"Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i en meddelelse
news:Z%5Me.86501$lG1.77393@fe70.usenetserver.com...
> Alles sind er lidt eller meget forkrøblet("sindsygt") - og derfor er det
> ikke sikkert at arbejde til alle kunne fjerne al skadefryd og ondskab, der
> mindsker vor trivsel.
> Stort set kan udfoldelsesmuligheder betyde, at vi arbejder på at øge
> lykkekagen for vor gruppe, og ikke på at snuppe en bid fra naboen
> Nietzsches overmenneske er ret uhæmmet, og det er måske vejen til at få
> udlevet og afreageret indre impulser, og derved bryde de onde cirkler, og
> en vis sådan frihed kan være bedre end detaljerede moralregler og
> slavebinding under lovjungle og anden skrivebordsteori
Dansk mentalitet ligger langt væk fra overmenneskeidealet, og det går fint
med trivslen blandt danskerne uden at udleve storhedsdrømme.
Nietzsche citeres med god grund på muhamedanske hjemmesider, og hans
filosofi synes jeg også er mere muhamedansk end dansk.
Prøv med baggrund i Nietzsche at læse følgende sammenligning fra Glistrups
1994-bog (hvad er der sket med
www.glistrup.com ,hvor bogen skulle ligge?)
mellem danskere og muhamedanere og vurder hvilken af de to folkegrupper som
dyrker ideen om overmennesket:
citat start
En hovedforskel mellem de to kulturer er, at det videnskabsfunderede
Vesteuropa baseres på Tvivlens Nådegave, mens Koranfolkene ikke må vakle en
babytøddel i sikkerheden på, at deres egen sag har 100%'s universel
gyldighed.
Det er ikke nudanskerens stil at førsteprioritere en verdensanskuelse og
derefter bruge sit liv i denne eneste ene storsags tjeneste ved med
flammende øjne at
fastklamre sig ubrydeligt og selvfornægtende til den. I Muhamedanismens
tjeneste er de Allah-troende derimod blodtørstigt rede til at slå os vantro
ihjel og selv ofre
deres jordiske liv.
Otto Leisners uhøjtidelige fædreland tilhører de Osvald Helmuth-ætlinge, som
kom ind fra Korsbæk med Halfdan Rasmussens Fire-tog. Vore
tilværelsers livskvalitet bygger på fællestraditionerne herfra. De udløser
ro, tryghed og velvære i vort lille danske smørhul. Festligt, folkeligt og
fornøjeligt vil vi have
det. At kede sig er noget af det værste.
Udslettelse af egen identitet og af egen livslykke er derimod en selvfølge
for muhamedaneren. I dyb skæbnetro affinder han sig med, at hvad der end
sker, er det
Allahs Vilje. Som led i Islamfællesskabet skal han blot være en af de mange
arbejdsmyrer, der sikrer Islams værdighed og magt.
De fleste danskere er indstillede på at udvise personligt initiativ.
Markedsøkonomisk udnytte de chancer, som løbende viser sig.
Stik modsat hviler Muhamedanerens fremtidssyn på, at Allah behersker alle
livets sider - såvel i forhold til samfundet som i den personlige
tilværelse.
Vi finder det mest trivselsfremmende, at det enkelte individ selv frit
afgør, hvorvidt hun eller han vil leve i husstand med andre.
Muhamedanismens klippegrund er slægtsbevidsthed: Enhvers hellige pligt er at
forsvare enhver krænkelse af enhver slægtnings ære. Familier og storklaner
har
vægten, mens det enkelte individ i folkemasserne ikke i sig selv er af
betydning eller fortjener samfundets respekt. Dydigt skal hun/han underkaste
sig samhørighed
med familie, slægt og trosfæller. På dem må man ikke kaste skam gennem sin
adfærd. Muhamedanerstorfamilien levner altså ringe plads til
individualistiske behov
og lyster. Hver enkelt er lænket ind i en stiv hakkeorden.
Ældstegenerationen har størst bestemmelsesret. Udenforstående må ikke blande
sig i Husfaderens
bestemmelser. De unge skal blot lystre artigt. Forældrene anser ligefrem
deres liv som forspildt, hvis de ikke kan kontrollere og styre deres børn,
så de varigt
indpodes de ufravigelige muslimske absolutkrav. Rettigheder tilkommer ikke
det enkelte menneske, men alene gruppen, repræsenteret ved dens overhovede
(ældste mandlige medlem). Den voksne mand må ikke beskæftige sig med
husholdningsmæssige gøremål - det vil være en fornedrelse for hele
storfamilien i forhold
til naboer og omverdenen i øvrigt. Konetilværelsen er
underdanighedsopvartning af manden (Pashaen). Regler og forbud er
tiltrækkende. Det giver nemlig harmoni,
i detaljer at vide, hvordan man selv og andre opfører sig. Frihed gør
tilværelsen unødigt besværlig, utryg og flimrende. Og er i virkeligheden
blot tomt flitterstads.
Denne de forkuedes individualitetsfornægtelse ligger fjernt fra 1990'er
danskernes friske, frimodige, omgangsformer, som fra piedestalen nedpiller
den, der fører sig
frem som stærk mand og vil dominere og lede omgivelserne. Som individuelle
skabninger vil adskillige danskere åbent tage distance til andre af vore
landsmænd.
Dansk sympati ligger hos de svage.
Muhamedanernes strenghed, stolthed og styrkeglæde forekommer os at være
væmmelig foragt for det jævne almindelige menneske.
Vi hæger ikke om vor elite af usædvanligheder. Og da slet ikke, hvis de er
selvglade, oppustede alvorlighedsfolk. Skepsis over for autoriteter har vi
ikke blot lært af
Poul Henningsen (1894-1967), men allerede af hans 400 år ældre næsten
navnebroder (Poul Helgesen).
I stedet for grønne misundelses-underkendelser af enhver, der er mere end de
fleste, bader muslimerne sig underdanigt i deres herskeres herlighed,
stolthed, magt,
grusomhed og vilkårlighed. Hos dem ville det aldrig kunne forekomme, at hele
folket fra hytte til slot samledes snesevis af lørdag aftener i begejstring
omkring
monologer med »Lorteland« som det faste tema i analyse af eget samfund.
Vor blufærdighed (patosangst) går på at undvige - ofte med en hurtig, munter
parade - at der bliver ført tung, seriøs tale om mere dybtgående
alvorsproblemer.
Det virker opskruet, anmassende, teatralsk og uægte på os, når Muhamedaneren
i sorgens stunder græder og hyler offentligt i stedet for at trække sig
tilbage til sit
lønkammer.
Vi har livshøjdepunkter, når vi uforpligtede griner og fjoller (dog
naturligvis med måde).
Det fattes overhovedet ikke af de muhamedanske strenge Alvorsmennesker. De
er trygge ved ensartethed siden det syvende århundrede. Deres
livstilrettelæggelse
har holdt sig uhyggeligt konstant. 150 år før Regnar Lodbrog havde de ud i
al evighed én gang for alle fastlagt alt. Tungt og restriktionsspækket har
de fundet den
evige Sandhed.
Hos os jages hektisk mangfoldighed og afveksling. Fordums klasseskel er
borte. I påklædning, tiltaleform og på mange andre punkter. Undseelighed ved
at være
for kategoriske, slaphed og klap-nu-i er dansk dagligdagsmønster.
Højtravende lidenskabsskaberi-følelsesudbrud, store tragedienneord og
stablen sig op i positur
er for os billigt, hyklerisk, panegyrisk, hult blær.
Saddam Husseins måde at folketale bombastisk på i længde, svulstig
ordskvaldren, drabelig urealisme og selvhøjtidelig pompøs-fanatisme bringer
os helt i vildrede
med, hvordan og hvor stærkt brovtende, aggressiv stemmeføring giver pote til
at ophidse Islams brede masser.
»Hovmod står for fald« er vor uforstående kommentar som tilslører at den
slags føles utroværdigt og giver kvalme, berøringsangst og gåsehud hos Bo
Bojesen-folkets jordbundne selvironikere. Vi blev vaccineret af
besættelsesårenes frasetyngede, nationale manifestationer. Opstyltede
storskryderpralhalse vinder
derfor ikke megen respekt, når danske mødes. Vor mentalitet er ukrigerisk.
Veg og vattet Hamletusikkerhed med trang til at være fleksible og konkrete.
Det er vor
stil.
Lige stik modsat er Allahs Børn uflytteligt dogmebaserede, enøjede fantaster
under Korantraditionens guddommelige forbeholdsløse Jahvekrav.
Svend Auken, Gert Petersen, Leif Hermann, Pia Kjærsgaard m.fl. iførte sig
utroværdighedsglorier, da de i folketingsåbningsdebatten 4. oktober 1990
ubekymrede
nedtonede muhamedanismen til blot at være en religion mellem så mange andre
religioner. Et halvt års tid senere måtte de konservative gå til biddet og
fastslå, at vi
ikke her i landet vil acceptere noget så muhamedanercentralt som
kvindediskrimination (spalte 4271).
Revolutioner, terror og krige skaber samfundsforandringerne hos dem.
Hos os glider udviklingen roligt og smertefrit. Vor tids korstog var Inge og
Sten Heglers. Deres placering i nudanske sind af usnerpethed drager os mod
Sodoma og
Gomorra.
Men fortidens (og nutidens) Reberbahner frastøder muhamedanernes officielle
doktrinlære. Begge danskerkøns nydelse af livsformen med et bredt udvalg af
døgnfluede, erotiske muligheder fordømmes af dem som gudsbespottelse og
dermed stærkt strafværdigt.
Det danske væsens punkterende underdrivelseshumor ligger lysår fra
fanatisme, terror, blodige religionskrige, vendettaer og andre
yderlighedsvoldsomheder.
For muhamedanske folkeslag er sådan noget udfordringer og inspiration. En
del af livet.
Danskerens holden sjov virker pinligt, anstødeligt og umodent på
Allahdyrkere. Uforpligtende adfærd betragter de som Synd og Degeneration. I
det flade grins
fædreland anser vi dem som nogle dødbidere.
Hvor lykken for danskeren er harmløse, kvikke pjatterier over en flok
bajere, er det værdighed og stolthed for muhamedaneren. Men det forbinder en
dansker med
selvhøjtidelige narrehatstørvetrillerier.
De tager tilværelsen tungere og bærer nag langt længere og langt kraftigere,
end danske gør det. Familieæren - den kollektive sociale identitet - skal
forsvares. Om
man så krampagtigt må ruge i lange år over krænkelser, før lejlighed byder
sig til at (knivstik)myrde den, der har forset sig, eller nogen fra hans
eller hendes slægt.
Menneskelivets indhold er derfor for mange at vente og vente, aldrig glemme
forsmædelsen og stadig kredse om opnåelsen af (æres)oprejsning gennem hævn:
Øje
for øje, Tand for tand, Liv for liv. Denne blodhævnslivsstil rostes i de
højeste toner af Muhamed selv. Vedvarende had mod afvigere som os fastholdes
generation
efter generation.
Set gennem nudanske briller gør det dem til urealistiske
tankespindsprincipdyrkere med opblæst stolthed og væmmeligt
værdighedshykleri.
Konsekvensmageri er ikke noget element i Den Danske Syge. Vi er formløse,
uhøjtidelige, nøgterne pragmatikere. Logik-terror og sammenhænge i
livsforholdene -
det som gammelhøjtideligt kaldes ideologi - scorede vor forrige
statsminister mange points på at kalde noget bras. Principrytteri er hos os
et negativt ladet ord. Ret
beset er det fordi det enkelte menneske er vor ideologis centralpunkt, hvor
deres er underkastelse under Allahs altfavnende og beskyttende totalitære
system. For
os er dette fantast-fatamorganaer og forlorne kulter. Sådan noget er vi
immune overfor. Vi engagerer os ikke varigt i sejge virkeliggørelser af
storladne,
magelighedsforsagende pyramidebyggerier.
Den moderne dansker lader sig højst ophidse for en stund, men gider ikke
blive oppe på de samme høje nagler, når der sker så meget nyt. »Om hundrede
år er
alting glemt« er et dansk, men bestemt ikke noget islamisk refræn.
Pedantgrundighed, kadaverdisciplin og konsekvens over længere tid - det er
ikke danskernes
livsstil. Begejstres vi, er det for en kort bemærkning.
Muhamedaneren, der har lidt nederlag, søger revanche med alvor og våben i
hånd.
Helt anderledes er danskerens fredsommelige sindelag: »Just som de mente,
hun lå i bånd og bast, da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast«. Vor
tids dansker
portrætteres derimod ikke i verselinierne om uforsagt at møde faren med
foragt. Vi er rede til at snakke om hvadsomhelst. Bare det ikke er
alvorligt. For så dukker
undseelighed og takt og tone op i os. Når idealistfordringerne går op i en
glødende spids, bliver 90% af nutidsdanskerne hurtigt lunkne fodslæbere.
Sans for
videregående konsekvenser hører ikke til det, som Danmark i de seneste år
har bekymret sig om at indpode landets børn.
Smerte er Allahs Vilje og derfor mere en livsnaturlighed for dem end for os.
Vi vil simpelthen ikke vide af tilværelsens meningsløse skaltevalten med
liv, velvære og helbred. For os er det uæstetisk. Embedsmandsvældet har at
afbøde det. Så
vi kan lukke øjnene for det menneskeligt urimelige i, at nogen skal have
ondt.
Noget af det vigtigste er bevarelse af menneskeliv. Særligt inden for vor
egen omgangskreds.
Den slags er der i muhamedanerprioriteringen ikke så megen grund til at
pylre om. Når der nu venter de døde et bedre liv efter dette. Hele vejen
igennem
gennemsyres muhamedanismen af en fra barnsben oppisket middelaldergrumhed.
Med frygt for at tabe ansigt. Det som gælder, er prestige i andres øjne.
»Begærligheden efter Bytte« og Krænkelse af Slægtens ømtålelige Ære er de to
dominerende drivkræfter for arabernes lidenskab. Det fastslår det danske
hovedbidrag til muhamedanerforskningen (Universitetsprofessor Frants Buhls
storværk: »Muhameds Liv« (1903), tysksproget udgave 1930). Muhamedanernes
tilstedeværelse i Danmark udgør derfor sikkerhedsrisici for, at vi indfødte
myrdes, fordi en af os er kommet med en forlængst glemt drillebemærkning
eller har
foretaget sig noget, vi selv finder ligegyldigt, men som opfattes som
besudlelse af islamittens ære.
De ser med foragt på det lade og eftergivende danske livsmønster, hvor
ballade for næsten enhver pris skal undgås, og forsvar for ubøjeligt skarpe
synspunkter
derfor ikke dyrkes. De synes, vi har et let sind og er letsindige, hvor
danskeren finder det pinligt med utæmmet vildskab eller anden usædvanlig
opførsel.
Forhåbningsfyldte stoler vi på, at det går nok altsammen. Med hjælp af
forbrugerstatens stadige forøgelser af materiel rigdom: »En pilsner, lidt
god mad, nusse med
bilen, se TV-sporten, høre pop og læse ugeblade« var livsudbuddet hos Louis
Miehe-Renards moderne Jeppe på Bjerget. Vore konflikter er få og små. Vegt
opgiver vi hurtigt ævret. Marguerite Viby sang det på melodien »On the sunny
side of the street: »Så la'r vi stå til. Hvad kæbnen os vil, det aner vi ej.
Lad jorden
rulle rundt«.
Der er uoverstigelige afgrunde mellem denne blødsødne pjaltede modernitets
sværmen for det sorgløse og ubekymrede over til, hvad der sømmer sig for
Korandisciplen.
Allerede Holberg skrev: »I det øvrige kand man sige om den Danske Nation, at
den er fornøyelig og god at komme til Rette med og besynderlig lydig
imod Øvrigheden, thi der er fast intet Land, hvor Oprør haver mindre Sted
end udi Dannemark, hvilket er at tilskrive en Middelvej, som denne
Nation udi mange ting gaaer, saa den siælden falder udi Ekstremiteter.«
I Dansk Ugeskrift 1843 nr. 85 fremdrog ærkedanskeren H.C. Ørsted de danske
nationalegenskaber godmodighed, fredsommelighed og munterhed. »En sky for
det yderlige«, kunstlede og ensidige, men dermed også en ligevægt og ro, som
kan udarte til ubevægelighed, uvirksomhed og sløvhed.
Eller som Kosmopolitten Johs. V. Jensen udtrykte det i »Den ny Verden«
(1907): Veghed, lunkenhed og blødhed.
I »Det danske Magasin« 1954 bliver det i Martin A. Hansens version til, at
de fleste danske resignerer over al besiddelse af mere patetiske egenskaber
og
højsætter dyder som jævnhed og fordragelighed. »At kunne udtrykke dyster
visdom spøgende er et gammelt dansk holdningsideal«.
I Anne Linnets 1991-sang »Det er så dansk« møder vi udtryk
som »middelmådighed bli'r der værnet om«, »min kaffekop er lunken og ikke
drukket
op«, »stik ikke din lykke og næse frem. For pladsen er trang i en andedam«.
Sidste vers konkluderer, at det hele er »så rørende småt«.
Set fra Niels Højlunds pult er det danske »nysgerrighed, glæde, engagement,
optagethed. Af et liv, der hele tiden bevæger sig. Af en historie, der hele
tiden er på
vej. Af en fremtid, som jeg føler mig ansvarlig for at medvirke til. Men
ikke kender bedre end så mange andre. Af et samarbejde med andre mennesker,
i opgør og
tilslutning. Af en bestandig dialog med andre og med mig selv« (Ekstra
Bladet 19.juni 1994).
Velfærdsdanskeren brokker sig selvhævdende og uærbødigt, når nogen træder på
hans ligtorne. Det er samfundets skyld altsammen. Derfor hyler han op som en
jammerkommode, når for eksempel hans telefon eller fjernsyn ikke fungerer i
10 minutter, eller livet byder på andre trivielle småmodgange. Nærmest pr.
refleks
surmuler danskeren, at staten da virkelig må klare ærterne, så han
uforstyrret kan fortsætte i sin forkælede komfort. Det anses for en
menneskeret for 1990'ernes
danskere, at alle livsaldres behov opfyldes. Det kan de kræve som klienter
hos det offentlige. Dets serviceapparat har bare at stimulere borgernes
underholdningsoplevelse i et varierende liv og aflaste dem fra tilværelsens
ubehageligheder, ulækkerheder og risici.
Mishandles den menige muhamedaner langt værre, udbryder han Allahu Ahkar
(Allah er stor). Resigneret affinder han sig med sin plads nederst på
samfundsstigen
uden protest mod despotudskejelser fra autoriteternes håndlangere. Allahs
magt og majestæt er så overvældende, at man kun roder sig ud i ulykkelighed
ved at
sætte sig op herimod i stedet for i et og alt at søge sin tryghed og harmoni
som Allahs slave.
Naive og velmenende som radikale folketingskvinder forstår vi os ikke på
rænker med langsigtet henblik på at udrydde andre. På det jævne, på det
jævne, der har
livet sat os stævne, der skal vi vor prøve stå. Den fælles danske bevidsthed
er, ved jorden at blive. Det tjener os bedst. At have fast grund under
fødderne og at
ligge i ly og læ for verdens vilde storme bekommer Lasse Lasse lille-folket
bedre end højtsvævende sæbeboble-luftkasteller. Hos os lavlændinge er det
ikke
tilfældigt, at Vaudevillen »Landmandsliv« er folkeelsket romantik og
Tragedien »Romeo og Julie« udenlandsk. Hellere dyrke sin boligindretning og
sin have end
kaste sig ud i bravader og filosofabstrakte helhedsgrundsyn. Flest
konflikter undgås (eller udskydes), når man som halvhjertede kujoner smyger
sig uden om at
handle ildsjælsstærkt. Selvhøjtidelighed, skarpe kanter og dybdegående
abstrakthensyn er ikke os. Om vi så smædes som småtskårne, lidenskabsløse
uden store
rene linier, tager vi også det ganske uden anstød. H.C. Andersens Konen med
æggene og Aksel Sandemoses jantelov udmønter skarpt, at med arrogance opnås
såre lidt i Danmark. I vore hverdage søger vi p.t.-sandheden. Uden
falbelader. Uimponeret, improviserende og svingende. Indpasset i
dagligdagens stressbelastede
malstrømshvirvler, som man søger at bide rolige spidser på. Danskeren
styrter sig ikke ud i stormfyldte konflikter, men indretter sig moderat,
uprætentiøst i det
jordnære og praktiske. I sikker lyssynsforventning til, at det hele nok
ordner sig med happy ending.
Vi baserer vore bæredygtige løsninger på de faktiske forholds krav og
jordbunden fornuft. L'art pour l'art er ikke den danske stolthed. Thaiernes
årtusindfastholdte
hovedkaraktertræk er nøgternt at tage bestik af de til enhver tid
eksisterende forhold og så få det bedst opnåelige ud af dem ved smidigt at
tilpasse sig dem.
Danskere har ganske mange remme af samme skind. Altså totalt anderledes end
muslimers principfasthed.
Signalementet af danskerne er, at vi ikke er skabte til himmelblå højhed og
sønderslidende blæst. Men alene til at hyggenyggepusle os gennem vort
jordeliv i sutsko,
fordragelighed og harmoni uden at fornærme eller støde nogen. Middelvejen
kalder vi gylden. Uanset, at den ofte er grobund for middelmådighed og
kortsigtethed.
I enhver henseende er det betegnende for os, at vor nationalret er
frikadeller med brun sovs og agurkesalat. Blot vi kan have det rart og
bekvemt her og nu,
bekymrer det os ikke med vor lyssynede fremskridtstro, at syndfloden kommer
efter os. Nyd livet og tag det ikke for tungt med, hvad der eventuelt kan
komme.
Blandt Kristen Helveg Petersens mange ordflommer er den mest
træffende: »Danskeren ænser ikke skriften på væggen, før han står med ryggen
mod muren«.
Velfærdsstatstankegangen har rykket danskerne højt op på verdensranglisten i
daglig ubekymret laden-stå-til. Principdoseringer blødgøres hurtigt i dansk
mentalitetsklima. Einsteins: »Alt er relativt« falder godt i tråd med vor
proportionsplacerede afstandtagen fra Absolutter.
De modsatte af danskerne er Moskeernes faste kunder, som kompromisløst og
rethaverisk klynger sig til ufravigelige befalinger.
Vi er moderate, udglattende understatementere.
De magter overhovedet ikke at fatte det glimt i øjnene, hvormed
danskerudtalelser skal tolkes.
I ubornert livsappetit svælger Peter Dansker i stjerneøjeblikke på Mallorcas
overfyldte strande, barer og grisefester.
Som berørt foran i kapitel 44 skal Muhamedanerne mindst een gang i livet
pilgrimsfarte til Muhameds Mekka under iagttagelse af strabadsfyldte,
restriktionsstramme adfærdsmønstre. Valfartens store kysseoplevelse gælder
den i mere end 2.000 år overbesuttede hellige stenterning Ka'aba'en.
Multietnisk
samliv mellem muhamedanere og nudanske giver hvert år store praktiske
anstødsstene i Ramadanmåneden.
Euforiske bedreværdsstemninger hos os er kortvarige. Det er noget med, at TV
oppisker begejstring for Peter Schmeichel eller Anja Andersen som nationens
frelsere. Og så kommer udløsningen ved medaljetagernes folkevelkomst med
pandekager på Kramer Mikkelsens Rådhus. Men mindet sidder tilbage. Det er
med til
at befæste, at bag al vor tilsyneladende selvneddrosling, »tror vi i ramme
alvor, at USA, Indien eller Italien kun er forskellige fra Danmark, fordi
amerikanerne,
indere og italienere ikke har fået sig ordentligt indrettet. Eftersom
Danmark er det bedste land på jorden, kan vi ikke forestille os andet, end
at alle verdens
mennesker hellere vil være danskere end tilhøre alle disse mærkværdige
nationer og kulturer«. (Anne Knudsen på side 215 i »Dansk Identitet«, Aarhus
Universitetsforlag 1992).
Muhamedanerne fatter ikke en pind af, at danskere på samme tid ydmygt
erkender, at vort folk er lidet, men samtidig skråsikkert påstår, at vi i
enhver henseende -
også i beskedenhed - overgår alle andre i denne verden. Bevidst eller
ubevidst foragter de den åndsforsnævring hos os, at vi anser det som en
ufuldkommenhed, at
vi ikke her og nu til alle jordens folkeslag kan omplante alle vore
fordomme, vaner, omgangsformer og anskuelser. Uanset, hvor forskelligartede
de andre er i
baggrunde og levevis. Såvel indbyrdes, som til det ekstremsamfund, hvor det
nuværende Danmark placerer sig i rækken af universets befolkningsgrupper.
Her er et
område, hvor jeg føler fuld forståelse for de fremmede: I sammenligning
mellem de to kulturer er danskhedens afart af blufærdighed givetvis central.
Men at definere
den i ord er så kompliceret, at den nødvendige plads til at gøre det
udtømmende langt fra kan afses indenfor nærværende bogs rammer.
At martres af, at man personligt moralsk har svigtet sit ansvar er hyppigere
hos mekkadyrkerne end i formynderstaten. I Jyllands-Posten 13. september
1992 læste
man: »Indvandrernes forståelse af begreberne retfærdighed og selvtægt volder
både politiet og de sociale myndigheder problemer.«
»Hvis en dansker mobber søsteren til en indvandrer, er det ifølge deres
normer helt i orden, at han får et par på hovedet. Sådan opfatter de
retfærdighed, og bliver
derfor forvirrede, når vi i Danmark slår hårdt ned på den slags. De kan
simpelthen ikke orientere sig i vort retssystem«, siger indvandrerkonsulent
Ole Hammer,
Mellemfolkeligt Samvirke.
I Muhamedanismens Absoluthed har de et universelt fixpunkt. Denne
helhedssammenhæng mellem alle fænomener skaber hos dem åndelig overlegenhed
i forhold til
alle andre.
Hvor Muhamedanerne hænger sig nidkært og pertentligt i Koranens ord,
er »Forholdets Natur«, »Sund Fornuft og »Reale Grunde« det særligt
fremtrædende i
dansk retskildelære.
Får de en sag hos myndighederne, vurderer de, at deres chancer for gevinst
øges ved at sledske/true sig ind hos sagsbehandleren. Så han afgør sagen ud
fra
personlige motiver (for eksempel venskabsforhold, bestikkelse eller frygt)
og ikke ud fra det, som hos os står som retstatens samfundsideal med tætte
bind for Fru
Justitias øjne. Hvor muhamedanerlandene fungerer af og på korruption,
fortæller vi historien om advokaten, der meddelte sin bondemandsklient, at
han havde
vundet en retssag. »Det vidste jeg da godt«, var svaret. »For jeg har sendt
dommeren en halv gris - og skrevet min modpart på som afsender«.
Finn Gundelach og Ole Riis oplyser nok i deres bog »Danskernes Værdier«
(Sociologisk Forlag 1992), at 96% siger, at de tror på Gud. Men det er en
vag,
blufærdig Kristendom, der opfattes som en strengt privat sag for den
enkelte. Det er for næsten alle danske taktløst, at skilte med religiøs
fanatisme, at ville drøfte
religion med andre eller forsøge at omvende den, man taler med. Man er noget
til en side, hvis man afgør samfundsforhold eller tilrettelægger sine
dispositioner alene
baseret på, at sådan er nu engang Guds påbud og de rammer, Han har fastsat.
Præstens tale må ikke være anmassende eller trænge ind i privatlivet. Kirken
er jo
for de fleste danskere blot sådan et smukt traditionsbundet opvarmningssted
for højtidsstemningsbaggrundens tilvejebringelse. Det egentlige er
hyggesammenkomsten bagefter med mad og drikke. Hvadenten det er juleaften,
dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse.
Muslimernes kraftkilde er deres bestandige bevidsthed om nærværet af den
Gudsmajestæt, som de kender ud og ind fra Muhameds beretninger.
Deres færden, tankeverdenen og problemløsninger præges
citat slut