Offentliggjort 2. august 2005 03:00
Af Lars Hedegaard, historiker og journalist, København
De seneste terroranslag i London har sammen med flere meningsmålinger
rammet en pæl gennem påstanden om Storbritanniens vellykkede integration
af muslimer. Regeringens reaktion på samfundets opdeling i
parallelsamfund har været at kriminalisere kritik af islam, skriver
kronikøren.
Tilskuerne i Londons propfyldte Theatre Royal, Drury Lane, vrider sig af
grin, mens figuren Franz Liebkind i Mel Brooks-farcen "The Producers"
fremfører sine Hitler-begejstrede numre, "In Old Bavaria", "Der Guten
Tag Hop Clop" og "Haben Sie Gehoert das Deutsche Band?" iført en
blanding af bayersk folkedragt og SS-uniform, mens hans elskede duer
heiler i takt til musikken. Højdepunktet i stykket, der har spillet for
fulde huse og begejstrede anmeldelser siden London-premieren i november
sidste år, kommer i 2. akt med scenen "Springtime for Hitler", der er en
ond, ond og hylende morsom parodi på alt, hvad udlandet forbinder med
nazi-nostalgi og arketypisk tysk kultur fra Wagner-romantik og til
kæmpemæssige pølser. Hitler fremstilles naturligvis af en "flaming
queen" af en teaterinstruktør, der tidligere i stykket har optrådt som
transvestit.
Men tyskerne er ikke de eneste, der bliver parodieret i denne
musical-farce. Som sædvanligt går det også ud over jøderne foruden
svenskere, homoseksuelle, sexhungrende gamle damer samt nonner, der med
liv og sjæl deltager i løjerne.
Jeg så stykket et par dage efter Londons seneste denne gang mislykkede
muslimske terroranslag og dagen efter, at en sagesløs brasiliansk
elektriker var blevet skudt ihjel på en undergrundsstation. Og på vejen
ud af teatret kom jeg til at tænke på, hvad der mon ville ske, hvis en
Mel Brooks fik den tanke at tage det islamiske establishment under samme
kærlige behandling, som han har givet nazismen og den tyske kultur. Hvad
ville der ske, hvis de ledende teatre på Broadway og i London satte
musicalen "Mullaherne" op hvor Osama bin Laden og ti kornfede imamer med
vildtvoksende skæg og arabisk pyjamas danser i chorus line med
burka-klædte ungmøer med bare lår, mens profeten Muhammed ligger på lur
bag sin yndlingskamel for at overfalde den næste karavane eller render
rundt efter flere kvinder til sit harem?
Som enhver kan indse, ville et sådant stykke hurtigt blive taget af
plakaten. Teatret ville blive sprængt i luften, og forfatteren,
instruktøren og skuespillerne ville få halsen skåret over, som det sig
hør og bør for enhver, der har fornærmet profeten. Eller gjort grin med
muslimer.
Men så galt vil det næppe gå, for ifølge en lov, som premierminister
Tony Blair netop har fået vedtaget i det britiske underhus, og som
venter på endelig godkendelse af overhuset, bliver det nu forbudt på
nogen måde at forhåne eller latterliggøre islam. Sådan er loven
naturligvis ikke formuleret. Officielt skal den forhindre opfordringer
til religiøst had, men i praksis er der ingen i tvivl om, hvad meningen
er: islam og muslimer skal sikres mod kritik og satire, fordi den
britiske regering har resolveret, at store dele af landets muslimske
mindretal kan finde på hvad som helst, hvis nogen træder dem over
tæerne.
Der er tydeligvis ikke tale om en lov, der generelt vil kriminalisere
opfordringer til vold eller drab på folk af en anden tro. Hvis det var
tilfældet, måtte man nødvendigvis kriminalisere Koranen, der jo direkte
opfordrer til terror og drab. Det fik en delegation af britiske imamer
til at henvende sig til regeringen, der imidlertid kunne berolige dem
med, at sådan skal loven naturligvis ikke opfattes. Islams talsmænd skal
fortsat have lov til at vise to ansigter: et fredeligt og tolerant, når
de taler med vantro englændere, og et voldeligt og utålsomt, når de
prædiker for de troende.
Så kom ikke og sig, at terror ikke virker. Musicalen "The Mullahs"
bliver aldrig opført, og ingen vil skrive den, hvis de har deres liv
kært. Men nazister kan man heldigvis gøre tykt grin med uden at skulle
frygte noget. Heraf kan man slutte, at den trussel fra "ekstreme
højrekræfter", der holder så store dele af den progressive europæiske
opinion vågne om natten, og som stadig kan få titusinder af
demonstranter på gaderne savner basis i virkeligheden.
Det vil sige, der er en trussel fra højre, men højre er ikke der, hvor
venstrefløjen tror.
Det totalitære højre, som vi i dag skal frygte, hedder islam, og det er
helt bevidst, at jeg har sammenlignet Muhammeds lære med nazismen. Det
betyder ikke, at alle muslimer går ind for et totalitært diktatur, men
det betyder, at en sådan styreform ligger i naturlig forlængelse af
islams hellige skrifter. Man kan heller ikke påstå, at alle nazister gik
ind for jødernes udryddelse (mange af dem hævdede, at udryddelseslejrene
var kommet som et chok for dem), eller at de ville have støttet Hitlers
aggressive udenrigspolitik, hvis de havde kunnet overskue
konsekvenserne. Alligevel giver det god mening at hævde, at Hitlers
politik lå i naturlig forlængelse af nazismens kanoniske skrifter -
først og fremmest førerens eget værk, "Mein Kampf". Den, der gav sin
stemme til forfatteren af denne bog, burde ikke lade sig overraske af
førerens politik eller af denne politiks konsekvenser.
På samme måde kan man umuligt hævde, at Al Qaidas, Hizb ut-Tahrirs eller
117 andre såkaldte islamistiske gruppers politik repræsenterer en
afvigelse fra den "egentlige" islam. Islamismen er ikke, som præsident
Bush og premierminister Blair desværre bliver ved med at påstå, udtryk
for, at en flok rablende galninge har shanghajet en fredelig og
fordragelig religion og omdannet til noget, som der ikke er belæg for i
denne religions skrifter eller traditioner. Islamismen er ikke nogen
afvigelse fra islam, men er islams naturlige konsekvens på samme måde,
som Auschwitz er den naturlige konsekvens af den nazistiske
forestillingsverden.
Forskellen er, at Hitler ikke kaldte sin ideologi for en religion. Havde
han gjort det, ville Tony Blair utvivlsomt have karakteriseret nazismen
som en i bund og grund fredsommelig trosretning, som uheldigvis var
blevet fordrejet og misbrugt af Adolf Hitlers senere følgesvende. Han
ville nok også have sørget for at beskytte nazismen og nazisterne mod
nazifobisk bagtalelse og latterliggørelse.
Men det knusende flertal af vestlige muslimer er demokratiske, fredelige
og tolerante, får vi dagligt at vide af stort set alle dem, der har ry
for at være eksperter, og som rådgiver regeringen og ordensmagten,
sidder på de højere læreanstalter, opdrager vore børn og uddanner vore
journalister.
Det er en forsvindende minoritet, der går ind for diktatur,
kvindeundertrykkelse, vold mod kættere og vantro, afskaffelse af
ytringsfriheden og indførelse af sharia, hører vi, hver gang vi tænder
for radioen eller fjernsynet eller åbner en avis. Derfor er det
ligegyldigt, hvilken religion flertallet af landets indbyggere bekender
sig til.
Hvad skal vi så mene om en meningsmåling blandt britiske muslimer, som
avisen The Daily Telegraph kunne offentliggøre 23/? Ganske vist var der
kun 6 pct., der mente, at selvmordsbomberne var berettigede, men hvis
man antager, at der er 1,1 millioner britiske muslimer over 18, er det
alligevel op mod 70.000 mennesker og rigeligt til at give det britiske
politi sved på panden. Værre var, at 24 pct. sympatiserede med
selvmordsterroristernes motiver. Men det mest tankevækkende var dog, at
ikke færre end 32 pct. af de britiske muslimer betragtede det vestlige
samfund som dekadent og umoralsk og mente, at det burde bringes til
ophør.
Kun 34 pct. af de adspurgte troede, at deres trosfæller ville gå til
politiet, hvis de fik mistanke om nye anslag.
Vi taler om en befolkningsgruppe, der frivilligt har taget ophold i
Storbritannien, og som altså belønner gæstfriheden på denne måde.
I en anden frisk meningsmåling bestilt af Sky News erklærer 46 pct. af
de britiske muslimer sig uenige i følgende påstand: Muslimske gejstlige,
der prædiker vold mod Vesten, har ikke føling med den almindelige mening
blandt muslimer. Eller mundret udtrykt: omtrent halvdelen mener, at
imamer, der opfordrer til voldshandlinger, er i overensstemmelse med
almindelige muslimske holdninger.
Sky News-målingen gør også kort proces med alle ønskedrømme om en
snarlig muslimsk integration i det britiske samfund. 46 pct. af de
adspurgte føler sig mere som muslimer end som briter, mens kun 12 pct.
vægter deres britiske identitet over deres muslimske.
Disse målinger rammer en pæl gennem den propaganda, som vi også har fået
revet i næsen i Danmark, om at Storbritannien er meget længere fremme
med integrationen af sin voksende muslimske befolkning, fordi briterne
ikke er nær så racistiske eller fremmedfjendske som de foragtelige
danskere.
Desværre må vi konstatere, at den muslimske tilstedeværelse i
Storbritannien har haft præcis de samme virkninger som i alle andre
europæiske lande, nemlig at opsplitte dem i parallelsamfund, som
politisk, ideologisk og kulturelt fjerner sig fra hinanden.
Skal vi have ringeste chance for at vende denne udvikling, må
statsmagten bevidst gribe ind over for imamerne og de velfinansierede
muslimske missionsselskaber, der gennem indoktrinering, hjernevask,
vold, trusler og løfter om 72 jomfruer i himlen til enhver, der slår
vantro ihjel, holder muslimerne i en skruestik, så at enhver tale om
reel integration bliver absurd.
Desværre nægter vore regeringer uanset, om de sidder i London eller
København, at lytte til andre end de såkaldte eksperter, der har taget
fejl i hver eneste forudsigelse, de er kommet med de sidste 30 år, og
som stadig har monopol på den statsunderstøttede meningsdannelse. Og
over for imamerne, der vil bringe vores civilisation til fald, har vore
ledere ikke andre svar end indrømmelser på indrømmelser, samtidig med at
de hævder at føre krig mod terroristerne.
Det er mere end dumt. Det er en forbrydelse.
--
Med venlig hilsen
GB
|