---

Jeg har en ven som de sidste ca 5 år har haft en depression. De enkelte
venner han ellers har, snakker han ikke med mere og han taler heller ikke
med hans forældre (De ved ikke hvordan han har det og er vist heller ikke
interesseret). Han har for nylig forsøgt at gå til psykolog, suppleret med
medicin men det er gået lidt i sig selv og han mener ikke det kan hjælpe.

Han har prøvet at starte på 2 uddannelser, men stoppede igen efter et par
mdr. Nu vil han starte på en længerevarende uddannelse, men siger selv at
han ikke regner med at det kommer til at gå og han ikke får sig en
uddannelse når han alligevel dropper ud.

Får nogle år tilbage havde jeg også en del personlige problemer og vi
snakkede (ynkede) meget sammen om vores fælles frustrationer. Men nu er det
så småt begyndt at gå lidt bedre for mig selv, mens det blivere værre og
værre for min ven.

Hver gang vi taler sammen prøver jeg at komme med bud på hvad han skal
forsøge at gøre, selvom vi begge to godt ved at vi har været alle forslag
igennem en million gange. Jeg har også forsøgt at give ham nogle verbale
spark i røven som så har holdt ham kørende i et par dage, men han ender
altid med at ryge tilbage i sit sorte hul.

Men udgangspunktet for vores venskab har ikke udelukkende været en masse
piveri, jeg har virkelig haft nogle gode timer sammen med ham da han er en
meget kvik og sjov person. Der er helt klart positive sider hos ham som
ingen andre af mine venner besidder og han betyder virkelig noget for mig.

Han er virkelig lost og jeg kan virkelig ikke se en udvej for ham. Han er 26
og det er kun blevet værre de sidste par år.

Selvom man skal være varsom med at føle en forpligtigelse overfor ting som
folk kun selv kan finde udad, så føler jeg virkelig at jeg bør gøre et
eller andet for han snakker seriøst ikke med andre. Han er håbløst alene og
det er ikke rart bare sådan at være passivt vidne til.

Men hvad skal man gøre? Og kan man overhovedet gøre noget?

Håber nogen har erfaringer med ligende situationer og kan komme med nogle
bud.

---

Paminu skrev:

> Men hvad skal man gøre? Og kan man overhovedet gøre noget?

Jeg tror det bedste du kan gøre er at blive ved med at være der, dvs.
blive ved med at være hans ven. Af rent konkrete tiltag, så gør kun
"noget" hvis du føler dig inspireret dertil, eller hvis din ven selv
beder om hjælp.

Mvh,

--
Klaus Alexander Seistrup
PNX · http://pnx.dk/

---

"Paminu" <jadajada@asd.com> wrote in message
news:dctsk6$l1e$1@news.net.uni-c.dk...
> Jeg har en ven som de sidste ca 5 år har haft en depression. De enkelte
> venner han ellers har, snakker han ikke med mere og han taler heller ikke
> med hans forældre (De ved ikke hvordan han har det og er vist heller ikke
> interesseret). Han har for nylig forsøgt at gå til psykolog, suppleret med
> medicin men det er gået lidt i sig selv og han mener ikke det kan hjælpe.
>
> Han har prøvet at starte på 2 uddannelser, men stoppede igen efter et par
> mdr. Nu vil han starte på en længerevarende uddannelse, men siger selv at
> han ikke regner med at det kommer til at gå og han ikke får sig en
> uddannelse når han alligevel dropper ud.
>
> Får nogle år tilbage havde jeg også en del personlige problemer og vi
> snakkede (ynkede) meget sammen om vores fælles frustrationer. Men nu er
det
> så småt begyndt at gå lidt bedre for mig selv, mens det blivere værre og
> værre for min ven.
>
> Hver gang vi taler sammen prøver jeg at komme med bud på hvad han skal
> forsøge at gøre, selvom vi begge to godt ved at vi har været alle forslag
> igennem en million gange. Jeg har også forsøgt at give ham nogle verbale
> spark i røven som så har holdt ham kørende i et par dage, men han ender
> altid med at ryge tilbage i sit sorte hul.
>
> Men udgangspunktet for vores venskab har ikke udelukkende været en masse
> piveri, jeg har virkelig haft nogle gode timer sammen med ham da han er en
> meget kvik og sjov person. Der er helt klart positive sider hos ham som
> ingen andre af mine venner besidder og han betyder virkelig noget for mig.
>
> Han er virkelig lost og jeg kan virkelig ikke se en udvej for ham. Han er
26
> og det er kun blevet værre de sidste par år.
>
> Selvom man skal være varsom med at føle en forpligtigelse overfor ting som
> folk kun selv kan finde udad, så føler jeg virkelig at jeg bør gøre et
> eller andet for han snakker seriøst ikke med andre. Han er håbløst alene
og
> det er ikke rart bare sådan at være passivt vidne til.
>
> Men hvad skal man gøre? Og kan man overhovedet gøre noget?
>
> Håber nogen har erfaringer med ligende situationer og kan komme med nogle
> bud.

Der findes forskellige tilbud til ham hist og her - Er selv frivillig i
Ventilen, men han
er dog desværre et år for gammelt til vores mødesteder (mellem 15 og 25),
samt
han er på Psykofarmeka, hvilket vi ej tillader da vi ej er professionelle
behandlere.

Jeg ville anbefale dig at lede efter et tilbud som han ku få god nytte af -
der findes
som sagt en del derude.

Mvh.
-Kennet

---

"Paminu" <jadajada@asd.com> skrev i en meddelelse
news:dctsk6$l1e$1@news.net.uni-c.dk...
> Jeg har en ven som de sidste ca 5 år har haft en depression. De enkelte
> venner han ellers har, snakker han ikke med mere og han taler heller ikke
> med hans forældre (De ved ikke hvordan han har det og er vist heller ikke
> interesseret). Han har for nylig forsøgt at gå til psykolog, suppleret med
> medicin men det er gået lidt i sig selv og han mener ikke det kan hjælpe.
>
> Han har prøvet at starte på 2 uddannelser, men stoppede igen efter et par
> mdr. Nu vil han starte på en længerevarende uddannelse, men siger selv at
> han ikke regner med at det kommer til at gå og han ikke får sig en
> uddannelse når han alligevel dropper ud.
>
> Får nogle år tilbage havde jeg også en del personlige problemer og vi
> snakkede (ynkede) meget sammen om vores fælles frustrationer. Men nu er
> det
> så småt begyndt at gå lidt bedre for mig selv, mens det blivere værre og
> værre for min ven.
>
> Hver gang vi taler sammen prøver jeg at komme med bud på hvad han skal
> forsøge at gøre, selvom vi begge to godt ved at vi har været alle forslag
> igennem en million gange. Jeg har også forsøgt at give ham nogle verbale
> spark i røven som så har holdt ham kørende i et par dage, men han ender
> altid med at ryge tilbage i sit sorte hul.
>
> Men udgangspunktet for vores venskab har ikke udelukkende været en masse
> piveri, jeg har virkelig haft nogle gode timer sammen med ham da han er en
> meget kvik og sjov person. Der er helt klart positive sider hos ham som
> ingen andre af mine venner besidder og han betyder virkelig noget for mig.
>
> Han er virkelig lost og jeg kan virkelig ikke se en udvej for ham. Han er
> 26
> og det er kun blevet værre de sidste par år.
>
> Selvom man skal være varsom med at føle en forpligtigelse overfor ting som
> folk kun selv kan finde udad, så føler jeg virkelig at jeg bør gøre et
> eller andet for han snakker seriøst ikke med andre. Han er håbløst alene
> og
> det er ikke rart bare sådan at være passivt vidne til.
>
> Men hvad skal man gøre? Og kan man overhovedet gøre noget?
>
> Håber nogen har erfaringer med ligende situationer og kan komme med nogle
> bud.

Med de symptomer du beskriver så ser det ud til at være mere end en
depression. Prøv at læs om den skizotypiske sindslidelse (er er masser af
information på nettet) det kunne evt. være at han havde brug for noget mere
"specifik" og målrettet hjælp. Det er desværre en diagnose der er meget
meget svær at stille!

Mht dit spm så skal du selvfølgelig gøre noget - sørg for at han kommer ud
en gang i mellem og sørg for at han ved at han altid kan henvende sig til
dig hvis han skulle have akut behov for det
Held og lykke.

---

"Paminu" <jadajada@asd.com> skrev i en meddelelse
news:dctsk6$l1e$1@news.net.uni-c.dk...
> Jeg har en ven som de sidste ca 5 år har haft en depression.

Temmeligt surt for din ven og dig. Ikke fordi jeg har erfaring på området,
men jeg tror jeg plejer at opfordre folk til at anskaffe sig et digitalt
kamera, og så at komme ud og bruge det. Det er min opfattelse, at den slags
mennesker sidder rigtigt meget hjemme, og rigtigt meget alene, og det i sig
selv, er jo lige ved at være en første klasses grund til at blive
deprimeret.
Derfor er digital kameraet rigtigt godt, og da specielt, hvis man kan få
vedkommende til at fatte interesse for det, og prismæssigt, er det på selv
relativt kort sigt, billigere end lykkepiller, og spørger du mig, ikke så
lidt bedre. Men det kan du nok selv bedre vurdere, om det kan lokke din
ven, ud under åben himmel, for lys er vel den bedste kur.

M.V.H.....Benny..