Fra mrandersson:
I de sidste par dage har vi så set evakueringen af Gaza.
Her i vesten har refrainet som sædvanlig kørt på, at det da var dejligt,
og at nu skal Vestbredden bare rømmes asap, og så finder Hamas & co. nok
ud af, at de slet ikke mener det med at udslette Israel så slemt. Selv
har jeg et voldsomt ambivalent forhold til det. Tag nu f.eks. Gush
Katif. Et blomstrende samfund, i hvad der før det var ubeboet ørken (no
shit - det var faktisk en ubeboet ørken). Omkring 15,000 palæstinensere
tjente tidligere deres levebrød i vækshusene her. På overfladen kunne
man jo så spørge, om det ikke var rimeligt nok at et par tutisinde
jøder, opholder sig palæstinensiske områder, når nu 1/6 af af israels
befolkning faktisk er etniske palæstinensere. Men det ville ikke være
fair. Gaza er et af verdens tættest befolkede områder, og den byrde som
Israelsk militær tilstedeværelse påfører den almindelige palæstinensiske
befolkning er stor. Og hvad skulle perspektivet i en fortsat
tilstedeværelse være? Udvidelse af Israels grænser? Not bloody likely,
selv for den mest forbenede zionist at forestille sig i det nuværende
politiske klima, og hvad skulle man så egentlig gøre med de 3 mio.
palæstinensere, der bor her? Give dem israelsk statsborgerskab, er om
noget, den eneste løsning, der ville være lige så uacceptabel for
israelerne, som for Hamas og det flertal ad befolkningen i Gaza, der
massivt støtter op herom. Sikkerhedsspørgsmålet er selvfølgelig et andet
aspekt. Muren omkring Gaza er et effektivt værn (indtil Hamas & co. får
bygget sig lidt længere-rækkende Qassam-raketter, men den tid, den sorg
- men trust me, til den bliver det ikke særlig sjovt at bo i Sderot
eller Ashkelon...), og set fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv, er det
uendeligt nemmere at rykker de-facto-grænsen for militær tilstedeværelse
hertil.
Der er altså gode grunde til at Israel trækker sig ud af Gaza. Men ikke
desto mindre, bør man være opmærksom på, at dette sender eet entydigt
signal til de organisation, som tager æren for dette og om føje dage vil
vise V-tegn og Hamas flyvende bannere over bosættelserne. De vil opfatte
det som deres sejr, og hvem kan egentlig bebrejde dem det? Israels
tilbagetrækning er ensidig, ingen kan bestride at araberne vinder
territorium og israelerne giver afkald på sådant, og disse
organisationer, har gjort hvad de kunne for at smide bosætterne ud (lidt
over 5000 bombe og raketangreb de sidste par år), vil naturligvis
hurgitgt komme til den konklusion, at dette er frugten af 4 års
intifada. Hamas & co. nye slogan, som altså om kort til vil veje på
deres islamiske grønne flag over bosættelserne, er "I dag Gaza, I morgen
Vestbredden og Jerusalem". Kort sagt, Israels udslettelse er et
spørgsmål om antallet af uskyldige civile - for når alt kommer til alt,
er det jo de mål som Hamas & co. har valgt at føre deres "kamp" mod.
Hvor mange mon de anslår det vil kræve, og tvivler nogen ved deres fulde
fem på, at de vil gøre deres yderste for at massakrere sig hertil?
Men vel. Tingene er gået som de er gået, og i sidste ende har Ariel
Sharon taget en modig og, for enhver israelsk statsleder, ekstremt svær
beslutning, som skal ses i et længere perspektiv. Rømningen af Gaza vil
give Hamas et boost, der meget vel kunne give dem forhåbninger om at
kunne sætte sig i en udslagsgivende position, efter valget i januar, men
så længe det palæstinensiske samfund ikke kan og vil gøre op med den
dødsdyrkelse og islamofascisme, der hærger så uhæmmet her, er Israels
bedste bud, at sikre sine grænser og evner til effektivt at forsvare
sig, mens palæstinenserne desværre må klare sig selv mod de
massemyrdende fascistiske teokrater, som de desværre selv i nogen
udstrækning, selv vælger at lade sig mishandle af. Indtil dette ændrer
sig, er ingen realistisk fred i sigte, og de, der tror Gaza var
begyndelsen på en sådan, lever i en drømmeverden.
--
Liberal, kongetro, EU-modstander og atomkraftmodstander.
Frihed under ansvar er den eneste troværdige vej frem.
Støt Israel - køb Israelske varer!
GB
|