Smålig taknemlighedsgæld og rethaveriskhed ctr sund spontan moral, der
kommer indefra og lærer af egne fejl
Medfølelse(empati) styrker gruppen i dyreverdenen
Hos mennesker er medlidenhed ofte om at eje, den der hjælpes, men i
dyreverdenen kan en han tage sig af en moderløs unge, når den har overskud
til det, og kan være så yngelplejeduelig som en hun, når ikke amning
behøves.Men får en chimpanse polio er den uden gavn for flokken og arten, og
den ignoreres.(Unger derimod er potentielle gavnlige dele af flokken, og
værnes om , for at gruppen kan blive stærk, til alles og til fremtidens
gavn.)
Forskerne taler om stime- og sværm intelligens vedr fisk og svirrefluer mm,
men ved ikke hvordan korpsånd koordinerer flokkens bevægelser (at sætte
fine ord på, er universitets-geschæft.).
Når ulve jager i flok. Menes massesuggestion af bruge hyponsens virkemidler.
Den lange barndom hos aber og især menneskeaber og isærdeleshed mennesker
har sat helt ny boller på suppen mht effektivt samarbejde, for moderens
medlidenhed med sit afkom er sat i system over lang tid, så ungerne præges
stærkt og varigt på moderen og opbygger en loyalitet, der kan overføres på
flokkens lederskab - og fx på officerer og chefer i de komplicerede,
specialiserede menneskesamfund.
At sætte svage i taknemlighedsgæld, som moderen gør sindrigt og effektivt
hos menneske(abe)r er en uroligt vigtig del af civilisation og kultur, og
tricket bruges overalt og går let over gevind, så den svage holdes nede i
vedvarende hjælpeløshed, hvorved den godgørende opnår extrem og varig
magt(men fællesskabet styrkes ikke optimalt).
Den, der hjælpes, har jo erklæret sig svag dvs. ufarlig, og det frister
magtmennesker til at undertrykke og påstå - ofte grusomt - at det er til den
svages eget bedste ikke at udsættes for svære udfordringer.
"Farisæisme er" når den, der har udført en positiv ting for fællesskabet,
søger det belønnet ved at få høj status overfor kollegaer eller overfor
Gud/sindets indre domstol.
Der skabes let konflikter, når smålig brysten sig af gode gerninger (eller
af tilgivelse til forbrydere), irriterer andre, For den ideelle godhed er
den, der udspringer af spontan lyst til at styrke fællesskabet, og ikke få
sig det betalt udfra nøjeregnende noget-for noget smålighed.
Øje for øje retsfølelsen var nok et fremskridt på Moses og Hammurabis tid,
ved at lægge loft over hævnens størrelse,
Overdreven gengæld kan forklares udfra overspringsbevægelse dvs afledt
aggression:
1.. dyr, der er nået over legealderen og skal kæmpe om territorie og
partner imod rivaler, vil til brug under slagsmålet mobilisere adrenalin,
cortisol og blod til hjerne og muskler. Stresshormonerne gearer til rastløs
aktivitet, men netop som kampen skal til at blive blodig, og indledende
bluff er overstået, vil dyret/mennesket ofte bakke ud.
2.. Imidlertid ruller hormonerne længe gennem kroppen , så det er
nødvendigt at bruge energien til noget andet end kamp, og så udføres
lavtprioriterede rensningsaktiviteter: fjerpudsning, pelsslikning, kløen sig
i nakken, hakken i en græstørv, stangen mod en træstub, tænding af en
cigaret... eller påbegyndelse af en uddannelse....
3.. Disse overspringsbevægelser er med tiden udviklet til meningsfuld
kommunikation, hvoraf duelighed som forsvarer/skafferdyr eller som
sæddonor kan aflæses, og fugles parringsdanse og menneskers rituelle krig er
eksempler - incl sport og ridderturneringer.
4.. Rastløsheden er i blodet og bidrager til opbygning af moral-regler,
der skal hæve dig selv og trykke afvigerne ned, så det meste af gruppen
oplever retfærdighed i straf pr bøde, frihedsberøvelse, vold eller anden
mobning - sådan opstår hævn,
og beslægtet er anden afledt aggression fx misundelse, jalousi,
hævngerrighed, _rethaveriskhed_, _forurettethed_, klynk, nid nag, kiv,
kævl - som ofte sammenfattes under begrebet "resentiment"(igen-følelse)
eller "fortrængte følelser, der sublimeres og projiceres" dvs aggressionen
som vi lukker øjnene for, lever sit eget liv i underbevidstheden og påvirker
vor hukommelse og dømmekraft, så uforudsigelige og uhensigtesmæssige
vulkanopbrud rettes mod bekvemme og ofte uskyldige syndebukke med lav rang..
Dvs. man "(hen)retter bager for smed", og straffer
forebyggende/upræcist/iretfærdigt.
Fjendebilleder bliver let helt forkerte afvigende personer og grupper, fx
pædofile og økonomiske tabere og eksperimenterende ukonforme. Fordi vi
mangler udfordringer og derfor nyder at have en fjende for fjendskabets
skyld.
Had er den aktive modvilje mod en modpart - og ligesom krig har skabt
civilisation, har had skabt stjernestunder og opfindsomhed - i mangel af
bedre udfordringer.
Vrede er en art sindsyge, hvor skjult aggression, der har levet sig eget liv
i underbevidstheden, skaber vild og blind aggression, der evt skaber
skadelig vold.
At vrage og nedprioritere er den modne mands kunst - at _gå forbi_, hvor der
ikke kan skabes positivt samarbejde.
Den modne person behøver hverken afsky, had eller foragt, men elsker alle
medmennesker, uden dog derfor at gøre noget for andre end de nære, som der
er giv-og-tag forhold til
Kærlighed er den romantiske gejlen venskab op til noget stort og spirituelt,
hvor man giver blindt og forelskelsens ekstase håbes på og drømmes om, som
noget evigt ekspanderende. Det betyder ofte skuffelse, og realisme er
klogere
Kynisme betyder at se på medmenneskers omgang med hinanden som analog med
hundes omgang med hinanden, som jo er instinktstyret så gruppen gavnes, og
der ikke sker opofrelse for svage eller eller for partnere, hvor det ikke
svarer sig - betaler sig - på sigt.
Modpolen til kynisme er ikke kun kærlighed, men også *god-ond forenkling*.
Det udbredte god-ond fantasteri er skabt for at styre masserne til had mod
fjendebilleder, og det kunne være praktisk , ja nødvendigt, ved fortidens
krige. I dagligdagen er det sundt at indse, at der er godt og ondt i alle,
og enhver handling har fordele og ulemper. Fornuft og intuition, der er godt
i spand, hjælper til at indse disse vigtige nuancer, og holde individet væk
fra virkelighedsflugt, der forårsager fejltagelser.
KÆRLIGHEDSLØGN: Kynisme kan forenkle overdrevet og være rigelig kortsigtet.
Kærlighedsromantik kan være en vildtvoksende sprudlende overbygning af løgn
på løgn. Især når dagdrømmeriet låser sig fast i skingre god-ond
forenklinger, opstår megen skadelig misinformation som har rod i godheds- og
kærligheds-ideologierne, både de politiske og de literære
SAMVITTIGHED = SELVHAD + SELVBEDRAG
Resultatglæde, når ting lykkes, er en positiv form for "god samvittighed"
Det komplicerede moderne menneskes samvitighed er deudover også skabt af
moderens og det tidlige opvækstmiljøs udspekulerede programmering
Moralister kan skabe "dårlig samvittighed" ved at man er sig selv, selvom
man ikke skader andre fysisk ved sin selvudfoldelse , fx ved nøgenhed
Moralister kan skabe "god samvittighed" ved at man mobber afvigere, når der
er consensus i samfundet om, at de er strafværdige undermennesker.
Barnet kan sjældent gennemskue de forskellige selvmodsigende adfærdsregler,
som det programmeres med, og når reglerne krydses, kan opstå selvhad, der
hindrer personen i at trives.
Især tabere med negativ social arv, udsættes for fremmedgørende
selvmodsigelser i moral-programmeringen. Vindere evner at få harmoni i
tingene.
Regler, der er i intern konflikt er fremmedgørende, og for at få
(kortsigtet) ro i sindet, opfindes selvbedrag
Overalt, hvor der kommunikeres i menneskesamfund (og meget ofte også i
dyresamfund) sker det bevidst eller ubevidst misinformation, altså løgn
eller usandhed, som er fremmet af selvbedrag.
|