte den London-baserede avis Muslim Weekly uden blusel en
lang leder af Abid Ullah Jan med titlen "Islam, tro og magt". Kernen i
artiklen er, at muslimer bør stræbe efter at opnå politisk og militær
kontrol over ikke-muslimer; at krigsførelse er obligatorisk for alle
muslimer, og at den islamiske stat, islam og sharia (islamisk lov) bør
indføres overalt i verden. Alt dette blev understøttet med vers fra
Koranen. Lederen slutter med en indirekte trussel mod Storbritannien.
Bombningerne dagen før var en perfekt illustration af det, Jan
argumenterede for, og redaktøren følte tydeligvis ikke nogen grund til
at trække artiklen tilbage eller undskylde for den. Hans avis bliver
læst vidt omkring og udkommer i hele Storbritannien.
Langt den største del af nutidens muslimer lever deres liv uden at gribe
til vold, for Koranen er som et tag-selv-bord. Hvis man vil have fred,
kan man finde fredsommelige vers. Hvis man vil have krig, kan man finde
krigeriske vers. Man kan finde vers, der udelukkende tillader jihad
(hellig krig) i forbindelse med forsvar, eller man kan finde vers, der
retfærdiggør offensiv jihad.
Man kan endda finde tekststykker, der specifikt beordrer til terrorisme;
det klassiske er Koranen, vers 8:59-60, der opfordrer alle muslimer til
at forberede sig selv på at kæmpe mod ikke-muslimer.
Den pakistanske brigade-general S.K. Maliks bog om Koranens syn på krig
bliver brugt vidt omkring i militære sammenhænge i forskellige muslimske
lande. Malik forklarer Koranens lære om strategi således: "I krig er
vores hovedmål modstanderens hjerte eller sjæl, og vores vigtigste
angrebsvåben for at opnå det mål er vores egen sjæls styrke, og for at
kunne igangsætte sådan et angreb, er vi nødt til at udelukke frygt fra
vore egne hjerter ... Terror spredt blandt fjendernes hjerter er ikke
kun et middel, det er et mål i sig selv. Når først terroren er blevet
til en tilstand hos modstanderen, skal der næsten ikke gøres meget mere.
Det er tidspunktet, hvor midler og mål mødes og forenes. Terror er ikke
et middel til at påtvinge fjenden en beslutning - det er selve
beslutningen, vi ønsker at påtvinge ham."
Hvis man tillader sig at plukke lidt velovervejet i teksten, bliver
spændvidden af Koranens lære endnu yderligere. Linjerne i et vers, man
ofte hører citeret som belæg for, at "islam er fred", lyder angiveligt
sådan: "Den, der dræber et menneske, har dræbt hele menneskeheden". Men
den fulde og uredigerede version af Koranen 5:32 slår fast, at "Den, der
dræber et menneske - med mindre vedkommende er dømt for mord eller for
at sprede oprør i landet - vil have handlet, som om han har dræbt hele
menneskeheden."
Det næste vers opremser et udvalg af barbariske straffe til dem, der
bekæmper muslimer og spreder "oprør" i landet (i nogle oversættelser
"fordærv", red.). Straffe, der inkluderer dødsstraf, korsfæstelse og
afhugning af lemmer.
Men hvilken form for "oprør i landet" kan gøre nogen fortjent til en
sådan straf? Kan "oprøret" fortolkes som sekularisme, demokrati og andre
ikke-islamiske værdier i landet? Kan "mord" være drabet på en muslim i
Irak? Og mindst lige så vigtigt: er de muslimer, der bliver ved med at
citere dette vers, klar over, hvordan de vildleder deres lyttere?
Det er sikkert rigtigt, at almindelige mennesker inden for enhver
trosretning selv udvælger de uddrag, de selv bedst kan lide og lever
efter dem, mens de lærde står for den officielle udgave. Særligt inden
for islam har de lærde haft en udfordrende opgave på grund af Koranens
mange modstridende tekster.
For at imødekomme denne udfordring har de udviklet reglen om ophævelse,
der slår fast, at når som helst, der er en modsigelse, ophæver den
senest daterede tekst den tidligere. For at kaste mere lys over
Muhammeds oprindelige intention refererer de også til traditioner
(hadith), der handler om, hvad han selv sagde og gjorde.
Trist nok for resten af verden drejer begge disse metoder islam væk fra
det fredsommelige og i retning af krig. For de fredsfremmende vers i
Koranen er næsten alle dateret tidligt fra Muhammeds tid i Mekka, mens
de, der argumenterer for krig og vold, næsten alle er dateret senere
efter hans flugt til Medina.
Selvom jihad har en række forskellige betydninger, inklusiv en åndelig
kamp mod synd, viser Muhammeds eget eksempel klart, at han ofte
fortolkede jihad bogstaveligt som krigsførelse, og han beordrede sågar
også selv massakre, snigmord og tortur. Ud fra denne fortolkningsmåde
har islamiske gejstlige udviklet en detaljeret teologi, der adskiller
verden i to dele, dar al-harb og dar al-islam, hvor det er påkrævet
muslimer enten via krig eller mission at ændre dar al-harb til dar
al-islam.
Så mantraet om, at "islam er fred" udløb for næsten 1400 år siden. Det
var kun i omkring 13 år, at islam var fred og intet andet end fred. Fra
år 622 blev den stadigt mere aggressiv, omend med perioder i fredelig
sameksistens specielt i kolonitiden, da teologien om krig ikke
dominerede.
For nutidens ekstreme muslimer som for middelalderens retslærde, der
udviklede den klassiske islam - ville det være mere sandt at sige, at
"islam er krig".
En af de mest ekstreme islamiske grupper i Storbritannien, al-Ghurabaa,
slog i tiden umiddelbart efter de to bombninger af London fast, at:
"Enhver muslim der benægter, at terror er en del af islam, er kafir." En
kafir er en vantro (dvs. ikke-muslim) og er et groft fornærmende ord.
Som det er formuleret af Mundir Badr Haloum, en liberal muslim, der
underviser ved et syrisk universitet: "Vanærende terrorisme findes, og
man kan ikke gøre andet end at anerkende det som en del af islam." Mens
mange muslimer som enkeltpersoner vælger at leve deres liv udelukkende
efter de (nu ophævede) fredsommelige koranvers, er det nyttesløst at
bestride de doktriner i deres religion, der taler for krig og
terrorisme.
Er det muligt, at de unge mænd, der begik selvmord, hverken var i
udkanten af Storbritanniens muslimske samfund eller fulgte en excentrisk
eller ekstrem fortolkning af deres tro, men snarere kom fra det
muslimske samfunds midte og var motiveret af en almindelig fortolkning
af islam?
De muslimer, der indvandrede til Storbritannien, kom til at begynde med
for at finde arbejde. Men over de seneste 50 år har deres samfund
udviklet sig væk fra en assimilation med den britiske majoritet og mod
oprettelsen af et adskilt og særegent fællesskab, der næsten ligner
kolonitidens indelukkede britiske Raj-styre.
Som en af mine pakistanske venner, der bor i London, for nylig sagde til
mig: "Briterne gav os alt det, vi ønskede, hvorfor skulle vi klage?"
Britiske muslimer har nu sharia inden for finansiering og boliglån,
halal-kød i skoler, hospitaler og fængsler, statsfinansierede religiøse
skoler, bederum i enhver politistation i London og meget mere. Denne
udvikling er blevet hjulpet på vej af den britiske regerings tankegang
om multikulturalisme, der har gjort det muligt for nogle muslimer at
konsolidere sig og skabe et parallelsamfund i Storbritannien.
De muslimske samfund er nu i alle byer, der udgør knudepunkter i England
såvel som i dele af Skotland og Wales. De former en akse, der løber ned
gennem England fra Bradford til London med afstikkere til både øst og
vest. Nogle vurderer, at inden 10 til 15 år vil de fleste britiske byer
i disse områder have et flertal af muslimer og vil lokalt være under
islamisk politisk kontrol, hvor de muslimske samfund lever efter sharia.
Hvad der vil ske derefter, afhænger af hvilken af de to udbredte
religiøse retninger blandt de britiske muslimer med pakistansk baggrund,
der står stærkest. Barelwi-majoriteten tror på en langsom udvikling,
hvor de muslimske samfund langsomt rodfæster sig for til sidst at opnå
en islamisk stat. Deobandi-minoriteten argumenterer for en hurtigere
proces med både brug af politik og vold for at nå det samme mål.
I sidste instans bekender begge sig til målet om en islamisk stat i
Storbritannien, hvor muslimer vil regulere deres egne forhold, og som
prikken over i'et også alle andres.
Den vold, der næsten sygeligt er forbundet med de muslimske samfund i
steder som Pakistan, er i stadig højere grad også til stede blandt de
britiske muslimer. Vi har allerede pakistanske muslimers vold mod
kurdiske muslimer; muslimers vold mod ikke-muslimer; en voldsom vækst i
æresdrab og nu selvmordsbomber. Det er værd at bemærke, at mange
konflikter rundt om i verden ikke er interne i de muslimske områder, men
eksterne i forbindelse med, at muslimer forsøger at opnå regional
kontrol, som for eksempel i det sydlige Thailand, det sydlige af
Filippinerne, Kashmir, Tjetjenien og Palæstina. Er det muligt, at en
konflikt af denne art også kunne opstå i Storbritannien?
Muslimer må stoppe deres selvbedrag. De må ærligt erkende den vold, der
har eksisteret i deres historie på samme måde, som kristne var nødt til
at gøre det, for kristendommen har en meget mørk fortid. Nogle muslimer
er med stort mod allerede begyndt.
Det næste skridt må være en genfortolkning af deres tekster, Koranen,
hadith og sharia samt en reformation af deres tro. Mundir Badr Haloum
har beskrevet dette som en "uddrivelse" af terrorismen fra islam.
Den amerikansk baserede organisation Free Muslims Coalition, der blev
dannet efter den 11. september for at fremme en moderne og sekulær
version af islam, har foreslået følgende punkter:
1. En genfortolkning af islam til det 21. århundrede, hvor terrorisme
ikke kan retfærdiggøres under nogen omstændigheder.
2. Adskillelsen af religion og stat.
3. Demokrati som den bedste styreform.
4. Sekularisme i alle former for politiske aktiviteter.
5. Ligestilling for kvinder.
6. Tro er et personligt forhold mellem et individ og hans eller hendes
gud og må ikke tvinges af nogen.
Denne fristende version af islam er usandsynlig at opnå uden en lang og
smertefuld proces bestående af små skridt fremad. Men hvad kan de være,
og hvordan kan vi få begyndt? Et skridt kunne være, som foreslået af
prinsen af Wales, at enhver muslim bør "fordømme disse ugerninger
(bombningerne i London) og blandt sig selv luge dem ud, der prædiker og
praktiserer sådant had og bitterhed." En enig fordømmelse af
selvmordsbombere frem for at hylde dem som helte ville i sandhed være en
glimrende start.
Mansoor Ijaz har foreslået en praktisk trepunktsplan:
1. Forbyd racistisk, hadsk prædiken i britiske moskeer. Udvis imamer,
der overtræder reglerne.
2. Gransk britisk islamisk velgørenhedsarbejde for at finde dem, der
finansierer terrorisme. Gør det umuligt for dem at modtage mere end 10
procent af deres indtægter fra udlandet.
3. Opret lokale overvågningsgrupper af muslimske borgere, der vil
bidrage med nyttig information om fanatiske muslimer til myndighederne.
For regeringen er tiden kommet til at acceptere Trevor Phillips
udtalelse om, at multikulturalismen er død. Vi har brug for at genopdage
og stadfæste britisk identitet. Det vil blive en lang, hård tur for
islam at få orden i eget hus, så den kan eksisterede fredeligt side om
side med resten af samfundet i det 21. århundrede.
© The Spectator
Oversat af
Thomas Skovgaard Pedersen
udland@kristeligt-dagblad.dk
Dr. Patrick Sookhdeo
Leder af instituttet for studier af islam og kristendom i London samt
international direktør for Barnabas Fund, der støtter forfulgte kristne
mindretal. Han er af pakistansk oprindelse og anglikansk præst. Sookhdeo
har en ph.d. i orientalske og afrikanske studier fra London Universitet.
Han er newzealandsk statsborger.
Lagt på nettet den 22. august 2005 kl. 00:01
==
Hvem i det hele taget havde forestillet sig at en af selvmordsbomberne
fra London ville få en HELTEbegravelse i sit oprindelige hjemland,
Palistan? Fatter multikulturalisterne overhovedet, hvad de har gjort?
--
Per Erik Rønne